Anonymitets- og sikkerhedsindstillinger
Med anonymitets‑ og sikkerhedsindstillinger kan du styre, hvor mange oplysninger du deler via apps. Hver datatype viser, hvor mange apps der har adgang til disse data. Det giver dig overblik og gør det nemmere for dig at styre, hvor mange oplysninger du deler.
Appen Adgangskoder
Brug end‑to‑end-kryptering i appen Adgangskoder til at opbevare alle dine loginoplysninger sikkert, inklusive adgangskoder, bekræftelseskoder og sikkerhedsadvarsler. Og synkroniser dem alle problemfrit på tværs af dine enheder.
Accessory Setup Kit
Accessory Setup Kit giver appudviklere mulighed for at tilbyde intuitiv tilslutning af tilbehør, der samtidig beskytter oplysninger om dine Bluetooth-enheder i nærheden. På den måde kan du nemt tilslutte Bluetooth-tilbehør på en mere anonym måde.
Låste og skjulte apps
Beskyt følsomme apps og oplysningerne i dem. Du kan låse en app, så der skal bruges Face ID, Touch ID eller din adgangskode for at få adgang. Oplysninger fra appen vises ikke andre steder i systemet, heller ikke i søgeresultater og notifikationer. Dermed kan andre brugere ikke se dine følsomme oplysninger. Og du kan nemt skjule en app, så den bliver flyttet til en skjult og låst mappe med apps.
Sikkerhedskontrol
Denne sektion i Indstillinger i iOS kan hjælpe personer, der er udsat for vold i hjemmet eller andre steder, med hurtigt at nulstille de adgangstilladelser, de har givet videre. Den giver også et overblik over, hvilke personer og apps du har givet andre adgang til, så du hurtigt kan deaktivere dine lokalitetsindstillinger og deling af adgangskoder.
Advarsel om følsomt indhold
Advarsel om følsomt indhold hjælper dig med at undgå at se uønskede billeder og videoer ved at sløre indhold, der kan indeholde nøgenhed. Det virker i Beskeder, AirDrop-filer, FaceTime-videobeskeder og Telefon-appen, når du modtager en kontaktplakat. Funktionen er valgfri, og du kan slå den til i dine indstillinger for Anonymitet & Sikkerhed. Al billed- og videobehandling foregår på din enhed, så hverken Apple eller tredjeparter får adgang til indholdet.
Anonymitetsmærkater
Produktsiderne i App Store har et afsnit, der indeholder udviklernes egne oplysninger om nogle af deres anonymitetspraksisser i form af et enkelt og letforståeligt mærkat. Her kan du læse om, hvordan udviklerne indsamler og bruger dine data, herunder informationer som f.eks. din lokalitet, browserhistorik og kontakter. Det er en del af en vedvarende indsats for at skabe større gennemsigtighed og give dig mere kontrol over dine data, og Apple vil løbende forbedre dette område og samarbejde med udviklerne om at sørge for, at brugerne kan træffe informerede valg.
Gennemsigtighed ved sporing i apps
Dine enheder rummer hele historien om dit liv. Vi mener, at du bør have mulighed for at vælge, hvordan apps sporer dine data og deler dem med andre virksomheder til reklameformål eller med datahandlere.
Fra og med iOS 14.5 og iPadOS 14.5 er det et krav, at apps skal bede om din tilladelse, når de vil spore dig på tværs af apps og websites, der ejes af andre virksomheder. Du kan gå til Indstillinger og ændre dine præferencer for en app eller helt forhindre apps i at bede om tilladelse.
Anonymitetsrapport
for apps
Når du slår Anonymitetsrapport for apps til, får du en enkel oversigt over, hvad dine apps gør. Et afsnit i Indstillinger giver dig mulighed for at se, hvor ofte din lokalitet, mikrofon, dit kamera, dine billeder eller kontakter er blevet tilgået i løbet af de sidste syv dage. Her kan du også se, hvilke domæner dine apps har kontaktet. Sammen med anonymitetsmærkater giver denne funktion dig et bedre overblik over, hvordan dine apps håndterer din anonymitet.
Tilladelse til udklipsholder
Apps skal have tilladelse fra dig, før de får adgang til udklipsholderen og kan indsætte indhold fra en anden app.
Tredjepartsapps og tilladelser
Apple giver dig gennemsigtighed og kontrol over de data, du deler via apps. Apps kan anmode om adgang til ting som din lokalitet og dine kontakter, kalendere eller billeder. Du modtager en anmodning med en forklaring, første gang en tredjepartsapp ønsker at bruge disse data, så du kan træffe en informeret beslutning om at give tilladelse. Selv om du har givet tilladelse, kan du altid ændre det senere i Indstillinger. Du kan også bestemme, hvilke kontakter du vil dele med en app, i stedet for at give appen adgang til alle dine kontakter. iOS og iPadOS kræver din tilladelse, før udviklerne må spore dig eller din enhed på tværs af apps og websites, der ejes af andre virksomheder. Uanset om det er med henblik på målrettede reklamer og annoncemåling eller for at dele dine data med datahandlere.
Mikrofon- og kamerabetjening
Ingen app kan få adgang til mikrofonen eller kameraet uden din tilladelse. Når en app bruger mikrofonen eller kameraet i iOS 14 og iPadOS 14 eller nyere, får du besked via en indikator på din enhed. Uanset om du bruger den specifikke app, andre apps eller er på hjemmeskærmen. Desuden viser Kontrolcenter dig, når en app for nylig har brugt mikrofonen eller kameraet. I iOS og iPadOS er adgangen til kameraet slået fra for apps, der kører i baggrunden. Nogle gange har apps brug for at vide, hvilke andre enheder der er på dit lokale netværk, f.eks. når du forsøger at oprette forbindelse til et Smart TV eller en printer. Fra og med iOS 14 og iPadOS 14 skal apps bede om din tilladelse, før de scanner dit lokale netværk. iOS og iPadOS giver dig også besked, når en app tilgår din udklipsholder. Så kan du bekræfte, at appen kun får adgang til de elementer, du forventer.
Oplysninger om
data og anonymitet
Du får vist oplysninger om data og anonymitet på en måde, som gør det nemt at se, hvordan Apple vil bruge dine personlige oplysninger – før du logger ind eller begynder at bruge nye funktioner. Et symbol for data og anonymitet viser dig de steder, hvor du kan få nyttige oplysninger om, hvilke data der kan blive delt, og hvordan det bliver brugt til at forbedre din oplevelse.
Lokalitetsoplysninger
Nogle gange er det en hjælp, hvis din enhed ved, hvor du er, som f.eks. når du planlægger møder i Kalender eller får rutevejledning. Lokalitetstjenester på din enhed bruger en kombination af GPS, Bluetooth og crowdsourcede Wi‑Fi-hotspots og mobilmaster for at finde ud af, hvor du befinder dig. Apple lader dig styre indsamlingen og brugen af lokalitetsoplysninger på alle dine enheder. Fra og med iOS 14, iPadOS 14 og watchOS 7 kan du vælge, om apps blot skal have adgang til din omtrentlige lokalitet – inden for en radius af ca. 3 km – eller om de skal kende din nøjagtige lokalitet. Lokalitetstjenester er ikke slået til som standard. Du kan aktivere funktionen, når du indstiller din enhed for første gang, og du kan altid deaktivere den igen, hvis du fortryder.
Side om Data og
anonymitetspolitik
Vi har lavet nogle særlige værktøjer til administration af anonymitet, så du kan få mere kontrol over dine personlige oplysninger. Du finder værktøjerne på din personlige side om Data og anonymitetspolitik. Her kan du få en kopi af dine data, anmode om at få rettet dine data, deaktivere din konto eller helt slette den.
Analyse
Hvis du vælger det til, kan dine iOS- og iPadOS-enheder indsamle analysedata fra din enhed og et eventuelt tilsluttet Apple Watch og sende dem til analyse hos Apple. Analysen hjælper Apple med at forbedre produkter og begrænse problemer med f.eks. apps, der går ned. De indsamlede oplysninger identificerer dig ikke personligt og kan kun sendes til Apple med dit udtrykkelige samtykke. Analysedata kan omfatte oplysninger om hardware- og styresystemspecifikationer, ydeevnestatistik og data om, hvordan du bruger dine enheder og apps. Når de indsamles, bliver personlige data enten slet ikke registreret, fjernet fra rapporter, før de sendes til Apple, eller beskyttet med metoder som f.eks. differentieret anonymitet.
Oplysningerne, vi indsamler ved hjælp af differentieret anonymitet, hjælper os med at gøre vores tjenester bedre, uden at det går ud over din personlige anonymitet. Denne teknologi forbedrer eksempelvis QuickType-forslag og tips til opslag i Noter.
Vi identificerer nu almindeligt anvendte datatyper i appen Sundhed og internetdomæner i Safari, som er skyld i problemer med ydeevnen. Disse oplysninger gør os i stand til at samarbejde med udviklere om at forbedre din oplevelse uden at afsløre noget om din adfærd.
Hvis du giver dit udtrykkelige samtykke til at dele iCloud-analyse, kan Apple forbedre Siri og andre intelligente funktioner ved at analysere, hvordan du bruger iCloud-data fra din konto, som f.eks. tekstudsnit fra mailbeskeder. Analyse sker først, når dine data er bearbejdet med teknikker som differentieret anonymitet for at øge din anonymitet, så de ikke kan føres tilbage til dig eller din konto.
Annoncering
Hos Apple forpligter vi os til at respektere din anonymitet, når vi viser annoncer. Reklamer leveret af Apple kan blive vist i App Store og Værdipapirer. Apples annonceringsplatform sporer dig ikke, og den hverken køber eller deler dine personlige oplysninger med andre virksomheder. Dine Apple Pay-transaktioner og dine data fra apps som Sundhed og HomeKit bruges ikke af Apples annonceringsplatform til at vise reklamer. Din søge- og downloadhistorik i App Store kan blive brugt til at vise dig relevante reklamer. I Værdipapirer-appen vises reklamer delvist baseret på, hvad du læser og følger. Det omfatter emner og kategorier for de artikler, du læser, og de publikationer, du følger, abonnerer på eller aktiverer notifikationer for. De artikler, du læser, bruges ikke til at vise dig målrettede reklamer uden for disse apps. Under Indstillinger kan du se de oplysninger, Apple bruger til at vise dig relevante reklamer. Du kan altid deaktivere Personlige reklamer under Indstillinger, hvis du ikke længere ønsker at modtage målrettede reklamer i App Store og Værdipapirer. Ved at slå Personlige reklamer fra begrænser du Apples muligheder for at vise dig relevante reklamer, men det reducerer ikke nødvendigvis antallet af reklamer, du ser. Apples annonceringsplatform sender ikke reklamer til børn under 13 år eller til administrerede Apple‑konto’er. Derudover har Apple en række strenge retningslinjer for apps i kategorien Børn i App Store – f.eks. må apps i denne kategori ikke tillade, at tredjepartsapps foretager analyse eller målretter reklamer.