åbner i nyt vindue
Download billede
Hos Apples Audio Lab i Cupertino i Californien udvikler lydingeniører banebrydende funktioner i alle Apple-produkter med en højttaler eller mikrofon, herunder den nye løsning til høresundhed på AirPods Pro 2.
Sundhed 28. oktober 2024
Apples topmoderne Audio Lab i Cupertino i Californien hjælper virksomhedens lydingeniører med at udføre innovativt arbejde. De benytter laboratoriet til at udføre brugerundersøgelser i forskellige lyttelokaler og teste nye funktioner i ekkofrie rum, der fuldstændigt absorberer reflekterende lyde og isolerer ekstern støj.
Audio Lab er stedet, hvor design, måling, finjustering og validering af alle Apples produkter med højttalere eller mikrofoner foregår. Det er også her, Apples årelange samarbejde på tværs af teams har skabt de banebrydende nye funktioner inden for høresundhed på AirPods Pro 2.
AirPods Pro 2.
En gratis softwareopdatering til AirPods Pro 2 betyder, at brugerne lettere kan undgå at blive udsat for støj i omgivelserne takket være Hørebeskyttelse, tjekke hørelsen med en høreprøve, de kan tage derhjemme, og få hjælp til let til moderat hørenedsættelse ved at bruge funktionen Høreapparat.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) lever cirka 1,5 milliarder mennesker verden over med hørenedsættelse. “Hørenedsættelse påvirker folk i alle regioner og lande, men opdages i mange tilfælde ikke. Hørelsen er helt central med hensyn til at kommunikere for de fleste af os, og den er vigtig for folks sundhed og velvære,” udtaler Shelly Chadha, M.D., Technical Lead for hørelse hos Verdenssundhedsorganisationen (WHO). “Teknologi kan spille en vigtig rolle i forhold til at skabe opmærksomhed omkring hørenedsættelse og stille værktøjer til rådighed for dem, der er berørt af det.”
“Alles hørelse er forskellig, og derfor har vi skabt en innovativ og komplet løsning til høresundhed, der tager højde for disse forskelle på en måde, som både er brugervenlig og kan tilpasses en bred vifte af behov. Det er særligt vigtigt, fordi hørenedsættelse påvirker folk i alle aldre og med varierende forudsætninger for at bruge teknologi,” fortæller Sumbul Desai, M.D., Apples Vice President for Health. “Med funktionen Høreapparat stræbte vi efter at skabe noget, der var så intuitivt, at det føltes som en forlængelse af sanserne. Vi vidste, at resultatet i bogstaveligste forstand ville ændre folks liv – og give bred adgang til behandlingen af en lidelse, der påvirker mere end én milliard mennesker.”
Ingeniørerne benyttede særligt indrettede rum i Audio Lab i arbejdet med at skabe disse banebrydende funktioner.
“For alle funktionerne – lige fra de mest dæmpede lyde, øret kan opfange til Høreprøve, til samtaler i støjfyldte restauranter til Høreapparat og sågar koncertlignende støj til Hørebeskyttelse – kan vi bringe den virkelige verden ind i vores lydfaciliteter med afspilning af kalibrerede lydbilleder fra hele verden eller lynhurtigt foretage nøjagtige lydmålinger,” siger Kuba Mazur, som er Apples Lead Engineer for Hearing Health hos Acoustics Engineering.
Longwave, som er Apples største ekkofri rum, har en specialfremstillet højttaler- og mikrofonstruktur, der kan måle, hvordan lyd interagerer med den menneskelige krop.
Download billede
Det ekkofri Longwave-rum blev bygget på et separat fundament, der benytter fjedre til at isolere det fra resten af laboratoriet, så der kan foretages nøjagtige lydmålinger helt uden forstyrrende støj eller vibrationer. Rummet har en specialfremstillet højttaler- og mikrofonstruktur, der kan måle hovedrelaterede overførsler – dvs. hvordan lyd interagerer med den menneskelige krop. Det, som gør dette rum helt unikt og giver det mange anvendelsesmuligheder, herunder til udvikling af funktioner til AirPods, iPhone og HomePod, er, at både højttalere og mikrofoner findes i selve rummet.
“Dine ører er naturlige forstærkere, der hvert især er unikt formet og ofte en smule asymmetrisk,” forklarer Kuba Mazur. “Når en lyd når det ene øre før det andet, opstår der en tidsforskel i forhold til, hvordan vi opfatter lyd. Denne indsigt er vigtig, da en sådan forståelse giver os mulighed for at skabe oplevelser, der nøjagtigt repræsenterer lydene i den enkelte brugers omgivelser. Og det gør vi i vores ekkofrie rum, hvor deltagere placeres på en roterende stol for at registrere lyden med AirPods Pro.”
I den anden ende af Audio Lab findes Fantasia Lab. For at sikre den bedst mulige lydkvalitet i alle lydprodukter, som Apple udvikler, benytter man her en sfærisk struktur med 50 højttalere til at simulere hundredvis af lydscener fra den virkelige verden – f.eks. et indkøbscenter, en travl gågade eller støjen under en flyrejse – i et omhyggeligt kontrolleret lydfelt, hvor lyden distribueres jævnt.
I Fantasia Lab benytter et af Apples større ekkofrie rum en sfærisk struktur med mere end 50 højttalere til at simulere lydscener fra den virkelige verden i et omhyggeligt kontrolleret lydfelt, hvor lyden distribueres jævnt.
For at finjustere og validere funktionen Høreapparat blev en bred vifte af undersøgelsesdeltagere med forskellige høreniveauer placeret i dette kontrollerede miljø for at foretage en test med tale i støjende omgivelser. Testen bestod i, at deltageren skulle sidde på en stol i midten af feltet, mens der blev afspillet en kompleks lydscene som f.eks. en støjfyldt restaurant. Deltageren havde så til opgave at gentage det, en enkelt person sagde, ved at skelne mellem disse ord og de samtaler, der foregik i baggrunden.
“I dette laboratorium handler det om at genskabe. Ud fra de samme oplevelser som i vores brugeres hverdag, hvor de handler i indkøbscentre eller spiser middag med deres nærmeste, skulle vi sikre os, at disse funktioner opfylder deres behov,” fortæller Kuba Mazur. “Vi genskabte støjende omgivelser herinde, så vi kunne finjustere og validere de funktioner, vi udvikler på AirPods, f.eks. funktionen Høreapparat, Forstærkning af tale og Transparent lyd.”
Derudover er der installeret tre audiometriske båse på klinisk niveau – dvs. den slags båse, som patienter sidder i ved en høreprøve hos hørelægen – i Audio Lab. Der blev foretaget interne tests, hvor udviklerteamet samarbejdede med audiologer i båsene om at udføre tusindvis af audiometriske tests på klinisk niveau og softwarebaserede høreprøver, inden man gik videre til kliniske undersøgelser af den nye funktion Høreprøve med henblik på validering.
En AirPods Pro 2-bruger holder sin iPhone og benytter den nye funktion Høreprøve.
For at forenkle Høreprøve på AirPods Pro 2 foretog designteamet omhyggelig research for at forstå, hvad en person oplever ved en almindelig høreprøve, og dermed identificere områder, der kunne strømline oplevelsen for alle brugere, når prøven tages derhjemme.
Designet er også helt centralt for brugeroplevelsen og spillede en vigtig rolle i forhold til brugernes test af de nye funktioner. En afgørende oplevelse var det at tage selve høreprøven. Teamet måtte identificere designmæssige tilgange, der kunne forenkle indstillingen af Høreprøve og Høreapparat. Det skulle også være nemmere at forstå end de almindelige talrækker, som en person skal gentage under et lægebesøg.
“Med vores sundhedsfunktioner stræber vi efter brugervenlighed og at møde brugerne i øjenhøjde,” udtaler Heather Daniel, som er Producer ved Apples Design Studio og hjælper med at varetage alt designrelateret arbejde i forbindelse med sundhedsfunktioner. “Tag f.eks. funktionen Høreprøve. Vi var klar over, at det for mange folk sandsynligvis vil være første gang, at de tager en høreprøve, så vi måtte gøre oplevelsen så brugervenlig som mulig.”
Forenklingen af disse oplevelser forudsatte, at en bred vifte af Apple-teams skulle arbejde tæt sammen under hele udviklingen af denne software for at opfylde kravene til kliniske tests og tilbyde kunderne det bedst mulige produkt.
“Alene tanken om al den innovation, det krævede, den avancerede teknologi, der er indbygget i AirPods, samt den indsats og omhyggelighed, der skulle til for at skabe disse komplekse softwarefunktioner,” fortæller Kuba Mazur videre, “det betød, at rigtig mange teams samarbejdede – bl.a. fra afdelingerne for udvikling af software og hardware, design, sundhed, tilgængelighed, kliniske forsøg, regulering og Human Factors Engineering – om at sikre den bedst mulige kvalitet og og brugeroplevelse.”
Med funktionen Høreapparat på AirPods Pro 2 kan brugere med let til moderat hørenedsættelse høre de folk, som de har en samtale med, mere tydeligt. Lyt til, hvordan en samtale lyder for en person med let til moderat hørenedsættelse, og hvordan den nye funktion Høreapparat gør det lettere at høre ordene.
Den komplette løsning til høresundhed på AirPods Pro 2 er blot det seneste eksempel på Apples bestræbelser på at hjælpe folk med at leve sundere og bedre. For mange medarbejdere er dette indbegrebet af, hvad der er muligt, når innovation og passion i samspil skaber produkter og software, som er nyttige og forbedrer brugernes hverdag.
“Det faktum, at folk kan gå rundt med deres AirPods i ørerne, og at de kan beskytte deres hørelse under koncerter samt få indblik i deres høresundhed ved at bruge disse funktioner over tid – dermed gør AirPods lige netop det, som den enkelte person ønsker eller har behov for,” siger Kuba Mazur. “De er den perfekte grænseflade til øret.”
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

  1. Visse funktioner er ikke tilgængelige i alle regioner. For yderligere information om tilgængelighed kan man se mere på www.apple.com.  

Pressekontakt:

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36