HURTIG LÆSNING
8. oktober 2024
Apples Swift Student Challenge starter i februar 2025
Apples Swift Student Challenge har givet tusindvis af elever verden over mulighed for at vise deres kreative evner frem og tilegne sig praktiske færdigheder. Udfordringen giver elever mulighed for at slutte sig til et verdensomspændende fællesskab af udviklere, der bruger Swift – det samme programmeringssprog, som benyttes af professionelle – til at skabe den næste bølge af banebrydende apps.
I tre uger i februar kan der indsendes bidrag til Swift Student Challenge 2025. På developer.apple.com kan elever, lærere og andre interesserede finde ud af, hvordan de forbereder sig til udfordringen, og tilmelde sig for at få besked, når der åbnes for ansøgninger. Blandt deltagerne i Swift Student Challenge vil Apple udvælge i alt 350 vindere, hvis bidrag skiller sig ud for deres innovation, kreativitet, sociale indvirkning eller inklusion. 50 af vinderbidragene vil desuden høste yderligere anerkendelse ved at blive udvalgt som Distinguished Winners og modtage en invitation til Apples hovedkontor i Cupertino næste sommer.
“Hos Apple brænder vi for at støtte og bane vej for den næste generation af kodere. Hvert år bliver vi utroligt imponerede over den opfindsomhed, som eleverne udviser med deres apps, og vi glæder os til at se bidragene i udfordringens næste runde,” udtaler Susan Prescott, Apples Vice President for Worldwide Developer Relations.
Apple løfter også sløret for opdaterede ressourcer til Swift Coding Club, som deltagerne kan bruge til at forberede sig til Swift Student Challenge, samtidig med at de skaber kontakter og tilegner sig færdigheder til en fremtidig karriere. Startsættet til Swift Coding Club indeholder aktiviteter til elever, der er interesserede i appudvikling, og som vil lære mere om Swift og SwiftUI og fortælle det til deres klassekammerater.
Der er desuden nye vejledninger til Udvikling med Swift, som elever kan bruge til at skabe innovative apps til alle Apples platforme, og som er et godt første skridt mod en karriere inden for appudvikling med Swift, SwiftUI og Xcode, der udgør Apples integrerede udviklingsmiljø.
Media
-
Tekst i denne artikel