åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 9. september 2024

Apple introducerer banebrydende funktioner til sundhedsudfordringer, som påvirker miliarder af mennesker

Apple Watch leverer nye notifikationer om søvnapnø, og AirPods Pro 2 får verdens første komplette løsning inden for høresundhed med en brugervenlig høreapparatsfunktion på klinisk niveau
To iPhone 16 Pro-enheder viser de nye funktioner Søvnapnø og Høreapparat.
Apple introducerer banebrydende nye funktioner inden for søvn og høresundhed.
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple har i dag løftet sløret for banebrydende funktioner inden for søvn og høresundhed til Apple Watch and AirPods Pro 2. Det understreger Apples indsats inden for sundhed med løsninger, der gør brugernes liv bedre. De nye funktioner udvides til nye produkter og byder på avancerede og informative funktioner, som kan hjælpe brugerne med nogle af de udfordringer med søvn og høresundhed, som berører milliarder af mennesker på verdensplan.
Ved hjælp af en innovativ ny måling, der hedder Vejrtrækningsforstyrrelser, modtager Apple Watch notifikationer om søvnapnø. Dette er endnu en af de mange måder, hvorpå Apple Watch fungerer som intelligent vagt for brugerens helbred. Notifikationer om søvnapnø forventes snart at få markedsføringsgodkendelse fra den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA (Food and Drug Administration) og andre internationale sundhedsmyndigheder, og funktionen bliver tilgængelig denne måned i mere end 150 lande og områder, herunder USA, EU og Japan.1
Apple leverer verdens første komplette løsning inden for høresundhed til AirPods Pro med aktiv Reduktion af høje lyde,2 en klinisk godkendt høreprøvefunktion og en brugervenlig høreapparatsfunktion. Den softwarebaserede høreapparatsfunktion, som er den første af sin art, gør det nemmere end nogensinde at få adgang til hjælp til hørelse til en overkommelig pris. Funktionerne Høreprøve og Høreapparat forventes snart at få markedsføringsgodkendelse fra internationale sundhedsmyndigheder og vil være tilgængelige dette efterår i mere end 100 lande og områder, herunder USA, Tyskland og Japan.3
“Hos Apple mener vi, at teknologi kan hjælpe folk til at leve et sundere liv, og vi glæder os over at lancere effektive nye sundhedsløsninger på alvorlige tilstande, der påvirker milliarder af mennesker på verdensplan, samtidig med at de personlige oplysninger er beskyttet,” udtaler Sumbul Desai, M.D., Apples Vice President for Health. “Med Apple Watch tilbyder vi fortsat vores brugere muligheden for at afdække vigtige sundhedsmæssige forhold med nye notifikationer om søvnapnø. Og på AirPods Pro sætter effektive funktioner fokus på brugernes høresundhed og viser nye måder til, hvordan de kan teste for og modtage hjælp til hørenedsættelse.”

En effektiv metode til at opdage tegn på søvnapnø

Søvn er et vigtigt sundhedsområde, da det har indflydelse på en persons generelle fysiske og mentale velvære. Søvnapnø er en udbredt lidelse, hvor vejrtrækningen stopper i korte perioder, mens man sover, så kroppen ikke får nok ilt. Det anslås, at mere end en milliard mennesker på verdensplan er påvirket af denne tilstand, og de fleste tilfælde bliver aldrig diagnosticeret. Hvis søvnapnø ikke behandles, kan det med tiden have store helbredsmæssige konsekvenser, bl.a. øget risiko for forhøjet blodtryk, type 2-diabetes og hjerteproblemer.
Vejrtrækningsforstyrrelser er en innovativ ny måling på Apple Watch, der anvender det indbyggede accelerometer til at overvåge små bevægelser af håndleddet, som er forbundet med afbrydelser i normale åndedrætsmønstre, mens man sover. Hver måned analyserer Apple Watch data om forstyrrelser i vejrtrækningen og underretter brugerne, hvis der er regelmæssige tegn på moderat til alvorlig søvnapnø, så de kan tale med deres læge om de næste skridt, herunder en mulig diagnose og behandling.
Den nye funktion Vejrtrækningsforstyrrelser vist på iPhone 16 Pro.
Brugerne kan se data for deres natlige vejrtrækningsforstyrrelser i appen Sundhed, hvor de klassificeres som forhøjet eller ikke forhøjet.
Da den generelle søvnkvalitet er vigtig, kan Vejrtrækningsforstyrrelser også bruges til at få indsigt i, hvor roligt man sover. Vejrtrækningsforstyrrelser kan blive påvirket af alkohol, medicin, søvnstilling m.m. Brugerne kan se data for deres natlige vejrtrækningsforstyrrelser i appen Sundhed, hvor antallet klassificeres som forhøjet eller ikke forhøjet, og målingerne kan vises over en måned, et halvt eller et helt år.
For at få et bedre grundlag for en samtale med deres læge kan brugerne eksportere en PDF-fil, der viser, hvornår søvnapnø kan være opstået, tre måneders data for vejrtrækningsforstyrrelser og andre oplysninger. I appen Sundhed findes også artikler med information, hvor brugerne kan få yderligere oplysninger om søvnapnø.
Algoritmen til notifikationer om søvnapnø blev udviklet ved hjælp af avanceret maskinlæring og omfattende datamateriale fra søvnapnøtests på klinisk niveau. Funktionen blev derefter valideret i en klinisk undersøgelse – den hidtil største i forbindelse med søvnapnøteknologi. Hver deltager, som blev identificeret af algoritmen i den kliniske valideringsundersøgelse, havde som minimum mild søvnapnø.
Den nye funktion til notifikationer om søvnapnø vist på Apple Watch Series 10 og iPhone 16 Pro.
Apple Watch viser nu notifikationer om søvnapnø og bliver dermed endnu bedre til på intelligent vis at varetage brugernes helbred.
“Når vi sætter forbrugere i stand til på en sikker måde at identificere mønstre for unormal vejrtrækning, mens de sover, kan de bedre afdække en alvorlig medicinsk tilstand, der ikke er tilstrækkeligt diagnosticeret, f.eks. søvnapnø,” udtaler Sairam Parthasarathy, M.D., professor og leder af Health Sciences Center for Sleep, Circadian and Neuroscience ved University of Arizona i Tucson, Arizona. “Dette er et vigtigt skridt fremad i indsatsen for at forbedre folkesundheden.”
Notifikationer om søvnapnø og Vejrtrækningsforstyrrelser føjer sig til en række andre funktioner inden for søvn og sundhed til Apple Watch-brugere. Ud over at overvåge vigtige natlige sundhedsmålinger af f.eks. puls og åndedrætsfrekvens kan brugerne med Apple Watch også få hjælp til at nå deres søvnmål og holde øje med deres søvn over længere tid.

Verdens første komplette løsning inden for høresundhed

Cirka 1,5 mia. mennesker på verdensplan lever med nedsat hørelse ifølge WHO. Forskning har også påvist sammenhæng mellem hørenedsættelse og indvirkning på en persons generelle velvære, herunder demens og social isolation.
Apple introducerer en komplet løsning med fokus på forebyggelse, opmærksomhed og hjælp for at give brugerne en bedre forståelse af deres høresundhed.

Forebyggelse

Ifølge Apple Study – en langsgående, virtuel offentlig forskningsundersøgelse udført i samarbejde med University of Michigan School of Public Health og WHO – udsættes en ud af tre personer regelmæssigt for høje støjniveauer i omgivelserne, som kan påvirke deres hørelse. Det kan dreje sig om almindelige situationer, hvor man tager metroen til arbejde, slår græsplæne derhjemme, overværer et sportsarrangement og meget mere.
Reduktion af høje lyde er nu også at finde i AirPods Pro, så brugerne bedre kan undgå at blive udsat for støj fra omgivelserne og stadig tydeligt kan høre det, de lytter til. Ørepropperne er med til at sikre passiv støjreduktion, mens H2-chippen bidrager til aktivt at dæmpe højere og mere periodisk støj 48.000 gange i sekundet. Reduktion af høje lyde er som standard slået til i alle lyttefunktioner og er nyttig i forskellige støjende omgivelser. Med en helt ny algoritme med stort dynamisk område forbliver lyde til f.eks. livekoncerter også naturlige og levende.

Opmærksomhed

Hørenedsættelse bliver ofte gradvist værre, så mange mennesker ikke er klar over, at de lider af det. Ifølge American Speech-Language-Hearing Association har 80 procent af alle voksne i USA ikke fået deres hørelse undersøgt de seneste fem år. For at give brugerne endnu bedre indblik i deres høresundhed introducerer Apple en intuitiv høreprøve på klinisk niveau, baseret på gængs klinisk tilgang, som hedder rentonet audiometri. Den høreprøve kan brugerne selv tage med deres AirPods Pro og en kompatibel iPhone eller iPad.
Funktionen Høreprøve er en intuitiv høreprøve på klinisk niveau, som brugerne kan tage med deres AirPods Pro og en kompatibel iPhone eller iPad.
Brugerne kan nemt tage prøven hjemme hos dem selv på cirka fem minutter. Funktionen Høreprøve gør brug af avanceret lydforskning og giver brugerne en interaktiv oplevelse. Når brugerne har gennemført prøven, kan de se en letforståelig oversigt over resultatet. Oversigten rummer bl.a. et tal, der angiver graden af hørenedsættelse i hvert øre, en klassificering og anbefalinger. Resultaterne, som omfatter et audiogram, opbevares anonymt og sikkert i appen Sundhed og kan deles med en læge, så man kan få et bedre grundlag for en samtale.
Høreprøven bygger på indsigter fra Apple Hearing Study og blev udviklet ved hjælp af store mængder virkelige data. Funktionen blev derefter valideret i forhold til den vedtagne kliniske standard for rentonet audiometri.
“Høresundheden er helt central for det generelle velvære. Når vi beskytter og passer på vores hørelse, får vi bedre livskvalitet både på kort og længere sigt,” udtaler Rick Neitzel, professor i Environmental Health Sciences ved University of Michigan School of Public Health og forskningsleder i Apple Hearing Study. “Jeg glæder mig over, at Apple introducerer vigtige værktøjer, der kan understøtte folks høresundhed. Med værktøjerne kan folk bedre beskytte deres ører mod støjforurening, blive opmærksomme på ændringer i hørelsen over længere tid og få mere velinformerede samtaler med deres læge, når de har brug for yderligere hjælp.”

Hjælp

Indsigt i hørenedsættelse er et vigtigt skridt på vej mod at få den nødvendige hjælp – noget, som ofte kan være både dyrt og svært tilgængeligt. Globale undersøgelser viser, at hørenedsættelse ofte ikke bliver behandlet. Faktisk påviser Apple Hearing Study, at 75 procent af alle med diagnosen hørenedsættelse ikke har fået den hjælp, de har brug for.
AirPods Pro omfatter også en innovativ, brugervenlig høreapparatsfunktion til brugere med let til moderat hørenedsættelse. Med udgangspunkt i den personlige høreprofil fra høreprøven omdanner den nye funktion AirPods Pro til et høreapparat på klinisk niveau. Når funktionen er indstillet, giver den mulighed for personlige, dynamiske justeringer, så brugerne kan få lydene omkring sig forstærket i realtid. På den måde kan de bedre deltage i samtaler og bevare forbindelsen til mennesker og omgivelser. Takket være den imponerende lydkvalitet i AirPods Pro anvendes brugerens personlige høreprofil automatisk til musik, film, spil og telefonopkald på tværs af brugerens enheder, uden at det er nødvendigt at justere nogen indstillinger. Brugerne kan også indstille høreapparatsfunktionen med et audiogram, der er blevet udarbejdet af fagfolk inden for høresundhed.
Høreapparatsfunktionen vist på iPhone 16 Pro med et par AirPods Pro.
Den softwarebaserede høreapparatsfunktion, som er den første af sin art, gør det nemmere end nogensinde at få adgang til hjælp til hørelse.
Funktionen Høreapparat blev klinisk valideret i en kontrolleret, randomiseret undersøgelse, der vurderede den opfattede gavn af funktionen og de tilpassede indstillinger sammenlignet med en undersøgelse forestået af en ørelæge.
Efter at have taget høreprøven kan en brugers høreprofil også medvirke til at gøre lytteoplevelsen på AirPods Pro mere personlig for endnu flere mennesker, også dem med lidt eller ingen hørenedsættelse, som stadig får glæde af specifikke justeringer ved individuelle frekvenser. Hjælp til medier er en helt ny funktion, der er med til at give den bedst mulige lytteoplevelse, og som forstærker visse dele af talen i et opkald eller instrumenter i et soundtrack, så endnu flere kan føle sig hjulpet.
Funktionerne bygger på de værktøjer til høresundhed, som Apple i øjeblikket tilbyder sine brugere. Med Støj-appen kan Apple Watch-brugere f.eks. aktivere notifikationer for, hvornår omgivelsernes støjniveauer kan påvirke deres høresundhed. På iPhone kan brugerne indstille en grænse for lydstyrken på hovedtelefonerne, hvor de kan slå Formindsk høj lyd til og flytte en slider til det foretrukne decibelniveau. Apple tilbyder også ekstra tilgængelighedsfunktioner, så brugerne kan tilpasse indstillinger og få opfyldt deres hørelsesbehov.
Appen Sundhed vist på iPhone 16 Pro og Støj-appen vist på Apple Watch Series 10.
I appen Sundhed på iPhone kan brugerne få et effektivt indblik i deres høresundhed over længere tid. Apple Watch-brugere kan også se, når støjniveauet fra omgivelserne sænkes, mens de har AirPods Pro i ørerne.
“I årtier har Apple været førende inden for design af produkter til alle og understøttelse af brugere med et bredt spektrum af høremuligheder,” udtaler Sarah Herrlinger, Apples Senior Director for Global Accessibility Policy and Initiatives. “Disse funktioner på AirPods Pro vil have en indvirkning på mange menneskers dagligdag ved at højne opmærksomheden omkring høresundhed og stille nye værktøjer til rådighed, som den enkelte selv kan tilpasse og bruge til at holde forbindelsen.”
Yderligere funktioner, der kommer til Apple Watch, iPhone og iPad, omfatter følgende:
  • Den nye Vitalparametre-app på Apple Watch giver brugerne en metode til at tjekke deres daglige sundhedsstatus og se vigtige natlige sundhedsmålinger af f.eks. puls og åndedrætsfrekvens og få bedre indsigt i deres helbred.
  • Appen Sundhed giver gravide brugere ekstra støtte til at overveje ændringer i deres fysiske og psykiske helbred i den vigtige graviditetstid. Brugerne kan få vist deres graviditetsuge og registrere symptomer i appen Min cyklus. Apple Watch-brugere kan også få anbefalinger til at gennemgå funktioner som notifikationer om høj puls.
  • Tid, man bruger på at skrive dagbog kan gemmes som mindfulness-minutter i appen Sundhed, og brugerne kan registrere deres sindsstemning i Dagbog.
Siden lanceringen af appen Sundhed i 2014 har Apple introduceret meningsfulde funktioner med fokus på 18 områder inden for sundhed og træning på tværs af Apple Watch, AirPods, iPhone og iPad. Apple vil styrke brugerne på deres sundhedsrejse ved at udvikle produkter til brug i hverdagen med funktioner, de kan interagere med, og som er baseret på videnskab og har anonymitet i centrum.

Bygget med anonymitet i centrum

Anonymitet er grundlæggende i designet og udviklingen af alle Apples sundhedsfunktioner. Når en brugers enhed er låst med en adgangskode, Touch ID eller Face ID, er alle personens sundheds- og træningsdata i appen Sundhed krypteret, undtagen Nødinfo. Alle sundhedsdata, der sikkerhedskopieres til iCloud, krypteres både under overførslen og på Apples servere. Når iOS, iPadOS og watchOS anvendes sammen med almindelig tofaktorgodkendelse og en adgangskode, bliver data i appen Sundhed, som synkroniseres med iCloud, end-to-end-krypteret. Det betyder, at Apple ikke har nøglen til at dekryptere dataene og derfor ikke kan læse dem.
Tilgængelighed
  • Visse funktioner er ikke tilgængelige i alle områder eller på alle sprog eller med alle mærker og modeller.
  • Notifikationer om søvnapnø forventes snart at få markedsføringsgodkendelse fra FDA og andre internationale sundhedsmyndigheder, og funktionen bliver tilgængelig denne måned i mere end 150 lande og områder, herunder USA, EU og Japan. Funktionen vil blive understøttet på Apple Watch Series 9, Apple Watch Series 10 og Apple Watch Ultra 2.
  • Funktionerne Høreprøve og Høreapparat forventes snart at få markedsføringsgodkendelse fra internationale sundhedsmyndigheder og vil blive understøttet på AirPods Pro 2 med den nyeste firmware i kombination med en kompatibel iPhone eller iPad, og de vil være tilgængelige dette efterår i mere end 100 lande og områder, herunder USA, Tyskland og Japan.
  • Funktionen Reduktion af høje lyde forventes at blive tilgængelig i efteråret 2024 og vil virke med AirPods Pro 2 med den nyeste firmware i kombination med en kompatibel iPhone, iPad eller Mac med det nyeste styresystem. Funktionen vil være tilgængelig i USA og Canada.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

  1. Funktionen Notifikationer om søvnapnø afventer godkendelse hos FDA og forventes at være tilgængelig senere i denne måned. Funktionen vil blive understøttet på Apple Watch Series 9, Apple Watch Series 10 og Apple Watch Ultra 2. Funktionen har til formål at opdage tegn på moderat til alvorlig søvnapnø hos personer på 18 år og derover, der ikke har en søvnapnø-diagnose.
  2. Funktionen Reduktion af høje lyde virker med AirPods Pro 2 med den nyeste firmware i kombination med en kompatibel iPhone, iPad eller Mac med det nyeste styresystem. Funktionen vil være tilgængelig i USA og Canada. Du kan finde flere oplysninger om fuld dæmpning på support.apple.com/120850.
  3. Funktionerne Høreprøve og Høreapparat forventes at blive tilgængelige i efteråret 2024. Funktionen Høreapparat afventer markedsførings­godkendelse fra FDA og andre internationale sundhedsmyndigheder. Funktionerne Høreprøve og Høreapparat vil blive understøttet på AirPods Pro 2 med den nyeste firmware i kombination med en kompatibel iPhone eller iPad med iOS 18 eller iPadOS 18 og nyere og er beregnet til personer, der er fyldt 18 år. Funktionen Høreapparat er beregnet til personer med let til moderat hørenedsættelse.

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36