PRESSEMEDDELELSER
10. juni 2024
watchOS 11 giver endnu mere brugbar indsigt i sundhed og fitness samt flere tilpasnings- og forbindelsesmuligheder
Apple introducerer appen Vitals, træningsbelastning, nye måder at skræddersy aktivitetscirkler på, intelligent tilpasning af Smart stak og urskiven Fotos samt Oversæt-appen på Apple Watch
Cupertino, Californien Apple gav i dag en forsmag på watchOS 11 med funktioner til Apple Watch, der bygger på dets førende sensorteknologi, avancerede algoritmer og videnskabeligt baserede tilgang for at give banebrydende indsigt i brugernes sundhed og fitness samt mulighed for mere personlig tilpasning end nogensinde før. Den nye Vitals-app viser vigtige sundhedsmålinger og kontekst, som giver brugerne et bedre grundlag for at træffe beslutninger i det daglige, og muligheden for at måle træningsbelastning er en banebrydende ny oplevelse for brugere, der træner for at komme i bedre form og opnå resultater. Aktivitetscirklerne kan nu tilpasses endnu mere, Smart stak og urskiven Fotos anvender intelligens til at give en mere individuelt tilpasset oplevelse, og Apple Watch kombineret med appen Sundhed på iPhone og iPad tilbyder gravide brugere en optimeret oplevelse. Tjek ind, appen Oversæt og nye funktioner med håndbevægelsen dobbelttryk bliver nu en del af Apple Watch og giver bedre forbindelsesmuligheder og større brugervenlighed.
“watchOS er verdens mest avancerede styresystem til smartwatch-enheder. Det hjælper Apple Watch-brugerne med at holde sig sunde, aktive og forbundne hele dagen,” fortæller David Clark, Apples Senior Director for watchOS Engineering. “Til efteråret vil vi se, hvordan watchOS 11 gør Apple Watch til en endnu vigtigere makker ved at give brugerne mere brugbar indsigt i deres sundhed og fitness, mere personlig tilpasning til deres helt egne behov og nye måder at holde forbindelsen på, mens de er på farten.”
Appen Vitals giver større indsigt i vigtige sundhedsmålinger
Med Apple Watch kan brugerne måle vigtige sundhedstal, mens de sover: puls, åndedrætsfrekvens, temperaturen på håndleddet, søvnlængde og iltniveau i blodet. I watchOS 11 giver den nye app Vitals brugerne mulighed for hurtigt at se disse vigtige sundhedsmålinger og få en bredere kontekst til vurdering af deres helbred. Apple Watch analyserer disse tal, så brugerne nu kan tjekke deres daglige helbredsstatus, tage et hurtigt kig på målinger, der kræver opmærksomhed, og se, hvis de ligger uden for brugerens normalområde. Brugerne kan modtage en notifikation, når to eller flere målinger er uden for normalområdet, sammen med en besked med oplysninger om, hvordan ændringerne i de pågældende målinger kan være knyttet til andre aspekter af deres livsførelse, f.eks. højdeændringer, alkoholforbrug eller sygdom.
Apples sundhedsfunktioner er videnskabeligt baseret og udviklet med input fra kliniske eksperter. Til at informere om klassifikationer og notifikationer, der ligger uden for et normalområde, bruger Vitals en algoritme, der er udviklet ved hjælp af virkelige data fra Apple Heart and Movement Study. Det er forskningsarbejde, der har til formål at fremme forståelsen af hjertesundhed og fysisk aktivitet.
Flere støttefunktioner under graviditet
watchOS 11, iOS 18 og iPadOS 18 byder på en optimeret oplevelse for gravide brugere, der afspejler forandringer i deres fysiske og mentale helbred i denne vigtige fase. Når brugerne registrerer en graviditet i appen Sundhed på iPhone eller iPad, viser Min cyklus-appen på Apple Watch, hvor langt de er henne, og de kan logge symptomer på ting, der ofte opleves under en graviditet. Brugerne bliver også bedt om at tjekke ting såsom deres notifikationstærskel for høj puls, da pulsen kan have tendens til at stige under en graviditet.
I appen Sundhed på iPhone eller iPad kan gravide brugere også vælge at modtage påmindelser om at foretage en vurdering af deres mentale sundhed hver måned, da man kan være i højere risiko for f.eks. depression under og efter en graviditet. Stabilitet ved gang, målt med iPhone, kan også hurtigere advare brugerne om en potentiel faldrisiko i den sidste tredjedel af graviditeten, da risikoniveauet ofte stiger på det tidspunkt.
En ny avanceret forståelse af træningsbelastning
watchOS 11 introducerer træningsbelastning, en ny indsigtsfuld måling af, hvordan intensiteten og varigheden af træning påvirker brugerens krop over tid. Med træningsbelastning får brugerne en forståelse af, hvordan træning har belastet deres krop de seneste syv dage sammenlignet med de seneste 28 dage. Denne viden kan hjælpe brugerne med at træffe velinformerede beslutninger om deres træning hver dag, især ved forberedelse til en begivenhed – hvad enten det er deres første 5 km-løb, et cykelløb eller et maraton.
En ny kategorisering til måling af intensitet er tilgængelig efter hver træning. Her vurderes det, hvor hård træningen var, på en skala fra 1 til 10. Populære kredsløbsbaserede træningstyper gør brug af en ny innovativ algoritme, der automatisk genererer en estimeret intensitetsmåling ved at kombinere datakilder såsom alder, højde og vægt samt træningsdata som GPS, puls og stigning. Brugerne kan også justere dette estimat manuelt for at tage højde for andre faktorer såsom stress eller muskelømhed. I forbindelse med træningstyper, hvor der ikke leveres et automatisk estimat – f.eks. styrketræning – kan brugerne stadig angive en bedømmelse af intensiteten efter hver træning.
Apple Watch fastlægger en 28-dages træningsbelastning, dvs. et vægtet gennemsnit med udgangspunkt i både intensitetsmålingerne og træningernes varighed hos den enkelte bruger i den periode. I appen Aktivitet kan brugerne se, hvordan deres træningsbelastning de seneste syv dage ser ud i forhold til deres 28-dages træningsbelastning, kategoriseret som meget under, under, stabil, over eller meget over. Det er med til at angive, om den aktuelle belastning af deres krop bliver større, er den samme eller bliver mindre, så brugerne kan tilpasse deres træning og opnå bedre resultater. Fitness-appen på iPhone kan vise yderligere oplysninger om den mulige indvirkning på deres form, hvis de fortsætter med at træne på det nuværende niveau, f.eks. potentielle ændringer i formen eller risiko for skader.
En brugers daglige sundhedsstatus og evnen til at træne kan hænge sammen, så træningsbelastningen kan følges sammen med oplysninger fra Vitals-appen i appen Aktivitet på Apple Watch eller i appen Fitness på iPhone. Brugerne kan også se deres træningsbelastning i appen Vitals.
Mere personlig tilpasning af aktivitetscirkler og appen Fitness
Hver dag er aktivitetscirkler med til at motivere brugere af Apple Watch til at sidde mindre, bevæge sig mere og få motion – og med watchOS 11 kan cirklerne tilpasses personligt i endnu højere grad. Hvad enten brugerne har planer om en hviledag i træningen, har pådraget sig en skade eller bare har brug for en fridag, har de nu mulighed for at sætte cirklerne på pause en dag, en uge, en måned eller mere, uden at det påvirker deres præmiestimer. Brugerne kan også tilpasse deres aktivitetscirkelmål efter ugedagen, så cirklerne giver den rette mængde motivation på de rette tidspunkter.
Desuden giver appen Fitness på iPhone mulighed for at tilpasse oversigtsfanen, så brugerne kan se præcis det, de gerne vil, herunder nye målinger for træningsformer som løb, vandring, svømning og mindfulness.
Apple Fitness+ har fået nyt design i iOS 18, iPadOS 18 og tvOS 18, så brugerne kan få mest muligt ud af det omfattende bibliotek, bevare motivationen og holde gang i deres træningsrutine. Opdateringerne omfatter et personligt tilpasset For You-område, Explore- og Library-områder, søgefunktioner og forbedrede præmier.
Smart stak og urskiven Fotos med mere personlig tilpasning
Apple Watch giver brugerne mange måder at tilpasse deres oplevelse på, og opdateringer i watchOS 11 gør Apple Watch mere personligt tilpasset og praktisk end nogensinde før.
Smart stak er designet til at hjælpe brugerne med hurtigt at få adgang til vigtig information på enhver urskive, og i watchOS 11 er den endnu mere intelligent. Nye widgets såsom Shazam, Fotos, Distance og mange andre er nu tilgængelige. Derudover kan Smart stak foreslå widgets baseret på tid, dato, placering, daglige rutiner og meget mere, så det er blevet endnu nemmere at få adgang til funktioner på Apple Watch, når brugeren har behov for dem. For eksempel kan den nye widget med varsling om voldsomme vejrforhold blive vist før et tordenvejr. Med nye interaktive widgets kan brugerne interagere med en app direkte fra Smart stak, og funktionen Liveaktiviteter er også blevet tilgængelig nu på Apple Watch i Smart stak.
I watchOS 11 kan urskiven Fotos hjælpe brugerne med at vælge deres bedste fotos ved hurtigt at analysere tusindvis af billeder ved hjælp af maskinlæring og komme med anbefalinger baseret på æstetik, komposition og endda ansigtsudtryk. Derefter finder en særlig algoritme den bedste komposition ved at optimere motivets placering i rammen og skabe en fornemmelse af dybde. Brugerne kan tilpasse urskiven yderligere med klokkeslættets størrelse, layout, valg af skrifttype og meget mere, og urskiven Fotos har nu Dynamisk tilstand, så brugerne kan glæde sig over et nyt billede, hver gang de løfter håndleddet.
Endnu flere praktiske funktioner og måder at holde forbindelsen på
Tjek ind er nu tilgængelig på Apple Watch, også under træning, så brugerne kan føle sig endnu mere forbundne og trygge. Hvad enten brugerne begiver sig ud på en tidlig morgenløbetur eller tager en træningssession sent om aftenen, har de adgang til Tjek ind direkte i appen Træning, så venner og familie kan holde øje med, hvornår træningen er færdig. Brugerne kan også starte et Tjek ind via Beskeder, ligesom de kan på iPhone.
Appen Oversæt bliver også en del af Apple Watch, så brugerne kan få adgang til oversættelse til et ud af 20 understøttede sprog direkte på håndleddet. Takket være den nye intelligens i Smart stak kan Apple Watch automatisk foreslå en widget med appen Oversæt, når brugerne rejser til et sted med et andet sprog end det, de har på deres Apple Watch. Derudover tilbyder Oversæt nu romanisering, dvs. udtalen for sprog, der anvender det latinske alfabet.
Håndbevægelsen dobbelttryk kan nu desuden bruges til at scrolle gennem alle apps – f.eks. Beskeder, Kalender eller Vejr – hvilket gør det endnu nemmere at betjene Apple Watch med én hånd.
Her er et kig på nogle af de andre opdateringer i watchOS 11:
- Appen Træning rummer nu endnu flere træningstyper, der kan registrere distance i kraft af forbedret GPS-positionsbestemmelse. Blandt træningstyperne er fodbold, amerikansk fodbold, australsk fodbold, udendørshockey, lacrosse, alpin skisport, langrend, snowboard, golf, udendørsroning og meget mere. Brugerne kan også se rutekort for flere træningstyper.
- Tilpassede træninger kan nu bruges til bassinsvømning, hvor brugerne kan tilpasse intervalbaseret træning med træningspas og restitution samt haptisk feedback, der kan minde om, at det er tid til at gå videre til næste interval. I alle tilpassede træninger kan den nye træningsvisning Næste vise, hvad der er tilbage af det aktuelle interval, og give et overblik over det kommende interval.
- Apple Kort viser vandreture i alle USA’s nationalparker, som kan gemmes på Apple Watch og åbnes offline med trinvis rutevejledning, også selvom der ikke er en iPhone i nærheden. Brugerne kan også oprette deres egne ruter til fods i appen Kort på iPhone og gemme ruten, så de senere kan navigere rundt i den med deres Apple Watch.
- Opsummerede notifikationer, drevet af Apple Intelligence, videresendes fra iPhone 15 Pro og iPhone 15 Pro Max til Apple Watch.1
- Forbedret billettering giver brugerne mere information fra billetter i Apple Wallet, f.eks. hvornår stedet åbner, og hvornår arrangementet begynder. Op til arrangementet starter en liveaktivitet, så brugerne kan se deres pladser og andre vigtige oplysninger øverst i Smart stak.
- Med Tap to Cash kan brugerne sende og modtage Apple Cash ved blot at holde deres Apple Watch tæt på et andet Apple Watch eller en iPhone.
Nye værktøjer til udviklere
watchOS 11 indeholder nye API’er, som udviklere kan bruge til at udnytte den større intelligens og mulighederne i Smart stak samt den magiske oplevelse ved dobbelttrykbevægelsen.
Udviklerne kan indarbejde relevansindikatorer som klokkeslæt og dato, så vigtige oplysninger fra deres app bliver vist i rette øjeblik i Smart stak, og de kan nu føje funktioner som interaktivitet til deres widgets. Liveaktiviteter vises automatisk i Smart stak, så brugerne kan se opdateringer øjeblikkeligt, f.eks. når en ordre er klar i frokostrestauranten, eller hvis gaten i lufthavnen bliver ændret. Udviklerne kan bruge en API til at tilpasse den måde, hvorpå en liveaktivitet bliver vist på Apple Watch.
Derudover kan udviklerne med den nye API til dobbelttryk definere handlinger i apps, som brugerne kan udføre med blot én hånd, f.eks. logge deres babys søvnmønster i Baby Tracker-appen fra Sprout.
Anonymitet
Anonymitet er et grundlæggende element i design og udvikling af alle Apples funktioner. Når en brugers enhed er låst med en kode, Touch ID eller Face ID, bliver alle brugerens sundheds- og fitnessdata i appen Sundhed krypteret – undtagen Nødinfo. Alle sundhedsdata, der sikkerhedskopieres til iCloud, krypteres både under overførslen og på Apples servere. Når iOS, iPadOS og watchOS bruges med standard-tofaktorgodkendelse og en kode, bliver alle data, der synkroniseres fra appen Sundhed til iCloud, end-to-end-krypteret. Det betyder, at Apple ikke har mulighed for at afkode dataene og derfor ikke kan læse dem.
Tilgængelighed
Udviklernes betaversion af watchOS 11 er tilgængelig for Apple Developer Program-medlemmer på developer.apple.com fra i dag. En offentlig betaversion vil være tilgængelig for watchOS-brugere næste måned på beta.apple.com. watchOS 11 kan fås til efteråret som en gratis softwareopdatering til Apple Watch Series 6 eller nyere parret med iPhone Xs eller nyere, som kører iOS 18. Nogle funktioner er muligvis ikke tilgængelige i alle områder eller på alle sprog eller på alle enheder. Funktioner og egenskaber kan blive ændret. Få mere at vide på apple.com/watchos/watchos-preview.
Del artikel
Media
-
Tekst i denne artikel
-
Billeder i denne artikel
- Apple Intelligence er gratis for brugerne og vil være tilgængeligt i en betaversion som del af iOS 18, iPadOS 18 og macOS Sequoia til efteråret på engelsk (USA). Nogle funktioner, softwareplatforme samt yderligere sprog vil være tilgængelige i løbet af det næste års tid. Apple Intelligence vil være tilgængeligt på iPhone 15 Pro, iPhone 15 Pro Max og iPad og Mac med M1 og nyere. Få mere at vide på apple.com/apple-intelligence.