HURTIG LÆSNING
10. juni 2024
AirPods introducerer praktiske metoder til at kommunikere og interagere
Til efteråret kommer AirPods-softwareopdateringer til at forvandle, hvordan brugerne benytter Siri, besvarer opkald fra familie og venner og fordyber sig i deres foretrukne spil. Interaktioner med Siri giver en ubesværet og håndfri oplevelse, hvor AirPods Pro-brugerne diskret kan svare Siri ved kort at nikke for at sige ja eller ryste på hovedet for at sige nej. Stemmeisolering bliver tilgængelig på AirPods Pro for at give endnu bedre opkaldskvalitet og hjælpe med at sikre, at stemmer kan høres i omgivelser med støj og blæst. AirPods-opdateringerne reducerer desuden lydens latenstid betydeligt i forbindelse med gaming og tilføjer Tilpasset rumlig lyd, så gamingoplevelsen bliver endnu mere medrivende.
AirPods er en af de bedste metoder til at interagere med Siri på farten, og takket være Interaktioner med Siri bliver oplevelsen endnu mere personlig, privat og praktisk. AirPods Pro-brugere kan nøjes med at nikke kort eller ryste på hovedet for at svare ja eller nej til ytringer fra Siri. Det er særligt nyttigt, når man befinder sig på steder med mange mennesker eller på stille steder, hvor man måske ikke ønsker at sige noget. Takket være maskinlæring i H2-chippen giver Interaktioner med Siri brugerne mulighed for at besvare eller afvise opkald, interagere med beskeder, administrere notifikationer og meget mere – alt sammen uden at sige et eneste ord.
Siden introduktionen har AirPods været et praktisk værktøj til at holde kontakten med familie, venner og kolleger. For at sikre den bedste opkaldskvalitet uanset omgivelserne er AirPods Pro nu udstyret med Stemmeisolering, den banebrydende funktion, som allerede findes på Mac, iPhone og iPad. Maskinlæring, som drives af H2-chippen i AirPods Pro og den parrede iPhone, iPad eller Mac, isolerer og forbedrer stemmekvaliteten, samtidig med at højlydt baggrundsstøj som f.eks. vind hos den person, der ringer op, fjernes, så personen i den anden ende af røret ikke kan høre det.
Takket være den fremragende lydkvalitet er AirPods også en fantastisk makker til gaming, og med nye opdateringer bliver oplevelsen nu endnu bedre. Tilpasset rumlig lyd med dynamisk registrering af hovedbevægelser bliver tilgængelig i forbindelse med gaming med AirPods (3. generation), AirPods Pro og AirPods Max – resultatet er den medrivende lyd, som kunderne sætter så stor pris på, når de lytter til musik eller ser film og serier. Ved brug af AirPods Pro får spillerne nu den bedste latenstid for trådløs lyd, som Apple nogensinde har leveret til gaming på mobilenheder.1 AirPods Pro-brugerne får også bedre stemmekvalitet med 16-bit og 48 kHz lyd, når de taler med holdkammerater og andre spillere. En udvikler-API er nu tilgængelig for at gøre det nemmere at implementere den mest medrivende lytteoplevelse for spil med avanceret lyddesign.
Udviklernes betaversion af AirPods er tilgængelig for Apple Developer Program-medlemmer fra i dag. Få mere at vide på developer.apple.com. Nye AirPods-funktioner vil være tilgængelige til efteråret som en gratis firmwareopdatering. Interaktioner med Siri, Stemmeisolering og forbedret stemmekvalitet bliver tilgængeligt med AirPods Pro (2. generation).
- Test blev udført af Apple i maj 2024 med AirPods Pro (2. generation) med MagSafe-opladningsetui (USB-C) i kombination med iPhone 15 Pro-enheder og testmodeller af AirPods-firmware og iOS 18. Latenstiden for lyd ved gaming på mobilenheder blev testet med Spilfunktion ved hjælp af et udvalg af iOS-spil ved at måle varigheden mellem brugerinput og lydoutput. Resultatet afhænger af enhedens indstillinger, omgivelser og mange andre faktorer.
Media
-
Tekst i denne artikel