UPDATE
13. maj 2024
Apple og Google understøtter nu advarsler om uønsket sporing i iOS og Android
Apple og Google har samarbejdet om at skabe en branchespecifikation – Detecting Unwanted Location Trackers – vedrørende Bluetooth-sporingsenheder, så det nu er muligt at underrette brugerne i både iOS og Android, hvis en sådan enhed bruges til at spore dem, uden de er klar over det. Dette vil hjælpe med at bekæmpe misbrug af enheder, der er designet til at holde styr på ejendele. I dag implementerer Apple denne funktion i iOS 17.5, og Google lancerer nu funktionen på enheder, der kører Android 6.0 eller nyere.
Takket være denne nye funktion får brugerne nu en advarsel på deres enhed, som fortæller dem, at en sporingsenhed følger dem. Brugerne modtager en sådan advarsel, når det registreres, at en ukendt Bluetooth-sporingsenhed følger brugeren over tid, uanset hvilken platform brugerens enhed er parret med.
Hvis brugeren modtager en sådan advarsel på sin iOS-enhed, betyder det, at en anden persons AirTag, tilbehør til Find-netværket eller branchespecifikationskompatible Bluetooth-sporingsenhed følger brugeren. Det er muligt, at sporingsenheden er fastgjort på en ejendel, som brugeren har lånt, men hvis dette ikke er tilfældet, kan iPhone se sporingsenhedens id, få den til at afspille en lyd, så den er nemmere at finde, og få vejledning til, hvordan den deaktiveres. Producenter af Bluetooth-tags såsom Chipolo, eufy, Jio, Motorola og Pebblebee har lovet, at fremtidige tags vil være kompatible.
AirTags og andet tredjepartstilbehør på Find-netværket blev helt fra begyndelsen designet med nyskabende anonymitets- og sikkerhedsforanstaltninger, og Apple forpligter sig fortsat til at nytænke og supplere disse sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte forbrugerne. Dette samarbejde, der spænder over flere platforme, er også et spritnyt tiltag i branchen. Det omfatter indspark fra brugere og branchepartnere og tilbyder retningslinjer for bedste praksis og instruktioner til producenter, der ønsker at skabe produkter med funktioner til advarsler om uønsket sporing. Apple og Google vil fortsætte med at samarbejde med Internet Engineering Task Force via arbejdsgruppen Detecting Unwanted Location Trackers om at udvikle den officielle standard for denne teknologi.
Del artikel
Media
-
Tekst i denne artikel