apple stories
Apples Restore Fund slår rødder i Atlanterhavsskoven
Restore Fund-projekter i Sydamerika genplanter ny skov, én frøplante ad gangen
I Atlanterhavsskoven i Sydamerika mener mange, at livet afhænger af én mor – matriarken, som sørger for alle. Dette er sandt for både dyr og planter, og selv for træerne, der står tårnhøjt og strækker sig mod solen, mens de giver skygge til livet under dem.
Det anslås, at der findes 5000 træsorter i Atlanterhavsskoven i dag. To tredjedele af disse sorter er i fare for at blive udryddet efter århundreder med skovrydning og udnyttelse. Genplantning af regnskoven – et potentielt område på 40 millioner hektar alene i Brasilien – har været omdrejningspunktet for Apple-støttede projekter i regionen, bl.a. et projekt nær kystbyen Trancoso i Bahia, Brasilien, hvor en virksomhed dyrker frøplanter fra modertræer, de mest modstandsdygtige træer fra flere sorter, der har overlevet regnskovens destruktion.
“Vi startede med det bedst mulige genetiske materiale, som blev indhentet fra et enormt reservat i den atlantiske regnskov,” forklarer Bruno Mariani, grundlægger og CEO i skovforvaltnings- og investeringsvirksomheden Symbiosis. “Det ville tiltrække en masse dyr og insekter.”
Symbiosis, der blev grundlagt i 2008, har indsamlet, opbevaret og plantet frø fra modertræer af forskellige brasilianske sorter siden 2010. “Modertræerne repræsenterer naturen, som giver os al energien og lægger grundlaget for at genplante skoven. Så modertræerne giver os alt,” udtaler Mickael Mello, planteskoleleder for Symbiosis.
Symbiosis er en ud af tre investeringer, der er en del af Apples Restore Fund. Projektet blev offentliggjort i 2021 med det mål at skalere naturbaserede løsninger for at tage hånd om klimaforandringer. I samarbejde med Goldman Sachs og Conservation International har Restore Fund investeret i tre projekter til fjernelse af kuldioxid i Brasilien og Paraguay. Målet er at give fordele, der strækker sig ud over kuldioxid, lige fra at styrke de lokale leveforhold til at forbedre biodiversiteten.
Fra venstre til højre: (1) Fabiane Souza M. Delmira leder teamet fra planteskolen og kontrollerer forvaltningen af frø hos Symbiosis. Hør hende beskrive, hvor vigtigt det er at bruge frø fra modertræer til at dyrke frøplanter. (2) I frøbanken hos Symbiosis findes der hyldevis af bokse med hundredetusindvis af højkvalitetsfrø fra de mest modstandsdygtige træer på virksomhedens områder af Atlanterhavsskoven.
Ovenfra og ned: (1) Fabiane Souza M. Delmira leder teamet fra planteskolen og kontrollerer forvaltningen af frø hos Symbiosis. Hør hende beskrive, hvor vigtigt det er at bruge frø fra modertræer til at dyrke frøplanter. (2) I frøbanken hos Symbiosis findes der hyldevis af bokse med hundredetusindvis af højkvalitetsfrø fra de mest modstandsdygtige træer på virksomhedens områder af Atlanterhavsskoven.
Siden de plantede deres første træer, som bestod af 160 forskellige sorter fordelt over et område, der for evigt vil være beskyttet mod at blive fældet, har Symbiosis udvidet deres bevarelse af truede lokale træer. I deres indsats for at mindske tabet af biodiversitet har Symbiosis forpligtet sig til at bevare 40 procent af deres områder med naturlige skove af forskellige sorter, mens de resterende områder står for forsyningen af værdifulde tropiske hårde træsorter fra bæredygtige kilder. Efter at have plantet 800 hektar skov med stor biodiversitet gennem et årti har virksomheden ambitioner om at plante over én million frøplanter på 1000 hektar alene i 2024.
“Træer arbejder i grupper, ligesom et netværk,” siger Mariani. “De er sociale væsner, og de vil hjælpe hinanden. Hos de forskellige sorter trænger rødderne ned i forskellige dybder af jorden, så de konkurrerer ikke med hinanden – de samarbejder.”
Atlanterhavsskoven ligger langs den sydamerikanske østkyst. Fra det nordøstlige Brasilien spreder den sig ind over landet og strækker sig ned til det sydøstlige Paraguay og nordlige Argentina. Den er kun 65 kilometer bred ved dens nordligste punkt og strækker sig ca. 320 kilometer ind i landet fra den sydlige kyst ved Atlanten. Efter over 500 års skovrydning er regnskoven blevet udtyndet med 80 procent, og skovområderne er blevet lavet om til landbrugsområder for kaffe, kakao, sukkerrør og andre afgrøder – og til græsningsarealer for kvæg. En stor del af regnskoven er blevet ryddet på grund af dens værdifulde hårde træsorter, bl.a. brasiltræ og riopalisander, der bruges til møbler, i byggebranchen og selv til musikinstrumenter som guitarer. I dag ser vi lignende aktiviteter i Amazonas.
Det anslås, at Atlanterhavsskoven har et potentielt genskovningsområde på ca. 40 millioner hektar. Symbiosis’ strategi for skovbrug sigter både mod at skabe en bæredygtigt forvaltet produktionsskov af høj kvalitet og samtidig fortsætte kampen mod klimaændringer med et af de vigtigste værktøjer til kulstofbinding: selve naturen. “Vi skaber en balance mellem træproduktion og kulstoflagre,” forklarer Alan Batista, CFO hos Symbiosis. Han har også studeret skovbrug og har en karriere, som strækker sig fra brug af plantefibre i træ- og papirindustrien til forretningsstrategi, økonomi og finans.
“Biomasse fra træer skaber faktisk en masse kulstof, som lagres her, og vi ved, at der også lagres en masse kulstof i jorden,” fortæller Batista. “Så når det er tid til at høste, skal vi tænke helt fra starten til slutningen af cyklussen. Vi driver dette som en kontinuitetsskov, hvilket betyder, at vi forvalter den for evigt. Den vil altid være dækket af skov.”
Efter at have uddannet sig som skovbrugsingeniør tilbragte Alan Batista, CFO for Symbiosis, de første år af karrieren i papirindustrien. Der finpudsede han sine tekniske færdigheder inden for dyrkning og kloning af planter, før han tog sin mastergrad i udlandet. Her steg hans interesse for nye former for skovbrug med lokale arter.
Fra venstre til højre: (1) Mickael Bandeira de Mello er planteskoleleder hos Symbiosis og har som opgave at hjælpe med at øge plantekapaciteten fra 800 hektar gennem ti år til 1000 hektar på ét år. (2) Skovbrugsingeniør Victor Leon Rocha Araújo analyserer et af Symbiosis’ tidligere planteområder, fra jordkvalitet til træernes sundhed, for at kunne lægge planer for fremtidige planteområder.
Ovenfra og ned: (1) Mickael Bandeira de Mello er planteskoleleder hos Symbiosis og har som opgave at hjælpe med at øge plantekapaciteten fra 800 hektar gennem ti år til 1000 hektar på ét år. (2) Skovbrugsingeniør Victor Leon Rocha Araújo analyserer et af Symbiosis’ tidligere planteområder, fra jordkvalitet til træernes sundhed, for at kunne lægge planer for fremtidige planteområder.
For at kunne beregne hvor meget kulstof, der lagres på området, har Symbiosis integreret satellitdata fra Space Intelligence samt viden om økologi og maskinlæring for at udarbejde kort over dækning, forandringer og kulstof i skoven. Satellitdata integreres med aflæsninger fra appen ForestScanner, som foretager feltmålinger med LiDAR-scanneren på iPhone for at bestemme alder og vækstrate. “De hjælper os med at undersøge egenskaber og brug af områder – andelen af græsningsområder, skovområder og retroaktiv skovrydning,” forklarer Batista.
En del af processen går ud på at identificere områder, der anses for at tilhøre indfødte befolkningsgrupper, som Symbiosis snart håber at samarbejde med, når der skal identificeres og indsamles frø fra modertræer på deres områder. Efter at have besøgt Amazonas i 2007 for at se, hvordan en indfødt befolkningsgruppe plantede ny skov i et område, der var blevet destrueret af skovhuggere langs den peruanske grænse, blev Mariani inspireret.
“Lederne talte med mig om klimaforandringer, og de tog mig med til det sted, hvor de havde plantet ny skov, og det så ud som oprindelig skov,” erindrer Mariani. “Det var inspirerende at se kraften i naturens genoprettelse, og hvordan traditionel viden kan kombineres med videnskab.”
Ca. 2600 kilometer sydvest for Trancoso er et andet Restore Fund-projekt i gang ved Forestal Apepu i distriktet San Pedro i Paraguay.
I denne sydvestlige region af Atlanterhavsskoven udvikler Forestal Apepu hurtigtvoksende eukalyptusskove til tømmerproduktion af høj kvalitet på landområder, som blev ryddet for skov for årtier siden. Samtidig bevarer de den resterende naturlige skov og planter lokale træsorter gennem forskellige forsøg. Ved at fokusere på tømmer af høj kvalitet, som forvaltes gennem længere vækstcyklusser, gør Forestal Apepu det muligt at fjerne mere kuldioxid og lagre det gennem længere tid i deres skove. De håber også på, at de massive træprodukter, der produceres af deres kvalitetstømmer, letter presset på den naturlige skov, og at dette resulterer i, at der lagres kulstof i træprodukterne, længe efter at træerne er blevet fældet.
En vigtig del af det arbejde, Forestal Apepu udfører, strækker sig ud over skovens grænser. Projektet støtter også lokalsamfundene gennem en række sociale tiltag i San Estanislao i Paraguay.
Indlandsområdet har gennem generationer været afhængigt af skoven i form af tømmer, brænde og landbrug. Som en del af Apples Restore Fund arbejder Forestal Apepu sammen med lokalsamfund om at identificere alternative kilder til supplerende indtægter, der kan lette presset på tømmerskove i området. Disse kilder omfatter ansættelse i virksomhedens Forest Stewardship Council-certificerede eukalyptusfarme, landudlejning gennem en outgrower-model (hvor landejere på mindre skala får frøplanter og teknisk hjælp til at dyrke og forvalte tømmer), kyllingeproduktion gennem en lokal kvindeforening og dyrkning af yerba mate.
Graciela Gimenez har boet i Cururu’o, et lille lokalsamfund med ca. 1200 indbyggere, i 40 år. Hver eneste morgen vågner hun klokken fem for at gå i gang med sin daglige rutine med at fodre kyllingerne, skifte deres vand, gøre huset rent, lave mad til familien og tage sig af alt det, der kan opstå i den kvindeforening, hun har hjulpet med at oprette, og som hun er formand for.
“Jeg har altid været meget til stede i lokalsamfundet,” udtaler Gimenez. “De kan godt lide, at jeg har magten til at få ting til at ske.”
Efter flere møder med Gladys Nuñez, ansvarlig for sociale tiltag hos Forestal Apepu, gik Gimenez og lokalsamfundets kvinder sammen om at skabe en indkomst gennem kyllingeopdræt. Tidligere havde husstandene varierende indtægter fra daglejerarbejde på jordbrug i nærheden. Efter at Forestal Apepu bidrog med 21 kyllinger til hendes hønsehus i 2023 er Gimenez nu oppe på 51 høns, der lægger æg og giver kød, som familien kan spise og sælge.
“Vi må passe på vores naboer, som også bør være vores allierede,” udtaler Nuñez. “Alle de mennesker fra lokalsamfundene, som arbejder hos Apepu, heriblandt mig selv, lærer hver eneste dag om skovforvaltning, for eksempel om sundhed og sikkerhed i forbindelse med sprøjtegift, eller hvordan man bedst kan bruge naturressourcer. Alt det, vi lærer sammen som lokalsamfund, vil komme miljøet til gode.”
I 1962 flyttede Ramon Mariotti (til højre) og hans familie fra Chaco-regionen i Paraguay til Palomita I, hvor de straks så, hvor frugtbar jorden ved deres nye hjem var. Mariottis far begyndte at dyrke yerba mate og lærte ham om vanskelighederne ved at høste den plante, som mange fra Paraguay bruger til at slukke tørsten.
Ramon Mariotti, leder af lokalsamfundet Palomita I, slog sig ned i området i 1962 efter tørke og ødelæggelse i Chaco-regionen. I området har han dyrket yerba mate, en urtete, som er det eneste, der slukker tørsten hos mange af indbyggerne i Paraguay. Mariottis lærte ham alt om dyrkningen, herunder hvornår bladene er klar, hvordan de skal plukkes med hånden, hvordan de skal tørres og males, og hvordan man finder det bedste tidspunkt at sælge dem på.
“Lige siden vi kom hertil, har vi indset, hvor frugtbar denne jord er,” fortæller Mariotti. “Det er som at have naturens supermarked overalt. Vi kan plante hvad som helst.”
Fra venstre til højre: (1) Alvaro Ramirez er den ledende skovbrugsingeniør og CTO hos Forestal Apepu. Han er ansvarlig for hele områdets drift. (2) Skovbrugsingeniøren Belén Osario arbejder sammen med Ramirez og er ansvarlig for at vedligeholde forskellige tømmerpladser på området.
Ovenfra og ned: (1) Alvaro Ramirez er den ledende skovbrugsingeniør og CTO hos Forestal Apepu. Han er ansvarlig for hele områdets drift. (2) Skovbrugsingeniøren Belén Osario arbejder sammen med Ramirez og er ansvarlig for at vedligeholde forskellige tømmerpladser på området.
For at hjælpe dem med at udvide høsten har Mariotti arbejdet sammen med Alberto Florentín fra Forestal Apepu for at forbedre deres plantningsproces, f.eks. hvordan man ved, når det er tid til at plante, og hvor tæt planterne skal være på hinanden.
Florentín har været skovbrugsingeniør i 40 år og har rejst rundt i hele Paraguay, først med skovstyrelsen og derefter med naturparkcenteret ved Museo Moisés Bertoni. Dette er et naturreservat, hvor han var med til at rekruttere skovfogeder fra de indfødte befolkningsgrupper, han mødte i området. Florentín mener, at den viden, han har fået gennem sine mange besøg i de forskellige områder af Paraguay, skyldes hans evne til at kunne overleve overalt i landet og hjælpe andre med leve af jordbrug alene.
“Jeg vil sikre mig, at folk her kan se ting vokse, og at vi ikke efterlader en ørken til de fremtidige generationer,” udtaler Florentín. “På grund af klimaforandringerne er ting blevet mere og mere vanskelige. Det er sværere at finde vand og sværere at finde ting, der vokser. Så jeg vil sørge for, at de har alle de nødvendige ressourcer til at kunne blive ved med at vokse.”
Udover Forestal Apepus skovdrift og samarbejde med lokalsamfundene har virksomheden også introduceret en nyskabende bioakustisk overvågning for at registrere forbedringer i områdets biodiversitet, med støtte fra International Climate Initiative gennem FLILA-projektet. Lyt til skovens lyde, bl.a. lokale fugle, insekter og andre dyr, der hører hjemme i området.
Udover projekterne i lokalsamfundene leder Forestal Apepu også efter nye metoder til at holde øje med trivslen i skovområderne.
Et eksperiment med bioakustisk overvågning har optaget skovens lyde. Dette har hjulpet et hold biologer med at registrere niveauerne af biodiversitet rundt omkring i skoven ved hjælp af kunstig intelligens og maskinlæring.
På Forestal Apepus forskellige projektområder i Paraguay og Symbiosis’ projektområde i Brasilien kan indsatsen med at registrere, bevare og give nyt liv til flora og fauna i hver enkelt region måske virke lidt usammenhængende. Men hvis vi graver lidt i overfladen, har de flere mål til fælles. De vil sikre modstandsdygtigheden i de naturområder, som er blevet taget for givet alt for længe.
Som Mariani hos Symbiosis indså, da han først begyndte at tænke over sin virksomhed og til sidst bestemte sig for et navn: “Det er samarbejdet mellem forskellige arter med gensidige fordele – det modsatte af en parasit. Mit mål er at skabe symbiose. På den måde vinder alle.”
Del artikel
Media
-
Tekst i denne artikel
-
Billeder i denne artikel