Apple udvider sin ordning med reparation via selvbetjening og lancerer et nyt diagnosticeringsværktøj, der giver brugerne større gennemsigtighed og frihed til selv at løse problemer. Reparation via selvbetjening er nu tilgængelig til iPhone 15-udvalget og Mac-modeller med M2-chips, herunder 14" og 16" MacBook Pro, 15" MacBook Air, Mac mini, Mac Pro og Mac Studio. Desuden er reparation via selvbetjening nu blevet tilgængelig for Apple-brugere i 24 lande mere i Europa, bl.a. Danmark, Grækenland, Holland, Kroatien, Portugal og Schweiz. Med den seneste udvidelse understøtter reparation via selvbetjening nu 35 Apple-produkter i 33 lande på 24 sprog.
Endvidere er Apple-diagnosticering til reparation via selvbetjening tilgængelig i USA fra i dag og kommer til Europa næste år. Kurser i fejlfinding med Apple-diagnosticering skal give brugere med viden og ekspertise til at reparere Apple-enheder de samme muligheder som Apple-autoriserede serviceudbydere og uafhængige reparationsudbydere for at teste, om enhedernes dele fungerer og yder optimalt, samt identificere, hvilke dele der kan have brug for reparation.
Reparation via selvbetjening blev lanceret i april 2022 og giver alle, der har relevant erfaring med reparation af elektronisk udstyr, adgang til de manualer, originale Apple-reservedele og værktøjer, som benyttes i Apple Stores og hos Apple-autoriserede serviceudbydere. Ordningen er en del af Apples større engagement i at give forbrugere flere reparationsmuligheder.
Brugere uden erfaring med reparation af elektronisk udstyr får stadig den sikreste og mest pålidelige reparation ved at besøge en professionel Apple-autoriseret serviceudbyder med certificerede teknikere, der bruger originale Apple-reservedele, som er designet og testet i forhold til internationalt anerkendte standarder. De sidste tre år har Apple næsten fordoblet antallet af servicesteder med adgang til Apples originale reservedele, værktøjer og uddannelse, bl.a. med over 4.500 uafhængige reparationsudbydere. Et globalt netværk med over 5.000 autoriserede Apple-serviceudbydere sikrer arbejde til over 100.000 aktive teknikere.

Media

  • Tekst i denne artikel