åbner i nyt vindue
UPDATE 18. oktober 2023

Ny Apple-undersøgelse fremhæver sundhedsfordelene ved pickleball

Apple Heart and Movement Study viser, at tennis og pickleball gavner vores generelle sundhed, mens pickleball bliver mere og mere populært
En spiller holder en pickleballketsjer og -bold.
Forskerne fra Apple Heart and Movement Study har påvist tendenser i træningsdata for både pickleball og tennis, der fremhæver de potentielle sundhedsfordele ved begge aktiviteter.
Forskerne fra Apple Heart and Movement Study deler nye indblik i en af de hurtigst voksende sportsgrene verden over: pickleball. De har kigget på dataene for at se, hvordan denne spirende sportsgren klarer sig i forhold til den etablerede tennissport, og hvordan den påvirker vores generelle sundhed.
Ved at analysere et af de største observationsdatasæt om pickleballaktivitet, der er indsamlet ved hjælp af Apple Watch, kunne forskerne se tendenser i træningsdataene for både pickleball og tennis, som fremhæver de potentielle sundhedsfordele ved begge aktiviteter.
Deltagerne i undersøgelsen spillede ofte pickleball og tennis i længere tid ad gangen og havde en gennemsnitlig maksimal puls, der lå inden for 70 % af deres estimerede maksimale puls under de registrerede træninger. Pickleballtræningerne varede lidt længere end tennistræningerne, mens tennisudøverne i gennemsnit brugte længere tid i pulszoner med højere intensitet og havde en højere gennemsnitlig maksimal puls.
Forskerne noterede også en voksende interesse for pickleball, som for første gang overgik tennistræning i popularitet. Utah indtager førstepladsen som den delstat, der har flest registrerede pickleballtræninger pr. indbygger. Undersøgelsen viser, at både pickleball og tennis er populære sportsgrene på tværs af alle voksne aldersgrupper, men dog mere populære hos mænd end kvinder. 
Ved at observere deltagernes adfærd i kombination med aktivitets- og sensordata fra Apple Watch kunne forskerne få en bedre forståelse for de faktorer, der påvirker hjertesundhed og mobilitet over tid.
“Apple Heart and Movement Study giver os en fantastisk mulighed for at følge deltagernes adfærdsændringer og se, hvordan disse ændringer påvirker deres sundhed,” fortæller Calum MacRae, M.D., Ph.D., som er kardiolog, professor i medicin ved Harvard Medical School og ledende forsker i Apple Heart and Movement Study hos Brigham and Women’s Hospital. “Ved at følge pickleballs udvikling ved hjælp af data fra Apple Watch kan vi afdække nye tendenser og undersøge, hvordan aktivitet påvirker flere parametre inden for sundhed og trivsel, som ikke tidligere har været tilgængelige.”
Apple Heart and Movement Study er en af de tre offentlige forskningsundersøgelser, Apple har introduceret i Research-appen i samarbejde med førende institutioner. Research-appen giver forskerne mulighed for at udvide omfanget af deres forskning, hvilket er med til at opnå nye videnskabelige resultater og fremmer Apples muligheder for at udvikle nye funktioner med udgangspunkt i videnskab.
En pickleballspiller kigger på sit Apple Watch.
Apple Watch-brugere kan registrere deres pickleballtræninger i appen Træning.

Bat- og ketsjersport sikrer sund aktivitet for alle

Efter at have analyseret mere end 250.000 pickleball- og tennistræninger, der blev registreret på Apple Watch af undersøgelsens deltagere, kunne forskerne se, at pickleballtræninger i gennemsnit varede lidt længere end tennistræninger – henholdsvis 90 minutter og 81 minutter – og omfattede mere varieret spilletid. 
Forskerne analyserede pulsdata for at måle intensiteten af hver træningstype. Den gennemsnitlige maksimale puls var ni slag hurtigere i minuttet under tennistræninger med et gennemsnit på 152 slag i minuttet, sammenlignet med 143 slag i minuttet under pickleball.
Pulszoner er en anden måde at måle træningens intensitet på. Mens begge sportsgrene udviste lignende tendenser med hensyn til, hvor meget tid der blev brugt i hver pulszone, indebar tennistræninger ni procentpoint mere tid i pulszoner med højere intensitet, sammenliget med pickleball.
Både pickleball- og tennistræninger foregik ofte over længere tid, og deltagerne havde en gennemsnitlig maksimal puls, der lå inden for 70 % af deres estimerede maksimale puls under de registrerede træninger. Regelmæssig fysisk aktivitet er forbundet med øget livskvalitet og sund aldring.

En sport, der gavner krop og sind

Det var vigtigt for forskerne at kigge på, hvordan motion potentielt kan påvirke vores mentale sundhed. Deltagerne kunne vælge at deltage i en valgfri spørgeundersøgelse om mental sundhed, som omfatter et værktøj til screening for depression, ved navn Patient Health Questionnaire-2 (PHQ-2). 
Undersøgelsens resultater viser kun i sjældne tilfælde en sammenhæng med depression, men fordelingen af PHQ-2-point var lavere blandt personer, der ofte spiller pickleball eller tennis. Sandsynligheden for, at PHQ-2-testen påviste depression, var 60,1 % lavere hos dem, der regelmæssigt spiller pickleball, og 51,3 % lavere hos dem, der regelmæssigt spiller tennis, sammenlignet med alle deltagerne som helhed. Dette understreger blot, hvordan fysisk aktivitet potentielt kan have en positiv effekt på mental trivsel. 
“Forskning er afgørende for vores arbejde inden for sundhed hos Apple, og det er vigtigt at forstå videnskaben bag, hvordan pickleball og tennis kan have både psykiske og fysiske fordele for Apple Watch-brugere,” siger Sumbul Desai, M.D., der er Apples Vice President for Health. “Fysisk inaktivitet medfører risiko for hjertekarsygdomme og en række andre kroniske sygdomme, men det er muligt at ændre på. En sjov aktivitet kan være med til at opbygge en rutine, hvad enten det handler om at gribe et bat eller en ketsjer.”
Ifølge undersøgelsen overgik antallet af månedlige pickleballspillere for første gang antallet af månedlige tennisspillere i juli 2023. Tennistræningerne havde en tendens til sæsonmæssige udsving, mens antallet af pickleballtræninger steg støt.
Et diagram over antallet af deltagere, der spiller tennis og pickleball hvert år, fra Apple Heart and Movement Study.
Forskerne fra Apple Heart and Movement Study kunne se en voksende interesse for pickleball, da antallet af træninger for første gang overgik tennis.
“Det glæder os at se resultaterne for pickleball inkluderet i Apple Heart and Movement Study i samarbejde med Brigham and Women’s Hospital og American Heart Association. Der er adskillige fordele på tværs af alle aldersgrupper og baggrunde for personer, der spiller pickleball som led i en sund, social og aktiv livsstil,” fortæller Mike Nealy, der er administrerende direktør for USA Pickleball. “Som sportens nationale forbund i USA betyder det endnu mere at se videnskaben bag pickleball ved hjælp af virkelige data fra Apple Watch. Pickleball er en uformel og social sport med relativt lav belastning, som kan være en praktisk og sjov mulighed for dem, der ønsker at bevæge sig mere og supplere deres træning.”
Undersøgelsen viser, at begge sportsgrene er populære blandt alle aldersgrupper og mere populære blandt mænd end kvinder. I gennemsnit var de spillere, der registrerede mindst 10 pickleballtræninger, ældre end deres modparter i tennis – henholdvis 51 og 45 år – og procentdelen af ​​kvindelige deltagere var højere.

Pickleballspillere i Utah indtager førstepladsen

Sporten er særligt populær i Utah, der skilte sig ud i undersøgelsen som den delstat, hvor pickleball er mest populært pr. indbygger. Lidt over hver 16. deltager har prøvet at spille mindst én gang.
“Vi glæder os over, at Utah skiller sig ud som den delstat, hvor pickleball er mest populært pr. indbygger, i de nyeste resultater fra Apple Heart and Movement Study. Det er fantastisk, at så mange indbyggere i Utah griber muligheden for at inkorporere aktivitet i deres dagligdag i form af pickleball, og denne undersøgelse er en god påmindelse om, at alle former for motion er med til at forbedre vores sundhed på langt sigt,” siger Spencer J. Cox, der er guvernør i Utah.

Om Apple Heart and Movement Study 

Apple Heart and Movement Study, et samarbejde med Brigham and Women’s Hospital, American Heart Association og Apple, undersøger forbindelsen mellem fysisk aktivitet og hjertesundhed. Undersøgelsen omfatter mere end 200.000 deltagere på tværs af USA, som har givet deres samtykke til at dele data. 

Apple Watch-tips til pickleballspillere 

Apple Watch giver brugerne flere muligheder for at holde kontakten og holde sig sunde og aktive:
  • For at registrere pickleballtræninger på Apple Watch skal du gå til appen Træning og vælge Tilføj træning og derefter Pickleball. For at spore intensiteten af en træning kan brugerne tilpasse deres oversigter i appen på Apple Watch, så de inkluderer pulszoner. Brugerne kan gennemgå deres aktivitetsdata i Fitness-appen på iPhone eller deres sundhedsdata i appen Sundhed på iPhone eller iPad.
  • Takket være den nye håndbevægelse med dobbelttryk, som kommer senere denne måned til Apple Watch Series 9 og Apple Watch Ultra 2, kan brugerne besvare og afslutte telefonopkald eller svare på en besked med én hånd, mens de holder deres bat eller kejser i den anden.
  • For at holde fokus kan brugerne oprette et tilpasset Fokus på deres iPhone for at vælge, hvornår de vil modtage varsler og notifikationer på Apple Watch, og give andre besked, når de ikke vil forstyrres. Under Indstillinger skal du vælge Fokus, trykke på “+”-knappen og vælge Speciel for at tilpasse mulighederne.
  • Ved at oprette Apple Pay på Apple Watch kan brugerne lade pungen blive derhjemme og betale direkte fra håndleddet.
  • Brugerne kan lægge et AirTag i deres pickleballtaske og spore lokationen direkte på Apple Watch. Gå til appen Find emner, og vælg, om appen skal afspille en lyd eller hente en vejvisning for at finde emnet.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36