Det nye logo for Apples initiativ til at blive CO₂-neutrale.
Apple offentliggjorde i dag udvidede tiltag for at dekarbonisere hele virksomhedens globale forsyningskæde. Over 300 producenter har nu forpligtet sig til at bruge 100 procent ren energi til deres Apple-produktion inden 2030. Nye forpligtelser hos mere end 50 leverandører i USA, Europa og Asien har været med til at skabe ny vækst i Apples Supplier Clean Energy Program, som nu repræsenterer over 90 procent af virksomhedens direkte produktionsudgifter. Milepælen bringer Apple tættere på det ambitiøse mål om at gøre alle produkter CO₂-neutrale inden 2030.
”Med de rekordhøje temperaturer og forfærdelige storme vi oplever, har vi alle et vigtigt ansvar for at reducere udledninger og beskytte mod klimaforandringernes konsekvenser,” udtaler Sarah Chandler, Apples Vice President for Environment and Supply Chain Innovation. ”Hos Apple er vi stolte af, at så mange af vores leverandører gør en indsats, mens vi styrer udviklingen hen imod en CO₂-neutral fremtid.”
Apple, der allerede har været CO₂-neutral i sine globale virksomhedsaktiviteter siden 2020, har en strategi for 2030, som fokuserer på det videnskabeligt baserede mål om at reducere udledningerne med 75 procent ved årtiets udgang. Siden 2015 har Apple arbejdet tæt sammen med sine globale leverandører om at håndtere den elektricitet, der bruges til produktionen af Apple-produkter. Produktion er den klart største kilde til udslip i virksomhedens CO₂-aftryk. Derfor er brug af 100 procent ren energi afgørende for målet om at gøre alle Apple-produkter CO₂-neutrale – ligesom det f.eks. er tilfældet med det nye Apple Watch-sortiment.
Leverandører fra 28 forskellige lande har forpligtet sig til at levere over 20 gigawatt vedvarende energi via Apples Supplier Clean Energy Program. Samarbejdspartnere, som for nylig har forpligtet sig til avancerede produktionsteknologier, omfatter Skyworks Solutions, Analog Devices, Cirrus Logic m.fl. i USA og Renesas Electronics i Japan. Der er sket en stigning i antallet af koreanske leverandører på næsten 30 procent i år, og de er nu oppe på 23. I Kina har 14 nye virksomheder forpligtet sig til ren energi siden april 2023, heriblandt Jingmen GEM, som leverer vigtigt genanvendt materiale, der bruges i Apples produkter. I Europa har virksomheder som bl.a. Sappi Limited, LeMur og Schoeller Textil AG for nylig sluttet sig til målet, så det samlede antal leverandører nu er 34.
Apple har fulgt det årlige fremskridt hos leverandørerne vedrørende deres reduktion af Scope 1- og Scope 2-udledninger, og i efteråret 2022 opfordrede virksomheden sine leverandører til at dekarbonisere deres Apple-produktion inden 2030. I 2022 sparede Apples forsyningskæde miljøet for 17,4 millioner tons CO₂-udledning takket være 13,7 gigawatt vedvarende elektricitet. Det svarer til at fjerne næsten 3,8 millioner biler fra vejene. Mange leverandører har med hjælp fra Apple været i stand til at identificere kilder til vedvarende energi af høj kvalitet og valgt også at dekarbonisere i andre dele end kun deres Apple-produktion.
Som et resultat af Apples miljøindsats har virksomheden reduceret sin samlede udledning med mere end 45 procent siden 2015, selvom omsætningen er steget. Apple fortsætter sin investering i innovative miljøtilgange, bl.a. design af produkter med lavt CO₂-aftryk, nye teknologier til genanvendelse, virksomhedens Restore Fund og 4,7 milliarder dollars i grønne obligationer. Der kan findes yderligere oplysninger om Apples miljømæssige fremskridt på apple.com/dk/2030.

Media

  • Tekst i denne artikel