åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 5. juni 2023

iPadOS 17 introducerer nye muligheder for personlig tilpasning og alsidighed på iPad

Opdateringen byder på nyt design for låseskærmen og interaktive widgets, intelligente nye funktioner i PDF'er og Noter, opdateringer af Beskeder, FaceTime og Safari samt den helt nye Sundhed-app
iPad Pro viser interaktive widgets på låseskærmen, der har et baggrundsbillede af jordkloden.
iPadOS 17 giver den mest personlige og kompetente iPad-oplevelse nogensinde med en flot og anvendelig låseskærm, nemmere metoder til at finde og dele oplysninger og intelligente nye funktioner, der hjælper med at få ting fra hånden.
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple gav i dag et smugkig på iPadOS 17, som giver brugerne helt nye muligheder for at tilpasse låseskærmen og bruge widgets. Autoudfyld identificerer og udfylder på intelligent vis felter i formularer, så det bliver nemmere at arbejde med PDF'er, og Noter introducerer nye måder at markere og samarbejde på i PDF'er. Beskeder får væsentlige opdateringer, herunder en ny oplevelse med klistermærker, og brugerne kan lægge video- og lydbeskeder i FaceTime. Appen Sundhed fås nu på iPad med interaktive diagrammer, og takket være HealthKIT kan udviklere skabe innovative oplevelser designet specielt til iPad-skærmen. iPadOS 17 fås som udviklernes betaversion i dag og bliver tilgængelig som gratis softwareopdatering til efteråret.
“iPadOS er drivkraften bag vores mest alsidige enhed og giver brugerne mulighed for at udrette mange ting med iPad. Med iPadOS 17 leverer vi en oplevelse, der er endnu mere personlig og kompetent,” udtaler Craig Federighi, Apples Senior Vice President for Software Engineering. “Med interaktive widgets på låseskærmen, opdateringer af PDF'er og Noter samt forbedringer af Beskeder og FaceTime får iPadOS brugerne endnu flere metoder til at klare tingene nemmere og hurtigere end nogensinde før.”

En personlig og flot låseskærmsoplevelse

iPad-skærmens potentiale udnyttes til fulde, og brugerne kan nu tilpasse låseskærmen, så den bliver mere personlig og anvendelig og endnu flottere. Omfattende nye fotofunktioner betyder, at brugerne kan indstille deres foretrukne billeder på låseskærmen og stilisere dem på nye måder. Brugerne kan vælge et billede fra deres personlige bibliotek, et dynamisk sæt billeder, der skifter i løbet af dagen, eller et Live Photo, som giver en jævn slowmotioneffekt, hver gang man aktiverer iPad.
Brugerne kan vælge en baggrund i låseskærmsgalleriet, som for alvor tager sig godt ud på iPad'ens store skærm, vælge mellem en række udtryksfulde skrifttyper og farver, som kan bruges til at tilpasse visningen af dato og klokkeslæt, eller lave unikke design med deres foretrukne emoji- og farvekombinationer.
Liveaktiviteter kommer til iPadOS og hjælper brugerne med at holde sig opdateret i realtid med de ting, der sker, direkte på låseskærmen, f.eks. sportsbegivenheder, rejseplaner eller bestilling af mad.

Mere avancerede widgets

Widgets bliver interaktive i iPadOS 17, så brugerne nu kan klare opgaver med et enkelt tryk. Brugerne kan f.eks. tænde for lyset, afspille en sang eller markere en påmindelse som fuldført her og nu, direkte fra en widget. Og med opdateringer af WidgetKit kan udviklere bygge interaktivitet ind i deres widgets.
Låse- og hjemmeskærmen har nu interaktive widgets, så det er nemt at interagere, og nyttige oplysninger er lige ved hånden. På låseskærmen passer widgets sømløst ind i baggrunden med nuancer, der tilpasses, så de er nemmere at se.
iPad Pro viser widgets på hjemmeskærmen.
Med interaktivitet kan brugerne nu fuldføre huskelister, afspille medier eller sætte dem på pause, få adgang til kontrolfunktioner til hjemmet og meget mere direkte via widgets på hjemme- og låseskærmen.

Det bliver endnu nemmere at arbejde med PDF'er

Det er nu nemmere end nogensinde at skrive oplysninger i PDF'er. iPadOS 17 bruger maskinlæring til at identificere felter i en PDF, så brugerne hurtigt kan tilføje oplysninger som f.eks. navne, adresser og e-mails fra Kontakter.
iPad Pro viser Autoudfyld i en PDF for en ansøgning om medlemskab.
iPadOS 17 identificerer felter i PDF'er, så det er nemmere end nogensinde at udfylde dokumenter i hele systemet.

Noter introducerer en ny PDF-oplevelse

En stor opdatering af appen Noter giver brugerne nye metoder til at organisere, læse, lave noter og samarbejde i PDF'er. I iPadOS 17 vises PDF'er i fuld bredde, så det er nemt at bladre gennem siderne, lave en hurtig note eller tegne direkte i dokumentet med Apple Pencil. Brugerne kan nu gennemgå og markere PDF'er og scannede dokumenter direkte i deres note, og med livesamarbejde vises opdateringer i realtid, når brugere deler en note med andre.

Beskeder bliver mere interaktiv med bedre kommunikationsværktøjer

Beskeder byder på nye måder at kommunikere på, herunder med emoji-klistermærker og mulighed for at lave Live Stickers ud fra brugernes egne billeder ved at fremhæve et motiv fra baggrunden. Brugerne kan også føje effekter til Live Stickers, som hjælper med at vække samtaler til live. En ny skuffe, som er tilgængelig fra tastaturet, samler alle brugerens klistermærker på ét sted, så der er nemmere adgang til dem i iPadOS.
Blandt nyhederne i Beskeder er en menu, der kan udvides med et enkelt tryk, så brugerne har nem adgang til de iMessage-apps, de bruger mest. Søgeoplevelsen er forbedret med filtre – herunder personer, søgeord og indholdstyper – så brugerne kan være mere specifikke og finde nøjagtigt det, de leder efter. Brugerne kan nu nemt springe til deres sidst læste besked i en aktiv gruppechat, og desuden kan de swipe på en beskedboble, så det er endnu nemmere og hurtigere at svare på en ventende besked.
Lydbeskeder transskriberes automatisk, så brugerne kan læse dem med det samme eller lytte til dem senere. Når en bruger deler sin placering i Beskeder, vises den live i samtalen, indtil delesessionen afsluttes.

Mere udtryksfulde måder at kommunikere på i FaceTime

I FaceTime kan brugerne lægge en tale- eller videobesked, hvis et opkald ikke bliver besvaret. 
FaceTime-opkald bliver også mere udtryksfulde med reaktioner som f.eks. hjerter, balloner, fyrværkeri, laserstråler, regn m.m. De nye effekter kan aktiveres med enkle bevægelser, og tredjepartsapps til videoopkald kan også gøre brug af dem.
iPad Pro viser en FaceTime-videobesked.
Hvis et FaceTime-opkald ikke besvares, kan brugerne nu lægge en besked, som udtrykker præcis det, de havde på hjerte i det øjeblik.
I en spændende opdatering af Apple TV 4K kan FaceTime nu bruges på den største skærm i hjemmet. Med Kontinuitetskamera kan brugerne begynde et videoopkald direkte fra Apple TV eller starte opkaldet på iPad og derefter flytte det til Apple TV for at se venner og familie på deres fjernsyn. Med I fokus får brugerne helt styr på motivet, også når de bevæger sig rundt i rummet.

Safari hjælper brugerne med at være mere produktive

Forbedringer af Safari betyder, at brugerne kan være mere produktive end nogensinde. Ved hjælp af profiler kan brugerne holde deres browsing adskilt, f.eks. opdelt i arbejde og privatliv. Hver profil har sin egen historik, cookies, fanegrupper og favoritter, og det er nemt at skifte mellem dem.
Med Privat browser kan brugerne nu låse det vindue, de bruger, med FaceID eller TouchID, og trackere, som bruges til tracking på tværs af sider, fjernes helt. Søgeoplevelsen bliver endnu bedre med øget respons, mere relevante søgeforslag og forslag, der er nemmere at læse.

Appen Sundhed kommer til iPad

iPadOS 17 introducerer appen Sundhed på iPad, så brugerne får nye metoder til at få vist deres sundhedsdata i detaljer. Favoritter har fået et nyt udseende med et design, der er optimeret til iPad-skærmen, og brugerne kan få indblik i deres sundhedsdata med Tendenser, Højdepunkter og detaljerede interaktive diagrammer. iPad-brugere kan nu spore og administrere deres medicin, bruge Min cyklus, logge deres følelser og daglige humør, se deres tilgængelige journaler fra forskellige sundhedsinstanser m.m. – alt sammen fra ét centralt, sikkert og privat sted.
Udviklere inden for sundhed og fitness kan nu bruge HealthKit på iPad. Det giver nye muligheder for at skabe innovative oplevelser i deres apps med de data, som brugerne vælger at dele via appen Sundhed, med strenge protokoller for beskyttelse af personlige oplysninger og datasikkerhed.
iPad Pro viser en oversigt over appen Sundhed.
Appen Sundhed på iPad er designet, så den udnytter den store skærm og giver brugerne nye måder at få vist deres sundhedsdata på.
Yderligere iPadOS 17-opdateringer omfatter:
  • Organisator giver endnu mere fleksibilitet, hvad angår vinduernes placering og størrelse. Brugerne får dermed bedre kontrol over deres arbejdsområde, og desuden understøttes indbyggede kameraer på en ekstern skærm.
  • Freeform har nye tegneværktøjer og Follow Along, som viser vejen for andre, når man samarbejder ved en tavle. Samtidig kan man nu svæve, hælde og vælge form samt føje forbindelsesstreger og nye former til alle genstande.
  • Spotlight hjælper brugerne med at finde oplysninger og interagere endnu hurtigere ved at tilbyde genveje til næste handling, forbedrede visuelle resultater og videosøgning.
  • For tastaturet introduceres forbedringer af autokorrektur, som betyder, at brugerne kan skrive tekst hurtigere og nemmere end nogensinde før. Integreret tekstforudsigelse hjælper brugerne med hurtigt at afslutte sætninger, og den nye model til talegenkendelse i Diktering giver større nøjagtighed.
  • Siri kan nu aktiveres ved blot at sige “Siri.” Når funktionen er aktiveret, kan brugerne komme med flere kommandoer efter hinanden uden at skulle genaktivere.
  • Deling af indhold via AirPlay er endnu nemmere, fordi indbygget intelligens nu lærer de enkelte brugeres præferencer. AirPlay fungerer også på understøttede TV'er på hoteller, så brugerne nemt kan se deres foretrukne indhold på TV'et, når de er ude at rejse. Denne mulighed er baseret på anonymitet og sikkerhed og vil være tilgængelig inden årets udgang på udvalgte hoteller, startende med brands fra IHG Hotels & Resorts.
  • Påmindelser introducerer en ny intelligent indkøbsliste, der gør indkøbene nemmere ved automatisk at inddele varerne efter kategori. Samtidig er der kommet en ny kolonnevisning, som man kan bruge til at få vist kategorierne horisontalt på skærmen.
  • Kort giver brugerne mulighed for at downloade kort og bruge dem, mens de er offline. Brugerne kan vælge et område, søge og udforske omfattende oplysninger om stedet og få ruter til alle niveauer af mobilitet, alt sammen mens de er offline.
  • Anonymitet er blevet opdateret med udvidet kommunikationssikkerhed og beskyttelse af børn samt en advarsel om følsomt indhold for voksne. Opdateringer af tilladelserne for Fotos og Kalender hjælper brugerne med at træffe mere informerede valg, angående hvilke data de deler med apps. Og en opdatering af Nedlukningstilstand giver bedre beskyttelse til dem, der udsættes for ondsindet spyware.
  • Nye tilgængelighedsværktøjer gør iPad endnu mere tilgængelig. Assistive Access er en grænseflade, der kan tilpasses, og som hjælper brugere med nedsatte kognitive evner, så de nemmere selv kan bruge iPad. Live Speech hjælper brugere, der ikke kan tale, med at skrive det, de vil sige, og få det læst op under telefon- eller FaceTime-opkald og i samtaler ansigt til ansigt. Personal Voice giver brugere, der risikerer at miste evnen til at tale, mulighed for at skabe en personlig stemme, der lyder som dem, og som kan integreres i Live Speech. Og i Forstørrelsesglas hjælper Point and Speak brugere, som er blinde eller svagtseende, med at bruge elektrisk udstyr og andre fysiske genstande med små tekstmærkater.
Tilgængelighed
Udviklernes betaversion af iPadOS 17 er tilgængelig for Apple Developer Program-medlemmer på developer.apple.com fra i dag, og en offentlig betaversion vil være tilgængelig for iPadOS-brugere næste måned på beta.apple.com. Nye softwarefunktioner bliver tilgængelige til efteråret som en gratis softwareopdatering til iPad (6. generation og nyere), iPad mini (5. generation og nyere), iPad Air (3. generation og nyere), 12,9" iPad Pro (2. generation og nyere), 10,5" iPad Pro og 11" iPad Pro (1. generation og nyere). Du kan finde flere oplysninger på apple.com/dk/ipados/ipados-17-preview. Funktioner og egenskaber kan blive ændret. Nogle funktioner er muligvis ikke tilgængelige i alle områder, på alle sprog eller på alle enheder. Få mere at vide om tilgængelighed på apple.com/dk.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36