PRESSEMEDDELELSER
2. februar 2023
Apple offentliggør regnskabsresultatet for 1. kvartal
Det samlede antal installerede, aktive enheder runder to milliarder og sætter ny rekord for alle større produktkategorier
Salget fra tjenester genererer ny rekordhøj omsætning
Salget fra tjenester genererer ny rekordhøj omsætning
Cupertino, Californien Apple præsenterede i dag det økonomiske resultat for 1. kvartal af virksomhedens regnskabsår 2023, der sluttede den 31. december 2022. Virksomheden havde en kvartalsomsætning på 117,2 mia. dollars, hvilket er en nedgang på fem procent i forhold til sidste år. Resultatet repræsenterer samtidig en udvandet kvartalsindtjening på 1,88 dollars pr. aktie.
“Med de udfordrende omstændigheder, der stadig påvirker os alle, er vi stolte over at have vores bedste udvalg af produkter og tjenester nogensinde, og som altid tænker vi langsigtet og sætter vores værdier først i alt, vi gør,” udtaler Tim Cook, Apples CEO. “I løbet af december-kvartalet rundede vi en kæmpe milepæl, og vi er glade for at kunne meddele, at vi nu har over to milliarder installerede, aktive enheder samlet set, og tallet er stigende.”
“Vi har haft en rekordhøj omsætning på 20,8 mia. dollars fra vores salg af tjenester, og på trods af svære makroøkonomiske omstændigheder og omfattende begrænsninger i forsyningskæden har vi øget virksomhedens samlede omsætning på en konstant valutabasis,” fortæller Luca Maestri, Apples CFO. “Vi genererede en pengestrøm på 34 mia. dollars og kunne udbetale over 25 mia. dollars til vores aktionærer i løbet af kvartalet, samtidig med at vi fortsatte med at investere i vores langsigtede vækstplaner.”
Apples bestyrelse har annonceret en kontant dividende på 0,23 dollar pr. almindelig aktie i virksomheden. Dividenden udbetales den 16. februar 2023 til aktionærer, der er registreret inden den 13. februar 2023 ved forretningstids ophør.
Apple leverer direkte streaming af konferenceopkaldet om kvartalsregnskabet for 1. kvartal af 2023 kl. 23.00 dansk tid den 2. februar 2023 på apple.com/investor/earnings-call. Webcasten vil derefter være tilgængelig i omkring to uger.
Del artikel
Media
-
Koncernregnskab