PRESSEMEDDELELSER
17. januar 2023
Apple præsenterer den nye Mac mini med M2 og M2 Pro – stærkere og mere effektiv og alsidig end nogensinde før
Med en startpris på kun 5499 DKK er prisen på Mac mini endnu mere overkommelig
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple løftede i dag sløret for den nye Mac mini med superkræfter fra M2 og den helt nye M2 Pro. Med M2-chippen er Mac mini endnu stærkere, mere effektiv og prismæssigt overkommelig med en ny startpris på kun 5499 DKK. Den nye M2 Pro-chip tilfører Mac mini professionel ydeevne for første gang, så brugerne nu kan udføre krævende opgaver, som hidtil har været utænkelige i et så kompakt design. Mac mini med M2 og M2 Pro leverer hurtigere ydeevne, endnu mere samlet hukommelse og avancerede tilslutningsmuligheder, herunder understøttelse af op til to skærme på M2-modellen og op til tre skærme på M2 Pro-modellen. Kombineret med Studio Display og Magic-tilbehør samt styrken og brugervenligheden i macOS Ventura giver Mac mini en suveræn oplevelse i en stationær computer, som får brugernes produktivitet og kreativitet til at nå nye højder. Kunderne kan bestille de nye Mac mini-modeller i dag, og de vil være tilgængelige fra og med tirsdag den 24. januar.
“Med de utrolige egenskaber og de mange tilslutningsmuligheder i det kompakte design kan Mac mini bruges masser af steder og på mange forskellige måder. I dag er vi begejstrede for at kunne gå skridtet videre med M2 og M2 Pro,” udtaler Greg Joswiak, Apples Senior Vice President for Worldwide Marketing. “Mac mini med M2 tilbyder endnu større ydeevne og en lavere startpris og giver dermed suveræn valuta for pengene. Og for brugere, der har brug for solid professionel ydeevne, er Mac mini med M2 Pro i en klasse helt for sig sammenlignet med andre stationære computere.”
Endnu bedre ydeevne med M2 og M2 Pro
Sammenlignet med forrige generation af Mac mini introducerer M2 og M2 Pro en hurtigere næstegenerations CPU og GPU, meget større hukommelsesbåndbredde og en stærkere medieenhed på Mac mini, som sikrer suveræn ydeevne og brancheførende energieffektivitet. Begge modeller er udstyret med et avanceret temperaturstyringssystem, som giver fremragende vedvarende ydeevne.
Mac mini med M2
Mac mini med M2 er udstyret med 8-core CPU med fire højtydende og fire højeffektive kerner samt 10-core GPU – perfekt til brugere, der ønsker lynhurtig ydeevne og høj produktivitet til en endnu mere overkommelig pris fra kun 5499 DKK. Almindelige opgaver som at åbne og multitaske mellem apps samt surfe på nettet går lynende hurtigt. Desuden kan Mac mini med M2 hjælpe brugere med at klare selv de mest krævende opgaver. Med op til 24 GB samlet hukommelse og 100 GB/s båndbredde går aktiviteter som f.eks. billedredigering i Adobe Photoshop op til 50 procent hurtigere1 end den forrige generation. M2 føjer også ProRes-acceleration til Mac mini, så opgaver som f.eks. videoredigering i Final Cut Pro går mere end dobbelt så hurtigt.1 M2-modellen kan desuden på én og samme tid afspille to streaminger med 8K ProRes 422-video med 30 billeder pr. sek. eller op til 12 streaminger med 4K ProRes 422-video med 30 billeder pr. sek. Takket være al denne ydeevne er Mac mini op til fem gange hurtigere end den bedst sælgende stationære Windows-computer2 og tilbyder utrolig høj værdi for førstegangskøbere af en computer, brugere, der ønsker at opgradere, og dem, der skifter PC.
Sammenlignet med Mac mini med Intel Core i73 tilbyder Mac mini med M2:
- Op til 22 gange hurtigere ydeevne til opskalering af billeder med maskinlæring (ML) i Pixelmator Pro.
- 9,8 gange hurtigere rendering af komplekse tidslinjer i Final Cut Pro.
Sammenlignet med forrige generation af Mac mini med M11 tilbyder Mac mini med M2:
- Op til 2,4 gange hurtigere ProRes-transkodning i Final Cut Pro.
- Op til 50 procent hurtigere filter- og funktionsydeevne i Adobe Photoshop.
- Op til 35 procent hurtigere spilleoplevelse i Resident Evil: Village.
Mac mini med M2 Pro
M2 Pro tilfører Mac mini professionel ydeevne for første gang. M2 Pro har op til 12-core CPU med otte højtydende kerner og fire højeffektive kerner samt op til 19-core GPU og 200 GB/s hukommelsesbåndbredde – dobbelt så meget som i M2 – og understøtter op til 32 GB hukommelse. Næstegenerations Neural Engine er 40 procent hurtigere end M1, hvilket sikrer højere hastighed for maskinlæringsopgaver som f.eks. videoanalyse og billedbehandling. M2 Pro er designet til at give betydeligt hurtigere videoafspilning og kodning og samtidig bruge meget lidt strøm. Den stærke medieenhed i M2 Pro kan med lethed klare de mest populære videocodecs og på én og samme tid afspille op til fem streaminger af 8K ProRes 422-video med 30 billeder pr. sek. eller op til 23 streaminger af 4K ProRes 422-video med 30 billeder pr. sek. Modellen med M2 Pro er op til 14 gange hurtigere end den hurtigste Intel-baserede Mac mini.3
Sammenlignet med 27" iMac med Intel Core i7 og Radeon Pro 5500 XT4 tilbyder Mac mini med M2 Pro:
- Op til 50 procent hurtigere filter- og funktionsydeevne i Adobe Photoshop.
- Op til 5,5 gange hurtigere panoramakombination i Adobe Lightroom Classic.
- Op til 4,4 gange hurtigere registrering af objekter i Final Cut Pro.
Sammenlignet med forrige generation af Mac mini med M11 tilbyder Mac mini med M2 Pro:
- Op til 2,5 gange hurtigere grafisk ydeevne i Affinity Photo.
- Op til 4,2 gange hurtigere ProRes-transkodning i Final Cut Pro.
- Op til 2,8 gange hurtigere spilleoplevelse i Resident Evil: Village.
Med M2 Pro kan Mac mini-brugere udføre højtydende opgaver, som før i tiden var utænkelige i så kompakt et format. Musikere kan producere musik med utroligt effektive plug-ins og effekter uden at gå glip af en eneste tone, mens fotografer kan justere kæmpestore billeder på et øjeblik. Kreative sjæle kan ubesværet arbejde med flere kameraer og forskellige kameraformater, herunder ProRes-video, og gamere kan spille krævende titler i konsolkvalitet. Ydeevnen i forbindelse med gaming er op til 15 gange hurtigere end den hurtigste Intel-baserede Mac mini.3
Avancerede tilslutningsmuligheder
Mac mini byder fortsat på omfattende tilslutningsmuligheder med et stort udvalg af porte. M2-modellen har to Thunderbolt 4-porte og understøtter op til to skærme. M2 Pro-modellen har fire Thunderbolt 4-porte og understøtter op til tre skærme. Desuden kan M2 Pro-modellen understøtte én 8K-skærm, hvilket er en nyhed for Mac. Begge modeller har to USB-A-porte, en HDMI-port, en Gigabit Ethernet-port med mulighed for 10 Gigabit og et opgraderet jackstik til hovedtelefoner, som understøtter hovedtelefoner med høj impedans. Når det gælder trådløs forbindelse, byder begge nye modeller på de nyeste standarder med Wi-Fi 6E,5 som giver op til to gange hurtigere hastighed end tidligere, samt Bluetooth 5.3.
En suveræn oplevelse på en stationær computer med Studio Display og Magic-tilbehør
Kombineret med Studio Display og Magic-tilbehør giver Mac mini en suveræn oplevelse på en stationær computer. Studio Display gør oplevelsen med en stationær Mac-computer komplet med en stor 27" 5K Retina-skærm, et 12 MP ultravidvinkelkamera med I fokus-funktion, tre mikrofoner i studiekvalitet og et lydsystem med seks højttalere og rumlig lyd. Kunder kan tilføje matchende Magic-tilbehør, der komplementerer Mac minis og Studio Displays elegante design.
macOS Ventura
Med macOS Ventura leverer Mac mini endnu større ydeevne og produktivitet. Effektive opdateringer som f.eks. Kontinuitetskamera gør nye videokonferencefunktioner tilgængelige på Mac, herunder Visning af skrivebord, I fokus, Studielys m.m. Med Handoff i FaceTime kan brugere starte et FaceTime-opkald på deres iPhone eller iPad og nemt overføre det til deres Mac eller omvendt. Og nye værktøjer som Organisator organiserer automatisk apps og vinduer, så brugerne kan koncentrere sig om den aktuelle opgave og stadig se alting med et enkelt blik.
Beskeder og Mail fungerer bedre end nogensinde, mens Safari – verdens hurtigste browser på Mac – er begyndelsen på en fremtid uden adgangskoder med loginnøgler. Med delt iCloud-fotobibliotek kan brugere nu oprette og dele et separat billedbibliotek med op til seks familiemedlemmer. Samtidig fungerer den nye Freeform-app som et fleksibelt lærred, der kan hjælpe brugere med at være mere produktive og udtryksfulde, uanset om de planlægger eller brainstormer alene eller sammen med andre. Med de effektive og populære specialudviklede chips fra Apple samt nye værktøjer til udviklere i Metal 3 har det aldrig været bedre at spille spil på en Mac.
Mac mini og miljøet
Mac mini er designet med henblik på at påvirke miljøet så lidt som muligt, bl.a. ved at bruge 100 procent af følgende genanvendte materialer: aluminium i kabinettet, sjældne jordarter i alle magneter, tin i hovedbundkortets lodning og guld i belægningen på flere printkort. Den byder også på mindst 35 procent genanvendt plast i flere komponenter og overholder Apples høje standarder for energieffektivitet. Den er fri for diverse skadelige stoffer, og 96 procent af emballagen er fiberbaseret, hvilket bringer Apple tættere på målet om at undgå plast i al emballage inden 2025.
Apples globale drift er i dag CO2-neutral, og målsætningen er, at hele virksomheden skal være 100 procent klimaneutral inden 2030, hvilket omfatter forsyningskæden til produktion og alle produktlivscyklusser. Det betyder, at alle solgte Apple-enheder vil være klimaneutrale – hele vejen fra fremstilling af komponenter, samling og transport til kundernes brug, opladning, genbrug og materialegenvinding.
Priser og tilgængelighed
- Den nye Mac mini med M2 og M2 Pro kan bestilles fra i dag, den 17. januar, på apple.com/dk/store og i Apple Store-appen i 27 lande og områder, herunder USA. Fra tirsdag den 24. januar leveres den til kunderne og vil kunne fås i Apple Stores og hos autoriserede Apple-forhandlere.
- Mac mini med M2 og M2 Pro kan fås i Australien, Kina, Hongkong, Japan, Macao og New Zealand fra og med fredag den 3. februar.
- Mac mini med M2 fås fra 5499 DKK og 4599 DKK med studierabat. Yderligere tekniske specifikationer kan findes på apple.com/dk/mac-mini.
- Mac mini med M2 Pro fås fra 11999 DKK og 11099 DKK med studierabat. Yderligere tekniske specifikationer kan findes på apple.com/dk/mac-mini.
- Yderligere tekniske specifikationer og detaljerede oplysninger om Studio Display og Magic-tilbehør kan findes på apple.com/dk/store.
- Alle kunder, der køber en Mac fra Apple, får et personligt onlinemøde med en ekspert helt gratis. Desuden kan de få deres produkt indstillet i udvalgte butikker og få hjælp til dataoverførsel samt modtage vejledning i, hvordan de får deres nye Mac til at fungere, som de ønsker det.
- Med Apple Trade In kan kunderne bytte deres gamle computer og få et tilskud til en ny Mac. Kunder kan besøge apple.com/dk/shop/trade-in for at finde ud af, hvad deres enhed er værd.
- AppleCare+ til Mac leverer teknisk support fra eksperter og yderligere hardwaredækning fra Apple, der inkluderer op til to skadehændelser som følge af uheld om året. For hver skadehændelse opkræves et ekstragebyr.
Del artikel
Media
-
Tekst i denne artikel
-
Billeder i denne artikel
- Resultaterne er sammenlignet med den forrige generation af Mac mini-systemer med Apple M1, 8-core CPU, 8-core GPU, 16 GB ram og 2 TB SSD.
- Test blev udført af Apple i november og december 2022 med testmodeller af Mac mini-systemer med Apple M2, 8-core CPU, 10-core GPU, 8 GB ram og 256 GB SSD og produktionsmodeller af Intel Core i5-baserede PC-systemer med Intel UHD Graphics 730 og den nyeste version af Windows 11, der var tilgængelig på testtidspunktet. Det bedst sælgende system er baseret på offentligt tilgængelige salgstal for de sidste 12 måneder. Test af ydeevne er udført med specielle computersystemer og afspejler den omtrentlige ydeevne i Mac mini.
- Resultaterne er sammenlignet med forrige generation af 3,2 GHz 6-core Intel Core i7-baserede Mac mini-systemer med Intel UHD Graphics 630, 64 GB ram og 2 TB SSD.
- Resultaterne er sammenlignet med forrige generation af 3,8 GHz 8-core Intel Core i7-baserede 27" iMac-systemer med AMD Radeon Pro 5500 XT med 8 GB GDDR6, 8 GB ram og 512 GB SSD.
- Wi‑Fi 6E er ikke tilgængeligt i fastlands-Kina. Det kræver macOS 13.2 eller nyere i Japan.