åbner i nyt vindue
UPDATE 13. december 2022

Apple lancerer Freeform: en effektiv ny app, der er udviklet til at brainstorme og samarbejde kreativt

Freeform til iPhone, iPad og Mac gør det nemmere end nogensinde at arbejde sammen om visuelle projekter
Freeform på iPhone 14, iPad Pro og MacBook Pro.
Freeform giver et fleksibelt lærred på iPhone, iPad og Mac og samler både samtaleemner, indhold og idéer på ét sted.
Freeform er en helt ny app, der fås fra i dag, og som er inkluderet i de nyeste versioner af iOS, iPadOS og macOS. Freeform hjælper brugere med at organisere og visuelt layoute indhold på et fleksibelt lærred. Det giver dem mulighed for at se, dele og samarbejde på ét sted uden at skulle bekymre sig om layout eller sidestørrelser. Brugerne kan tilføje mange typer filer og se et integreret preview af dem uden at forlade tavlen. Freeform er designet til samarbejde og gør det nemmere end nogensinde at invitere andre til at arbejde sammen på en tavle. Brugerne kan også samarbejde med andre, mens de er i et FaceTime-opkald. Tavler i Freeformgemmes i iCloud, så brugerne kan være synkroniserede på tværs af enheder.
“Freeform åbner for en masse muligheder for, at iPhone-, iPad- og Mac-brugere kan samarbejde visuelt,” sagde Bob Borchers, Apples Vice President for Worldwide Product Marketing. “Med et uendeligt lærred, understøttelse af overførsel af mange typer filer, iCloud-integration og muligheder for at arbejde sammen skaber Freeform et fælles område til brainstorming, som brugerne kan tage med hvor som helst.”

Et lærred skabt til kreativitet med brugervenlige værktøjer

Freeform er den perfekte whiteboard-oplevelse, når der skal samles inspiration og idéer på ét sted. Det uendelige lærred udvides når der kommer nyt indhold og giver ubegrænset fleksibilitet når man arbejder med mange filer eller samarbejder med andre. Brugerne kan ubesværet flytte rundt på tavlen, som understøtter indbyggede bevægelser.
Appen har mange forskellige penselformater og farvemuligheder til at tegne idéer, tilføje kommentarer og tegne diagrammer. iPhone- og iPad-brugere kan tegne overalt på lærredet med fingeren, og da Freeform
 understøtter Apple Pencil, er det nemmere end nogensinde at tegne idéer på iPad, mens man er på farten.
Freeform med noter lavet med Skrible og en række tegneværktøjer på iPad Pro.
Hvad enten brugere af Freeform tager noter med Skrible, laver skitser med tegneværktøjet eller farvelægger med farveblyanten eller udfyldningsværktøjet, kan de løfte deres kreativitet til næste niveau.
Freeform understøtter en lang række filer, blandt andet fotos, video, lyd, dokumenter, PDF'er, links til websites og links til placeringer på et kort, sticky notes, figurer, diagrammer og meget mere. iPhone- og iPad-kameraer kan også bruges til at indsætte et billede eller et indscannet dokument direkte på tavlen. Med et helt bibliotek af figurer giver Freeform brugerne mere end 700 muligheder at vælge mellem, så de kan ændre farve og størrelse, tilføje tekst og tilmed oprette og gemme personligt tilpassede figurer.
Brugerne kan trække og anbringe indhold på tavlen fra andre apps, herunder Arkiver og Finder, og med indbyggede justeringshjælpelinjer er det nemt at holde tavlen organiseret. Med Vis kan brugerne få et preview af indhold med et dobbelttryk uden overhovedet at forlade tavlen, og flere videofiler kan afspilles samtidigt og skabe en dynamisk visning. Indhold som billeder og PDF'er kan låses på plads på en tavle, og samarbejdspartnere kan derefter lave anmærkninger oven på eller omkring objektet. Det gør Freeform
til det perfekte værktøj, hvis man for eksempel vil skitsere idéer oven på grundplaner til et boligrenoveringsprojekt, eller hvis trænere vil kortlægge spilforløb oven på et billede af en basketballbane.
Tavler i Freeform med understøttelse af en lang række filer på iPad Pro.
Tavler i Freeform understøtter en lang række filer, og brugerne kan få et integreret preview uden overhovedet at forlade tavlen. Det gør appen til det perfekte værktøj til at samle dokumenter til et skoleprojekt eller planlægge en forestående tur.

En platform til samarbejde

Hvad enten en bruger arbejder ved et skrivebord eller på farten, er Freeform utroligt praktisk til enkeltstående projekter eller i et samarbejde med andre. Med muligheden for at arbejde sammen med op til 100 andre personer på samme tavle skaber Freeform et fælles område til at være kreativ, når man arbejder på gruppeprojekter eller planlægger ferie med vennerne.
Freeform udnytter de nye samarbejdsfunktioner i Beskeder, så brugere kan sende andre en invitation til en tavle i Freeform bare ved at trække den ind i en tråd i Beskeder. Alle medlemmer af den pågældende tråd får automatisk en invitation til tavlerne og kan begynde at samarbejde med det samme.
FaceTime er indbygget direkte i appen, så brugerne kan starte et FaceTime-opkald i Freeform ved at trykke på samarbejdsknappen øverst til højre på skærmen. Alle samarbejdspartnere kan se andres bidrag, når de tilføjer indhold eller foretager redigeringer med hurtige synkroniseringsfunktioner og iCloud-integration. Tavler i Freeform synkroniseres på tværs af iPhone, iPad og Mac, og brugere kan invitere andre via et link eller en e-mail og også eksportere en tavle som PDF eller tage et screenshot.
Freeformi bruger samarbejdsfunktionen til et FaceTime-opkald på iPad Pro.
Med integration med FaceTime og iCloud, er Freeform designet til samarbejde og gør det lettere end nogensinde at invitere andre til at samarbejde på en tavle.
Tilgængelighed
Fra i dag følger Freeform gratis med på enhver iPhone, iPad og Mac, der understøtter iOS 16.2, iPadOS 16.2 eller macOS Ventura 13.1.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36