åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 7. september 2022

Apple præsenterer Apple Watch Ultra

Det revolutionerende design med banebrydende kapacitet er inspireret af de mest ekstreme aktiviteter
Tre Apple Watch Ultra-enheder med forskellige remme vises i profil i fugleperspektiv.
Apple præsenterer Apple Watch Ultra, det mest robuste og effektive Apple Watch.
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple præsenterede i dag Apple Watch Ultra, som kommer i et nyt smart design med en lang række funktioner til udholdenhed, udforskning og eventyr. Apple Watch Ultra har en urkasse i titanium på 49 mm og en flad forside med safirkrystal, der afslører den største og mest lysstærke Apple Watch-skærm nogensinde. Knappen Handling, der kan tilpasses, giver øjeblikkelig adgang til en lang række brugbare funktioner. Apple Watch Ultra har den bedste batteritid blandt alle Apple Watch-modeller – helt op til 36 timer ved normal brug.1 I tillæg kan en ny energibesparende funktion forlænge batteritiden op til 60 timer, hvilket gør uret ideelt til oplevelser, der varer flere dage.2 Urskiven Rutefinder er designet specifikt til den større Apple Watch Ultra-skærm og har indbygget kompas, der kan rumme op til otte komplikationer. Apple Watch Ultra kan desuden fås med tre nye remme: Trail Loop, Alpine Loop og Ocean Band. Hver rem har unikke designegenskaber, der giver en sikker og behagelig pasform til ethvert eventyr.
Apple Watch Ultra kan bestilles fra i dag, og det er tilgængeligt fra og med fredag den 23. september.
“Vi blev inspireret af eventyrlystne og atleter verden over til at lave en helt ny Apple Watch-kategori designet til nye og ekstreme omgivelser, hvilket resulterede i det mest robuste og effektive Apple Watch til dato,” udtaler Jeff Williams, Apples Chief Operating Officer. “Apple Watch Ultra er et alsidigt værktøj, der hjælper brugerne med at flytte deres grænser med eventyr, udholdenhed og udforskning.”
Et nærbillede af to hænder, der er bundet ind og hviler på en stor sten, viser Apple Watch Ultra på et af håndleddene.
Titanium i flykvalitet og den flade forside med safirkrystal beskytter skærmen på op til 2000 nits, der er dobbelt så lysstærk som de øvrige Apple Watch-skærme.

Større, lysere og stærkere

Apple Watch Ultra er lavet af titanium i flykvalitet, hvilket giver den perfekte balance mellem vægt, holdbarhed og korrosionsmodstand. Urkassen omslutter alle kanter på den flade forside med safirkrystal og beskytter Retina-skærmen på op til 2000 nits, der er dobbelt så lysstærk som de øvrige Apple Watch-skærme. Den nye knap Handling i den kontrastfyldte farve international orange kan nemt tilpasses til at give brugerne øjeblikkelig adgang til en lang række funktioner, herunder Træning, Rutepunkter fra kompas, Find tilbage m.fl.
Apple Watch Ultra har tre indbyggede mikrofoner, der forbedrer lydkvaliteten ved opkald markant – uanset forholdene. En adaptiv stråledannende algoritme bruger mikrofonerne til at opfange stemmen og reducerer samtidigt baggrundsstøj fra omgivelserne, hvilket resulterer i en utrolig klarhed. I udfordrende omgivelser med meget vind bruger Apple Watch Ultra avancerede støjreducerende algoritmer, herunder maskinlæring, til at levere klar og forståelig lyd ved opkald.

Nye remme designet til udendørslivet

Trail Loop-remmen er designet specifikt til udholdende atleter og løbere og er den hidtil tyndeste Apple Watch-rem. Det vævede tekstil i letvægtsmateriale er både blødt og fleksibelt, hvilket giver den bedste pasform, og den praktiske strop er designet til hurtigt og nemt at kunne justeres.
For at imødekomme de mest eventyrlystne har Alpine Loop-remmen to integrerede lag, der er fremstillet ved hjælp af én kontinuerlig væveproces, hvilket gør syninger overflødige. De øverste løkker, der har særligt stærkt garn indvævet, gør det nemt at justere remmen og fastspænde G-krogslukningen i titanium ordentligt.
Ocean Band-remmen er designet specifikt til ekstrem vandsport og fritidsdykning og har et spænde i titanium med tilsvarende fjederløkke. Den er formstøbt i en fleksibel fluorelastomer, der kan strækkes, og opnår en sikker pasform ved hjælp af rørformet geometri. Ocean Band-remmen kan også fås med en ekstra lang hale, der gør det muligt for brugerne at anvende den oven på en våddragt.
Tre Apple Watch Ultra-enheder er vist bagfra for at illustrere deres tre forskellige remme: en grå og gul Trail Loop-rem, en orange Alpine Loop-rem og en sort Ocean Band-rem.
Tre nye remme – Trail Loop, Alpine Loop og Ocean Band – med unikke designegenskaber, der giver en sikker og behagelig pasform til ethvert eventyr.

Udholdende sports- og eliteatleter

Apple Watch Ultra er et fantastisk redskab for udholdende atleter eller dem, der ønsker at presse sig selv til at yde mere. For første gang nogensinde i et Apple Watch kan præcisions-GPS’en med dobbeltfrekvens integreres med både L1 og den nyeste frekvens L5 samt nye positioneringsalgoritmer. Apple Watch Ultra kommer med den mest nøjagtige GPS, der nogensinde er set i et Apple Watch. Det betyder, at brugerne kan drage fordel af de mest præcise oplysninger om afstand, tempo og rute, når de skal træne eller deltage i konkurrencer.
En atlet med et Apple Watch Ultra og løbsnummer løber ned ad bakke i sand.
Apple Watch Ultra kommer med den mest nøjagtige GPS, der nogensinde er set i et Apple Watch.
Apple Watch Ultra drives af watchOS 9, som inkluderer nye avancerede målinger for løb til analyse af performance, herunder Skridtlængde, Kontakttid med jorden, Vertikale udsving og Løbekraft. Nye træningsoversigter såsom segmenter, mellemtider og stigning giver hurtigt overblik over vigtige målinger. Og takket være den større skærm er Apple Watch Ultra det eneste Apple Watch, der kan vise seks målinger på én gang. Brugerne kan løfte deres træning til det næste niveau med funktioner som Pulszoner, Tilpassede træninger, Tempo og – senere på året – Løbsruter. I forbindelse med triatlon, duatlon eller aktiviteter med en vilkårlig sekvens af svømning, cykling og løb bruger den nye Multisport-træning automatisk registrering til nemt at skifte mellem træninger. Apple Watch Ultras lange batteritid gør det muligt for brugerne at gennemføre en triatlon, der består af 3,8 km svømning, 180 km cykling og et maraton på 42 km.
Med knappen Handling kan brugerne øjeblikkeligt begynde træninger eller gå til det næste interval i en Tilpasset træning eller det næste trin i en Multisport-træning. Det kan også bruges til at markere segmenter som komplement til den nye løbebaneoplevelse, der automatisk leverer de mest optimale estimerede målinger for tempo og afstand til løbere, der løber på bane.3

Eventyrlystne

Den større og mere lysstærke skærm samt det robuste design gør Apple Watch Ultra til det perfekte tekniske redskab for eventyrlystne i forskellige situationer – fra hverdagsaktiviteter til ekstremsport. Kompas-appen, der har fået et helt nyt design i watchOS 9, giver mere detaljerede oplysninger og tre særskilte visninger. Appen har en ny hybridvisning, der understøtter både en analog kompasurskive samt en digital visning. Når der drejes på Digital Crown, kommer der en ny visning frem, som indeholder stigning, bredde-, længde- og hældningsgrad samt en retningsvisning, der viser Rutepunkter fra kompas og Find tilbage-funktionen.
En Apple Watch Ultra-bruger står på en bjergtop omgivet af sneklædte bjerge.
Apple Watch Ultra kan udholde de mest ekstreme udendørsmiljøer med en driftstemperatur på håndleddet, der klarer alt fra -20 ºC til 55 ºC.
Rutepunkter fra kompas er en hurtig og praktisk måde at markere en placering eller et interessepunkt på direkte i appen. Brugerne kan placere et rutepunkt ved at trykke på knappen Handling eller ikonet for Rutepunkter fra kompas. Rutepunktet kan redigeres ved at trykke på det ikon, der vises. Komplikationen for Rutepunkter fra kompas opdateres dynamisk i realtid med både rutepunktets retning og den omtrentlige afstand.
Find tilbage-funktionen bruger GPS-data til at lave en rute, som viser, hvor brugeren har været. Dette er nyttigt, hvis man farer vild eller bliver desorienteret og har brug for hjælp til at finde vej tilbage. Den kan også automatisk slås til i baggrunden, når brugeren befinder sig et øde sted. Med et enkelt tryk på knappen Handling kan brugerne hurtigt markere et rutepunkt fra kompas, starte Find tilbage-funktionen eller se Find tilbage-ruten. En sirene på 86 dB kan bruges til at tiltrække opmærksomhed i nødsituationer, hvis en bruger farer vild eller kommer til skade. Den unikke lydsignatur inkorporerer to skiftende mønstre, der kan gentages i op til flere timer. Det første mønster signalerer problemer, mens det andet efterligner det universelt anerkendte SOS-mønster. I forbindelse med rygsæksrejser, der varer flere dage, kan batteritiden forlænges op til 60 timer ved hjælp af en energibesparende funktion, der reducerer GPS-frekvenser og pulsmålinger.
Driftstemperaturen på håndleddet er designet til at kunne udforske de mest ekstreme og fjerntliggende områder, fra iskolde bjergtinder i -20 ºC til den brændende ørken i 55 ºC.4 Apple Watch Ultra er certificeret til de relevante aspekter af MIL-STD 810H, der anvendes til militærudstyr, og som er populære blandt producenter af robust udstyr. Tests inkluderer lavt tryk (højde), høje temperaturer, lave temperaturer, temperaturchok, forurening med væsker, regn, fugt, nedsænkning i vand, sand og støv, frost/tøvejr, isregn/hagl, stød, vibrationer m.m. Apple Watch Ultra kan optimeres til aftenforhold ved at dreje Digital Crown, så brugerfladen bliver rød, hvilket gør Rutefinder-urskiven nemmere at se i mørke.
Apple Watch Ultra viser Nat-tilstand med en lysende rød skærm mod en sort baggrund.
For at optimere Apple Watch Ultra til aftenforhold kan brugere aktivere Nat-tilstand ved at dreje Digital Crown, så brugerfladen bliver rød, hvilket gør Rutefinder-urskiven nemmere at se i mørke.

Hav- og vandsportsentusiaster

Apple Watch Ultra er designet til vandsport, herunder ekstreme aktiviteter som kitesurfing og wakeboarding samt fritidsscubadykning ned til 40 meter med den nye app Oceanic+. For at understøtte disse undervandseventyr er Apple Watch Ultra certificeret til WR100. Apple Watch Ultra er også certificeret til EN13319, hvilket er en internationalt anerkendt standard for dykkerudstyr, herunder dybdemålere, der anvendes af fritidsdykkere verden over.5
Apple Watch Ultra anvender en ny dybdemåler og kommer med en Dybde-app, der er designet med en intuitiv brugerflade. Dybde-appen giver et hurtigt overblik over tid, aktuel dybde, vandtemperatur, tid under vand og maks. dybde nået. Brugerne kan programmere knappen Handling til øjeblikkeligt at åbne Dybde-appen.
Apple Watch Ultra er dobbelt så vandafvisende som Apple Watch Series 8 – WR100.
I samarbejde med Huish Outdoors, der er kendt for at levere innovativt og pålideligt udstyr til fritidsdykning, forvandler den nye app Oceanic+ Apple Watch Ultra til en effektiv dykkercomputer. Appen, der bliver tilgængelig i App Store senere dette efterår, anvender Bühlmann-algoritmen for dekompression og inkluderer dykkerplanlægning, dykkermålinger, der er nemme at aflæse, visuelle og haptiske alarmer, NDL, opstigningshastigheder og vejledning til sikkerhedsstop. Oceanic+ gør det også muligt for brugere at oprette en personlig profil og giver adgang til rapporter om aktuelle og lokale dykkerforhold. Appen inkluderer desuden en logbog, der kan deles med familie og venner og automatisk synkroniseres med iPhone.
“Vi er glade for at indgå i et samarbejde med Apple om at kombinere vores verdenskendte ekspertise indenfor scubadykning med den unikke ydeevne i Apple Watch Ultra, så vi kan forvandle det ur, du bruger hver dag, til en innovativ dykkercomputer,” udtaler Mike Huish, CEO for Huish Outdoors. “Med Oceanic+ kan Apple Watch Ultra-brugerne nyde godt af en ny og forbedret oplevelse, når de skal scubadykke.”

Yderligere funktioner

Apple Watch Ultra inkluderer alle de forbindelsesmuligheder, aktiviteter og sundhedsfunktioner, der har gjort Apple Watch til det bedst sælgende smartwatch i verden – fra pulsmålinger og apps som EKG og Iltniveau i blodet til aktivitetscirkler og mindfulness samt andre funktioner relateret til sundhed, sikkerhed og navigation.
Apple Watch Ultra har nye innovative funktioner til temperaturmåling, der kan give et endnu dybere indblik i kvinders sundhed. Det enestående design med to sensorer reducerer påvirkninger fra omgivelserne og fra selve kroppen. Brugere, som anvender disse nye funktioner, kan få anslåede tidspunkter for ægløsning, hvilket kan være nyttigt i forbindelse med familieplanlægning.6 Temperaturmåling giver også forbedrede forudsigelser om menstruation for menstruerende brugere.7 Med iOS 16 og watchOS 9 kan alle brugere af Min cyklus nu også få en notifikation, hvis der er en potentiel afvigelse i deres registrerede cyklushistorik, hvilket kan være et symptom på underliggende sundhedsproblemer.
Ved hjælp af to nye bevægelsessensorer og en avanceret algoritme med sensorfusion kan Apple Watch registrere alvorlige bilulykker med Registrering af ulykke. Når Apple Watch registrerer en alvorlig bilulykke, kontakter enheden brugeren og ringer til alarmcentralen, hvis brugeren ikke reagerer efter en nedtælling på 10 sekunder. Redningsmandskabet modtager placeringen af brugerens enhed, som også deles med brugerens nødkontakter.

Apple Watch Ultra og miljøet

Apple Watch Ultra er designet med henblik på at påvirke miljøet så lidt som muligt. Uret anvender som noget nyt for Apple Watch genanvendt guld i belægningen på flere printkort samt 100 procent genanvendte sjældne jordarter i alle magneter og 100 procent genanvendt wolfram i Taptic Engine. Glasset på skærmen indeholder ikke arsen, og Apple Watch Ultra er fri for kviksølv, bromerede flammehæmmere, PVC og beryllium. Ingen Apple Watch-emballage omfatter udvendig plastindpakning, og mindst 98 procent af emballagen er fiberbaseret, hvilket bringer Apple tættere på målet om helt at undgå plast i al emballage inden 2025.
Apples globale drift er i dag CO2-neutral, og målsætningen er, at hele virksomheden skal være 100 procent CO2-neutral inden 2030, hvilket omfatter hele forsyningskæden til produktion og alle produktlivscyklusser. Det betyder, at alle solgte Apple-enheder vil være klimaneutrale – hele vejen fra fremstilling af komponenter, samling og transport til kundernes brug, opladning, genbrug og materialegenvinding.

Anonymitet

Anonymitet er et grundlæggende element i design og udvikling af alle Apples funktioner. Når en brugers iPhone er låst med en adgangskode, Touch ID eller Face ID, bliver alle brugerens sundheds- og fitnessdata i appen Sundhed krypteret – undtagen Nødinfo. Alle sundhedsdata, der sikkerhedskopieres til iCloud, krypteres både under overførslen og på Apples servere. Når iOS og watchOS bruges med standard-tofaktorgodkendelse og en adgangskode, bliver alle data, der synkroniseres fra appen Sundhed til iCloud, end-to-end-krypteret. Det betyder, at Apple ikke har mulighed for at afkode dataene og derfor ikke kan læse dem.
Priser og tilgængelighed
  • Kunder i Australien, Canada, Frankrig, Tyskland, Indien, Japan, De Forenede Arabiske Emirater, Storbritannien, USA og over 40 andre lande og områder kan bestille Apple Watch Ultra fra i dag, og det er tilgængeligt i butikkerne fra fredag den 23. september.
  • Apple Watch Ultra koster 7.799 kroner.
  • watchOS 9 bliver tilgængeligt til Apple Watch Series 4 og nyere mandag den 12. september, og det kræver en iPhone 8 eller nyere og iPhone SE (2. generation) eller nyere med iOS 16. Nogle funktioner er ikke tilgængelige på alle enheder og i alle områder.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

  1. Ved normal brug har Apple Watch Ultra en batteritid på op til 36 timer, når iPhone er til stede.
  2. En energibesparende funktion med reduceret GPS-frekvens og pulsmålinger vil blive tilgængelige senere dette efterår.
  3. Kommer til USA senere i år.
  4. Ekstreme temperaturer kan påvirke visse funktioner. Flere oplysninger findes i brugerhåndbogen.
  5. Apple Watch Ultra er klassificeret som vandafvisende ned til 100 meter i henhold til ISO-standard 22810. Apple Watch Ultra kan bruges til fritidsscubadykning (med en kompatibel tredjepartsapp fra App Store) ned til 40 meter og tempofyldte vandsportsaktiviteter. Apple Watch Ultra bør ikke anvendes til at dykke dybere end 40 meter. Vandafvisningsgraden er ikke permanent og kan formindskes med tiden. Få flere oplysninger på support.apple.com/da-dk/HT205000.
  6. Appen Min cyklus bør ikke bruges som præventionsmiddel. Data fra appen Min cyklus bør ikke bruges til at diagnosticere en sygdom.
  7. Funktionen til temperaturmåling er ikke en medicinsk enhed og er ikke beregnet til brug i forbindelse med medicinsk diagnose eller behandling eller til noget andet medicinsk formål.

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36