åbner i nyt vindue
UPDATE 22. august 2022

Apple udvider reparation via selvbetjening til også at omfatte bærbare Mac-computere

Kunder i USA kan købe originale Apple-reservedele og -værktøjer fra og med den 23. august
Reparation via selvbetjening foretages på en MacBook Air.
Apple har offentliggjort, at fra og med i morgen bliver reparation via selvbetjening tilgængeligt for bærbare MacBook Air- og MacBook Pro-computere med M1-chips. Reparationsvejledninger og originale Apple-reservedele og -værktøjer kan bestilles via Apples butik til reparation via selvbetjening. Reparation via selvbetjening til iPhone blev lanceret tidligere i år, og ordningen udvides til flere lande – startende i Europa – samt yderligere Mac-modeller senere i år.
Reparation via selvbetjening til MacBook Air og MacBook Pro giver adgang til et tocifret antal forskellige reparationstyper for hver model, herunder skærmen og overdelen med batteri samt pegefeltet, og flere er på vej. Kunder, der har erfaring med reparation af elektroniske enheder, vil være i stand til at foretage reparationer af disse bærbare Mac-computere, og de får adgang til mange af de samme reservedele og værktøjer, som benyttes i Apple Stores og hos autoriserede Apple-serviceudbydere.
For at komme i gang med reparationsprocessen via selvbetjening skal kunden først gennemgå reparationsvejledningen til det produkt, der skal repareres, ved at gå til support.apple.com/self-service-repair. Derefter kan de besøge Apples butik til reparation via selvbetjening og bestille de nødvendige reservedele og værktøjer.
Alle originale Apple-reservedele er designet og udviklet specielt til de enkelte produkter, og de gennemgår omfattende tests for at sikre bedst mulig kvalitet, sikkerhed og pålidelighed. Kunderne kan sende udskiftede dele tilbage til Apple til istandsættelse og genanvendelse, og i mange tilfælde kan de derved få penge retur.
Apple-værktøjerne er skræddersyet til at opnå de bedst mulige reparationer af Apple-produkter. Desuden er de designet, så de tåler belastningen fra omfattende professionelle reparationsopgaver, hvor sikkerhed og pålidelighed er afgørende. Apple tilbyder leje af værktøjskit for 49 USD, så kunder, der ikke ønsker at købe værktøj til en enkelt reparation, stadig har adgang til disse professionelle reparationsværktøjer. Kunderne har adgang til værktøjskittet i en uge, og det sendes gratis.
Reparation via selvbetjening er en del af Apples indsats for at sikre bedre adgang til reparationer. De fleste kunder, som ikke har erfaring med reparation af elektroniske enheder, opnår stadig den sikreste og mest pålidelige reparation ved at besøge en professionel reparationsudbyder med certificerede teknikere, der bruger originale Apple-reservedele.
De sidste tre år har Apple næsten fordoblet antallet af servicesteder med adgang til Apples originale reservedele, værktøjer og uddannelse, bl.a. med over 3.500 uafhængige reparationsudbydere. Et globalt netværk med over 5.000 autoriserede Apple-serviceudbydere sikrer arbejde til over 100.000 aktive teknikere. Det betyder, at otte ud af ti Apple-kunder i USA bor inden for 20 minutter fra en autoriseret serviceudbyder.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36