åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 6. juni 2022

watchOS 9 giver nye muligheder for at holde kontakten og holde sig sund og aktiv

Vi introducerer flere urskiver, der kan tilpasses, en forbedring af appen Træning, en funktion, der som den første af sin slags viser historik over afli, søvnstadier og en helt ny Medicin-app
Fem forskellige Apple Watch Series 7-enheder viser nye urskiver og funktioner.
watchOS 9 giver nye oplevelser og funktioner, opdateringer af apps og kreative måder at tilpasse Apple Watch på, så det passer til enhver stil.
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple gav i dag et smugkig på watchOS 9, som giver nye funktioner og forbedrede oplevelser til verdens førende bærbare styresystem. Brugere af Apple Watch får nu flere urskiver at vælge imellem med mere detaljerede komplikationer, der giver flere oplysninger og mulighed for personlig tilpasning. I den opdaterede app Træning hjælper avancerede målinger, oversigter og træningsoplevelser inspireret af højtydende atleter brugerne med at løfte deres træning op på næste niveau. watchOS 9 giver søvnstadier i appen Søvn, og en ny FDA-godkendt funktion, der viser historik over afli, giver dybere indsigt i en brugers tilstand. Den nye app Medicin gør det let for brugerne nemt og diskret at administrere, forstå og holde styr på medicin.
“Brugere over hele verden elsker Apple Watch, fordi det hjælper dem med at holde kontakten med dem, de holder af, være mere aktive i løbet af dagen og administrere deres sundhed bedre,” udtaler Jeff Williams, Apples Chief Operating Officer. “Til efteråret løfter watchOS 9 oplevelsen med Apple Watch til det næste niveau med videnskabeligt underbyggede indblik på tværs af fitness, søvn og hjertets sundhed, samtidig med at det giver brugerne mere kreative måder at gøre deres Apple Watch helt personligt på.”

Urskiver til alle 

Oplevelsen med Apple Watch begynder med urskiverne, som giver brugerne mulighed for at udtrykke deres personlige stil, samtidig med at de får adgang til relevante oplysninger med et hurtigt blik på komplikationer. watchOS 9 introducerer fire nye urskiver: Måneurskive, som gengiver forholdet mellem den gregorianske kalender og månekalenderen, som bruges i mange kulturer såsom den kinesiske, islamiske og hebræiske; Frikvarter, et dynamisk kunstværk, der er unikt for Apple Watch og skabt i samarbejde med kunstneren Joi Fulton; Metropolitan, en klassisk typebaseret urskive, hvor stilen ændrer sig, når Digital Crown drejes, samt Astronomi, en original urskive, der er blevet helt nyudgivet med et nyt stjernekort og aktuel skydata.
watchOS 9 introducerer forbedrede og moderniserede komplikationer på nogle af de mest klassiske urskiver, som f.eks. Praktisk, Minimal og Analog aktivitet, såvel som ændring af baggrundsfarve for Modulær, Modulær kompakt og XL, så de kan gøres ekstra personlige. Den nye urskive Portrætter viser dybdeeffekten på flere billeder, herunder katte, hunde og landskaber, mens kinesisk skrift er blevet føjet til muligheder for urskiverne Californien og Typograf. Fokusfunktionen giver nu brugerne mulighed for at vælge en urskive på Apple Watch, der vises automatisk, når der vælges en specifik fokusfunktion på iPhone, såsom fokusfunktionen Personlig, der hjælper brugerne med at være mere til stede i nuet.

Opdateringer af appen Træning

Appen Træning, der er en af de mest populære apps på Apple Watch, er blevet opdateret til at give mere detaljerede målinger af ydeevne samt nye træningsoplevelser til at hjælpe brugerne med at nå deres træningsmål. Den velkendte skærm fra træningspasset bruger nu Digital Crown til at rotere mellem træningsoversigter, der er nemme at læse, så brugerne kan se vigtige målinger for forskellige træningsstile. Pulszoner, som enten kan oprettes manuelt eller beregnes automatisk ved hjælp af personlige data fra appen Sundhed, kan bruges til at holde øje med intensiteten af en træning. Intervaltræning er en vigtig del af enhver træningsplan, og i watchOS 9 introducerer appen Træning personligt tilpassede træninger, som kan bruges til at sammensætte en struktureret træning, der omfatter intervaller med træning og hvile. Nye notifikationer, herunder for tempo, puls og rytme, kan tilføjes for at guide brugerne gennem hele træningen.
Til triatleter understøtter appen Træning nu en ny træningstype, Multisport, der automatisk skifter mellem sekvenser med svømning, cykling og løbetræninger ved at bruge bevægelsessensorer, der genkender bevægelsesmønstre. Når hver træning er gennemført, giver en nydesignet sideoversigt i Fitness-appen yderlige detaljer med interaktive diagrammer for mere nøjagtige analyser.

Få et flyvende forspring

Apple Watch er allerede et effektivt værktøj til løbere, og watchOS 9 giver flere data og funktioner, der hjælper med at måle, hvor effektivt brugerne løber. Nye målinger for løbeform, herunder skridtlængde, kontakttid med jorden og vertikale udsving, kan alt sammen tilføjes som målinger i Træningsoversigter. Disse målinger vises i oversigten i Fitness-appen og i appen Sundhed, hvor brugerne kan se tendenser over tid og lære af mønstre.
Apple Watch Series 7 viser den nye måling af vertikale udsving.
Nye målinger for løbeform som skridtlængde og vertikale udsving hjælper brugere med at måle, hvor effektivt de løber.
Brugerne kan forsøge at nå deres bedste eller sidste resultat på ofte benyttede ruter og modtage notifikationer under træningen om, hvorvidt de er foran eller bagefter deres tempo, eller hvis de afviger fra ruten. Derudover kan en ny tempooplevelse lade brugerne vælge en distance og et mål for den tid, de vil gennemføre løbeturen på, hvilket beregner det tempo, der skal løbes i for at nå målet. Under træningen kan de følge notifikationerne for tempo og de målinger, der er angivet.

Forbedringer til svømning

Registrering af svømmeplade er blevet tilføjet som ny type svømmetag for Bassinsvømning, der bruger sensorfusionen på Apple Watch til automatisk at registrere, når brugerne svømmer med en svømmeplade og klassificere svømmetagstypen i træningsoversigten sammen med svømmedistancen. Svømmere kan nu registrere deres effektivitet med en swolf-score – antallet af svømmetag kombineret med den tid i sekunder, det tager at svømme en bane i bassinet. Brugerne kan se deres gennemsnitlige swolf for hvert sæt i træningsoversigten.

Få mere ud af træninger med Fitness+

Apple Fitness+ er den første tjeneste til fitness og velvære, der er lavet med udgangspunkt i Apple Watch, designet til at kunne bruges af alle. Den indarbejder på intelligent vis målinger fra træning i realtid fra Apple Watch direkte på skærmen med iPhone, iPad eller Apple TV til at motivere brugere på alle niveauer fra start til slut. Med watchOS 9 viser træninger med Fitness+ nu vejledning på skærmen ud over trænercoaching for at hjælpe brugerne med at få mest muligt ud af træninger, herunder: Intensitet under Intervaltræning, Cykling, Roning og Løbebånd; Antal tag pr. minut (SPM) under Roning; Omdrejninger pr. minut (RPM) for Cykling og Hældning for dem, der går eller løber på Løbebåndet. 
Abonnenter på Fitness+ uden Apple TV kan nu bruge Airplay til at sende træninger og meditationer med målinger på skærmen til kompatible TV'er og enheder fra tredjeparter, hvilket giver dem mulighed for at træne hvor som helst og når som helst.

Indblik i søvn

Søvn-oplevelsen på Apple Watch giver allerede brugerne mulighed for at oprette skemaer for Afslapning og Sengetid samt registrere deres søvn for at hjælpe dem med at nå deres mål. Søvnregistrering i watchOS 9 giver endnu større indblik med introduktionen af søvnstadier. Ved at bruge signaler fra accelerometeret kan Apple Watch registrere, når brugere er i REM-, Core- eller Dyb søvn. Brugerne ser data for søvnstadier på Apple Watch i appen Søvn og kan se mere detaljerede oplysninger, som hvor længe de sover, samt andre målinger som puls, åndedrætsfrekvens og diagrammer til sammenligning af søvn i appen Sundhed på iPhone.
Maskinlæringsmodellerne blev trænet og godkendt i forhold til den gyldne kliniske standard, polysomnografi, med en af de største og mest forskelligartede deltagergrupper, der nogensinde er blevet undersøgt med en bærbar enhed. Eftersom søvn som videnskab stadig undersøges, vil brugerne kun bidrage til potentielle opdagelser ved at bidrage med deres data for søvnstadier i Apple Heart og Movement Study gennem Research-appen.
Søvnanalyse, herunder søvnstadier, vises på iPhone 13 Pro og Apple Watch Series 7.
watchOS 9 giver endnu større indblik i Søvn-appen med søvnstadier. Ved at bruge signaler fra accelerometeret kan Apple Watch registrere, når brugere er i REM-, Core- eller Dyb søvn.

Historik over afli – den første af sin slags  

I øjeblikket kan EKG-appen og notifikationer om uregelmæssig hjerterytme i Apple Watch identificere potentielle tegn på atrieflimren (afli). Hvis det ikke bliver behandlet, er afli en af de førende sygdomme, der kan føre til et slagtilfælde.
Undersøgelser tyder på, at den mængde tid, man har afli, kan påvirke en persons symptomer, generelle livskvalitet og risko for komplikationer. Tidligere har der ikke været en nem måde til at registrere hyppigheden af afli over en længere periode eller håndtere livsstilsfaktorer, der kan påvirke ens tilstand. Ifølge American Heart Association kan man ved at tage hånd om modificerbare livsstilsfaktorer nedbringe den tid, der tilbringes i afli.1
Med watchOS 9 kan brugere, der er diagnostiseret med afli, slå den FDA-godkendte funktion, der viser historik over afli, til2 og få adgang til vigtige oplysninger, herunder en estimering af, hvor ofte en brugers hjerterrytme viser tegn på afli, hvilket giver bedre indsigt i en brugers sygdom. Brugerne modtager også ugentlige notifikationer for at give dem en forståelse af hyppigheden og en detaljeret historik i appen Sundhed, herunder livsstilsfaktorer, der kan påvirke afli, som søvn, alkoholindtag og motion.
Brugerne kan downloade en PDF med en detaljeret historik over deres afli og livsstilsfaktorer, der nemt kan deles med læger og plejepersonale, så de har et bedre grundlag for samtalerne.
Historik over afli vises på iPhone 13 Pro og Apple Watch Series 7.
Brugere, der er blevet diagnosticeret med atrieflimren, kan bruge historik over afli til at estimere den tid, deres hjerte er i afli, og få et nyttigt indblik i livsstilsfaktorer, der kan påvirke deres tilstand.

Medicin

Den nye Medicin-oplevelse på Apple Watch og iPhone hjælper brugerne med at administrere og registrere deres medicin, vitaminer og kosttilskud, så de kan lave en liste over medicin, oprette skemaer og indstille påmindelser samt se oplysninger om deres medicin i appen Sundhed. Den nye Medicin-app på Apple Watch gør det let for brugerne nemt og diskret at holde styr på medicin når som helst og hvor som helst.
En liste over medicin vises på iPhone 13 Pro, og en advarsel om medicinskema vises på Apple Watch Series 7.
Den nye Medicin-oplevelse på Apple Watch og iPhone hjælper brugerne med at administrere og registrere deres medicin, vitaminer og kosttilskud.
Tilpassede skemaer kan oprettes for hver type medicin, uanset om den skal tages flere gange om dagen, en gang om ugen eller efter behov, og brugerne kan indstille påmindelser til at hjælpe dem med at holde styr på det. I USA kan brugere modtage en advarsel, hvis der potentielt set kan være kritiske interaktioner med medicin, de har tilføjet i appen Sundhed.3

Anonymitet

Anonymitet er et grundlæggende element i design og udvikling af alle Apples funktioner. Når en brugers iPhone er låst med en adgangskode, Touch ID eller Face ID, er alle brugerens sundheds- og fitnessdata i appen Sundhed krypteret – undtagen Nødinfo. Alle sundhedsdata, der sikkerhedskopieres til iCloud, krypteres både under overførslen og på Apples servere.

Yderligere watchOS 9-opdateringer

  • At kunne blive informeret øjeblikkeligt er en styrke ved Apple Watch-oplevelsen, og i watchOS 9 er notifikationer blevet redesignet til at være mindre forstyrrende, men stadig effektive, ved at blive vist som tynde bannere, når Apple Watch er i brug.

  • Funktionen Indstil familie understøtter nu Hjem-appen, så et barn kan blive inviteret som et medlem, der kan betjene HomePod-højttalere og intelligent tilbehør i hjemmet4 Børn kan også bruge nøgler til hjemmet og hotelnøgler i Apple Wallet.

  • Med nye Hurtige kommandoer på Apple Watch kan man ved at knibe to gange besvare eller afslutte en samtale, tage et billede, afspille medier i appen Afspiller nu eller sætte dem på pause og starte eller genoptage træning eller sætte den på pause. Dette bygger videre på den innovative teknologi, der bruges i AssistiveTouch på Apple Watch, som giver brugere med manglende lemmer på overkroppen mulighed for at styre Apple Watch med bevægelser og f.eks. knibe eller knytte hånden, uden at de behøver trykke på skærmen.

  • Apple Watch bliver mere tilgængeligt end nogensinde før for personer, der har udfordringer med fysiske og motoriske færdigheder, takket være Apple Watch-dublering, som hjælper med at styre Apple Watch fra eksternt hold via den relevante iPhone. Med Apple Watch-dublering kan brugerne styre Apple Watch ved hjælp af iPhones hjælpefunktioner som f.eks. Stemmekontrol og Knapbetjening, så de kan navigere i Apple Watch ved at bruge stemmekommandoer, lydhandlinger, registrering af hovedbevægelser eller eksterne Made for iPhone-knapper som alternativer til at trykke på Apple Watch-skærmen.5 Apple Watch-dublering bruger hardware- og softwareintegration, sammen med innovationer indbygget i AirPlay, til at sikre at brugere, som er afhængige af disse mobilitetsfunktioner, kan drage fordel af unikke Apple Watch-apps som f.eks. Iltniveau i blodet, Puls, Mindfulness og meget mere.

  • QWERTY-tastaturet på Apple Watch Series 7 understøtter fransk, italiensk, japansk, portugisisk (Brasilien), spansk (Latinamerika, Mexico og Spanien) og tysk.

  • Apps, der er i brug, fremhæves nu over resten af appsene i den nydesignede Dock, hvilket gør det nemmere for brugere hurtigt at vende tilbage til dem.

  • Appen Påmindelser lader nu brugerne tilføje eller redigere vigtige oplysninger såsom dato og tid, placering, mærker og noter.

  • Hold dig produktiv med den opdaterede Kalender-app ved at oprette nye begivenheder direkte på Apple Watch. For første gang kan brugerne få adgang til en ugeoversigt udover de opdaterede oversigter Liste, Dag og Måned for at gøre det nemmere at scrolle gennem kalenderbegivenheder.

  • Restitution af kredsløbet er en nyttig træningsmåling, der kan være en god indikator for hjertets sundhed. Apple Watch giver nu en vurdering af restitutionen af kredsløbet efter træninger som Gang udenfor, Løb og Vandretur, selvom træningen ikke når op på maksimal intensitet. Denne måling kan registreres over tid i appen Sundhed.

  • Nye API'er giver udviklere mulighed for at bygge markedets bedste tredjeparts apps med understøttelse af CallKit og Del-siden, adgang til Billedvælgeren og mulighed for at integrere watchOS-apps med Apple TV.
Tilgængelighed
Udviklernes betaversion af watchOS 9 er tilgængelig for Apple Developer Program-medlemmer på developer.apple.com fra i dag. En offentlig betaversion vil være tilgængelig for watchOS-brugere næste måned på beta.apple.com. watchOS 9 kan fås til efteråret som gratis softwareopdatering til Apple Watch Series 4 eller nyere parret med iPhone 8 eller nyere og iPhone SE (2. generation) eller nyere, som kører iOS 16. Nogle funktioner er muligvis ikke tilgængelige i alle områder eller på alle sprog eller på alle enheder. Funktioner og egenskaber kan blive ændret. Du kan få flere oplysninger på apple.com/dk/watchos/watchos-preview.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

  1. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/32148086/
  2. Historik over afli er FDA-godkendt til personer i USA på mindst 22 år, der er blevet diagnosticeret med atrieflimren.
  3. Oplysninger om medicin og interaktion mellem medicin er vidensbaseret indhold givet på licens fra Elsevier, som er en førende udgiver af sundhedsrelateret og videnskabeligt indhold. Medicinfunktionen må ikke bruges som erstatning for en lægefaglig vurdering. Yderlige oplysninger kan findes på etiketten på din medicin, men du bør dog altid konsultere din læge, før du træffer beslutninger relateret til din sundhed.
  4. Adgang til den nyeste hjemmearkitektur kræver en parret iPhone, der kører iOS 16, en hjemmehub (Apple TV eller HomePod) til det delte hjem samt aktivering af notifikationer i Hjem-appen.
  5. Apple Watch-dublering er tilgængelig i Apple Watch Series 6 eller nyere.  

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36