åbner i nyt vindue
iPhone-fotografer fra hele verden delte over flere uger tidligere på året deres bedste makrofotos til Shot on iPhone Macro Challenge. Ved hjælp af deres iPhone 13 Pro og iPhone 13 Pro Max har de taget billeder, hvor selv de mindste detaljer ser storslåede ud. I dag offentliggør Apple de 10 vindere, som markerer det globale og diverse fællesskab for iPhone-fotografer, med finalister fra Kina, Ungarn, Indien, Italien, Spanien, Thailand og USA. Deres fantastiske billeder vil blive vist på apple.com, på Apples Instagram (@apple) og på billboards i udvalgte byer.
iPhone 13 Pro-serien har det mest avancerede kamerasystem nogensinde i en iPhone, og for første gang kan brugere tage skarpe og strålende makrobilleder på den enhed, de har med sig overalt. Dette giver endnu flere personer adgang til en fotografisk teknik, som før kun var tilgængelig for folk med et helt specielt kamerasystem. Vinderbillederne illustrerer det smukke ved makrofotografering: muligheden for at forvandle det ordinære til det ekstraordinære og fange de små ting på en storslået måde. Blandt billederne findes der utrolige naturfotos, der ofte overses af det blotte øje, for eksempel dugdråber på et spindelvæv, snefnug i en hunds pels, en huleagtig hibiscusblomst og et jordbær opslugt af bittesmå sodavandsbobler.
Et internationalt panel bestående af eksperter – Anand Varma, Apeksha Maker, Peter McKinnon, Paddy Chao, Yik Keat Lee, Arem Duplessis, Billy Sorrentino, Della Huff, Kaiann Drance og Pamela Chen – udvalgte vinderbillederne og fortalte, hvorfor de faldt for netop disse billeder.

Shot on iPhone Macro Challenge – vinderne

Guido Cassanellis vindermakrofoto taget med iPhone 13 Pro viser farverige stykker af havglas på en italiensk strand.
“Sea Glass” af Guido Cassanelli (@laion.ph). Taget med iPhone 13 Pro Max.

“Sea Glass” af Guido Cassanelli
Buenos Aires, Argentina

Fra fotografen: “Havglas eroderes ved at rejse tusindvis af mil i havene til verdens kyster. Jeg gik en tur på stranden og nød en smuk solnedgang, da jeg bestemte mig for at samle nogle af de små stykker af havglas og forsøge mig med et makrofoto på min iPhone 13 Pro Max. Der ser ud til at foregå noget mærkeligt inde i den i midten – det ligner rav. Jeg er virkelig vild med den struktur.”
“De bedste fotografier tager dig med på en rejse. Guido Cassanellis smukke billede er æterisk, overjordisk og mystisk. Det er tydeligt, at det er taget med iPhones makrolinse, men resultatet har en uendelig vidde og skala. De psykedeliske farver er ganske enkelt pragtfulde.” – Billy Sorrentino
“Når vi bruger makrofunktionen, forstørrer vi den lille verden, og det her er et perfekt eksempel på netop dette. For at være helt ærlig så ved jeg ikke engang, hvad den her substans præcist er, men det faktum, at der er symmetri i kaosset og mange levende farver, gør det superinteressant.” – Yik Keat Lee
Marco Collettas vindermakrofoto taget med iPhone 13 Pro viser dramatiske skygger midt inde i en levende rød hibiscusblomst.
“The Cave” (hibiscus) af Marco Colletta (@marcolletta.1). Taget med iPhone 13 Pro.

“The Cave” af Marco Colletta
Taranto, Italien

Fra fotografen: “Blomsterbladenes indhyllede form, der forstærkes af intense skygger, fik mig til at tænke på en dyb hule, der bare venter på at blive udforsket. Ved at holde fokus inde i blomsten ville jeg få hibiscusblomstens naturlige ramme til at inkludere os i dens skønhed. Første gang jeg hørte om makrotilstand, troede jeg, at det var endnu en smart ny funktion, som jeg glædede mig til at prøve med min nye iPhone 13 Pro. Men da jeg begyndte at udforske de mange muligheder, blev jeg virkelig vild med det. Jeg fandt ud af, at det giver mig mulighed for at forvandle stort set alt det, jeg ser, til et abstrakt motiv, der ser anderledes ud end i virkeligheden. Denne funktion slap virkelig min fantasi løs.”
“Dette billedes varme strukturer og farver får det til at skille sig ud, og det bløde fokus i forgrunden er et fantastisk kompositorisk element, der fanger beskueren.” – Della Huff
“Det er ikke nemt at tage billeder fra siden i makro, da du bliver nødt til at overveje, om baggrunden kommer til at forstyrre billedet. Jeg kan godt lide kompositionen af dette billede, hvor knopperne er omringet af bladene, som om de bliver holdt om og kærtegnet. Lyset og skyggerne giver en følelse af fredfyldthed.” – Paddy Chao
Prajwal Chougules vindermakrofoto taget med iPhone 13 Pro viser dugdråber på et spindelvæv.
“Art in Nature” (spindelvæv) af Prajwal Chougule (@prajwal.photos). Taget med iPhone 13 Pro.

“Art in Nature” af Prajwal Chougule
Kolhapur, Maharashtra, Indien

Fra fotografen: “Jeg elsker natur og at gå tidlige morgenture med min iPhone 13 Pro. Den ‘gyldne time’ får det bedste frem i naturen og er en fryd for fotografer. Jeg fik øje på nogle dugdråber på et spindelvæv, og jeg var fascineret af den måde, den tørre edderkoppesilke formede en halskæde på, hvorpå duggen funklede som perler. Det føltes som et stykke kunst på naturens lærred.”
“Et ægte eksempel på et simpelt og grafisk, men smukt billede. Vanddråberne skaber disse pragtfulde små perler, der tager form som det snørklede spindelvæv. Ganske enkelt fantastisk.” – Arem Duplessis
“Det her billede er så perfekt, at det ligner en illustration. De nøje arrangerede dugdråber på spindelvævet er indfanget med imponerende detaljer. Det er noget, de fleste ville gå glip af omkring dem. Der er en form for harmoni i dråberne. Ved første øjekast kan motivet narre beskueren. iPhone er virkelig god til at fokusere på en så lille detalje med næsten ingen baggrund.” – Apeksha Maker
Daniel Olahs vindermakrofoto taget med  iPhone 13 Pro viser et nærbillede af en gul blomst med vanddråber på.
“A Drop of Freedom” (lilje) af Daniel Olah (@danesduet). Taget med iPhone 13 Pro Max.

“A Drop of Freedom” af Daniel Olah
Budapest, Ungarn

Fra fotografen: “Min intention var at fremhæve den lille vanddråbe i forhold til liljen. Jeg brugte et studiespotlys på liljen med en mørk baggrund. Jeg elsker blomstens form. Det nedre blad hjælper med at holde fokus på midterdelen og fremhæver ikke bare dråben, men også stænglen. Ikke desto mindre har billedet en rytme, som kompositionens eufori bygger på.” 
“Dette billede minder om et blomstermaleri lavet af en hollandsk kunstner. Baggrunden indrammer blomsten smukt og lader de prægtige røde, grønne og blå farver træde frem mod den kraftige sorte farve. Den reflekterende vanddråbe i midten kunne meget vel være en tåre, eftersom dette billede forfører beskuerens følelser.” – Arem Duplessis
“Jeg kan virkelig godt lide, hvor enkelt det her er. Vanddråben i midten er et indlysende fokuspunkt, men jeg kan virkelig godt lide, hvor skarpt plantens omrids kommer til at fremstå. Der er meget få forvrængninger og artefakter i betragtning af, at det er taget så tæt på. Den sorte baggrund giver igen en meget eksklusiv følelse af kunst, som, hvis vi skal være ærlige, folk betaler mange penge for.” – Peter McKinnon
Trevor Collins’ vindermakrofoto taget med iPhone 13 Pro viser et nærbillede af årerne på et violinfigenblad.
“Leaf Illumination” af Trevor Collins (@trevor.photos) taget med iPhone 13 Pro.

“Leaf Illumination” af Trevor Collins
Boston, USA

Fra fotografen: “Dette øjeblik opstod i den gyldne time, når solen skinner direkte ind gennem mit vindue og oplyser alle celler i hvert enkelt blad. Det afbildede blad er fra en violinfigen, der står på mit skrivebord, hvor jeg kan se den hele dagen.”
“Hvem skulle have troet, at et almindeligt blad kan være så indviklet? Det er bemærkelsesværdigt, hvordan simpel baggrundsbelysning kan afsløre denne skjulte verden af strukturer og forbindelser, der under andre omstændigheder ville være blevet overset.” – Anand Varma
“Grunden til, at jeg så godt kan lide det, er de åbenlyse lag. Den dybdeskarphed, der er blevet fanget med iPhone, viser meget tydeligt, hvad fokuspunktet er, og den er et fantastisk eksempel på, hvor god softwaren er til fuldstændig at isolere forgrunden og gøre baggrunden sløret. Et perfekt eksempel på beregningsmæssig dybdeskarphed.” – Peter McKinnon
Ashley Lees vindermakrofoto taget med iPhone 13 Pro viser et nærbillede af et jordbær omringet af bobler fra brus.
“Strawberry in Soda” af Ashley Lee (@ashley.photo). Taget med iPhone 13 Pro.

“Strawberry in Soda” af Ashley Lee
San Francisco, USA

Fra fotografen: “Det at forvandle hverdagsting til noget mere ekstraordinært er altid et sjovt påfund, der slipper min kreativitet løs. Til dette billede brugte jeg to ting, som jeg fandt i mit køleskab: et jordbær og en dåse sodavand. Jeg placerede en gennemsigtig vase på mit køkkenbord, hældte sodavanden i vasen og brugte et stykke sort papir som baggrund. Derefter smed jeg jordbærret ned i vasen med sodavand og ventede. Langsomt begyndte der at forme sig bobler på overfladen af jordbærret, og dets struktur ændrede sig fuldstændig. Jeg var forbavset over det detaljeniveau, jeg kunne fange ved at tage et makrofoto, da jeg kunne se de individuelle bobler fra sodavanden, der formede sig på jordbærrets overflade. Jeg valgte et jordbær som motiv, fordi jeg kunne lide, hvordan det røde sprang frem mod den sorte baggrund. Den stærke kontrast fokuserer din opmærksomhed på jordbærret og dets bobler og får det til at se ud, som om jordbærret flyder i rummet.”
“Dette billede tager ved første øjekast pusten fra mig. Tydeligheden i bevægelsen og jordbærrets klarhed træder så herligt frem.” – Kaiann Drance
“Fotografen fandt en kreativ måde at bruge makro på til at hylde et jordbærs indviklede struktur. Jeg elsker energien i luftboblerne, der er fanget, hvor boblerne er flest.” – Pamela Chen
Abhik Mondals vindermakrofot taget med iPhone 13 Pro viser et nærbillede af midten af en solsikke.
“Volcanic Lava” (solsikke) af Abhik Mondal (@abhik_mondal_photos). Taget med iPhone 13 Pro.

“Volcanic Lava” af Abhik Mondal
New Milford, New Jersey, USA

Fra fotografen: “Efter at jeg havde købt den nye iPhone 13 Pro i december, blev jeg betaget af dens makrofunktion og begyndte at tage billeder af forskellige motiver, herunder blomster, insekter, planter og meget mere. En dag på en almindelig aftentur gik jeg ind i en dagligvarebutik, hvor jeg så en buket blomster. Denne smukke solsikke fangede min opmærksomhed med sine snørklede detaljer, herunder tilstedeværelsen af kontrasterende farver fra midten ud mod kanten af bladene. Jeg bestemte mig med det samme for at tage buketten med hjem og tage billeder af dens skønhed.”
“Flora og blomster er fotograferingens levebrød, og Abhik Mondals solsikke er et fantastisk eksempel på, hvad iPhone kan. Bladene leder beskueren ind mod de kaleidoskopiske skivekroner og frø. Kontraster, strukturer og intelligent indramning gør dette til en vinder.” – Billy Sorrentino
“Jeg føler, at verden er min østers, når jeg kigger på dette billede. Mængden af strukturer i dette makrofoto er i sandhed betagende. Det samme gælder brugen af det gyldne snit til at indramme blomsten og få publikum til at spekulere på, hvad der gemmer sig bag rammen. Dette blomsterbillede tiltrækker mig.” – Yik Keat Lee
Tom Reeves vindermakrofoto taget med iPhone 13 Pro viser et detaljeret nærbillede af enkelte snefnug, der hviler på en hunds pels.
“Honeycomb” (snefnug på hundehår) af Tom Reeves (@tomreevesphoto). Taget med iPhone 13 Pro.

“Honeycomb” af Tom Reeves
New York City, USA

Fra fotografen: “Dette billede blev taget i udkanten af Riverside Park på Manhatten på en morgentur med vores hvalp denne vinter. Mens hun lod sig forbavse af sin første sne, kunne jeg tage et billede af midlertidige gitterværk i dette lille snefnug, da det landede på hendes mange honningfarvede krøller.”
“Dette billede er fuld af humør. Du kan praktisk talt mærke den friske vintervind, der blæste disse snefnug herhen, så de ses tydeligt i deres mest ægte og usmeltede skønhed. Fotografen var i stand til at fange en så skrøbelig detalje, der fortæller en større historie, fuld af bevægelse og liv.” – Pamela Chen
“Er det her ægte, eller er det små juveler? Snefnuggene er elegant fanget med detaljerne fra makro, og hårstråene ser ud som spundet guld.” – Kaiann Drance
Jirasak Panpiansins vindermakrofoto taget med iPhone 13 Pro viser et nærbillede af en vanddråbe på et grønt blad.
“Hidden Gem” (vanddråbe på blad) af Jirasak Panpiansin (@joez19). Taget med iPhone 13 Pro Max.

“Hidden Gem” af Jirasak Panpiansin
Chaiyaphum City, Thailand

Fra fotografen: “Denne lille, glitrende juvel gemmer sig smukt i bunden af et blad efter en tropisk storm, næsten usynlig for det menneskelige øje. Men dens rene glans skinner gennem linsen på iPhone. På tæt hold stråler den med en intens klarhed, der fanger lyset fra den fremspirende sol og forstørrer den snørklede, organiske geometri i årene under bladet. Det her er naturen indkapslet: en verden af skønhed og vidundere gjort mikroskopisk.”
“Det her er sådan et indbydende billede. Jeg elsker de bløde strukturer og dybe grønne farver, og refleksionen og fantasien i vanddråben fortryller virkelig beskueren.” – Della Huff
“Jeg elsker det varierede lys i dette billede, der belyser bladets overfladestruktur og på samme tid afslører dets indre struktur. For mig er et vellykket fotografi et, der får dit øje til at stoppe op og gå på opdagelse. Dette billede formår at gøre netop dette.” – Anand Varma
Hojisans vindermakrofoto taget med iPhone 13 Pro viser et nærbillede af en blomsts farverige blade.
“The Final Bloom” (tulipan) af Hojisan (@hojisan_ins). Taget med iPhone 13 Pro Max.

“The Final Bloom” af Hojisan
Chongqing, Kina

Fra fotografen: “Billedet blev taget, da min 3-årige søn opdagede, at vores tulipan derhjemme blomstrede. Derefter påskønnede jeg blomsten med min søn og tog min iPhone frem for at tage et billede af øjeblikket, da solen ramte blomsten, hvilket skabte den perfekte skygge på bladene. Da jeg flyttede min iPhone tættere på blomsten, slog den automatisk over på makrotilstand, og detaljerne i bladene blev for alvor vækket til live. Kort tid efter tog vinden bladene med sig. Selvom den ikke blomstrede længe, formåede jeg stadig at fange det vigtigste øjeblik i en tulipans liv, hvilket er en gave fra naturen.”
“Dette billede er intet mindre end et maleri. Det, der med det samme fanger mit øje, er iPhones store dynamiske område, der jævnt udligner det hårde og bløde lys. Der er en smuk harmoni i bladene, der gør det så abstrakt. Set på afstand ville man ikke kunne genkende motivet. Hojisan har brugt eksponeringsindstillingerne på iPhone på en barsk dag for at afbalancere baggrunden. Det, der gør billedet komplet, er bladets flertonede farver og fine linjer, der er fanget så skarpt.” – Apeksha Maker
“Den symmetriske komposition og gestalt i Hojisans billede er smukt. Det negative område er bevidst abstrakt og lige så påfaldende som de farverige strukturer og former.” – Billy Sorrentino
Det avancerede kamerasystem i iPhone 13 Pro og iPhone 13 Pro Max har de nye tele-, vidvinkel- og ultravidvinkelkameraer, der alle er drevet af den uovertrufne ydeevne i Apples A15 Bionic-chip. Det nye ultravidvinkelkamera har en meget bredere blænde på ƒ/1,8, der giver en forbedring på 92 % på steder med svagt lys, og som giver lysere og skarpere billeder. Med det nye objektivdesign, autofokusfunktionen, som er ny i ultravidvinkelkameraet på iPhone, og den avancerede software kan brugerne tage imponerende makrofotos og -videoer, der får motivet til at se større ud end i virkeligheden.
Her er nogle tips til iPhone 13 Pro- og iPhone 13 Pro Max-brugere, der har lyst til at gå ud i naturen og tage deres egne makrofotos:
  • Sørg for at komme tæt på dit motiv – du kan komme så tæt på som to centimeters afstand.
  • Placer det primære fokuspunkt nær midten af billedet, da det er her, fokus er skarpest ved makrofotografering med iPhone.
  • Hvis du ønsker, kan du trykke på et område i søgeren for at indstille et specifikt fokuspunkt.
  • Brug zoom på 0,5 x for at tage et billede med ultravidvinkel, eller fotografér ved 1 x for at komme tættere på motivet – iPhone skifter automatisk kamera, når du kommer tæt på, og indramningen på 1 x beholdes.
Besøg denne side for at læse mere om kamerafunktionerne på iPhone og få flere iPhone-fotograferingstips.
Apple Stores rundt om i verden tilbyder gratis, lærerige Today at Apple-events med det formål at inspirere folk til at løfte deres kreativitetsniveau med de produkter, de elsker.
For at fejre udfordringen vil Billy Sorrentino, Della Huff og Pamela Chen være til stede i Apple Fifth Avenue i New York City, så kunder kan tage en snak med dem om kunsten at tage makrofotos. De vil dele ud af deres teknikker til, hvordan man skaber enestående visuelle effekter med iPhone. I samtalen vil deltagere få tips til og praktisk erfaring med at tage makrofotos med iPhone 13 Pro. Kunder kan besøge apple.com/today for at tilmelde sig en lokal event.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36