åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 8. marts 2022

Apple løfter sløret for helt nye produkter:
Mac Studio og Studio Display

Mac Studio med M1 Max og den nye M1 Ultra leverer en hidtil uset ydeevne samt et bredt udvalg af tilslutningsmuligheder i et utroligt kompakt design

Studio Display er udstyret med en stor 27" 5K Retina-skærm, et avanceret kamera med I fokus-funktion og fantastisk hi-fi-lyd
Mac Studio og Studio Display er vist.
Den helt nye Mac Studio og Studio Display forvandler enhver arbejdsstation til et kreativt kraftcenter.
Cupertino, Californien Apple præsenterede i dag Mac Studio og Studio Display – en helt ny stationær Mac-computer og -skærm designet til at give brugerne alt det, de behøver for at indrette deres ultimative arbejdsstation. Mac Studio er banebrydende inden for personlige computere, bl.a. fordi den får sin power fra M1 Max og den nye M1 Ultra, som er verdens stærkeste chip til en personlig computer. Det er den første computer, der formår at levere en ydeevne som aldrig før, et bredt udvalg af tilslutningsmuligheder samt helt nye funktioner og muligheder i et utroligt kompakt design, der findes indenfor en armslængde på skrivebordet. Med Mac Studio kan brugere udrette ting, der ikke er muligt på nogen anden stationær computer, for eksempel rendering af enorme 3D-miljøer og afspilning af 18 ProRes-videostreams.1 Studio Display, som komplementerer Mac Studio til perfektion, kan også nemt tilsluttes enhver anden Mac-model. Den har en stor 27" 5K Retina-skærm, et 12 MP ultravidvinkelkamera med I fokus-funktion samt et lydsystem med seks hi-fi-højttalere og rumlig lyd. Tilsammen kan Mac Studio og Studio Display forvandle enhver arbejdsstation til et kraftcenter for kreativitet. De indgår i Apples sortiment af de stærkeste og mest effektive Mac-modeller nogensinde. Mac Studio og Studio Display kan bestilles fra i dag og vil blive leveret til kunderne fra og med fredag den 18. marts.
“Vi er vildt begejstrede over, at vi nu kan præsentere en spritny stationær Mac-computer og -skærm i form af Mac Studio og Studio Display,” udtaler Greg Joswiak, Apples Senior Vice President of Worldwide Marketing. “Mac Studio er starten på en ny æra for stationære computere med utroligt høj ydeevne med power fra M1 Max og M1 Ultra, et stort udvalg af tilslutningsmuligheder og et kompakt design, der giver brugerne alt det, de har brug for, inden for rækkevidde. Og Studio Display – med den imponerende 5K Retina-skærm såvel som den bedste kombination af kamera og lyd nogensinde i en stationær computerskærm – er i en klasse for sig.”
En kreativ fagperson bruger Mac Studio i et kontormiljø.
Mac Studio leverer en banebrydende ydeevne og et bredt udvalg af tilslutningsmuligheder, der understøtter en lang række kreative arbejdsgange.

Mac Studio

Mac Studio giver endnu flere muligheder for brugere, der ønsker at skubbe grænserne for deres kreativitet – bl.a. i kraft af den banebrydende ydeevne, et bredt udvalg af tilslutningsmuligheder til eksterne enheder og et modulsystem, der gør det nemt at indrette den perfekte arbejdsstation.

Revolutionerende design af stationær computer takket være Apples chips

Mac Studio får sin power og effektivitet fra Apples chips og er dermed en komplet nyfortolkning af, hvordan en højtydende stationær computer kan se ud. Hvert eneste element i Mac Studio er udviklet til at optimere ydeevnen fra M1 Max og M1 Ultra, hvilket resulterer i power og muligheder som aldrig før i en formfaktor, der er som skabt til at stå på et skrivebord. 
Eftersom Mac Studio er udformet af et enkelt stykke ekstruderet aluminum med en kvadratisk størrelse på kun 19,56 cm og en højde på 9,4 cm, fylder den meget lidt og kan nemt stå under de fleste skærme. Mac Studio har også et innovativt temperaturstyringssystem, som bidrager til en exceptionelt høj ydeevne. Det unikke system med dobbeltsidede blæsere, præcist placerede luftstrømskanaler og mere end 4.000 perforeringer i kabinettets bagside og bund sørger for, at luften føres gennem de indvendige komponenter og er med til at afkøle de højtydende chips. Og fordi Apples chips er så effektive, kører Mac Studio utroligt støjsvagt, selv når den udfører de mest krævende opgaver.
Mac Studio er designet med et innovativt temperaturstyringssystem og leverer en suveræn ydeevne i et kompakt design.

Banebrydende ydeevne med M1 Max og M1 Ultra

M1 Max og M1 Ultra giver power til Mac Studio, så den leverer exceptionel CPU- og GPU-ydeevne, mere samlet hukommelse end nogen anden Mac samt nye funktioner og muligheder, som ingen anden stationær computer kan præstere. Med M1 Max kan brugerne løfte deres kreative arbejdsprocesser til nye højder, og hvis de vil have endnu mere computerkraft, tilfører M1 Ultra – det næste kvantespring for Apples chips – en imponerende ydeevne i Mac Studio. M1 Ultra bygger videre på M1  Max og indeholder den helt nye UltraFusion-arkitektur, som forbinder halvlederbrikkerne i to M1 Max-chips, så der oprettes et SoC (system on a chip) bestående af 114 milliarder transistorer, hvilket er det største antal nogensinde i en chip til en personlig computer. Alt dette bidrager til en hidtil uset ydeevne og muligheder som aldrig før.

Mac Studio med power fra M1 Max giver:2

  • Op til 2,5 gange hurtigere CPU-ydeevne end den hurtigste 27" iMac med 10-core-processor.
  • Op til 50 procent hurtigere CPU-ydeevne end Mac Pro med 16-core Xeon-processor.
  • Op til 3,4 gange hurtigere grafisk ydeevne end 27" iMac og mere end 3 gange hurtigere end Mac Pro med dens mest populære grafikkort.
  • Op til 7,5 gange hurtigere end 27" iMac og op til 3,7 gange hurtigere end 16-core Mac Pro ved transkodning af video.

Mac Studio med power fra M1 Ultra giver:3

  • Op til 3,8 gange hurtigere CPU-ydeevne end den hurtigste 27" iMac med 10-core-processor.
  • Op til 90 procent hurtigere CPU-ydeevne end Mac Pro med 16-core Xeon-processor.
  • Op til 60 procent hurtigere CPU-ydeevne end 28-core Mac Pro.
  • Op til 4,5 gange hurtigere grafisk ydeevne end 27" iMac og op til til 80 procent hurtigere end det hurtigste Mac-grafikkort, der kan fås i dag.
  • Op til 12 gange hurtigere end 27" iMac og op til 5,6 gange hurtigere end 28-core Mac Pro ved transkodning af video.
Mac Studio og Studio Display er vist.
Med power fra M1 Max eller M1 Ultra leverer Mac Studio en utrolig CPU- og GPU-ydeevne og mere samlet hukommelse end nogen anden Mac.
Den ultrastærke medieprocessor betyder, at Mac Studio med M1 Ultra kan afspille 18 videostreams i 8K ProRes 422-kvalitet – det er der ingen anden computer i verden, der kan. Mac Studio sprænger også grænserne for grafikhukommelse på en stationær computer, idet den fås med op til 64 GB samlet hukommelse med M1 Max og op til 128 GB samlet hukommelse på systemer med M1 Ultra. Eftersom det stærkeste grafikkort, der kan fås i dag til arbejdsstationer, kun har 48 GB videohukommelse, gør det en kæmpe forskel at have denne enorme mængde hukommelse til rådighed, når der arbejdes på krævende opgaver. SSD'en i Mac Studio leverer desuden en ydeevne på op til 7,4 GB/s og en kapacitet på op til 8 TB, så brugerne kan opleve utroligt høj hastighed og ydeevne, når de arbejder med store projekter.4

Tilslutningsmuligheder inden for rækkevidde

Med det kompakte design er det nemt at få adgang til det brede udvalg af vigtige tilslutningsmuligheder, som Mac Studio byder på. På bagsiden af Mac Studio findes der fire Thunderbolt 4-porte til tilslutning af skærme og højtydende enheder, en 10 GB Ethernet-port, to USB-A-porte, en HDMI-port og et professionelt jackstik til lyd, så der kan tilsluttes hovedtelefoner med høj impedans eller eksterne forstærkede højttalere. Der er desuden indbygget Wi-Fi 6 og Bluetooth 5.0.
Eftersom brugere ofte kobler udstyr til og fra, f.eks. bærbare lagringsenheder, har Mac Studio også porte på forsiden, som er nemme at komme til. Der er to USB-C-porte – på M1 Max understøtter de 10 GB/s USB 3, og på M1 Ultra understøtter de 40 GB/s Thunderbolt 4. Der er også en SD-kortplads på forsiden, så man nemt kan importere billeder og videoer. Og Mac Studio understøtter adskillige skærme på én gang – op til fire Pro Display XDR-skærme samt et 4K TV – med power nok til at vise næsten 90 millioner pixels.

Studio Display

Den helt nye Studio Display komplementerer Mac Studio til perfektion, men kan også nemt tilsluttes enhver anden Mac. Den flotte 27" 5K Retina-skærm og det fænomenalt gode kamera og lydsystem giver en integreret oplevelse, som Mac-brugere er vilde med, og som placerer Studio Display i en klasse for sig.

Slankt aluminiumsdesign

Med Studio Display får man et imponerende design med skærm fra kant til kant, smal ramme og et raffineret kabinet, der gemmer på en række avancerede funktioner i en slank profil. Ved hjælp af den indbyggede fod kan brugerne ændre skærmens hældning med op til 30 grader. For at opfylde forskellige behov på forskellige arbejdsstationer fås Studio Display også med en fod med justerbar hældning og højde (tilvalg). Den danner modvægt ved hjælp af en særlig arm, der får skærmen til at føles vægtløs, når man indstiller den. Der findes også en VESA Mount Adapter (tilvalg), som giver mulighed for at vælge liggende eller stående retning og dermed endnu mere fleksibilitet.
Studio Display kan fås med en fod med justerbar hældning og højde og en særlig arm, der danner modvægt og får skærmen til at føles vægtløs.

Imponerende 27" 5K Retina-skærm

Studio Display har en 27" 5K Retina-skærm med over 14,7 millioner pixels. Med 600 nits lysstyrke, bredere farveområde (P3) og understøttelse af mere end en milliard farver vækkes billeder til live med de mest fantastiske detaljer. True Tone-teknologi justerer automatisk farvetemperaturen på skærmen i takt med ændringer i omgivelserne, så brugerne får en mere naturlig visuel oplevelse. Der er utroligt få lysrefleksioner takket være en brancheførende antirefleksbelægning, som gør det mere behageligt at se på skærmen og forbedrer læsbarheden. Og til arbejdsstationer, hvor der er sollys eller kraftigt lys fra andre lyskilder, fås Studio Display også med en innovativ type glas med nanotekstur (tilvalg). Glas med nanotekstur, som blev lanceret for første gang i Pro Display XDR, spreder lyset for at reducere genskinnet endnu mere og giver på samme tid en fremragende billedkvalitet.
27" 5K Retina-skærmen på Studio Display er vist.
En utroligt flot 27" 5K Retina-skærm understøtter mere end en milliard farver, som vækker billeder til live med de mest fantastiske detaljer.

Fænomenalt godt kamera og lydsystem

Studio Display er udstyret med en A13 Bionic-chip og giver fantastiske oplevelser via det særligt avancerede kamera og lydsystem. Skærmen er det ultimative valg til videomøder takket være det indbyggede 12 MP ultravidvinkelkamera med I fokus-funktion. Denne funktion holder automatisk brugerne midt i billedet, når de bevæger sig rundt, og gør dermed videoopkald endnu mere engagerende. 
Studio Display er med sit 12 MP ultravidvinkelkamera og I fokus-funktion på Mac den bedste skærm til videomøder.
Studio Display har også tre mikrofoner i studiekvalitet med særligt lav grundstøj, så man får krystalklare opkald og stemmeoptagelser. Den indeholder også et hi-fi-lydsystem med seks højttalere – det bedste, der nogensinde er lavet til Mac – og resultatet er en helt utrolig lytteoplevelse. Fire vibrationsdæmpende bashøjttalere minimerer forvrængningen og leverer stærk, tydelig bas, og to højtydende diskanthøjttalere gengiver nøjagtige mellemtoner og skarpe høje toner. Højttalerne understøtter også rumlig lyd til musik og video med Dolby Atmos, som skaber en oplevelse på biografniveau i virkelig høj kvalitet. Samlet set har Studio Display den bedste kombination af kamera og lydsystem, der nogensinde er set i en stationær computerskærm.
Lydsystemet med seks hi-fi-højttalere i Studio Display understøtter rumlig lyd, der tager dig med i biografen hjemme hos dig selv.

Problemfri tilslutning

Studio Display har tre USB-C-porte, som leverer hastigheder på op til 10 GB/s, så hurtige eksterne enheder, lagringsenheder og netværksudstyr kan tilsluttes direkte til skærmen. En Thunderbolt-port gør det muligt for brugere at forbinde Studio Display og alle tilsluttede eksterne enheder til deres Mac ved hjælp af et enkelt kabel. Samme kabel tilfører også 96 W til en bærbar Mac-computer. Det betyder, at Studio Display også kan bruges til hurtig opladning af en 14" MacBook Pro. Derudover er det muligt at tilslutte op til tre Studio Display-skærme til en MacBook Pro for at få en helt fantastisk arbejdsstation til redigering eller animation.
For at matche det flotte Studio Display-design er det nu muligt at vælge en ny finish i sølvfarvet og sort på Magic Keyboard med Touch ID, Magic Trackpad og Magic Mouse, som kunderne kan købe separat.
Den nye finish i sølvfarvet og sort på Magic Keyboard, Magic Trackpad og Magic Mouse er vist.
Magic Keyboard med Touch ID, Magic Trackpad og Magic Mouse kan nu fås med en finish i sølvfarvet og sort, der komplementerer det flotte Studio Display-design.

Den ultimative arbejdsstation

Mac Studio og Studio Display giver kreative professionelle den nødvendige fleksibilitet til at indrette den arbejdsstation, de drømmer om, og løfte deres kreativitet til nye højder. 
  • Musikere og producere kan arbejde på de mest indviklede kompositioner med hundredvis af spor, plug-ins og virtuelle instrumenter, som alt sammen afspilles i realtid.
  • 3D-kunstnere kan arbejde med mere avanceret geometri, redigere enorme miljøer, som det tidligere var umuligt at rendere, og køre komplekse partikelsimuleringer på en brøkdel af den tid, det ellers ville tage.
  • App-udviklere kan bygge nye versioner af kode med utroligt høj hastighed og afvikle flere automatiserede integrationer og tests end nogensinde.
  • Fotografer kan sortere tusindvis af billeder både hurtigt og præcist, sammensætte enorme billeder med hundredvis af lag og eksportere færdige billeder til publicering på et øjeblik.
  • Videografer kan redigere projekter med indhold fra flere kameraer og flere 8K-videostreams end nogensinde før, de kan tilføje flere farvekorrektioner til projekter, uden at det gør afspilningen mindre jævn, og de kan kode video til endelig levering hurtigere end nogensinde.
En kreativ fagperson arbejder med Mac Studio og Studio Display i et kontormiljø.
Mac Studio og Studio Display gør kreative brugere i stand til at indrette den arbejdsstation, de drømmer om.

macOS Monterey

Drivkraften bag Mac Studio og Studio Display er macOS Monterey, den nyeste version af verdens mest avancerede styresystem til stationære computere. Med kombinationen af macOS Monterey og de kraftfulde nye chips, M1 Ultra og M1 Max, får brugerne banebrydende ydeevne, sikkerhed og produktivitet. FaceTime omfatter lyd- og videofunktioner, som får opkald til at virke mere naturtro og levende, og ved hjælp af SharePlay kan Mac-brugere få fælles oplevelser via FaceTime. Livetekst og Visuel søgning er intelligente funktioner, som fremhæver nyttige oplysninger. Safari tilbyder effektive metoder til at holde styr på faner med Fanegrupper, og Genveje gør tingene nemmere med automatisering på Mac. Kontinuitetsværktøjer som AirPlay til Mac sikrer, at Apple-enheder arbejder endnu bedre sammen, og når macOS Monterey 12.3 og iPadOS 15.4 udgives i næste uge, vil Universel betjening gøre det nemt for brugerne at arbejde problemfrit på tværs af Mac og iPad, så de kan opnå uovertruffen produktivitet.5
Mac Studio er vist med en række åbne vinduer.
Mac Studio med power fra macOS Monterey tilbyder funktioner, der hjælper brugerne med at udrette mere samt at holde kontakten med venner og familie på nye måder.

Mac Studio, Studio Display og miljøet

Mac Studio og Studio Display er designet med henblik på at påvirke miljøet så lidt som muligt. Mac Studio bruger langt mindre energi end konkurrenternes enheder til at levere sin exceptionelle ydeevne. F.eks. vil Mac Studio i løbet af et år have et energiforbrug, der er op til 1.000 kilowatttimer mindre end en avanceret stationær PC.6 I både Mac Studio og Studio Display bruges der 100 procent genanvendte sjældne jordarter i alle magneter og genanvendt tin i hovedbundkortets lodning samt genanvendt aluminium og plast i forskellige komponenter. Begge produkter opfylder også Apples høje standarder for energieffektivitet, og de er desuden fri for adskillige skadelige stoffer og bruger træfibre i emballagen, som kommer fra genanvendte kilder eller bæredygtigt skovbrug.
Apples globale drift er i dag CO2-neutral, og målsætningen er, at hele virksomheden skal være klimaneutral inden 2030, hvilket omfatter forsyningskæderne til produktion og alle produktlivscyklusser. Det betyder, at alle solgte Apple-enheder vil være 100 procent CO2-neutrale – hele vejen fra fremstilling af komponenter, samling og transport til kundernes brug, opladning, genbrug og materialegenvinding.
Priser og tilgængelighed
  • Den nye Mac Studio og Studio Display kan bestilles fra og med i dag på apple.com/dk/store og i Apple Store-appen. Kunderne vil begynde at modtage dem fra og med fredag den 18. marts, og fra denne dato vil de også kunne fås i udvalgte Apple Stores og hos udvalgte autoriserede Apple-forhandlere. 
  • Mac Studio fås fra 17.999 kroner. Andre konfigurationsmuligheder er tilgængelige på apple.com/mac.
  • Studio Display fås fra 13.999 kroner. Yderligere tekniske specifikationer, herunder glas med nanotekstur og de forskellige fødder (tilvalg), findes på apple.com/dk/store.
  • Magic Keyboard med Touch ID og numerisk tastatur (1.699 kroner), Magic Trackpad (1.269 kroner) og Magic Mouse (849 kroner) med den nye finish i sølvfarvet og sort kan fås på apple.com/dk/store.
  • Med Apple Trade In kan kunderne bytte deres gamle computer og få et tilskud til en ny Mac Studio. Kunder kan besøge apple.com/dk/shop/trade-in for at finde ud af, hvad deres enhed er værd.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

  1. Test udført af Apple i februar 2022 med testmodeller af Mac Studio-systemer med Apple M1 Ultra, 20-core CPU og 64-core GPU samt 128 GB RAM og konfigureret med 8 TB SSD. Testet med betaversion af Final Cut Pro 10.6.2 ved hjælp af et billede i billede-projekt på ét minut med 18 Apple ProRes 422-videostreams med en opløsning på 8192 x 4320 og 30 billeder pr. sekund og et billede i billede-projekt på ét minut med ni Apple ProRes 422-videostreams med en opløsning på 8192 x 4320 og 30 billeder pr. sekund. Test af ydeevne udføres med specielle computersystemer og repræsenterer den omtrentlige ydeevne i Mac Studio.
  2. Resultaterne er sammenlignet med 3,6 GHz 10-core Intel Core i9-baserede 27" iMac-systemer med Radeon Pro 5700 XT-grafikprocessor med 16 GB GDDR6, 128 GB RAM og 8 TB SSD samt med 3,2 GHz 16-core Intel Xeon W-baserede Mac Pro-systemer med 192 GB RAM og AMD Radeon Pro W5700X-grafikprocessor med 16 GB GDDR6, konfigureret med Afterburner og 4 TB SSD.
  3. Resultaterne er sammenlignet med 3,6 GHz 10-core Intel Core i9-baserede 27" iMac-systemer med Radeon Pro 5700 XT-grafikprocessor med 16 GB GDDR6, 128 GB RAM og 8 TB SSD, med 3,2 GHz 16-core Intel Xeon W-baserede Mac Pro-systemer med 192 GB RAM, AMD Radeon Pro W5700X-grafikprocessor med 16 GB GDDR6, konfigureret med Afterburner og 4 TB SSD samt med 2,5 GHz 28-core Intel Xeon W-baserede Mac Pro-systemer med 384 GB RAM og AMD Radeon Pro W6900X-grafikprocessor med 32 GB GDDR6, konfigureret med Afterburner og 4 TB SSD.5.
  4. Test udført af Apple i februar 2022 med testmodeller af Mac Studio-systemer med Apple M1 Max, 10-core CPU, 64 GB RAM og 8 TB SSD. Testen blev udført med FIO 3.27, 1024 KB anmodningsstørrelse, 150 GB testfil og IO-dybde=8. Test af ydeevne udføres med specielle computersystemer og repræsenterer den omtrentlige ydeevne i Mac Studio.
  5. Universel betjening vil i første omgang blive lanceret som en offentlig betaversion.
  6. Test udført af Apple i februar 2022 med testmodeller af Mac Studio-systemer med Apple M1 Ultra med 20-core CPU og 64-core GPU. Strømforbruget blev målt under udførelse af repræsentative opgaver i en kommerciel app. Data for avanceret PC kommer fra test af Alienware Aurora R13 med Core i9-12900KF og GeForce RTX 3090. Test af ydeevne udføres med specielle computersystemer og repræsenterer den omtrentlige ydeevne i Mac Studio.

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36