åbner i nyt vindue
UPDATE 2. december 2021

App Store Awards hylder de bedste apps og spil fra 2021

App Store-prisen.
App Store Awards hylder de bedste apps og spil ved udgangen af hvert år.
I dag afslørede Apple vinderne af App Store Awards 2021, som anerkender de 15 bedste apps og spil, der har hjulpet brugerne med at dyrke deres personlige interesser, opdage nye kreative muligheder, få forbindelse til nye mennesker og oplevelser og ganske enkelt have det sjovt. Årets vindere omfatter udviklere fra hele verden, hvis apps og spil er blevet udvalgt af Apples globale App Store-redaktørteam for deres exceptionelle kvalitet, innovative teknologi, kreative design og positive kulturelle indflydelse.
“Udviklerne, der står som vindere af App Store Awards 2021, har udnyttet deres drivkraft og vision til at levere årets bedste apps og spil, som har sat gang i kreativiteten og passionen hos millioner af brugere rundt om i verden,” sagde Tim Cook, Apples CEO. “Disse udviklere er alt fra selvlærte indie-kodere til inspirerende ledere, der bygger globale virksomheder. De har skilt sig ud og været innovative med Apple-teknologi, og mange af dem har bidraget til at fremme den dybe fællesskabsfølelse, som vi havde brug for i år.”
Årets bedste apps og spil har budt på ekstraordinære oplevelser på tværs af Apple-enheder. Ti år efter debuten i App Store formår Toca Life World på mesterlig vis stadigvæk at få børn til at lege og udfolde sig. Udviklerne bag DAZN hjalp den lokale sportskultur ind i det globale rampelys til glæde for alle, mens Carrot Weather gav brugerne mulighed for at se markedets bedste vejrudsigter – og de sjove figurer bag – direkte på håndleddet. LumaFusion gjorde videoredigering hurtigere og til en mindre skræmmende og mere bærbar oplevelse for brugerne uanset deres niveau, og Craft åbnede op for effektivitet og kreativitet i en notesblok med tilsyneladende ubegrænsede muligheder. Den utrollige grafik og de spændende handlinger i “League of Legends: Wild Rift”, “MARVEL Future Revolution”, “Myst”, “Space Marshals 3” og Apple Arcades “Fantasian” gav spillere i alle aldre medrivende spiloplevelser.

Vinderne af App Store Awards 2021

Apps

Årets iPhone-app: Toca Life World, fra Toca Boca.
En scene fra appen Toca Life World til børn, udviklet af Toca Boca.
Årets iPad-app: LumaFusion, fra LumaTouch.
Brugerfladen til LumaFusion, udviklet af LumaTouch.
Årets Mac-app: Craft, fra Luki Labs Limited.
Craft, udviklet af Luke Labs Limited.
Årets Apple TV-app DAZN, fra DAZN Group.
Sportsprogrammet de næste dage i DAZN, udviklet af DAZN Group.
Årets Apple Watch-app: Carrot Weather, fra Grailr.
En varsling fra Carrot Weather-appen på Apple Watch, udviklet af Grailr.

Spil

Årets iPhone-spil: “League of Legends: Wild Rift”, fra Riot Games.
En scene fra “League of Legends: Wild Rift”, fra Riot Games.
Årets iPad-spil: “MARVEL Future Revolution”, fra Netmarble Corporation.
En scene fra “MARVEL Future Revolution”, fra Netmarble Corporation.
Årets Mac-spil: “Myst”, fra Cyan.
En scene fra “Myst”, fra Cyan.
Årets Apple TV-spil: “Space Marshals 3”, fra Pixelbite.
En scene fra “Space Marshals 3”, fra Pixelbite.
Årets Apple Arcade-spil: “Fantasian”, fra Mistwalker.
En scene fra “Fantasian”, fra Mistwalker.

Årets trend: Connection

Ud over at anerkende de bedste apps og spil på Apple-enheder peger Apples globale App Store-redaktører også på årets trend. Målet er at identificere en udvikling, der har haft varig virkning på folks liv, og at anerkende de fremtrædende apps og spil, som har været en del af den udvikling. Den største trend i 2021 er “Connection”. Vinderne af årets trend formåede at samle folk på en betydningsfuld måde – og samtidig opfylde sociale, personlige og professionelle behov blandt brugerne verden over.
“Among Us!”, fra Innersloth
Med en blanding af samarbejde og konkurrence har “Among Us! opdyrket et sammenhold gennem letspiselige “matches”, der opfordrer brugerne til at tale – og lytte – til hinanden via venskabeligt drilleri, bluf og teamwork.
En scene fra “Among Us!”, fra Innersloth.
Bumble, fra Bumble Inc.
Bumble tog bestik af situationen og tilføjede og forbedrede funktioner, der er designet til at bygge bro mellem brugere, som håber på at date, opbygge platoniske venskaber eller udvide deres professionelle netværk – og appen fremmer samtaler styret af kvinder.
Bumble, fra Bumble Inc.
Canva, fra Canva
Ved hjælp af supersimple designværktøjer og flotte skabeloner hjælper Canva brugerne med at finde deres indre iværksætter frem – alt fra professionelle, studerende, jobsøgende og ledende skikkelser i lokalsamfundet til ethvert team kan nemt designe i appen.
Canva, fra Canva.
EatOkra, fra Anthony Edwards Jr. og Janique Edwards
EatOkra har udarbejdet en solid, brugerdrevet guide til mere end 11.000 spisesteder med sorte ejere, så brugerne kan tage et bevidst valg om, hvor i lokamsamfundet de vil lægge deres penge – og samtidig få gode smagsoplevelser.
EatOkra, fra Anthony Edwards Jr. og Janique Edwards.
Peanut, fra Peanut App Limited
Gennem podcasts, hvor eksperter taler om alt fra graviditet og overgangsalder til forhold og egenomsorg, har Peanut skabt et fristed for ærlige samtaler om alle aspekter af at være kvinde i alle livets faser. 
Peanut, fra Peanut App Limited.
I over et årti har Apple hyldet de bedste apps og spil ved udgangen af hvert år. For at anerkende effekten fra de vindende udviklerteams startede Apples designere sidste år en tradition med at uddele fysiske App Store-priser til de enkelte vindere for deres omhyggelige håndværk. Priserne er inspireret af det ikoniske blå App Store-symbol og er lavet af 100 procent genanvendt aluminium – den samme type, der bruges i Apples produkter. Priserne er præget med App Store-logoet, og vinderens navn er graveret på bagsiden.
Du kan få mere at vide om de apps og spil, der blev fremhævet ved dette års App Store Awards, i App Store. I tillæg til App Store-redaktionens udvalgte vindere kan du også se lister over årets mest populære apps og spil samt lister med det bedste fra Apple Arcade.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36