UPDATE
25. oktober 2021
macOS Monterey er nu tilgængeligt
macOS Monterey leverer revolutionerende nye funktioner, som hjælper brugerne med at holde kontakten på nye måder, udrette mere og arbejde problemfrit på tværs af deres Apple-enheder. FaceTime byder på nye lyd- og videofunktioner, som gør samtalerne mere naturlige og virkelighedstro, og nye Kontinuitet-værktøjer som AirPlay til Mac gør, at Apple-enheder arbejder endnu bedre sammen. Livetekst og Visuel søgning tilfører nye intelligente funktioner til at finde nyttige oplysninger, Fanegrupper i Safari sørger for smart organisering af faner, og Genveje muliggør nem automatisering på Mac. SharePlay, som kommer senere på efteråret, vil give Mac-brugere mulighed for at dele oplevelser via FaceTime, og Universel betjening vil gøre det nemt for brugerne at arbejde på tværs af Mac og iPad uden problemer. macOS Monterey fås fra i dag som en gratis softwareopdatering på Mac-computere med Apple Silicon og på Intel-baserede Mac-computere.1
Hold kontakten på nye måder med FaceTime
FaceTime-opkald lyder mere naturlige og virkelighedstro, og SharePlay giver brugerne en ny måde at holde kontakten på og hygge sig med venner og familie. Med rumlig lyd lyder stemmer under et FaceTime-opkald, som om de kommer fra det sted på skærmen, hvor personen er placeret. To nye mikrofontilstande giver brugerne mere kontrol over, hvordan deres stemme lyder: Stemmeisolering blokerer baggrundsstøj for at sikre, at brugerens stemme er krystalklar, og Bredt spektrum gør, at alle lyde går igennem, så deltagerne kan høre alt. Portræt-funktion, en ny funktion i FaceTime, som også er tilgængelig i apps som Webex og Zoom, bruger Neural Engine i M1-chippen til at holde fokus på brugeren, imens baggrunden sløres,2 og en ny netoversigt viser deltagerne i et FaceTime-gruppeopkald i lige store felter.
SharePlay er en stærk samling af funktioner, der giver brugerne mulighed for at dele oplevelser under et FaceTime-opkald. Brugerne kan opleve deres yndlingsmusik, -serier og -film – og meget andet – sammen med venner og familie i realtid, og med de delte kontrolfunktioner kan alle i en SharePlay-session trykke på play og pause eller spole frem. De kan også dele hele deres skærm eller nøjes med en specifik app, så det bliver nemt at samarbejde med venner eller kollegaer under et opkald. SharePlay fungerer med apps som Apple Music og Apple TV+ samt populære tjenester fra tredjeparter.
Arbejd på tværs af Apple-enheder med Universel betjening og AirPlay til Mac
Med Universel betjening har brugerne mulighed for at arbejde med én mus og ét tastatur og bevæge sig problemfrit mellem Mac og iPad. Brugerne kan placere enhederne ved siden af hinanden og øjeblikkeligt flytte cursoren fra en enhed til den anden uden videre indstilling. De kan bruge deres Mac-tastatur til at skrive tekst på enhver enhed eller nemt trække og anbringe indhold frem og tilbage mellem enhederne. Brugerne kan endda tegne med Apple Pencil på iPad og placere deres illustrationer direkte i apps på deres Mac, så de kan udnytte de effektive funktioner på alle deres enheder samtidig. Med AirPlay til Mac er det nemt at afspille, præsentere og dele stort set alt fra iPhone og iPad direkte til en Mac. Brug AirPlay til at dele de nyeste film og spil, billeder og præsentationer direkte til den imponerende Retina-skærm på Mac eller til at afspille musik på tværs af lokalet til hi-fi-lydsystemet i din Mac.
Livetekst og Visuel søgning
Livetekst registrerer tekst i billeder, herunder telefonnumre, websites, adresser og meget andet, så brugerne kan kopiere og indsætte, foretage et telefonopkald, åbne et website og nemt finde flere oplysninger. Visuel søgning hjælper brugerne med at finde og få mere at vide om dyr, kunstværker, seværdigheder, planter og meget andet på billeder. Både Livetekst og Visuel søgning fungerer på tværs af macOS og udnytter effektiv maskinlæring på enheden, så brugernes data forbliver private.
Fokus hjælper brugerne med at koncentrere sig og reducerer forstyrrelser
Fokus filtrerer notifikationer fra apps og personer baseret på, hvad brugeren vil fokusere på i situationen. Når en bruger anvender Fokus på sin Mac, indstilles det automatisk på deres andre enheder. Når Fokus er i brug, vises en status automatisk i Beskeder og understøttede kommunikationsapps, som f.eks. Slack, så andre ved, at de ikke skal forstyrre, når brugerne er ved at færdiggøre et projekt eller er på ferie.
Flere måder at organisere og samarbejde på med Noter
Med Noter i Monterey har brugerne adgang til nye måder at samarbejde, organisere og oprette noter på hvor som helst. Hurtignote giver brugerne mulighed for hurtigt at skrive noter i enhver app, der er åben, så det er nemt at nedfælde tanker og idéer når som helst. Brugerne kan også tilføje links fra apps til en hurtignote – perfekt til når de skal huske et website i Safari eller hurtigt finde en placering i Kort. Med nye samarbejdsværktøjer kan brugerne tilføje omtaler og se opdateringer i en delt note med den nye aktivitetsoversigt. I Monterey er det nemt at organisere med tags – en hurtigere metode til at kategorisere noter og gøre dem nemme at finde med den nye oversigt over tags.
Forbedret faneoplevelse i Safari
Safari giver brugerne mere kontrol over, hvordan de browser på nettet, bl.a. med en ny Fanegrupper-funktion, som giver dem mulighed for nemt at gemme og organisere faner – perfekt til at planlægge rejser, lave research til projekter og gemme de faner, som brugerne ofte besøger. Fanegrupper synkroniseres på tværs af Mac, iPhone og iPad, så brugerne kan fortsætte deres projekter hvor som helst og nemt dele faner med venner og familie. Safari tilbyder nye måder at opleve nettet på, som f.eks. et nyt valgfrit kompakt fanelinjedesign, der giver brugerne mere plads til at browse, og integration af Delt med dig, så brugerne nemt kan få adgang til links, de får tilsendt i Beskeder. Understøttelse af Hurtignote gør det desuden nemt at holde styr på oplysninger fra websites. Safari giver også brugerne flere muligheder for at beskytte deres anonymitet. Intelligent blokering af sporing forhindrer nu trackere i at lave profilering af brugerne ved hjælp af deres IP-adresser.
Genveje sørger for nem automatisering på Mac
Genveje på Mac hjælper brugerne med at maksimere deres produktivitet med de apps, de bruger mest. Takket være et stort udvalg af foruddefinerede genveje kan brugerne nemt automatisere hverdagsopgaver direkte fra deres Mac. De kan for eksempel indstille deres mest brugte apps, så de åbnes øjeblikkeligt, så arbejdsdagen kommer hurtigt i gang, eller de kan tilføje en påmindelse til indkøbslisten, som de skal bruge i supermarkedet senere på dagen. Og Genveje-værktøjet giver brugerne mulighed for at tilpasse genveje, så de passer til deres workflows. Genveje er integreret i hele macOS og findes f.eks. på menulinjen, i Finder, Spotlight og Siri, hvilket gør det nemt at bruge genveje når som helst. Brugere kan også importere eksisterende arbejdsgange fra Automator til Genveje og komme i gang med det samme.
Yderligere funktioner
- Delt med dig gør det nemt at se indhold, der deles via Beskeder, direkte i Fotos, Safari, Apple Podcasts, Apple News og Apple TV-appen. Brugerne kan nemt finde delt indhold, se, hvem der har anbefalet det, og skrive et integreret svar i den oprindelige tråd, hvor det blev delt.
- Kort giver en helt ny medrivende oplevelse med enestående detaljer om veje, byområder, træer, bygninger og meget andet, og det bliver alt sammen levende direkte på den strålende Mac-skærm.3
- iCloud+ kombinerer alt det, brugerne elsker ved iCloud, med nye funktioner af den bedste skuffe, herunder Skjul min e-mailadresse, udvidet understøttelse af Sikker HomeKit-video og den nye innovative anonymitetstjeneste på internettet, iCloud Private Relay, uden at det koster ekstra. Alle abonnementer på iCloud+ kan deles med personer i den samme gruppe med Familiedeling, så alle kan få glæde af de nye funktioner, lagerpladsen og den forbedrede oplevelse, der følger med tjenesten. Nuværende iCloud-abonnenter vil automatisk blive opgraderet til iCloud+, uden at det koster ekstra.4
- Rumlig lyd fås nu på Mac-computere med M1-chip. Det giver en biograflignende oplevelse med AirPods (3. generation), AirPods Pro og AirPods Max. Og med dynamisk registrering af hovedbevægelser fokuserer lyden på din Mac, selvom du bevæger hovedet.
- Beskyttelse af anonymitet i Mail forhindrer afsendere i at se, om en mail er blevet åbnet eller ej, og skjuler IP-adresser, så afsenderne ikke kan se brugernes lokalitet eller bruge den til at opbygge en profil på dem.
- Nye tilgængelighedsfunktioner giver alle mulighed for at tilføje alternative billedbeskrivelser direkte fra Markering, og forbedret Fuld tastaturadgang og nye muligheder for tilpasning af cursoren giver større fleksibilitet, når du navigerer på Mac.
Tilgængelighed
macOS Monterey fås fra i dag som en gratis softwareopdatering. Du kan finde flere oplysninger om bl.a. kompatible Mac-modeller på apple.com/dk/macos/monterey.
Del artikel
Media
-
Tekst i denne artikel
-
Billeder i denne artikel
- Læs om kompatibilitet med macOS Monterey på apple.com/dk/macos/monterey.
- Portræt-funktion kræver en Mac med Apple Silicon.
- Det forbedrede kort er tilgængeligt i Los Angeles, New York og San Francisco, og flere steder er på vej. Nogle funktioner kræver en Mac med Apple Silicon.
- Abonnementer på iCloud+: 50 GB med ét kamera til Sikker HomeKit-video (7 kroner/måned), 200 GB med op til fem kameraer til Sikker HomeKit-video (25 kroner/måned) og 2 TB med et ubegrænset antal kameraer til Sikker HomeKit-video (69 kroner/måned). Sikker HomeKit-video kræver et understøttet iCloud-abonnement, et kompatibelt HomeKit-aktiveret sikkerhedskamera og HomePod, Apple TV eller iPad, der er indstillet som hjemmehub. Privat datatrafik med iCloud vil i første omgang blive lanceret som en offentlig betaversion.