PRESSEMEDDELELSER
18. oktober 2021
Final Cut Pro og Logic Pro opdateres med effektive nye funktioner og en ydeevne uden lige på den helt nye MacBook Pro med M1 Pro og M1 Max
Final Cut Pro byder på en imponerende opgradering af ydeevnen til 8K-video, og Logic Pro får et komplet sæt værktøjer til at lave musik med rumlig lyd
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple opdaterede i dag Final Cut Pro og Logic Pro med effektive nye værktøjer til kreative professionelle brugere samt optimeringer, som udnytter al den power og ydeevne, som M1 Pro- og M1 Max-chipsene i den helt nye MacBook Pro har at byde på. Professionelle videoklippere, der bruger Final Cut Pro på den nye MacBook Pro, kan udføre opgaver, som tidligere ikke har været mulige på en Mac – eller på nogen anden bærbar computer – som f.eks. at afspille syv 8K ProRes-streams eller anvende colorgrading i 8K HDR-video på den nye Liquid Retina XDR-skærm. Final Cut Pro introducerer også et nyt værktøj, Object Tracker, som bruger maskinlæring på Mac til automatisk at registrere ansigter og objekter og gengive deres bevægelser for at skabe imponerende titler og effekter i biografkvalitet. Logic Pro, Apples software til professionel musikskabelse, leveres nu med et komplet sæt værktøjer til at skabe musk med rumlig lyd, så alle kan mikse og eksportere deres sange i Dolby Atmos til Apple Music. Og musikere kan bruge op til tre gange så mange plug-ins til optagelser på den helt nye MacBook Pro med M1 Max. Final Cut Pro og Logic Pro er Universal-apps, som bygger på den banebrydende ydeevne og de professionelle egenskaber i macOS Monterey, og begge er tilgængelige fra og med i dag i Mac App Store.
“Verdens mest kreative professionelle bruger Final Cut Pro, Logic Pro og Mac til at lave de mindeværdige film, serier, onlinevideoer, sange og soundtracks, som vi alle elsker,” udtaler Bob Borchers, Apples Vice President for Worldwide Product Marketing. “Takket være kombinationen af effektive nye funktioner i Final Cut Pro og Logic Pro samt den hidtil usete ydeevne fra MacBook Pro med de helt nye chips M1 Pro og M1 Max kan professionelle skabere af indhold nu være kreative på et helt nyt niveau.”
Final Cut Pro 10.6
Final Cut Pro har effektive nye funktioner, som gør det muligt for klippere at skabe smuk animeret grafik og redigere videoer, der er optaget med Filmisk funktion på iPhone 13 og iPhone 13 Pro. Appen udnytter også de enorme forbedringer af ydeevnen, som M1 Pro og M1 Max muliggør i den helt nye MacBook Pro. Videoklippere kan nu afspille syv 8K ProRes-streams i fuld opløsning – over 230 millioner pixels – og eksportere ProRes-video mere end fem gange hurtigere end før. Dagens opdatering introducerer også et nyt værktøj, Object Tracker, der gør det nemt for videoklippere hurtigt at skabe iøjnefaldende animeret grafik, som følger ansigters eller objekters bevægelser i en video. Objektregistreringsanalysen udføres op til fem gange hurtigere på den nye 16" MacBook Pro og udnytter maskinlæringsfunktionerne i Neural Engine i Apples specialudviklede chips til at spore ansigter og objekter hurtigere i videoer.
Videoer, der er optaget med Filmisk funktion på de nye iPhone 13-modeller, kan nemt redigeres med Final Cut Pro og Motion, og videoklippere kan justere dybdeskarpheden i alle optagelser og senere ændre den ved hjælp af nøglebilleder. Videoklippere kan nemt tilføje eller slette fokuspunkter ved at klikke på et ansigt eller et objekt i billedet – uden at skulle optage scenen igen.
Final Cut Pros ledsagerapps Motion og Compressor blev også opdateret i dag. Med Motion på den nye MacBook Pro renderes et komplekst projekt op til dobbelt så hurtigt, og to 8K-videostreams kan afspilles med en billedfrekvens, der er fem gange hurtigere end tidligere. Grafiske designere kan nu kombinere registrering af objekter med masker, figurer, 3D-objekter, adfærd og filtre for at skabe imponerende visuelle effekter. Og et nyt neonfilter tilføjer et iøjnefaldende skær til billeder, figurer, tekst og meget andet.
På den nye MacBook Pro kan Compressor foretage transkodning af HEVC-video op til dobbelt så hurtigt og ProRes-video op til 10 gange hurtigere end tidligere. Compressor kan for første gang også transkode Canon Cinema RAW Light-videofiler til andre professionelle formater som ProRes og H.264, og med Watch Folders-funktionen er det nemt at kode indhold helt automatisk – du lægger bare indholdet i en udvalgt mappe i filsystemet.
Logic Pro 10.7
Rumlig lyd er næste generations lyd med revolutionerende lydoplevelser og ægte flerdimensionel lyd og klarhed. Med sit komplette sæt værktøjer til miksning og rendering gør Logic Pro det nu muligt for enhver at indspille sange som Dolby Atmos-musikfiler, der er kompatible med Apple Music. Musikere, producere og lydteknikere kan udvide deres stereoprojekter til surroundsound-kanaler, der understøttes af Dolby Atmos, ved hjælp af nye betjeningsfunktioner til lydmiksning og panorering. 13 forskellige plug-ins i Logic Pro, herunder Space Designer, Limiter, Loudness Meter og Tremolo, er også blevet opdateret for at udnytte denne nye, kreative funktion. Når sangene er blevet offentliggjort på Apple Music, kan lytterne få en medrivende lydoplevelse på enheder, der understøtter rumlig lyd. Med den nye MacBook Pro får musikere en ydeevne i arbejdsstationsklassen, så de kan mikse enorme filer med rumlig lyd, hurtigt indlæse store biblioteker med lydklip og bruge op til tre gange flere plug-ins under optagelser.
Logic Pro fås nu med alle de nye producerpakker,1 som blev introduceret med GarageBand i sommer. Musikere kan bruge beats, loops og lydklip fra nogle af tidens største hitmagere, herunder Boys Noize, Mark Lettieri, Mark Ronson, Oak Felder, Soulection, Take A Daytrip, Tom Misch og TRAKGIRL. Logic-brugere har nu adgang til 2.800 nye loops, 50 nye sæt og 120 nye lydelementer, som de kan bruge i deres egne sange – helt gratis. Opdateringen indeholder også det originale multitrack-projekt til hitsangen “Montero (Call Me by Your Name)” af Lil Nas X, inklusive et Dolby Atmos-miks af sangen med rumlig lyd.
Priser og tilgængelighed
- Final Cut Pro 10.6 er tilgængelig i Mac App Store fra og med i dag som en gratis softwareopdatering for eksisterende brugere og til 2.499 kroner for nye brugere.
- Motion 5.6 og Compressor 4.6 er også tilgængelige i Mac App Store fra og med i dag som gratis softwareopdateringer for eksisterende brugere og til 449 kroner per app for nye brugere.
- Logic Pro 10.7 er også tilgængelig i Mac App Store fra og med i dag som en gratis softwareopdatering for alle eksisterende brugere og til 1.699 kroner for nye brugere.
- Mac-brugere kan tilmelde sig en gratis prøveperiode på Final Cut Pro og en gratis prøveperiode på Logic Pro. Du kan finde flere oplysninger på apple.com/final-cut-pro og apple.com/logic-pro.
Del artikel
Media
-
Tekst i denne artikel
-
Billeder i denne artikel
- “Watch the Sound with Mark Ronson” og Apple TV+ er muligvis ikke tilgængelige i alle områder.