PRESSEMEDDELELSER
1. september 2021
Den japanske konkurrencekommission lukker App Store-efterforskning
Apple giver udviklere af “læse”-apps i hele verden mulighed for at linke til et eksternt website, hvor brugere kan opsætte eller administrere en konto, fra starten af næste år
CUPERTINO, CALIFORNIEN I dag annoncerede Apple en kommende opdatering af App Store, som får den japanske konkurrencekommission (JFTC) til at lukke sin efterforskning. Opdateringen giver udviklere af “læse”-apps mulighed for at inkludere et link i appen til deres website, hvor brugere kan opsætte eller administrere en konto. Selvom aftalen blev indgået med JFTC, indfører Apple denne ændring på verdensplan til alle læseapps i App Store. Læseapps indeholder tidligere købt indhold eller indholdsabonnementer med digitale magasiner, aviser, bøger, lyd, musik og video.
For at sikre en nem og problemfri brugeroplevelse kræves det ifølge retningslinjerne for App Store, at udviklere sælger digitale tjenester og abonnementer via Apples betalingssystem i appen. Da udviklere af læseapps ikke tilbyder køb af digitale varer og tjenester i appen, aftalte Apple med JFTC, at udviklere af disse apps skal have mulighed for at dele et enkelt link til deres website for at hjælpe brugere med at opsætte og administrere deres konto.
Inden ændringen træder i kraft i starten af 2022, opdaterer Apple sine retningslinjer og sin kontrolproces for at sikre, at brugere af læseapps fortsat får en sikker oplevelse i App Store. Selvom køb, der foretages via App Store-handelssystemet i selve appen, fortsat vil være de sikreste og mest pålidelige betalingsmetoder for brugere, vil Apple også hjælpe udviklere af læseapps med at beskytte brugere, når de linker dem til et eksternt website for at foretage køb.
“Det er altafgørende for os, at der er tillid til App Store. Vores fokus i forbindelse med App Store er altid at skabe en sikker oplevelse for brugerne, samtidig med at vi hjælper dem med at finde og bruge fantastiske apps på de enheder, de holder af,” udtaler Phil Schiller, Apple Fellow med det overordnede ansvar for App Store. “Vi har stor respekt for den japanske konkurrencekommission og sætter pris på det arbejde, vi har udført sammen, som vil hjælpe udviklere af læseapps med at gøre det lettere for brugere at opsætte og administrere deres apps og tjenester, samtidig med vi beskytter deres anonymitet og bevarer deres tillid.”
Denne opdatering kommer i kølvandet på en række ændringer i App Store, der blev annonceret i sidste uge, som giver udviklere større fleksibilitet og flere ressourcer til at nå ud til deres kunder, skræddersy deres prispunkter og skabe større vækst i deres virksomheder. I sidste uge lancerede Apple også News Partner Program, som gavner lokaljournalistikken og hjælper nyhedsorganisationer i App Store.
Med den opdatering, der blev annonceret i dag, fortsætter App Store med at udvikle sig til at blive en endnu bedre markedsplads for både brugere og udviklere. Apple udstyrer allerede over 30 millioner registrerede udviklere med alle de værktøjer, ressourcer og støttefunktioner, de behøver for at kunne skabe og levere software til over en milliard kunder i hele verden på Apples platforme.
Del artikel
Media
-
Tekst i denne artikel