PRESSEMEDDELELSER
22. juni 2021
Apple lancerer Today at Apple Creative Studios for at skabe muligheder for kreative unge
Det lanceres først i Los Angeles og Beijing, og deltagerne vil få praktisk erfaring og mentorvejledning fra anerkendte kunstnere, nonprofit-samfundspartnere og Apple
Los Angeles Apple præsenterede i dag Apple Creative Studios, et globalt initiativ, der skal give karriereskabende mentorvejledning, professionel undervisning i branchefærdigheder, kreative ressourcer og adgang til hele Apples produktsortiment med iPhone, iPad og Mac til underrepræsenterede lokalsamfund over hele verden. Creative Studios lancers først i Los Angeles og Beijing efterfulgt af Bangkok, London, Chicago og Washington, D.C. senere i år. I hver by vil Apple arbejde tæt sammen med nonprofit-samfundsorganisationer for at sætte unge i kontakt med mentorer og etablerede kunstnere.
Today at Apple Creative Studios-programmet vil finpudse kreativ passion inden for områder som musik, film, fotografi samt kunst og design. Det vil være tilgængeligt for unge mennesker, der har begrænsede muligheder for en meningsfuld kunstnerisk uddannelse. I løbet af et program på 8 til 12 uger vil mentorer – i samarbejde med Apple og samfundspartnere – føre deltagerne igennem en læseplan med praktiske sessioner, insiderviden fra branchen og give løbende feedback på deltagernes kreative projekter. Sideløbende med udviklingen af de kreative færdigheder vil vores mentorer og samfundspartnere hjælpe deltagerne med at forbedre deres evne til at udtrykke sig samt opmuntre dem til at skabe social forandring i deres lokalsamfund. Ved programmets afslutning vil Apple være vært for en fejring og fremvisning af deltagernes endelige værker i deres lokale Apple Store eller i lokalsamfundet.
“Kreativitet og adgang til uddannelse er Apples kerneværdier, så vi er helt vildt glade for at lancere Today at Apple Creative Studios i Los Angeles og Beijing og for at introducere dette meningsfulde program i flere byer i år,” udtaler Deirdre O’Brien, Apples Senior Vice President for Retail + People. “Vi har en lang tradition for at bruge vores butikker, når vi er vært for lokale kunstnere, der underviser og inspirerer, så Creative Studios er endnu en måde, hvorpå vi kan give uddannelse i kreative fag til dem, der har mest brug for det.”
Today at Apple tilbyder også offentlige events, der er åbne for alle. I spidsen for dem står inspirerende kunstnere, der giver mentorvejledning til de unge deltagere i Today at Apple Creative Studios. Alle er velkomne til at tilmelde sig disse events på apple.com/today.
Today at Apple Creative Studios - LA
Today at Apple Creative Studios - LA fokuserer på at udvikle unge musiktalenter. I samarbejde med Music Forward Foundation samt Inner-City Arts og Social Justice Learning Institute vil Creative Studios LA forstærke historier fra spirende talenter i løbet af ni uger med gratis programmer, hvor deltagerne vil lære om kreativ ledelse, at skrive og at producere. Deltagerne skal skabe et visuelt album – kaldet “LA Love Letter” – som finpudser deres nye færdigheder til at dele deres historier gennem musik, design og billeder, alt sammen ved hjælp af iPad, Apple Pencil, Beats-hovedtelefoner og iPhone samt GarageBand, Procreate, Noter og Kamera-appen. De kreative unge vil få vejleding og mentorhjælp fra den Grammy Award-vindende producer Larrance “Rance” Dopson, dokumentarfotograf og filmskaber Bethany Mollenkof og Apple Musics Global Editorial Head of Hip-Hop and R&B Ebro Darden samt særlige engangssessioner undervist af andre kunstnere. Creative Studios LA giver også deltagerne eksklusiv adgang til Apple Musics kreative og ledende medarbejdere som Zane Lowe i løbet af programmets Industry Week, hvor de kan spørge eksperterne til råds med hensyn til at tage deres udvikling et skridt videre.
“Music Forward stræber efter at forvandle unges liv ved at nedbryde barrierer som køn, fattigdom og race og føre dem på vej mod succes,” fortæller Nurit Smith, Executive Director for Music Forward Foundations. “Apple deler vores engagement med at styrke forskelige stemmer i den kreative verden, og vi er stolte over at være med i samarbejdet om Today at Apple Creative Studios - LA for at skabe kreativ udfoldelse, kortlægge karrierer og give muligheder for unge i Los Angeles.”
Today at Apple Creative Studios - Beijing
I samarbejde med China Foundation for Poverty Alleviation og China Social Entrepreneur Foundation vil Today at Apple Creative Studios - Beijing give praktisk erfaring og karriereopbyggende mentorvejledning til omvandrende unge mennesker bosiddende i Beijing, der ikke har haft mulighed for at udtrykke sig kreativt. Over 12 uger vil programmet i Beijing udforske temaer som fotografi og videografi, musik og appdesign ved hjælp af iPad, Apple Pencil, Beats-hovedtelefoner og iPhone samt GarageBand, iMovie og Procreate. Mentorerne omfatter bl.a. iPhone-fotograf Eric Zhang, trommeslager Shi Lu og appdesigner Sun Yong.
“Ungdommen er vores fremtid, og unge mennesker i Kina i dag er født ind i en tid med hurtig økonomisk vækst og et tungt ansvar på deres skuldre,” fortæller Wang Peng, Deputy Executive Director for China Foundation for Poverty Alleviation, den kinesiske fond for fattigdomsbekæmpelse. “Vi samarbejder med Apple omkring Creative Studios Beijing, da det er i takt med vores vision om at integrere sociale ressourcer og opmuntre unge mennesker til at løse problemer på innovative måder og at være en del af en ny generation, der er kreativ, samarbejdsvillig og socialt ansvarlig.”
Today at Apple Creative Studios bygger på Apples tradition med at tilbyde gratis uddannelsesprogrammer i Apple Stores i hele verden gennem Today at Apple og skabe muligheder for karriereudvikling gennem programmer som Community Education Initiative. I USA bygger det videre på Apples initiativ om racemæssig ligebehandling og retfærdighed for at nedbryde systemiske barrierer og fremme racemæssig lighed.
Del artikel
Media
-
Mentorer og kunstnere, der deltager i Today at Apple Creative Studios