UPDATE
7. april 2021
Apples Find-netværk giver nu nye muligheder for at finde produkter fra tredjeparter
Ved hjælp af Find My Network Accessory Program kan brugerne holde styr på deres ejendele under den nye fane Items i appen Find
Apple lancerede i dag en opdateret version af appen Find, der gør det muligt for tredjepartsprodukter at benytte de private og sikre søgefunktioner i Apples Find-netværk, som omfatter flere hundrede millioner Apple-enheder. Gennem Find My Network Accessory Program åbnes det enorme og globale Find-netværk for producenter af enheder fra tredjeparter, som dermed kan udvikle produkter, der benytter denne tjeneste, så deres kunder kan bruge appen Find til at finde og holde styr på de ting, der er vigtige i deres dagligdag. Nye produkter fra Belkin, Chipolo og VanMoof, der fungerer sammen med appen Find, kan fås fra næste uge.
“Gennem mere end et årti har vores kunder følt sig trygge ved, at appen Find kan finde deres Apple-enheder, hvis de er blevet væk eller stjålet, samtidig med, at appen beskytter deres anonymitet,” udtalte Bob Borchers, Apples Vice President of Worldwide Product Marketing. “Nu giver vi endnu flere mennesker mulighed for at bruge de effektive tracker-funktioner i Find, som er en af vores mest populære tjenester, gennem Find My Network Accessory Program. Vi er begejstrede over at opleve, hvordan Belkin, Chipolo og VanMoof anvender denne teknologi, og vi glæder os meget til at se, hvad andre partnere finder på.”
Find My Network Accessory Program
Som en del af Made for iPhone-programmet (MFi) er Find My Network Accessory Program rettet mod enhver udvikler af tilbehør, som ønsker at forbinde et eksisterende eller nyt produkt med Find-netværket. Tredjepartsprodukter skal overholde alle de krav og funktioner til beskyttelse af anonymitet i Find-netværket, som Apples kunder sætter deres lid til. Godkendte produkter kan føjes til den nye fane Items, og de vil være mærket med et “Fungerer med Apples Find”-badge for at gøre det nemt for brugerne at se, at produktet er kompatibelt med Find-netværket og appen Find.1
I dag præsenterede Apple også et udkast til specifikationer for producenter af chipsets, som vil blive udgivet i løbet af foråret. Dermed vil producenter af tredjepartsenheder kunne udnytte fordelene ved Ultra Wideband-teknologi i Apple-enheder udstyret med U1, som skaber en mere nøjagtig og retningsbevidst oplevelse, når de er i nærheden.
De første Find-kompatible produkter
VanMoofs nyeste S3- og X3-elcykler, Belkins SOUNDFORM Freedom True Wireless-øretelefoner og Chipolo ONE Spot-trackeren udgør den første gruppe af innovativt tilbehør fra tredjeparter, der fungerer sammen med Find. Med disse produkter kan brugerne nemt finde ud af, hvor de har stillet deres cykel, hvor de har lagt deres øretelefoner i fitnesscenteret, hvor deres rygsæk er blevet af og meget mere. Andre producenter af enheder fra tredjeparter vil inden længe tilbyde Find-kompatible produkter og Find-kompatibelt tilbehør.
Interesserede udviklere og producenter af tilbehør kan gå ind på apple.com for at få mere at vide om MFi-programmet og hente de seneste specifikationer for Find My Network Accessory Program.
En enkelt app – et enormt og globalt netværk til at finde enheder
Appen Find på iPhone, iPad, iPod touch og Mac gør det nemt at finde Apple-enheder, der er blevet væk, samt at holde kontakten med venner og familie, samtidig med at brugernes anonymitet beskyttes. Hvis man som bruger skulle miste sin Apple-enhed, kan man bruge Find-appen til at finde enheden på et kort, afspille en lyd for at høre, hvor den er, slå funktionen Mistet til for at låse enheden med det samme og vise en besked med et kontaktnummer. Appen gør det også muligt for brugeren at slette enheden eksternt, hvis den er faldet i de forkerte hænder.
Find-netværket udvider disse funktioner ved at finde enheder, der er blevet væk, også selvom de ikke har eller ikke kan få forbindelse til internettet. Find-netværket er et crowdsourced netværk med flere hundrede millioner Apple-enheder, som bruger trådløs Bluetooth-teknologi til at spore enheder, der er blevet væk, eller produkter i nærheden, og give ejeren besked om deres omtrentlige placering. Hele processen er end-to-end krypteret og anonym, så ingen andre – ikke engang Apple eller tredjepartsproducenten – kan se oplysninger om enheden eller dens placering.
Del artikel
Billeder af Find My Network Accessory Program
- Tilføjelse af tredjepartsprodukter til fanen Items i appen Find kræver iPhone eller iPod touch med iOS 14.3 eller nyere, iPad med iPadOS 14.3 eller nyere eller Mac med macOS Big Sur 11.1 eller nyere. Kunder skal have et Apple-id og skal være logget på deres iCloud-konto med Find slået til.