PRESSEMEDDELELSER
20. april 2021
Apple løfter sløret for næste generation af Apple TV 4K, som gør den bedste enhed til at se film og serier på endnu bedre
En helt ny Apple TV Remote, innovativ farvebalanceteknologi og HDR med høj billedfrekvens leverer den bedste underholdningsoplevelse i hjemmet
Cupertino, Californien Apple præsenterede i dag den næste generation af Apple TV 4K, som leverer HDR med høj billedfrekvens og Dolby Vision og giver kunderne nem adgang til deres yndlingsindhold i den højeste kvalitet. I hjertet af det nye Apple TV 4K finder man A12 Bionic-chippen, som giver den grafiske ydeevne, videoafkodning og lydbehandling et markant boost. Og med sit helt nye design gør Apple TV Remote det endnu nemmere at se film og serier på Apple TV ved hjælp af intuitive navigationsknapper. Sammen med tvOS – det mest effektive TV-styresystem – samarbejder Apple TV 4K helt ubesværet med Apple-enheder og -tjenester om at gøre dagligstuen til et sted, der byder på magiske oplevelser for hele familien.
“Apple TV 4K er i en liga for sig med sin dybe integration af Apples hardware, software og tjenester, som giver et hvilket som helst TV en markant opgradering og sikrer den bedste biografoplevelse i hjemmet,” udtaler Bob Borchers, Apples Vice President for Worldwide Product Marketing. ”Med A12 Bionic og den helt nye Apple TV Remote giver Apple TV 4K kunderne mulighed for at se deres yndlingsfilm og -serier m.m. i den højeste kvalitet og med enkle og intuitive betjeningsfunktioner. Apple TV 4K giver naturligvis også nem adgang til Apples tjenester samt tusindvis af apps i App Store, så underholdningen er i den grad sikret.”
Forbedrede videooplevelser
Takket være A12 Bionic understøtter Apple TV 4K nu HDR (High Dynamic Range) med høj billedfrekvens og Dolby Vision-video. Det betyder, at tempofyldt indhold med 60 billeder pr. sekund afspilles mere flydende og ser mere virkelighedstro ud end nogensinde før.1 Apple samarbejder med nogle af verdens førende videoudbydere, heriblandt FOX Sports, NBCUniversal, Paramount+, Red Bull TV og Canal+, i takt med at de begynder at streame indhold i HDR med høj billedfrekvens. Og med understøttelse af høj billedfrekvens i AirPlay kan videoer, der er optaget på iPhone 12 Pro, vises i fuld Dolby Vision med 60 billeder pr. sekund på det nye Apple TV 4K.
Ved hjælp af en innovativ farvebalanceproces arbejder Apple TV sammen med iPhone og dens avancerede sensorer om at forbedre fjernsynets billedkvalitet.2 Apple TV anvender lyssensoren i iPhone til at sammenholde farvebalancen med de standardspecifikationer, som filmskabere over hele verden normalt bruger. Apple TV udnytter disse data til automatisk at skræddersy sit video-output, så det leverer meget mere nøjagtige farver og forbedret kontrast, uden at kunderne skal indstille noget som helst på deres fjernsyn.
Den redesignede Apple TV Remote
Den helt nye Apple TV Remote har et innovativt klikfelt til navigation i fem retninger, som giver større præcision, og feltet er også touch-kompatibelt, så Apple TV-brugerne kan swipe løs i flere retninger. Klikfeltets yderste ring understøtter en intuitiv cirkelbevægelse, der forvandler den til en jog-drejeknap, som er helt perfekt, hvis man skal finde en bestemt scene i en film eller serie. Og takket være designet i ét enkelt stykke aluminium ligger den nye Apple TV Remote endnu bedre i brugerens hånd.
Den nye Apple TV Remote har også en tænd-/sluk-knap, som kan styre fjernsynet, og en anden knap til lydløs, så andre fjernbetjeninger er overflødige. Med Siri kan kunderne nemt søge efter bestemte film eller serier, styre intelligent tilbehør i hjemmet, tjekke de seneste sportsresultater eller vejret og meget andet. Siri virker nu på Apple TV i Irland, New Zealand og Østrig, og det er ud over de 13 lande og områder, som allerede understøtter Siri.3
Flere gode ting til dagligstuen
Apple TV 4K kører på tvOS – det mest effektive TV-styresystem – og det giver en helt enestående oplevelse. Dets dybe integration med Apple-enheder og -tjenester giver hele familien adgang til et stort udvalg af underholdning, som familiemedlemmerne kan nyde i deres egen stue.4
- Apple TV 4K sikrer den mest filmiske biografoplevelse i hjemmet, hvor kunderne via Apple TV-appen har nem adgang til al deres yndlingsunderholdning på husets største skærm. Det er f.eks. prisbelønnede film og serier fra Apple TV+, heriblandt “Ted Lasso”, “The Morning Show”, “Greyhound” og “Wolfwalkers”, samt andre populære videotjenester. Med AirPods kan op til to personer lytte til det samme uden at forstyrre andre.
- Apple Music på Apple TV 4K forvandler stuen til en koncertsal og kan levere lyd til flere forskellige rum samt tidssynkroniserede tekster til millioner af sange.
- Med Apple Fitness+ på Apple TV 4K kan brugerne lave deres hjem om til et fitnesscenter og træne sammen med nogle af verdens mest imødekommende instruktører inden for 10 forskellige træningsformer. Fitness+ er den første træningstjeneste, der er lavet med udgangspunkt i Apple Watch, og den integrerer vigtige målinger fra Apple Watch på den store skærm, så brugeren er sikret en personlig og medrivende oplevelse, som holder motivationen oppe til hver træning.
- Apple Arcade på Apple TV 4K giver ubegrænset adgang til en stadigt voksende samling af over 100 fantastiske spil – heriblandt nye originale udgivelser, prisbelønnede spil og højtelskede favoritter fra App Store – alt sammen uden reklamer og køb i apps. Gamerne kan bruge understøttede spilcontrollere, når de kaster sig ud i spil som “NBA 2K21 Arcade Edition”, “SongPop Party” og “Star Trek: Legends” på Apple TV 4K, og fortsætte spillet på deres iPhone, iPad eller Mac.
- Med AirPlay på Apple TV 4K kan kunderne helt ubesværet dele videoer, skoleprojekter og andet indhold fra deres iPhone, iPad eller Mac direkte på TV-skærmen. Videoer, som er optaget på iPhone 12 Pro, kan vises i fuld Dolby Vision med 60 billeder pr. sekund takket være understøttelse af høj billedfrekvens i AirPlay. Fotos på Apple TV 4K fungerer som et dynamisk fotoalbum, der giver familie og venner mulighed for at hygge sig med billeder, videoer og minder på den store skærm.
- Apple TV 4K kan bruges som hjemmehub til styring af HomeKit-tilbehør og gør det muligt for kunderne at se notifikationer fra deres HomeKit-videokameraer og -dørklokke på TV-skærmen.
- Apple TV 4K understøtter flere brugere, så de enkelte familiemedlemmer får deres egne personlige anbefalinger til serier, film og musik, har adgang til deres købte apps i App Store og kan spille i Apple Arcade.
Med Apple One har det aldrig været nemmere at få alle Apples tjenester i ét samlet abonnement, heriblandt Apple TV+, Apple Music, Apple Arcade, Apple Fitness+, Apple News+ og iCloud. Ét enkelt abonnement giver kunder i over 100 lande og områder adgang til deres yndlingstjenester fra Apple på alle deres yndlingsenheder, inklusive Apple TV, iPhone, iPad, iPod touch og Mac.
Designet med tanke på miljøet
Apples globale drift er i dag CO2-neutral, og målsætningen er, at hele virksomheden skal være klimaneutral inden 2030, hvilket omfatter forsyningskæden til produktion og alle produktlivscyklusser. Det betyder, at alle solgte Apple-enheder vil være 100 procent CO2-neutrale – hele vejen fra materialeindsamling, fremstilling af komponenter, samling og transport til kundens brug, opladning, genbrug og materialegenvinding. Apple TV 4K bruger 100 procent genanvendt aluminium til Apple TV Remote-kabinettet og 100 procent genanvendt tin i hovedbundkortets lodning. Det er også fri for skadelige stoffer, særdeles energieffektivt og bruger træfibre i emballagen, der enten er genanvendte, eller som kommer fra bæredygtigt skovbrug.
Priser og tilgængelighed
- Det nye Apple TV 4K fås fra 1.499 kroner på apple.com/, og i Apple Store-appen. Apple TV 4K kan også købes hos autoriserede Apple-forhandlere og udvalgte udbydere af betalings-TV.
- Kunderne kan bestille det nye Apple TV 4K fra fredag den 30. april, og produktet vil være tilgængeligt fra den sidste halvdel af maj i over 30 lande og områder, inklusive USA.
- Apple TV HD med den nye Apple TV Remote kan fås til 1.299 kroner.
- Den nye Siri Remote kan købes separat til 499 kroner, og den er kompatibel med forrige generation af Apple TV 4K og Apple TV HD.
- For første gang nogensinde fås AppleCare+ til Apple TV. Aftalen giver tre års teknisk support og ekstra hardwaredækning, herunder op til to skadehændelser om året som følge af uheld.5
- Og hvis de vælger månedlige afdrag med Apple Card, kan de betale rentefrit over tid.
- I en begrænset periode kan kvalificerede kunder, der køber en ny iPhone, iPad, iPod touch, Mac eller et nyt Apple TV, se Apple TV+ gratis i et år og få Apple Arcade gratis i tre måneder.6
Del artikel
Billeder af Apple TV 4K og Apple TV Remote
- Adgang til noget af indholdet kan kræve abonnement. Ikke alt indhold er tilgængeligt i 4K eller 4K HDR. HDR-indhold med høj billedfrekvens er i øjeblikket begrænset. Yderligere indhold kommer snart. 4K-opløsning kræver TV med 4K-gengivelse. Afspilningskvalitet afhænger af hardware og internetforbindelse.
- Kræver iPhone med Face ID med iOS 14.5 eller nyere og fås til Apple TV 4K (1. generation eller nyere) og Apple TV HD med tvOS 14.5. Disse softwareopdateringer er tilgængelige fra næste uge.
- Fås til Apple TV 4K (1. generation eller nyere) og Apple TV HD med tvOS 14.5 fra og med næste uge.
- Apple TV+, Apple Music, Apple Arcade og Fitness+ kræver abonnement.
- Kræver betaling af et servicegebyr.
- 39 kroner/måned for henholdsvis Apple TV+ og Apple Arcade efter den gratis prøveperiode. Særtilbud gælder i tre måneder efter første aktivering af den kvalificerede enhed. Ét tilbud på Apple TV+ og ét på Apple Arcade pr. gruppe med Familiedeling. Abonnementer fornyes automatisk, indtil de opsiges. Andre begrænsninger og vilkår er gældende. Besøg apple.com/dk/promo for at få mere at vide.