BILLEDER
12. februar 2021
Sådan tager du strålende blomsterbilleder med iPhone 12 Pro
Det er nu blevet endnu nemmere at tage smukke blomsterbilleder i professionel kvalitet med iPhone 12 Pro og iPhone 12 Pro Max. Nathan Underwood fra Tulipina, et af verdens førende blomsterdesignstudioer, siger, at de avancerede kamerasystemer på iPhone 12 Pro-modellerne for alvor har fået hans blomsterbilleder til at springe ud i fuldt flor – lige fra Portræt-funktionen til Apple ProRAW-formatet.
De alsidige professionelle kamerasystemer i iPhone 12 Pro og iPhone 12 Pro Max skubber til grænserne for innovation med kraftfuld ny computerbaseret fotografering, og de indeholder et ultravidvinkelkamera med udvidet synsfelt på 120 grader, et telekamera til fantastiske portrætter – som har endnu større brændvidde på iPhone 12 Pro Max – samt et helt nyt vidvinkelkamera med en blændeåbning på ƒ/1,6. Systemet til optisk billedstabilisering (OIS) i vidvinkelkameraet foretager 5.000 mikrojusteringer i sekundet, som giver imponerende billeder med Nat-tilstand og stabile videooptagelser.
iPhone 12 Pro-modellerne introducerer også en LiDAR-scanner, som giver 6 x hurtigere autofokus ved fotografering i svag belysning og mulighed for portrætter i Nat-tilstand, som udnytter den stærke A14 Bionic-chip, Deep Fusion på alle kameraer, der forbedrer billeder i alle omgivelser, og Smart HDR 3, som bruger maskinlæring til at justere hvidbalancen, kontrasten, teksturen og mætningen i fotografiet på en intelligent måde, så billederne bliver utroligt naturtro. Desuden kan brugerne nu få glæde af Apple ProRAW, som integrerer Apples billedbehandling med flere billeder og computerbaseret fotografering med det alsidige RAW-format, som giver komplet kreativ kontrol over farver, detaljer og det dynamiske område lokalt på iPhone eller med andre professionelle apps til fotoredigering.
Nedenfor beskriver Underwood med sine egne ord, hvordan han formår at indarbejde iPhone 12 Pro og iPhone 12 Pro Max i sin professionelle arbejdsgang og tage strålende blomsterbilleder derhjemme.
Opstilling
Det hele starter med lyssætningen. Se efter spredt naturligt lys, som ideelt skal komme fra siden. Det opnår man typisk indendørs ved at stille op en halv til en hel meter fra et vindue. Udendørs skal man finde et sted med jævn lysfordeling, dvs. undgå direkte sollys og skygger. Man skal ofte lede efter et sted med konstant skygge.
Den næste komponent er baggrunden, som i bund og grund bare skal være en neutral baggrund (gråt og blåt fungerer godt) med så lidt mønster som muligt. Undgå mursten, striber, prikker og andre distraherende mønstre. Motivet skal virkelig springe i øjnene, og det klarer denne kombination af lys og baggrund.
Indramning
Ved stillfotografering er indramningen af motivet helt afgørende. Selvom du kan beskære billedet senere, er det er vigtigt at få et korrekt indrammet motiv fra den rigtige vinkel og det rette perspektiv, så du er sikker på at få det bedst mulige billede at arbejde med. På iPhone vælger jeg næsten altid objektivet med den korteste brændvidde. På iPhone 12 Pro-modellerne er det telekameraet.
Når man indrammer en blomsterudsmykning, skal man placere motivet centralt og sikre sig, at billedet er jævnt fyldt ud. Jeg holder typisk kameraer i hånden, også iPhone, i en lille nedadrettet vinkel (bare et par grader) direkte foran mit motiv. Det sikrer, at du kan se vasen, men også får god dybde og dimension fra blomsterne, som jo er stjernen i billedet.
Telekameraet leverer 2 x optisk zoom på iPhone 12 Pro og 2,5 x på iPhone 12 Pro Max.
Portræt-funktion
Jeg elsker at bruge Portræt-funktion – som billedet nedenfor – når jeg tager billeder, der skal redigeres og uploades. Og funktionen er tilgængelig på alle iPhone 12-modeller. Portræt-funktion giver en utrolig fornemmelse af dybde, som man kan manipulere på mange fantastiske kreative måder under redigeringen i Fotos-appen. Det er særligt nyttigt, når man fotograferer blomsterudsmykninger, pga. deres kompleksitet og mange dimensioner. Hvis stillfotografering er nyt for dig, er Portræt-funktion din bedste ven.
Redigering i Fotos-appen
Der er et par oplagte redigeringer, som jeg anvender på 99 procent af de billeder, jeg tager – alt sammen i Fotos-appen. Det er personlige præferencer, og du bør eksperimentere med det for at finde din egen karakteristiske stil. Jeg kan for eksempel godt lide at fokusere på beskæring eller billedformat, eksponering, mætning og varme.
Du finder disse værktøjer i Fotos-appen ved at trykke på et billede, så det vises på fuld skærm, og trykke på Rediger. Derefter trykker du på indstillingsknappen nederst og swiper gennem de forskellige muligheder.
- Beskær billedet efter behov, således at blomsterne fylder hele billedrammen og er så meget “in your face” som muligt.
- En lille øgning i eksponeringen lyser billedet op og fremhæver udsmykningen, særligt på en mobilskærm.
- Ved blomsterudsmykninger og andre farverige stillbilleder kan du med fordel øge mætningen en smule (mindre end 10), så farverne piftes yderligere op og rigtig springer i øjnene.
- Til sidst kan du justere varmen i billedet. Hel generelt køler du billedet en anelse ned for at opnå en elegant beroligende effekt, som stadigvæk er meget tro virkeligheden.
Alle disse redigeringer er ret så enkle, men har ganske stor betydning for tilblivelsen af et fantastisk færdigt billede, som er klar til at blive delt med andre og sprede glæde.
Her kan du kan læse mere om, hvordan du tilgår og bruger de enkelte værktøjer: Rediger fotos og videoer på iPhone.
Apple ProRAW
Noget, der vækker stor begejstring hos mig, er introduktionen af Apple ProRAW på iPhone 12 Pro og iPhone 12 Pro Max. Det leverer den absolut maksimale mængde billedoplysninger, så man kan lave redigeringer på et dybere niveau. Det betyder, at man nu kan tage og eksportere RAW-billeder direkte på iPhone, hvilket åbner op for nye kreative muligheder. For mig personligt betyder det, at jeg nu nemt kan bruge iPhone-billeder i min daglige professionelle arbejdsgang med efterbearbejdning ved siden af mit spejlreflekskamera. For at komme i gang skal du bare huske at aktivere Apple ProRAW på din iPhone 12 Pro.
For at få mest muligt ud af Apple ProRAW redigerer jeg gerne billedet i Adobe Lightroom. I Lightroom laver jeg normalt de samme redigeringer som i Fotos-appen – beskæring eller billedformat, eksponering, mætning og varme – men særligt for stillbilleder af blomster kan jeg godt lide muligheden for at fremhæve bestemte blomster med Radial Filter-værktøjet, som jeg kan bruge til at vælge et lille område, hvor jeg laver specifikke redigeringer. Som på billedet nedenunder kan det for eksempel være at øge eksponeringen på en enkelt blomst, som er gemt væk i buketten – en detalje, som kan ses med det blotte øje, men som ethvert kamera kan have svært ved at gengive.
For at komme i gang med Apple ProRAW på iPhone 12 Pro eller iPhone 12 Pro Max skal du gå til Indstillinger > Kamera > Formater, og slå funktionen til.
Hvis du vil se flere eksempler på billeder og blomsterudsmykning, kan du besøge @tulipinadesign.
Del artikel
Billeder taget med iPhone 12 Pro og iPhone 12 Pro Max: blomster