åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 28. januar 2021

Databeskyttelsesdagen hos Apple: Større gennemsigtighed og mere kontrol for brugerne

Sporing af data har aldrig før været så udbredt som nu. Se, hvordan Apples anonymitetsfunktioner hjælper brugerne med at tage kontrol over deres data

Apples anonymitetslogo.
Som markering af Databeskyttelsesdagen har Apple valgt at dele “A Day in the Life of Your Data” – en rapport, der illustrerer, hvordan virksomheder sporer brugernes data.
Cupertino, Californien – 28. januar er Databeskyttelsesdagen, hvor der skal skabes opmærksomhed omkring vigtigheden af at beskytte folks personlige oplysninger på nettet. Apple markerer Databeskyttelsesdagen ved at dele “A Day in the Life of Your Data” – en letforståelig rapport, der illustrerer, hvordan virksomheder sporer brugernes data på tværs af websites og apps. Rapporten viser også, hvordan anonymitetsfunktioner på alle Apples produkter giver brugerne større gennemsigtighed og mere kontrol, så folk får adgang til de rette værktøjer og den nødvendige viden til at beskytte deres personlige oplysninger.
“Anonymitet betyder ro i sindet, det betyder sikkerhed, og det betyder, at du sidder i førersædet, når det gælder dine egne data,” udtalte Craig Federighi, Apples Senior Vice President for Software Engineering. “Vores mål er at udvikle teknologi, der beskytter og sikrer folks oplysninger. Vi mener, at anonymitet er en grundlæggende menneskeret, og vores teams arbejder hver dag for at integrere det i alt, vi laver.”
 “A Day in the Life of Your Data” hjælper brugerne til bedre at forstå, hvordan tredjepartsvirksomheder sporer deres oplysninger på tværs af apps og websites, og den beskriver de værktøjer, som Apple stiller til rådighed for at gøre sporingen mere gennemsigtig og give brugerne mere kontrol. Rapporten belyser, hvor udbredt nogle af disse metoder er blevet. I gennemsnit har hver enkelt app seks “trackere” fra andre virksomheder, som udelukkende har til formål at spore brugerne og indsamle deres personlige oplysninger.1 De data, som disse trackere indsamler, bliver stykket sammen, delt, aggregeret og omsat til penge, der driver en branche anslået til at være god for 228 milliarder USD om året.2
Varedeklarationen for anonymitet i App Store vist på iPhone 12.
Den nye varedeklaration for anonymitet kræver, at alle apps – også Apples – giver brugerne et overblik over udviklerens anonymitetspraksis i et let og overskueligt format.
Sidste år lancerede Apple en række vigtige anonymitetsfunktioner som en del af iOS 14 og iPadOS 14, der er beregnet til at hjælpe brugerne med at træffe mere velinformerede beslutninger om deres data. Særligt to af funktionerne kan potentielt gøre en stor forskel og hjælpe brugerne med at beskytte deres anonymitet:
  • I det nye afsnit om anonymitet på produktsiderne i App Store er der en såkaldt varedeklaration for anonymitet, hvor Apple kræver, at alle apps – også deres egne – giver brugerne et overblik over udviklerens anonymitetspraksis i et let og overskueligt format. Hver enkelt produktside i App Store indeholder letlæselige standardoplysninger baseret på udviklerens egen indberetning om datapraksis. Varedeklarationerne for anonymitet giver brugerne vigtig information om, hvordan en app bruger deres data – herunder hvorvidt disse data bruges til at spore brugerne, og om de bliver knyttet til brugerne eller ikke knyttet til dem.
  • Og med Apples næste betaopdatering, som er lige på trapperne, vil App Tracking Transparency kræve, at apps først indhenter brugernes tilladelse, før de sporer deres data på tværs af apps eller websites ejet af andre virksomheder.  Under Indstillinger vil brugerne kunne se, hvilke apps der har bedt om tilladelse til at udføre sporing, og de kan så foretage eventuelle ændringer derfra.  Dette krav vil blive rullet ud til en bred brugergruppe tidligt på foråret med en kommende frigivelse af iOS 14, iPadOS 14 og tvOS 14, og det har allerede nu fået opbakning fra anonymitetsfortalere verden over.
App Tracking Transparency-notifikation vist på Phone 12.
Den nye funktion App Tracking Transparency i iOS, iPadOS og tvOS vil kræve, at apps først indhenter brugernes tilladelse, før de sporer deres data på tværs af apps eller websites ejet af andre virksomheder.
Anonymitetsorganisationer roser Apples lederskab på området:
Gus Hosein, Privacy International: “PI’s undersøgelser af datahandlere og reklamevirksomheder i teknologibranchen afslører en kompleks og hurtigtvoksende industri, som er uigennemskuelig for den almindelige bruger. Manglende gennemsigtighed giver gode vilkår for udnyttelse. Usynlig og unødig dataindsamling gør det umuligt for brugerne at udøve deres rettigheder og beskytte deres anonymitet. Apples varedeklarationer kræver, at branchen er tydelig og ærlig over for forbrugerne, og værktøjer som App Tracking Transparency vil hjælpe folk med at få kontrol over usynlige læk af deres data. Med disse prisværdige nyskabelser vil branchen langt om længe føle sig presset til at ændre retning. Forbrugerbevidsthed og tekniske løsninger er en vigtig del af løsningen, men for at undgå kattens leg med musen mellem aktørerne i branchen har vi brug for væsentlige bestemmelser, som kan håndhæves, for at stoppe udnyttelsen af vores data.”
Jeff Chester, Center for Digital Democracy: “Apples nye værktøjer til dataanonymitet sikrer, at folk får større kontrol over deres personlige oplysninger. Datahandlere og annoncører på nettet er nu nødt til udvise større ansvarlighed, når de har at gøre med forbrugere, som bruger tredjepartsapps og -programmer på Apple-enheder.”
Michelle Richardson, Center for Democracy and Technology: “Alt for ofte er forbrugerne uvidende deltagere i et net af datasporing og målretning. Disse ændringer vil bidrage til at skabe balance i økosystemet igen, så dataindsamling og -deling bliver mere gennemsigtigt, og sporing ikke længere er standard. Ændring på systemniveau i så stort et omfang er et kvantespring for forbrugerne.” 
Tristan Harris, Center for Humane Technology: “Udmeldingen fra Apple i dag flytter økosystemet længere væk fra de skadelige virkninger af hemmelighedsfuld profilering og målretning på mikroniveau, som er årsagen til mange af de nævnte problemer i The Social Dilemma.”
Kendskab til datasporing og andre metoder i branchen er blot første skridt i retning af en bedre oplevelse med anonymitet. Brugerne skal også have adgang til funktionerne og kontrolfunktionerne for at beslutte, hvordan deres data bruges, og af hvem. Apple er gået forrest i branchen ved at indbygge anonymitetsbeskyttelse i alle sine produkter og tjenester.
Gennem adskillige år har Apple introduceret en lang række teknologier, der beskytter brugernes anonymitet og holder deres data sikre. Tag for eksempel Safari, som helt tilbage i 2005 var den første browser, der som standard blokerede cookies fra tredjeparter. I iOS 11 og macOS High Sierra har Safari fået tilføjet Intelligent blokering af sporing, som yderligere begrænser sporing, mens websites stadig kan fungere normalt. I 2018 introducerede Apple beskyttelsesfunktioner for at forhindre virksomheder i at spore digitale fingeraftryk på Mac – en metode, hvor tredjeparter forsøger at identificere brugernes enheder ud fra data som skrifttyper og plug-ins.
Disse teknologier udgør kun en lille del af de mange anonymitets- og kontrolfunktioner, som Apple har introduceret på tværs af sine produkter.  Du kan læse mere på Apples website for anonymitet: apple.com/dk/privacy.
Del artikel

Billeder fra Databeskyttelsesdagen

  1. Competition & Markets Authority, “Online platforms and digital advertising”, 1. juli 2020.
  2. Gröne, Florian, Pierre Péladeau, et al., “Tomorrow’s data heroes”, Strategy+Business, 19. februar 2019.

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36