PRESSEMEDDELELSER
8. december 2020
Apple introducerer AirPods Max, det magiske ved AirPods i et smukt over-ear-design
AirPods Max tilbyder utrolig Hi-fi-lyd, Adaptiv EQ, Aktiv støjreduktion og rumlig lyd
Cupertino, Californien – Apple præsenterede i dag AirPods Max – innovative trådløse hovedtelefoner, som giver dig det magiske ved AirPods i et over-ear-design med Hi-fi-lyd. AirPods Max kombinerer et specialudviklet akustisk design, H1-chips og avanceret software til at understøtte intelligent lyd for at levere en banebrydende lytteoplevelse med Adaptiv EQ, Aktiv støjreduktion, Transparent lyd og rumlig lyd. AirPods Max fås i fem smukke farver, herunder space grey, sølv, himmelblå, grøn og lyserød. De kan bestilles fra i dag og vil være tilgængelige fra tirsdag den 15. december.
“AirPods er verdens mest populære hovedtelefoner takket være nem indstilling, en utrolig lydkvalitet og et ikonisk design. Med AirPods Max får du den magiske AirPods-oplevelse i et flot over-ear-design med Hi-fi-lyd,” fortalte Greg Joswiak, Apples Senior Vice President for Worldwide Marketing. “Det specialudviklede akustiske design kombineret med kraftfulde H1-chips og avanceret software gør, at AirPods Max kan bruge intelligent lyd til at levere den ultimative, personlige lytteoplevelse helt trådløst.”
Specialudviklet akustisk design
Fra hovedbøjlen til ørepuderne – alle elementer i AirPods Max er omhyggeligt udformet til at levere en exceptionel akustisk oplevelse for den enkelte bruger. Bøjlen i åndbart netmateriale, der ligger under hovedbøjlen, er lavet til at distribuere vægten og reducere trykket på hovedet. Hovedbøjlen i rustfrit stål leverer styrke, fleksibilitet og komfort til en lang række forskellige hovedformer og -størrelser. Teleskoparmene på hovedbøjlen kan nemt udvides og bliver på plads for at bibeholde den ønskede pasform.
Hver ørekop sidder fast på hovedbøjlen med en revolutionerende mekanisme, som balancerer og fordeler trykket fra ørekopperne og gør, at de kan drejes og bevæges uafhængigt af hinanden for at tilpasse sig formen på den enkelte brugers hoved. Hver ørepude er lavet af akustisk designet hukommelsesskum, så puderne kan sidde helt tæt ind til hovedet – det er altafgørende for at kunne levere medrivende lyd. Digital Crown, som er inspireret af Apple Watch, tilbyder nøjagtig lydstyrkekontrol og mulighed for at afspille lyd eller sætte den på pause, springe numre over, besvare eller afslutte telefonopkald og aktivere Siri.
Banebrydende lytteoplevelse
AirPods Max har en Apple-designet dynamisk driver på 40 mm, som leverer fyldig, dyb bas, nøjagtige mellemtoner og skarpe, rene høje toner, så intet i lyden går tabt. En unik dobbelt neodym-ringmagnetmotor gør, at AirPods Max kan bibeholde Total Harmonic Distortion på mindre end 1 procent på tværs af hele det hørbare område, også ved maks. lydstyrke.1 AirPods Max er udstyret med en Apple-designet H1-chip i hver ørekop, et specialudviklet akustisk design og avanceret software, og de bruger computational audio til at levere en lytteoplevelse i den højest mulige kvalitet. Ved hjælp af chippenes 10 lydkerner – som kan udføre 9 milliarder handlinger i sekundet – understøtter computational audio en banebrydende lytteoplevelse, som inkluderer Adaptiv EQ, Aktiv støjreduktion, Transparent lyd og rumlig lyd.
- Adaptiv EQ: AirPods Max bruger Adaptiv EQ til at justere lyden efter, hvordan ørepuderne sidder ved at måle lydsignalet, der leveres til brugeren, og justere de lave og mellemhøje frekvenser i realtid. Det skaber en fyldig lyd, som som fanger alle detaljer.
- Aktiv støjreduktion: AirPods Max leverer medrivende lyd ved hjælp af Aktiv støjreduktion, så brugerne kan fokusere på det, de lytter til. Hver ørekop har tre udvendige mikrofoner, som registrerer støj i omgivelserne, imens en mikrofon indeni ørekoppen overvåger lyden, der når brugerens øre. Ved hjælp af computational audio tilpasser støjreduktionsfunktionen sig hele tiden efter, hvordan hovedtelefonerne sidder og bevæger sig i realtid.
- Transparent lyd: Med AirPods Max kan brugerne skifte til Transparent lyd for at lytte til musik og samtidig høre lyde fra deres omgivelser – det sikrer at alt, også brugerens egen stemme, lyder naturligt, imens lyden stadig afspilles perfekt. Du kan skifte mellem Aktiv støjreduktion og Transparent lyd ved at trykke en enkelt gang på knappen til støjkontrol.
- Rumlig lyd: AirPods Max bruger rumlig lyd med dynamisk registrering af hovedbevægelser til at placere lyde næsten hvor som helst i rummet og dermed levere en medrivende, biograflignende oplevelse med indhold optaget i 5.1, 7.1 og Dolby Atmos. Med hjælp af gyroskopet og accelerometeret i AirPods Max og iPhone eller iPad registrerer funktionen til rumlig lyd brugerens hovedbevægelser og enhedens placering, hvorefter den sammenligner bevægelsesdata og justerer lydområdet, så det forbliver fikseret på enheden, selvom brugeren bevæger hovedet.
Det magiske ved AirPods
AirPods Max slutter sig til den eksisterende AirPods-familie, som leverer enestående trådløs lyd, uanset om brugeren lytter til musik, snakker i telefon, ser serier eller film, spiller spil eller interagerer med Siri. Den legende lette indstilling, som er en af de ting, kunderne elsker ved de nuværende AirPods og AirPods Pro, findes også på AirPods Max. Indstillingen sker med et enkelt tryk, hvorefter hovedtelefonerne automatisk parres med alle enheder, der er tilmeldt brugerens iCloud-konto, som f.eks. iPhone, iPad, iPod touch, Mac, Apple Watch og Apple TV.
AirPods Max registrerer automatisk, om brugeren har dem på ved hjælp af optiske og positionsregistrerende sensorer. Når brugeren har dem på, kan AirPods Max afspille lyd og derefter sætte lyden på pause, når de tages af, eller hvis brugeren løfter en ørekop. Med AirPods Max er stemmeopkald og Siri-kommandoer tydelige og klare takket være de stråleformede mikrofoner, som forhindrer, at støj fra omgivelserne trænger igennem og fokuserer på brugerens stemme.
Batteri og ydeevne
AirPods Max har en fantastisk batteritid med op til 20 timers Hi-fi-lyd, taletid eller afspilning af film med Aktiv støjreduktion og rumlig lyd aktiveret.2
AirPods Max fås med et blødt, slankt Smart Case, som gør, at AirPods Max har ultralavt strømforbrug. På den måde spares der på batteriet, når hovedtelefonerne ikke er i brug.
Ekstra funktioner
- Automatisk skift giver brugerne mulighed for at flytte lyd mellem iPhone, iPad og Mac helt uden problemer. Når musik afspilles fra en Mac, kan brugerne nemt modtage et opkald på deres iPhone – AirPods Max skifter automatisk.
- Lyddeling gør det let at dele streaming af lyd mellem to sæt AirPods på iPhone, iPad, iPod touch eller Apple TV 4K. AirPods Max skal bare være i nærheden af enheden – tilslutningen sker med et enkelt tryk.3
- Siris funktioner inkluderer muligheden for at afspille musik, foretage telefonopkald, styre lydstyrken, få vejvisning og meget andet. Siri kan også læse indgående beskeder, når de ankommer, med Meddel beskeder med Siri.
Priser og tilgængelighed
- AirPods Max kan bestilles fra i dag til 4.799 kroner fra apple.com, og i Apple Store-appen i USA og i over 25 andre lande og områder. Leverance af AirPods Max begynder tirsdag den 15. december.
- AirPods Max kræver Apple-enheder, der kører iOS 14.3 eller nyere, iPadOS 14.3 eller nyere, macOS Big Sur 11.1 eller nyere, watchOS 7.2 eller nyere eller tvOS 14.3 eller nyere.
- AirPods fås fra 1.379 kroner, og AirPods Pro fås fra 2.199 kroner.
- Kunderne kan tilføje personlig gravering til AirPods Max, AirPods Pro og AirPods helt gratis på apple.com og i Apple Store-appen.
Del artikel
Billeder af AirPods Max
- Test udført af Apple i december 2020 med testmodeller af AirPods Max og software i kombination med iPhone 12 Pro-enheder og betaversioner af software. AirPods Max placeret på B&K Type 5128-C High-frequency Head and Torso Simulator (HATS). Lydstyrken var indstillet til 100 % med Aktiv støjreduktion slået til. Efter at have afspillet pink noise for at initialisere det adaptive system, blev en 20 Hz til 20 kHz, -3dBFS maks styrke, 1/12 oktaver gradueret sinustone-sweep afspillet og optaget på HATS. Total Harmonic Distortion blev beregnet ved hjælp af IEC-metoder, der anvendes som standard i branchen. Forvrængning (Distortion) afhænger af testsignal, opstillingstype, placering af hovedtelefoner og andre faktorer.
- Batteritid afhænger af brug. Se apple.com/batteries for at få flere oplysninger. apple.com/dk/batteries.
- Brugerne kan sende lyd fra Apple TV 4K til op til to sæt AirPods eller Powerbeats Pro via Kontrolcenter