UPDATE
12. november 2020
Nu er macOS Big Sur her
Opdateringen giver et helt nyt design, forbedringer til Safari, Beskeder, Kort og anonymitet, og hele systemet er udviklet til Apples kraftfulde M1-chip
macOS Big Sur, den nyeste version af verdens mest avancerede styresystem til stationære computere, er nu tilgængelig for Mac-brugere som gratis softwareopdatering. Big Sur introducerer et smukt nyt design og er spækket med nye forbedringer til vigtige programmer, bl.a. Safari, Beskeder og Kort, samt nye anonymitetsfunktioner. Big Sur er desuden udviklet helt fra bunden til at udnytte hele M1-chippens power for at gøre macOS-oplevelsen endnu bedre for den nye 13" MacBook Pro, MacBook Air og Mac mini. Kombinationen af Big Sur og M1 tager virkelig Mac op på et helt nyt niveau med utrolige funktioner, en fantastisk effektivitet og flere programmer end nogensinde før – samtidig med at alt det, brugerne elsker ved macOS, bevares.
Et opdateret design: fokuseret og velkendt
Big Sur byder på et rummeligt nyt design, der gør det lettere at navigere, og brugerne får samtidig flere betjeningsfunktioner lige ved hånden. Det gennemtænkte design – lige fra vindueshjørnernes runding til farvepaletten og materialevalget – er til gavn for alle, lige fra førstegangsbrugere af Mac til de mest krævende professionelle. Dock-symbolerne bevarer deres Mac-personlighed, samtidig med at de ligner symbolerne i resten af Apples økosystem mere, hvilket gør udseendet og brugeroplevelsen mere sammenhængende. Og et nyt design til programmer gør det lettere for brugerne at fokusere på indholdet og interagere med programmer. Knapper og kontrolfunktioner vises, når der er brug for dem, og træder i baggrunden, når der ikke er brug for dem – så alt bliver nemmere at overskue rent visuelt, og det relevante indhold kommer i forgrunden.
Det helt nye Kontrolcenter giver brugerne hurtig adgang til betjeningsfunktioner til Forstyr ikke, skærme, tastaturlysstyrke m.m. direkte fra menulinjen. Brugerne får et hurtigt overblik over mere relevante oplysninger i det opdaterede Notifikationscenter, herunder interaktive notifikationer og redesignede widgets.
Safari: Hurtigere, mere personlig og med større anonymitet
Den største opdatering til Safari siden den oprindelige lancering i 2003 gør verdens hurtigste browser endnu hurtigere, samtidig med at den brancheførende batteritid bevares. Safaris JavaScript-arkitektur hjælper programmet med at overgå andre browsere på Mac og PC, og Safari indlæser ofte besøgte sider gennemsnitligt 50 % hurtigere end Chrome. Og på nye Mac-computere med M1 kører Safari nu JavaScript op til 1,5 gange så hurtigt og er næsten dobbelt så responsiv. Streaming på populære platforme er med et mere klart og levende billede, da både YouTube og Netflix nu kan ses i 4K HDR. Redesignede faner gør det hurtigere og mere effektivt at navigere i Safari, da der vises flere faner på skærmen, vises previews af sider, når cursoren holdes over faner, og vises favoritikoner som standard, så fanerne er nemme at identificere.1
Safari tilbyder en endnu mere personlig oplevelse, når brugerne surfer på nettet, bl.a. en ny individuel startside, hvor brugerne kan tilføje et personligt baggrundsbillede, en læseliste, iCloud-faner m.m. Med den indbyggede oversættelsesfunktion kan Safari registrere og oversætte hele websider fra syv sprog, og det er nemt at finde og downloade Safari-udvidelser gennem Mac App Store med kategorier som f.eks. eksperternes favoritter og de mest populære udvidelser.
Safari kommer med en innovativ ny Anonymitetsrapport, der er bygget på browserens banebrydende funktioner inden for brugeranonymitet, og som giver brugerne et øjeblikkeligt snapshot af sporingsmekanismer, som Safari bruger til at forhindre profilering på nettet. Nye værktøjer til f.eks. overvågning af adgangskoder i forbindelse med brud på datasikkerheden holder øje med gemte adgangskoder, der kan være blevet kompromitteret. Dette sker helt uden at afsløre en brugers kontooplysninger – ikke engang over for Apple. Og for at udvidelser ikke har adgang til de websites, brugerne besøger, de faner, der er åbne, og – i visse tilfælde – også hvad de skriver, beder Safari brugerne om at vælge, hvornår og hvilke websites der kan bruges med en Safari-udvidelse.
Safari, der har fået et utroligt boost i ydeevne, en fantastisk effektivitet, nye tilpasningsmuligheder og forbedrede anonymitetsfunktioner, giver den bedste browsingoplevelse på Mac.
Beskeder: En endnu mere engagerende og udtryksfuld oplevelse.
Beskeder på Mac tilbyder nye værktøjer, der hjælper brugerne med at administrere deres vigtige gruppesamtaler, og giver sjove, engagerende måder at udtrykke sig på. Brugerne kan nu fastgøre deres samtaler i toppen af deres liste over beskeder for at få hurtig adgang, og søgningen er blevet redesignet, så brugerne hurtigt kan finde links, fotos og matchende ord. Beskeder til Mac fungerer også perfekt på iPhone, iPad og Apple Watch, så samtaler forbliver synkroniseret.
Med sjove effekter kan brugerne give deres beskeder et personligt præg med balloner, konfetti m.m. Brugerne kan endda lave og tilpasse Memoji direkte på Mac og udtrykke sig med automatisk genererede Memoji-klistermærker, der passer til deres humør og personlighed. Og med en ny billedvælger og #images kan brugerne nemt dele billeder, GIF’er og videoer.
Nye funktioner i gruppebeskeder strømliner interaktion med familie, venner og kollegaer. Med integreret svar kan brugerne svare direkte på en besked i en tråd. Brugerne kan også sende en besked til en enkelt person i en gruppesamtale ved ganske enkelt at skrive personens navn samt vælge kun at modtage notifikationer, når ens navn bliver nævnt. Brugerne kan desuden tildele et foto eller en emoji til en samtale for at gøre deres gruppebeskeder mere personlige.
Kort: Opdag det næste eventyr
Kort har fået et helt nyt design og giver spændende nye funktioner til at udforske verden på Mac. Brugerne kan opdage steder at besøge og ting at lave med Guider fra pålidelige virksomheder og lave tilpassede guider til foretrukne restauranter, parker og ferieidéer, som kan deles med familie og venner. Se dig omkring giver et fordybende 360-graders udsyn over en destination, og nye detaljerede indendørs kort hjælper med at finde rundt i de største lufthavne og indkøbscentre. Og for første gang kan ture på cykel og med elektriske køretøjer planlægges på Mac og sendes direkte til iPhone, så ruterne er nemme at have med på farten.
Anonymitet: Større gennemsigtighed og brugerkontrol
Anonymitet er kernen i Mac-oplevelsen, og Big Sur udvider dens brancheførende anonymitet for at levere nye niveauer af gennemsigtighed og giver brugerne større kontrol over deres data. Senere i år vil Mac App Store indeholde en ny sektion på hver produktside, der viser en oversigt over programmets anonymitetspraksis, som udvikleren har indsendt. De tilbudte oplysninger er inspireret af de praktiske og letlæselige næringsdeklarationer på fødevarer og omfatter de typer data, programmerne muligvis vil indsamle – såsom kontaktoplysninger eller placering – og om de deles med tredjeparter med henblik på sporing.
Udviklere: Flere programmer end nogensinde i Mac
Med Big Sur har Apples udviklerfællesskab på over 28 millioner udviklere adgang til de nødvendige værktøjer for at skabe fantastiske oplevelser til iOS, iPadOS, macOS, watchOS og tvOS. Det er nu endnu nemmere at udvikle programmer, da macOS indeholder en række utrolige teknologier, som forenkler overgangen til Apples chip. Xcode 12 gør det nemt for udviklere at opdatere deres eksisterende Mac-programmer til binære Universal 2-programfiler, så der tilføjes indbygget understøttelse af både M1- og Intel-baserede Mac-computere i et enkelt program. Universal-programmer er ganske enkelt de hurtigste, mest kraftfulde tilgængelige Mac-programmer, med adgang til hele M1-chippens power. Og nu hvor Neural Engine introduceres i Mac, har udviklerne nye muligheder for fantastiske programmer til maskinlæring.
Rosetta 2 er den nye teknologi i Big Sur, der giver mulighed for at køre eksisterende Intel-programmer, der endnu ikke er opgraderet til Universal, perfekt på Mac-computere med Apples chip. Med kræfterne fra Metal og M1 vil udviklerne opleve, at nogle af deres mest grafikkrævende programmer har en bedre ydeevne i Rosetta 2, end da de kørte lokalt på tidligere Mac-computere med integreret grafik. Udviklerne kan også vælge at gøre deres iPhone- og iPads-apps tilgængelige for Mac-brugere uden nogen form for ekstra arbejde, så brugerne kan få adgang til et større udvalg af programmer end nogensinde før. Og fundamentet for Big Sur er optimeret til at udnytte den kraftfulde M1-chip, herunder udviklerteknologier fra Metal for at opnå bedre grafik til Core ML til maskinlæring.
Da Mac Catalyst blev lanceret med macOS Catalina sidste år, kunne udviklerne nemt overføre deres iPad-apps til Mac. Nu arver Mac Catalyst-programmer automatisk det nye Big Sur-design, og udviklerne får adgang til effektive nye API’er, som giver større kontrol over, hvordan deres apps og programmer ser ud og opfører sig. SwiftUI får også en større opgradering, der gør det muligt for udviklere at skrive hele apps, programmer og widgets med delt kode på tværs af alle Apple-platforme og nemt tilføje tilpassede Mac-funktioner.
Tilgængelighed
macOS Big Sur er fås fra i dag som en gratis softwareopdatering. Få flere oplysninger, bl.a. om kompatible Mac-modeller, på apple.com/dk/macos/big-sur.
Del artikel
Billeder af tilgængeligheden af macOS Big Sur
- “Verdens hurtigste browser”, “brancheførende batteritid” og “indlæser ofte besøgte sider gennemsnitligt 50 % hurtigere end Chrome”: Test udført af Apple i oktober 2020 med produktionsmodeller af 1,4 GHz quad-core Intel Core i5-baserede 13" MacBook Pro-systemer med 8 GB ram, 256 GB SSD og en betaversion af macOS Big Sur. Batteritid testet med skærmens lysstyrke indstillet til 12 klik fra bunden eller 75 %. Safari testet med 1080p HD-indhold, Chrome og Firefox testet med 720p HD-indhold, alle på macOS. Ikke alle funktioner er tilgængelige på alle enheder. Ydeevne sammenlignet med andre browsere i Mac og PC med brug af JetStream 2, MotionMark 1.1 og Speedometer 2.0 som sammenligningsgrundlag og Windows 10 Home, version 2004, kørende på Boot Camp. Resultaterne repræsenterer browsere, der har gennemført testen. Testet med en betaversion af Safari 14.0.1, Chrome v86.0.4240.75 og Firefox v81.0.1 på macOS samt Chrome v86.0.4240.75, Microsoft Edge v86.0.622.38 og Firefox v81.0.1 på Windows Home, med WPA2 Wi-Fi-netværksforbindelse. Ydeevnen for sideindlæsning blev testet med tidligere indlæste versioner af 10 populære websites under simulerede netværksforhold med en betaversion af Safari 14.0.1 og Chrome v85.0.4183.121 på macOS. Ydeevnen varierer afhængigt af brug, systemkonfiguration, programbelastning, netværksforbindelse og andre faktorer. “Kører JavaScript op til 1,5 gange hurtigere og er næsten dobbelt så responsiv.”: Test udført af Apple i september og oktober 2020 med JetStream 2 og Speedometer 2.0 som sammenligningsgrundlag for ydeevne. Testet på testmodeller af MacBook Air- og Mac mini-systemer med Apple M1-chippen og 8-core GPU samt produktionsmodeller af 1,2 GHz quad-core Intel Core i7-baserede 13" MacBook Air-systemer og 3,6 GHz quad-core Intel Core i3-baserede Mac mini-systemer, som alle var konfigureret med 16 GB ram, 2 TB SSD og en betaversion af macOS Big Sur. Testet med en betaversion af Safari 14.0.1 og WPA2 Wi-Fi-netværksforbindelse. Ydeevnen varierer afhængigt af systemkonfiguration, netværkskonfiguration, netværksforbindelse og andre faktorer.