åbner i nyt vindue
UPDATE 28. oktober 2020

Clips får sin hidtil største opdatering

Apples video-app til iPhone og iPad har fået en opdateret grænseflade, understøttelse af lodret og vandret video og HDR-optagelse med iPhone 12

Tre Clips-videoer med nye klistermærker og lydspor, vist på iPhone 12.
Med Clips 3.0 er det nemmere end nogensinde for alle at tage en iPhone eller iPad og begynde at lave sjove videoer med flere klip.
Clips, Apples video-app til iOS, får sin hidtil største opdatering med stærkt efterspurgte funktioner, der gør det nemmere end nogensinde for alle at tage en iPhone eller iPad og lave sjove videoer med flere klip – det er ikke nødvendigt at have erfaring med redigering. Clips 3.0, der kan fås i App Store i dag, har en strømlinet grænseflade og browsere i fuld skærm på iPhone, som gør det endnu nemmere at optage og tilføje effekter. På iPad understøtter Clips både liggende retning, Skrible med Apple Pencil og brug af Bluetooth-mus eller pegefelt. Med den nye version kan brugerne lave videoer i flere billedformater, bl.a. vandret og lodret – det er ideelt til at skabe iøjnefaldende indhold til Instagram-historier, Snapchat, YouTube og meget mere. Og Clips 3.0 er optimeret til at optage og dele indhold i HDR ved hjælp af kameraerne bag på alle iPhone 12-modeller. Det giver videoer med mere levende farver og kontrast.
“Siden introduktionen er Clips blevet en af de mest populære video-apps til iOS, og der laves millioner af projekter med den hver dag. Brugerne elsker, hvor nemt det er at skabe sjove, udtryksfulde videoer, der kan deles med venner, familie og klassekammerater med blot et par tryk på deres iPhone- eller iPad-skærme,” sagde Susan Prescott, Apples Vice President of Apps Product Marketing. “Dagens opdatering med en strømlinet grænseflade, understøttelse af lodret og vandret video, HDR-videooptagelse med den nye iPhone 12 eller iPhone 12 Pro og sjove nye effekter vil hjælpe brugerne med at lave videoklip med mere personlighed og finesse end nogensinde før.”
Den strømlinede grænseflade af Clips vist på iPad Air og iPhone 12.
Appen har nu en frisk, strømlinet brugergrænseflade på både iPhone og iPad, så du hurtigere kan få adgang til sjove effekter.

Frisk, strømlinet grænseflade

Clips sætter scenen for endnu mere kreativitet og tilfører en frisk følelse med en nydesignet optageskærm, der ligger oven på betragteren, når du optager lodret eller vandret. Brugerne kan se mere indhold på én gang med nydesignede effekt-, medie- og projektbrowsere. Og når man swiper opad på en effektbrowser, vises et kort i fuld højde, der fylder skærmen med klistermærker eller tekstetiketter, så brugerne kan tilpasse deres videoer. Derudover har Clips fået en samling med nyt indhold, bl.a. otte nye klistermærker, der er perfekte til opslag på de sociale medier, seks ekstra pile og figurer samt 25 nye lydspor, der automatisk justeres, så de passer til videoernes længde.
Effektbrowseren i Clips vist på iPhone 12.
Clips indeholder nye klistermærker til sociale medier og 25 nye lydspor, der automatisk justeres, så de passer til videoernes længde.

Stærkere iPad-oplevelse

Med en nydesignet iPad-grænseflade med store effektbrowsere og en optageknap, der er nem at komme til, gør Clips på iPad det endnu nemmere for unge kreative sjæle, studerende og lærere at lave fantastiske videoer. Brugere kan udnytte iPad-skærmen fuldt ud ved at optage og redigere i liggende retning – en oplevelse, der optimeres yderligere, når den kombineres med Magic Keyboard eller Smart Keyboard og Bluetooth-mus eller -pegefelt. Clips åbnes automatisk i et nyt liggende 4:3-projekt, den optimale størrelse til videoer i fuld skærm på iPad. Og Clips understøtter nu den nye Skrible-funktion i iPadOS 14, der konverterer håndskrevet tekst med Apple Pencil til skrevet tekst på etiketter og plakater.
Indhold skabt i Clips, vist på iPad Pro med Magic Keyboard.
Clips-oplevelsen på iPad er bedre end nogensinde før, når den bruges i liggende retning og sammen med Magic Keyboard eller Smart Keyboard.

Optag og skab indhold i flere billedformater

Med understøttelse af lodrette og vandrette videoer er Clips et fantastisk værktøj til at lave historier til Instagram og Snapchat samt video-mesterværker i liggende format til YouTube. Clips på iPhone åbnes automatisk i et nyt lodret 16:9-projekt, som gør det hurtigt at optage video til sociale platforme. Derudover er alle filtre, plakater, live-tekstning og Selfie Scenes blevet opdateret til at kunne optage i helt nye formater, så man får den perfekte finish på et nyt opslag. Den opdaterede side til delinger viser også en eksempelvideo, før du sender, og videoer kan deles i alle understøttede formater ved hjælp af nye eksportindstillinger.
Tre Clips-videoer vist lodret og vandret på iPhone 12 og iPad Air.
Clips udvider mulighederne for deling på sociale medier med understøttelse af lodrette og vandrette billedformater.

Optag i HDR med iPhone 12

Clips understøtter HDR-videooptagelse med kameraerne bag på iPhone 12 og iPhone 12 Pro, så du kan lave videoer, der skiller sig ud med fantastiske farver og kontrast. Med Clips kan brugerne optage i HDR direkte i deres projekt og tilføje flere HDR-fotos og -videoer fra deres Fotos-bibliotek. Clips kan tilmed automatisk dele den endelige video som en Dolby Vision HDR-fil.

Om Clips

Med Clips til iPhone og iPad kan brugerne skabe personlige videobeskeder, lysbilledshows, skoleprojekter og minifilm med fantastiske funktioner såsom live-tekstning, der automatisk genererer animerede tekster ud fra en brugers stemme, og spændende 360-graders Selfie Scenes med TrueDepth-kameraet på iPhone. Med Clips kan brugerne gøre deres videoer mere personlige med dusinvis af filtre, animerede klistermærker og animerede plakater i fuld skærm. Appen rummer mere end 100 lydspor, der automatisk justeres, så de passer til længden på videoerne.
Tilgængelighed
Clips 3.0 fås fra i dag som en gratis opdatering i App Store til iPhone, iPad og iPod touch med iOS 14 eller iPadOS 14 eller nyere. Optagelse af HDR-video kræver iPhone 12-modeller, og redigering og deling af HDR-video kræver iPhone SE (2. generation), iPhone 8 Plus, iPhone X eller nyere, iPad mini (5. generation), iPad (7. generation) eller nyere, iPad Air 3 eller nyere og 10,5" iPad Pro eller nyere. Selfie Scenes og Memoji kræver iPhone- eller iPad-modeller med TrueDepth-kamera.
Del artikel

Billeder af Clips 3.0

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36