UPDATE
16. oktober 2020
Helt ny iPad Air med avanceret A14 Bionic-chip kan bestilles fra i dag
Den mest kraftfulde iPad Air nogensinde har et helt nyt design med en større 10,9" skærm, der går fra kant til kant, nyt 12 MP kamera på bagsiden, næstegenerations Touch ID-sensor og meget mere
Den hidtil mest kraftfulde, alsidige og farverige iPad Air er klar. Fra i dag kan kunder på samme måde som med den nye iPhone 12 bestille den helt nye iPad Air, som bliver tilgængelig fra fredag den 23. oktober. iPad Air fås nu i fem flotte finisher og har et design med skærm fra kant til kant med en større 10,9" Liquid Retina-skærm, kamera- og lydopgraderinger, en ny integreret Touch ID-sensor i den øverste knap og den stærke A14 Bionic-chip, som giver markant større ydeevne. Det gør den dermed til den suverænt mest kraftfulde og funktionelle iPad Air, der nogensinde er fremstillet.
Nyt skærmdesign fra kant til kant og nye, flotte finisher
iPad Air har et helt nyt tyndt og let design i fem flotte finisher: sølv, space grey, rosaguld, grøn og himmelblå. Det nye design med skærm fra kant til kant har en større 10,9" Liquid Retina-skærm, som giver en fantastisk visuel oplevelse, med 3,8 millioner pixels og avancerede teknologier, herunder fuld laminering, understøttelse af bredere farveområde (P3), True Tone og antirefleksbelægning. Skærmen fortsætter helt ud på alle sider, og Touch ID-sensoren af næste generation er derfor integreret i den øverste knap, så kunderne får den hurtige, nemme og sikre metode til at låse iPad Air op, logge ind i apps eller bruge Apple Pay, som de kender og elsker. iPad Air er kompatibel med Magic Keyboard og dets svævende design med indbygget pegefelt, Smart Keyboard Folio og nye Smart Folio-covers samt Apple Pencil (2. generation), som fastgøres magnetisk på siden af iPad, så den er nem at parre, oplade og opbevare.1
Kraften i A14 Bionic
iPad Air leverer en markant større ydeevne med Apples hidtil mest avancerede chip, A14 Bionic. A14 Bionic kan håndtere selv de mest krævende apps, hvilket gør A14 Bionic endnu bedre til at redigere 4K-videoer, skabe flotte kunstværker, spille medrivende spil m.m. A14 Bionic benytter banebrydende 5-nanometer-procesteknologi og er spækket med 11,8 milliarder transistorer, som giver større ydeevne og energieffektivitet i stort set hele chippen. Denne chip af den nyeste generation i A-serien har et nyt 6-core design, som giver 40 procent større CPU-ydeevne, og en ny 4-core grafikarkitektur, som giver 30 procent bedre grafik.2 A14 Bionic muliggør banebrydende maskinlæringsegenskaber takket være en ny 16-core Neural Engine, der er dobbelt så hurtig og i stand til at udføre op til 11 billioner handlinger pr. sekund, så maskinlæringsapps kan nå helt nye højder. A14 Bionic har også maskinlæringsacceleratorer af anden generation i CPU’en, som giver 10 gange hurtigere maskinlæringsberegninger. Denne kombination af den nye Neural Engine, CPU-maskinlæringsacceleratorer og højtydende GPU muliggør effektive oplevelser på enhederne med billedgenkendelse, læring af naturligt sprog, analyse af bevægelse m.m.
Flere opgraderinger i luften
iPad Air har et 7 MP FaceTime HD-kamera på forsiden og er nu udstyret med det samme 12 MP kamera på bagsiden som det, man så i iPad Pro, så resultatet er billeder med højere opløsning og 4K-videooptagelse. iPad Airs nye design byder på stereohøjttalere i liggende tilstand, hvilket giver en større lydoplevelse, så brugerne kan få glæde af bredere stereolyd, mens de ser video. iPad Air har nu en USB-C-port til op til 5 Gbps dataoverførsel, hvilket er 10 gange hurtigere,2 til tilslutning til kameraer, harddiske og eksterne skærme på op til 4K. Med Wi-Fi 6-ydeevne og 60 procent hurtigere LTE-forbindelse3 samt A14 Bionic er dette langt den mest kraftfulde iPad Air nogensinde.
Flere muligheder med iPadOS 14
Den nye iPad Air leveres med iPadOS 14, som introducerer nye funktioner og design, der tager udgangspunkt i iPads unikke egenskaber, f.eks. den store Multi-Touch-skærm og alsidigt tilbehør. iPadOS 14 integrerer Apple Pencil yderligere i iPad-oplevelsen, så der er bedre muligheder for at tage noter og nye metoder til at arbejde med håndskrevne noter. Når der tages noter på iPad, bruger Smart Selection indbygget maskinlæring til at skelne mellem håndskrift og tegninger, så håndskrevet tekst nemt kan vælges, klippes ud og indsættes i et andet dokument som maskinskrevet tekst ved hjælp af de samme velkendte bevægelser. Genkendelse af former betyder, at brugerne kan tegne former, der er lavet geometrisk perfekte og straks placeres det rette sted, når der tilføjes diagrammer og illustrationer i Noter. Datadetektorer fungerer problemfrit med håndskrevet tekst og kan genkende telefonnumre, datoer, adresser og links, så det er nemt for brugerne at udføre handlinger som at trykke på et håndskrevet nummer for at foretage et opkald.
iPadOS 14 introducerer også Skrible på iPad, så Apple Pencil-brugere kan bruge håndskrift direkte i alle tekstfelter. Dermed er det både hurtigt og nemt at foretage handlinger som f.eks. at svare på en hurtig iMessage eller søge i Safari – alt sammen uden, at man behøver lægge Apple Pencil fra sig. Skrible bruger indbygget maskinlæring til at konvertere håndskrift til maskinskrevet tekst i realtid, så skrivning altid forbliver privat og sikkert.
iPadOS 14 gør iPad-oplevelsen endnu mere karakteristisk og kraftfuld på andre måder, f.eks.:
- Nye kompakte design for indgående FaceTime-opkald og telefonopkald, Siri-interaktioner og søgning, så brugerne kan bevare fokus på det, de er i gang med.
- Universel søgning, som kan bruges til hurtigt at finde stort set alt lige fra at lokalisere og åbne apps, få adgang til kontakter, filer og oplysninger samt få svar på almindelige spørgsmål vedrørende personer eller steder.
- Nye indholdsoversigter til mange apps, herunder Fotos og Arkiver, samt strømlinede værktøjslinjer, der samler betjeningselementer på ét sted, så de er mere nyttige end nogensinde før.
- Flotte redesignede widgets, der viser rettidig information direkte på hjemmeskærmen.
Det mest miljøvenlige og avancerede iPad-udvalg nogensinde
Den nye iPad Air er designet til at være miljøvenlig og understøtter Apples plan om at blive CO2-neutral i 2030. iPad Air har et kabinet i 100 procent genanvendt aluminium og 100 procent genanvendt loddetin på hovedbundkortet. De nye højttalere i iPad Air bruger desuden magneter med 100 procent genanvendte sjældne jordarter. iPad Air er fri for skadelige stoffer, er meget energieffektiv og bruger træfiberemballage, der er genanvendt eller kommer fra ansvarligt forvaltede skove.
iPad Air supplerer den kraftfulde iPad Pro, 8. generations iPad og iPad mini og udgør tilsammen det mest avancerede iPad-udvalg nogensinde. Med understøttelse af Apple Pencil, klassens bedste ydeevne, avancerede skærme og batteritid til en hel dag4 er der en iPad til alle, uanset om kunderne prioriterer bærbarhed, power eller pris. Læs mere om iPad-modellerne på apple.com/dk/ipad/compare.
Priser og tilgængelighed
- Den nye iPad Pro kan bestilles fra og med i dag på apple.com og i Apple Store-appen i mere end 30 lande og områder, heriblandt Danmark, og fås i butikkerne fra fredag den 23. oktober. Wi-Fi-modeller af iPad Air fås til en startpris på 4.999 kroner, og Wi-Fi + Cellular-modeller fås fra 6.099 kroner. Den nye iPad Air med 64 GB- og 256 GB-konfigurationer kan bestilles i fem flotte finisher, herunder sølv, space grey, rosaguld, grøn og himmelblå.
- iPadOS 14, det kraftfulde styresystem, der er designet specielt til iPad, følger gratis med den nye iPad Air og fås som gratis softwareopdatering til alle iPad Pro-modeller, iPad Air 2 og nyere, iPad af 5. generation og nyere og iPad mini 4 og nyere.
- Apple Pencil (2. generation), som kan købes separat for 1.099 kroner, er kompatibel med iPad Air.
- Magic Keyboard og Smart Keyboard Folio til iPad Air kan købes separat for henholdsvis 2.599 kroner og 1.569 kroner, begge med layout til over 30 sprog, heriblandt kinesisk (forenklet), fransk, tysk, japansk og spansk.
- Smart Folios fås til iPad Air for 699,00 kroner i sort, hvid og tre nye sæsonmæssige farver, heriblandt mørk marineblå, cyperngrøn og pink citrus.
- I en begrænset periode kan kvalificerede kunder, der køber en ny iPhone, iPad, iPod touch, Mac eller et nyt Apple TV, se Apple TV+ gratis i et år og få Apple Arcade gratis i tre måneder.5
- Apple One er den nemmeste metode til at få mange Apple-abonnementstjenester til en god pris, så kunderne kan vælge det abonnement, der passer til dem eller hele familien. Kunderne kan tilmelde sig Apple One fra dette efterår.
- Når kunderne køber online hos Apple, kan de gøre iPad Air og Apple Pencil (2. generation) helt personlig med en gratis gravering.
- Kunderne kan udvide deres begrænsede garanti med AppleCare+ og få beskyttelse mod hændelige skader og få prioriteret adgang til teknisk support 24/7.
- Alle kunder, der køber iPad fra Apple, kan få en gratis personlig onlinesession med en Apple-ekspert, som kan hjælpe dem med at få mere at vide om alle de fantastiske ting, de kan udrette med deres nye iPad.
Del artikel
Billeder af iPad Air
- Tilbehør sælges separat.
- Udsagn om ydeevne er sammenlignet med en enhed af forrige generation.
- Netværkshastigheder afhænger af udbyderens netværk.
- Batteritiden afhænger af enhedens indstillinger, brug og andre faktorer. De faktiske resultater kan variere.
- 39 kroner pr. måned for Apple TV+ og Apple Arcade efter den gratis prøveperiode. Særtilbud gælder i tre måneder efter første aktivering på en kvalificeret enhed. Apple Arcade-tilbuddet begynder den 22. oktober. Ét tilbud med Apple TV+ og ét tilbud med Apple Arcade pr. gruppe med Familiedeling. Abonnementet fornys automatisk, indtil det opsiges. Andre begrænsninger og andre vilkår er gældende. Besøg apple.com/dk/promo for at få mere at vide.