åbner i nyt vindue
UPDATE 2. september 2020

iOS-appøkonomi skaber 300.000 nye jobs i USA med udviklere, der tilpasser sig under pandemien

App Stores økosystem giver nu arbejde til 2,1 millioner mennesker på tværs af alle 50 stater i USA

Maxeme Tuchman og Alvaro Sabido, medgrundlæggerne af Caribu.
Medgrundlæggerne af Caribu, Maxeme Tuchman og Alvaro Sabido, er en del af den voksende iOS-appøkonomi, der giver arbejde til 2,1 millioner mennesker på tværs af alle 50 stater i USA.
iOS-appøkonomien har skabt næsten 300.000 nye jobs siden april 2019 og har hjulpet med at skabe muligheder for amerikanere i alle aldre, på trods af at COVID-19 fortsætter med at skabe enorme udfordringer og usikkerhed for samfund i hele landet. Udviklere i hele landet – inklusive virksomheder som Caribu, H-E-B og Shine – har tilpasset deres virksomheder for at sikre, at de kan blive ved med at støtte deres kunder i denne udfordrende tid.1
Siden App Store blev lanceret i 2008, er iOS-appøkonomien blevet en af de hurtigst voksende sektorer i økonomien. På trods af pandemien fortsætter App Store med at give økonomiske muligheder for iværksættere – store såvel som små – og hjælper alle med at få en idé ud til kunder i hele verden og udnytte nye muligheder, der ellers aldrig ville være mulige. App Stores økosystem understøtter nu mere end 2,1 millioner jobs i USA på tværs af alle 50 stater – en stigning på 15 procent siden sidste år – som en del af de 2,7 millioner jobs, Apple understøtter på tværs af landet.
Apps er blevet endnu vigtigere i amerikanernes hverdag, da de søger nye sikrere måder at lære, arbejde og holde kontakten med venner og familie på under pandemien. App Store giver mulighed for at bestille mad fra restauranter, give levende og effektfuld fjernundervisning til elever, telesundhed til patienter og læger og digital handel for små virksomheder. For iværksættere, der skaber disse apps, og de teams, der designer dem, giver det varige og bæredygtige økonomiske muligheder, hvilket ses på den tocifrede vækst i antallet af jobs i økonomien for nye apps på tværs af mange stater siden sidste år.
Kort over USA, der angiver fordelingen af jobs i iOS-appøkonomien på tværs af 50 stater.
Den vækst opleves af både store og små virksomheder, herunder teamet hos Caribu i Miami, Florida. Caribu er en app, der giver medrivende, aktivitetsfyldte videoopkald og mulighed for, at familie og venner kan have tæt kontakt, selvom de befinder sig langt fra hinanden. Deltagere kan tegne sammen, læse godnathistorier, lægge puslespil, lave mad og endda besøge museer i realtid – forbindelser, der er blevet endnu vigtigere i de seneste måneder. Medgrundlæggerne af Caribu, Maxeme Tuchman og Alvaro Sabido, så deres virksomhed tage fart i løbet af foråret, efterhånden som folk søgte efter nye måder at holde kontakten på. For at kunne håndtere den tidoblede stigning i kunder rundt om i verden er teamet hos Caribu blevet tredoblet fra 4 til 12 medarbejdere, som bidrager til de 17.000 nye jobs i app-økonomien i Florida.
”Vi har set en utrolig vækst det seneste år, og vi har udvidet vores team massivt for at imødekomme efterspørgslen,” siger Tuchman. ”Det betyder så meget for os, at vi ikke blot kan hjælpe familier og venner med at holde kontakten i denne svære tid, men også kan tilbyde godt betalte jobs til vores voksende antal af medarbejdere. App Store har givet os en platform, hvor vi kan gøre begge dele.”
Caribu-appen vist på iPad Pro.
Teamet bag Caribu, en app, der gør videoopkald lærerige og underholdende, er tredoblet i løbet af de seneste måneder.
I Texas har appøkonomien bidraget med 36.000 nye jobs i løbet af det sidste år, en stigning på næsten 30 procent. H-E-B, en detailkæde i Texas, der blev grundlagt i 1905, som nu driver 350 butikker i hele staten og har føjet jobs til en medarbejderstab på næsten 110.000, bidrager til den vækst. I månederne før pandemien lancerede kæden mobilappen My H-E-B, som gør det nemt og strømlinet at afhente dagligvarer og andre vigtige varer uden for butikken eller få dem leveret. Siden da er antallet af appens aktive medlemmer pr. måned steget med forbavsende 1.050 procent og nåede sit omsætningsmål for 2021 i løbet af et par måneder. Som svar på det udvidede H-E-B sit digitale team med mere end 150 personer, og teamet har for nylig tilføjet forbedrede funktioner som berøringsfri digitale kuponer, selvbetjeningskasser, donationer i appen og integration af SNAP-betaling.
”Vores fokus på at gøre det nemmere viste sig at blive endnu vigtigere, end vi forestillede os, og vi er stolte af, at vores app gør det muligt for texanere at passe på deres familier under pandemien,” sagde Mike Georgoff, chief product officer for H-E-B Digital. ”Vores virksomheds styrke er vores arbejdsstyrke – i en sådan grad, at vi kalder dem partnere. Det betyder så meget for os at udvide teamet hvert år, i takt med at vi udvider vores fodaftryk og tilbyder nye digitale tjenester til vores kunder.”
My H-E-B-appen vist på iPhone 11 Pro.
H-E-B har udvidet sit digitale team med mere end 150 personer, i takt med at detailkæden fortsætter med at føje nye funktioner til sin app for at gøre shopping nemt og sikkert. 
Caribus og H-E-B's udvidelser og bidrag til deres lokale appøkonomier er et symbol på det, der sker i hele landet, med stater der fra kyst til kyst har tilføjet titusindvis af jobs det seneste år.
  • Maryland har tilføjet 25.000 nye jobs inden for appøkonomien siden sidste år. 
  • Michigan har tilføjet 12.000 nye jobs inden for appøkonomien, hvilket er en stigning på 34 procent siden sidste år. 
  • Mange mindre stater, herunder Alabama, Nevada og Oklahoma, så tocifrede stigninger i jobs inden for appøkonomien i samme tidsperiode.
Mens appøkonomien fortsætter med at vokse, investerer Apple i læringsprogrammer og muligheder, der hjælper studerende i alle aldre med at forberede sig på jobs i appøkonomien i fremtiden. Med Swift Playgrounds, Alle kan kode og App Development with Swift giver Apple alle med en interesse i at lære at kode, værktøjer og vejledning i at nå dertil. I dag bruger mere end 9.000 grundskoler og højere uddannelsesinstitutioner i hele verden Apples undervisningsmaterialer, når det gælder kodning, herunder over 100 gymnasier på tværs af USA. Og Apples kodningsakademi, acceleratorer og Entrepreneur Camps giver lovende udviklere mulighed for at anvende de nyeste teknologier i deres apps, opbygge deres virksomheder og markedsføre deres idéer over for et globalt publikum. 
Shine-appen vist på iPhone 11 Pro.
Medgrundlæggerne af Shine, Naomi Hirabayashi og Marah Lidey, deltog i Apples Entrepreneur Camp i 2019, hvor praktiske teknologilaboratorier og vejledning fra Apples eksperter og programmører hjalp med at forme deres tilgang til nye funktioner.
Dette omfatter iværksættere som Naomi Hirabayashi og Marah Lidey, der deltog i Apples Entrepreneur Camp i 2019. Deres app, Shine, hjælper med at gøre ressourcer til velvære og mental sundhed i hverdagen nemt tilgængelige. Som reaktion på COVID-19-pandemien har Shine indgået et samarbejde med Mental Health America om at tilbyde en gratis ressource til at tage hånd om din angst for coronavirus og har planer om at starte en daglig podcast. Denne sommer lancerede Shine en ny kategori for velvære for sorte og har prioriteret indhold fra sorte udviklere.
Apple beskæftiger over 90.000 medarbejdere på tværs af alle 50 stater i USA. Virksomheden er på vej til at opfylde sine forpligtelser om at bidrage med 350 milliarder amerikanske dollars i USA over en femårig periode. Apple understøtter 450.000 jobs inden for produktion og forsyningskæde gennem deres arbejde med 9.000 amerikanske leverandører.
Del artikel

Billeder af iOS-appøkonomi

  1. Estimatet af jobskabelsen er baseret på forskning af Dr. Michael Mandel, Progressive Policy Institute, august 2020.

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36