åbner i nyt vindue
UPDATE 25. august 2020

Final Cut Pro X opdateret med væsentlige forbedringer af arbejdsgangen

Final Cut Pro X på Mac Pro.
Den nye opdatering af Final Cut Pro X strømliner arbejdsgangen ved fjernarbejde og gør det nemmere end nogensinde før at redigere indhold til sociale medier.
Apple opdaterer i dag Final Cut Pro X med powerfulde nye funktioner, der sikrer bedre fjernarbejde og hurtigere redigering for brugerne. Forbedringer, når det gælder udarbejdning og styring af proxy-medier, giver klippere mobilitet og ydeevne, når de arbejder med formater med høj opløsning eller samarbejder eksternt. Nye værktøjer til de sociale medier automatiserer videobeskæring i kvadratiske, opretstående og andre tilpassede formater til populære sociale medieplatforme. Samtidig betyder nye forbedringer af arbejdsgangen, at Final Cut Pro er mere alsidig og har større ydeevne – Mac er dermed stærkere end nogensinde før for alle filmklippere og andre, der arbejder med motion graphics.

Forbedringer af proxy-arbejdsgange

I dag bruges der i højere grad end nogensinde før fjernredigering fra en lang række forskellige placeringer. Dagens opdatering af Final Cut Pro omfatter større forbedringer af proxy-arbejdsgange, som gør biblioteker mere mobile og strømliner fjernarbejde med store filer med høj opløsning. Som noget helt nyt for Final Cut Pro kan filmklippere lave proxyer i enten ProRes Proxy eller H.264 i mål på helt ned til 12,5 % af originalen. De kan også samle proxy-medier, billeder og lyd på et eksternt eller netværksforbundet drev. Et Final Cut Pro-bibliotek kan endda omlinkes til proxyer, der allerede er oprettet, så der opnås større fleksibilitet. Klippere kan nu linke til proxy-medier, som er genereret af programmer fra tredjeparter via XML. Eksempler på dette er Frame.io, som er en cloud-baseret kreativ samarbejdsplatform til gennemgang og godkendelse plus administration af værktøjer som Keyflow Pro og PostLab. Hvis proxy-medier ikke er tilgængelige til visse klip, kan brugerne tilpasse arbejdsgangene, så der vises enten den originale fil eller en optimeret version. 
En proxy-arbejdsgang vist på iMac og 16" MacBook Pro.
Forbedringer af arbejdsgangen for proxy-medier giver mobilitet og ydeevne, når der arbejdes med store formater med høj opløsning, eller når folk samarbejder fra forskellige placeringer.

Automatiske værktøjer til beskæring af sociale medier

Dagens opdatering af Final Cut Pro gør det nemmere end nogensinde før at levere indhold til de sociale medier. Ved hjælp af maskinlæring kan klip i et projekt nu automatisk analyseres for dominerende bevægelse og beskæres intelligent med Smart Conform, så de konverteres til video i kvadratisk, opretstående eller andet format – perfekt til populære platforme som Instagram, Snapchat og Twitter. Transform Overscan viser medier, som er uden for beskæringsgrænsen, når man justerer skalering, rotation og position, så historiefortællere nemt kan flytte beskæringen. Filmklippere kan også tilføje en tilpasset lag-effekt som hjælp, når tekst og grafik skal placeres på billeder, som ikke er landskabsbilleder.
Værktøjet til beskæring til sociale medier i Final Cut Pro.
Værktøjer til sociale medier gør det utroligt nemt at beskære video i kvadratisk og opretstående format, når der laves indhold til platforme som Instagram og Snapchat.

Forbedringer af arbejdsgangen for redigering 

Professionelle brugere, der arbejder med video, kan nu arbejde endnu mere effektivt med en række nye forbedringer af arbejdsgangen i Final Cut Pro. ProRes RAW-kameraindstillinger, f.eks. ISO, farvetemperatur og eksponeringsforskydning, kan ses i infovinduet for første gang. Klippere kan også anvende crossfades med lyd på klip side om side i ét enkelt trin, bruge en ny genvejsmenu til at lukke et projekt eller rydde tidslinjehistorikken og sortere klip og projekter i List View ud fra den sidste dato, hvor hver fil blev ændret. 
Denne opdatering introducerer også væsentlige forbedringer af ydeevnen med nye Metal-kompatible plug-ins til RED RAW og Canon Cinema RAW Light. Omkodning af 8K RED RAW-video til ProRes 422 kan klares op til to gange hurtigere på Mac Pro og op til tre gange hurtigere på MacBook Pro.1 Og for første gang kan Final Cut Pro-klippere afspille og redigere 8K Canon Cinema RAW Light.
Ved arbejde med 360-graders video kan klippere hurtigt stabilisere stereoskopisk 3D-video og få vist optagelser i 360-graders Viewer med separate streams for hvert øje. De kan også gå i gang med arbejdet med fjernindhold med det samme, mens det downloades i baggrunden fra webbaserede programmer til administration af materialer, f.eks. udvidelsesprogrammet Frame.io.
Ny arbejdsgang for redigering i Final Cut Pro.
Lyd-crossfades kan anvendes til klip, der ligger side om side, i ét nemt trin.

Opdateringer af Motion og Compressor

Motion giver nu professionelle adgang til en række helt nye muligheder for at lave flotte effekter og imponerende grafik. Kreative talenter kan importere 3D-modeller fra tredjeparter eller vælge fra et indbygget bibliotek med 3D-modeller i USDZ-format til brug i titler, generatorer, effekter og overgange. De kan endda bruge adfærd eller keyframes til at manipulere positionen, rotationen og skaleringen for en model og bruge eksisterende duplikeringer, emittere, lys og kameraer til at opnå ekstra kreativitet. 
En anden nyhed i dagens Motion-opdatering er Stroke Filter, som er et værktøj, der automatisk skitserer et objekt eller et tekstelement ved hjælp af alfakanalen. Klippere kan tilpasse omrids ved at animere deres forskydning, anvende flere stregfiltre til samme objekt eller bruge gradueringsværktøjer til at lave flere streger med forskellige farver. Folk, der arbejder med motion graphics, kan dermed lave imponerende animationer og effekter og samtidig undgå tidskrævende arbejde, hvor det er nødvendigt at skitsere elementer manuelt. 
Compressor har også fået en opdatering med understøttelse af specielle LUT-effekter, mulighed for at bruge Camera LUT'er til at konvertere logkodede optagelser til SDR- eller HDR-outputs og andre forbedringer af arbejdsgangen.
Priser og tilgængelighed
Final Cut Pro 10.4.9 fås fra i dag som en gratis opdatering til eksisterende brugere. Nye brugere kan købe programmet i Mac App Store for DKK 2.499,00 (DK). Motion 5.4.6 og Compressor 4.4.7 fås også fra i dag som gratis opdateringer til eksisterende brugere. For nye brugere er prisen DKK 449,00 (DK) for hvert program i Mac App Store. Kunder i uddannelsessektoren kan få vores pakke med professionelle programmer til undervisningsbrug for DKK 2.123,76 (DK). Alle brugere kan downloade en gratis prøveudgave af Final Cut Pro X. Få flere oplysninger på: apple.com/final-cut-pro.
Del artikel

Billeder af Final Cut Pro 10.4.9

  1. Test udført af Apple i august 2020 med 2,5 GHz 28-core Intel Xeon W-baserede Mac Pro-systemer med hver 384 GB RAM og dobbelt AMD Radeon Pro Vega II-grafik med Infinity Fabric Link og 32 GB HBM2, konfigureret med 4 TB SSD samt 2,4 GHz 8-core Intel Core i9-baserede 16" MacBook Pro-systemer med 64 GB RAM og Radeon Pro 5600M-grafik med 8 GB HBM2, konfigureret med 8 TB SSD. Mac Pro-systemer testet med en tilsluttet Pro Display XDR-skærm. Testudgave af Final Cut Pro 10.4.9 med test-plugins fra RED Apple Workflow Installer v16 og Final Cut Pro 10.4.8 med plugins fra RED Apple Workflow Installer v15 testet på macOS Catalina ved hjælp af et projekt på 11 sekunder med REDCODE® RAW 4:1-video med en opløsning på 8192x4320 og 23,98 billeder i sekundet, omkodet til Apple ProRes 422. Ydeevnen varierer afhængigt af systemkonfiguration, medietype og andre faktorer.
  2. Test udført af Apple i august 2020 med 2,5 GHz 28-core Intel Xeon W-baserede Mac Pro-systemer med hver 384 GB RAM og dobbelt AMD Radeon Pro Vega II-grafik med Infinity Fabric Link og 32 GB HBM2, konfigureret med 4 TB SSD samt 2,4 GHz 8-core Intel Core i9-baserede 16" MacBook Pro-systemer med 64 GB RAM og Radeon Pro 5600M-grafik med 8 GB HBM2, konfigureret med 8 TB SSD. Mac Pro-systemer testet med en tilsluttet Pro Display XDR-skærm. Testudgave af Final Cut Pro 10.4.9 med testudgave af Canon RAW Plugin 2.0 testet på macOS Catalina ved hjælp af et projekt på 33 sekunder med Canon Cinema RAW Light-video med en opløsning på 8192x4320 og 29,97 billeder pr. sekund (som en del af en omkodningstest). Ydeevnen varierer afhængigt af systemkonfiguration, medietype og andre faktorer.

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36