åbner i nyt vindue
En akvarel af Dr. Carl Owens
Dr. Carl Owens er en af de over 3.000 Apple Distinguised Educators, der findes på verdensplan
Dr. Carl Owens har undervist sine studerende i, hvordan man udnytter teknologiens muligheder, i 40 år, og i over halvdelen af disse har han været Apple Distinguished Educator (ADE). I år fejrer ADE-ordningen, som anerkender og støtter undervisere, der bruger Apple-teknologi til at skabe nye muligheder for læring, sit 25-års jubilæum. Owens er en af de over 3.000 undervisere fra 45 lande, som har været en del af ordningen i løbet af disse 25 år. 
I løbet af sin karriere har Owens, 65, undervist tusindvis af bachelor-, kandidat- og ph.d.-studerende. En stor del af dem var kommende lærere, som senere selv har undervist mange tusind elever. Men selv nu hvor College of Education-professoren på Tennessee Tech University forbereder sig på at gå på pension efter det kommende skoleår, skal man ikke bede ham om at dvæle ved fortiden – han vil meget hellere forestille sig fremtiden. For Owens er fremtiden lys, og det skyldes alt sammen de studerende, han har været mentor for, og den mission, de vil fortsætte i hans sted. 
“Det største i livet er ikke at forme de studerende efter dit eget billede, men at give dem mulighed for at blive bedre, end de selv kan forestille sig,” sagde Owens. “Jeg har plantet nok træer i denne verden, og med det mener jeg de tusindvis af studerende, som jeg har haft æren af at arbejde med. Du giver dem muligheder, så de kan fortsætte denne vision for teknologi og udvikle den. De er fremtiden.”
En af disse studerende var Dr. Michael Torrence. 
“Dr. Owens ser hele tiden fremad,” siger Torrence. “Han siger, ‘Hvad har du gjort i dag? Hvordan har du fremmet missionen?’ Og missionen er helt tydelig, når du deltager i hans undervisning, og når du taler med ham. Forberedelsen på fremtiden starter ikke i dag – den begyndte for længe siden. Jo mere tid folk bruger på at se tilbage i tiden, jo mindre vil vi opnå. Så missionen er altid at fokusere på fremtiden.”
En akvarel af Dr. Michael Torrence.
Dr. Michael Torrence, direktør for Motlow State Community College i Tennessee, USA.
Torrence, 46, hørte om denne mission for første gang for 18 år siden under hans anden uge som assisterende basketballtræner på Tennessee Tech. Han stødte på Owens på universitetsområdet, og professoren foreslog, at Torrence kom forbi hans kontor for at tale om sin fremtid. I de 18 år, der er gået siden da, har Owens og Torrence talt sammen hver dag, enten ansigt til ansigt, over telefonen eller via SMS eller mail. Disse samtaler har hjulpet med at styre Torrence mod et ph.d.-studie og siden hen hans nuværende stilling som præsident for Motlow State Community College i Tennessee.
“Samtalerne, som har fundet sted siden dengang og frem til i dag, har hjulpet med at klarlægge ikke blot, hvad der er sandsynligt eller muligt, men det faktum, at der ikke er grænser for, hvad man kan opnå,” siger Torrence. “Det har betydet utroligt meget at omgås en person som Carl, som er ADE, og at få mere viden, end hvad den almindelige forbruger har, for at forstå den effekt, som disse værktøjer kan have, set fra en teknologs perspektiv.”
Owens har brugt Apple-produkter, siden han oplevede den første Macintosh i 1984, og han bruger hele pakken af enheder og software fra Apple i sin undervisning og på Tennessee Techs Jeffers Learning Resource Center, som han er leder af. 
“Apple har en lang historie på uddannelsesområdet,” siger Owens. “I begyndelsen, før iPhone eller iPad, var Apple den virksomhed, der havde en computer, som gav undervisere mulighed for at blive bedre, end de nogensinde havde troet, de ville blive.”
Owens har forsynet alle sine studerende med en iPad i mange år, og han bruger Apples produkter til at hjælpe med at lære dem, hvordan man kan finde på nye og kreative måder at gribe læring an på.
“Hvis du underviser i en proces ved at vise en enkelt måde at gøre tingene på, som vi ofte gør med børn, vil alle produkter se ud som det, du har lært fra dig, og det hæmmer den kreative proces,” siger Owens. “I stedet siger jeg, ‘Skab noget nyt helt uden filter.’ Apples produkter har altid været velegnede til, at undervisere og studerende kan være kreative i læringsprocessen.” 
Udover at bruge apps som Keynote, GarageBand og iMovie har Owens i mange år opfordret sine studerende til at samarbejde, selv når de ikke er samlet. De har blandt andet arbejdet på projekter fra forskellige steder på universitetsområdet, og han har afholdt kontortid og være vært for gæsteundervisere fra hele verden via FaceTime.
“Takket være ADE-ordningen har jeg venner fra hele verden, og jeg har sagt til mine studerende, ‘Jeg vil vise jer, hvordan fremtidens undervisning kommer til at se ud,’” siger Owens. “Og i den første undervisningstime har andre ADE’er fra Australien, New Zealand, Italien, ja, hele verden, været med over FaceTime.”
Da COVID-19 tvang universiteter og skoler over hele verden til at skifte til fjernundervisning tidligere på året, var Tennessee Tech klar, blandt andet takket være Owens, som har forberedt sig på fremtiden i 40 år. 
“Dr. Owens har helt bestemt skabt grundlaget for, at vi kunne være så fleksible, som vi har været under COVID-19,” siger Dr. Jason Beach, 41, en professor på Tennessee Tech, som også er en del af skolens COVID-19-taskforce. “Pandemien spredte sig så hurtigt, og så mange ting lukkede så hurtigt, at det blev rigtigt svært at finde det nødvendige udstyr, men takket være ham havde vi en masse allerede.”
En akvarel af Dr. Jason Beach.
Dr. Jason Beach, en professor på Tennessee Tech, som også er en del af skolens COVID-19-taskforce.
Beach taler ikke blot som kollega – han var en af Owens studerende for næsten 20 år siden på Tennessee Tech, og han vendte hurtigt tilbage for selv at begynde at undervise. 
“De ting, han stod for, dengang han var min lærer, er de samme ting, som han står for nu – nu bruger han selvfølgelig meget mere avancerede teknologier,” siger Beach. “Det vigtigste, han har lært mig, er at sætte andre først. Han har undervist mig og været min mentor, så jeg kan fortsætte med hans mission, og jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at hædre ham på end ved bare at fortsætte med at hjælpe og støtte de studerende, vi har.”
Både Beach og Torrence føler sig inspirerede af Owens til altid at lede efter muligheder for at give de studerende adgang til nye teknologier. På Motlow har Torrence taget Tennessee State Universitys HBCU C2-initiativ til sig. Det er skabt i samarbejde med Apple og giver de studerende adgang til kodning og kreative læringsmuligheder. Og begge professorer arbejder i øjeblikket på at udvide deres skolers læseplaner og lokaler til arbejde med virtual reality. 
“Carl sagde til mig, at i den større sammenhæng giver du de studerende muligheder, som de måske aldrig før har haft chancen for at opleve,” siger Beach. “Dine ord, dine handlinger og det, du gør for dem, vil de altid huske, og det er noget, der vil leve længere end teknologi, fordi du investerer i dem. Det var det, der skete i mit tilfælde: Han investerede i mig, og han gjorde mig til et bedre menneske, fordi han gav mig muligheder, som jeg ikke ville have haft, hvis jeg ikke havde mødt ham.”
“I hans selskab handler det altid om konstant udvikling,” siger Torrence. “Selv i dag udfordrer han mig – hvordan bliver du en bedre version af dig selv i dag, end du var i går? Han er et sandt kraftværk. Jeg mener virkelig, at verden er et bedre sted, og at jeg er et bedre menneske takket være ham.”
Owens tænker på fortiden et kort øjeblik og siger, at han er enormt stolt af Torrence, Beach og alle de tusindvis af studerende, som han har undervist i løbet af sin karriere. 
“Jeg glæder mig over det liv, jeg har haft,” siger Owens. “Jeg glæder mig over at være lærer. Jeg glæder mig over de lærere, som har lært mig at være på den her måde. Og jeg glæder mig over hver eneste studerende, som jeg har haft mulighed for at stå foran. Hvis jeg tænker på, hvad jeg forestillede mig for 40 år siden, og jeg ser, hvor vi er nu i forhold til teknologi – så håber jeg, at alt, hvad de studerende, som jeg har arbejdet med, forestiller sig og deres drømme for fremtiden vil gå i opfyldelse om 40 år, ligesom mine har gjort.”
Del artikel

Billeder af Apple Distinguished Educator

Pressekontakt:

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36