UPDATE
16. juni 2020
Vinderne af Apples WWDC20 Swift Student Challenge indstillede på at forme fremtiden
Når Apple 2020 Worldwide Developers Conference starter den 22. juni i et nyt virtuelt format, vil et globalt fællesskab af 23 millioner udviklere få muligheden for at deltage gratis overalt i verden via Apple Developer-appen og Apple Developer-webstedet. Her i sit 31. år vil WWDC20 samle den største gruppe af innovatorer og iværksættere, man nogensinde har set, for at forbinde, dele og skabe.
Blandt dem vil der være 350 Swift Student Challenge-vindere fra 41 forskellige lande og regioner. Eleverne er blevet udvalgt på baggrund af den oprindelige Swift Playground, de indsendte, og som er en del af Apples årlige WWDC-elevudfordring, der anerkender og fejrer næste generation af kodere og kreative sjæle.
Blandt dem er Sofia Ongele, Palash Taneja og Devin Green. Teenagerne deler et mål i livet, der bedst opsummeres af Ongele: “Lave noget teknologi og udrette en masse godt undervejs.” Alle tre ser udfordringer i verden som muligheder for at gennemføre forandringer. Alle problemer er en opfordring til handling – og den opfordring tager de imod, klart og konstruktivt.
Sofia Ongele, 19, der netop har afsluttet sit andet år på New Yorks Fordham University, har fokus på forandring i skæringspunktet mellem teknologi og social retfærdighed. Det er ReDawn, hendes første iOS-app, et stærkt eksempel på. Efter at en af hendes universitetsvenner blev offer for et seksuelt overgreb som førsteårsstuderende, udviklede Ongele ReDawn for at hjælpe overlevende med at få adgang til ressourcer på en sikker, nem og følsom måde.
“Jeg ville lave noget, der gør denne proces mindre isoleret,” siger Ongele, som er blevet kontaktet af organisationer, der ønsker at indgå partnerskab med hende omkring appen. Men den vigtigste feedback, hun har modtaget, kom fra den ven, der blev overfaldet. “Hun mener, at det har potentiale til at påvirke folk, og det er det, der betyder mest for mig.”
Ongele blev introduceret til kodning i 2016, da hun deltog i bootcampen Kode With Klossy, et gratis kodekursus for piger mellem 13 og 18 år. Ongele siger, at det at lære at kode ændrede hendes verden.
“Der skete et 180-graders paradigmeskift i min hjerne – jeg tænkte: det er det her, jeg vil lave,” siger Ongele, der endte med at undervise i programmet. “Jeg brænder for at videregive den viden til flere kvinder og til farvede kvinder, så de ikke føler, at dette er et område, de ikke kan gøre sig gældende på, fordi det er uden for rækkevidde.”
Ongele betragter højesteretsdommerne Sandra Day O’Connor og Ruth Bader Ginsburg samt kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez som helte og er ved at prøve at vælge mellem jura og politik – eller begge dele. Uanset hvilken vej hun vælger, ved hun, at hendes kodningsfærdigheder bliver en del af rejsen: “I sidste ende vil jeg bare gerne kunne bruge teknologi til sociale formål.“
Palash Taneja, 19, voksede op i New Delhi i Indien. For fire år siden pådrog han sig et alvorligt tilfælde af denguefeber, en myggebåret virus, der sendte ham på hospitalet.
“Jeg tror, at hele oplevelsen med to-tre måneders sygdom inspirerede mig til at lære at programmere og bruge det som et værktøj til problemløsning,” siger Taneja, som netop har afsluttet første studieår på University of Texas i Austin.
Han skabte et webbaseret værktøj, der bruger maskinindlæring til at forudsige, hvordan myggebårne sygdomme som denguefeber kan sprede sig. Og som produkt til dette års Swift Student Challenge Submission, afviklet under COVID-19, designede Taneja en Swift Playground, der underviser i kodning, mens den simulerer, hvordan en pandemi bevæger sig gennem en befolkning, og viser, hvordan forholdsregler som social afstand og masker kan hjælpe med at holde smittetallet nede. Han udviklede den for at hjælpe med at uddanne unge, efter at han havde set, hvordan nogle ikke tog advarsler alvorligt.
Taneja brænder også for uddannelse. I Indien meldte han sig som teenager frivilligt til at undervise i engelsk og matematik på en skole for elever, hvis familier ikke havde råd til at betale for undervisning. Før han tog af sted for at læse på universitetet i USA, udviklede han et program, der oversætter populære onlineundervisningsvideoer til ca. 40 sprog, så børn, der ikke har fysisk adgang til ordentlig skolegang, kan blive undervist på internettet.
“Jeg er virkelig glad for at arbejde med børn, og jeg tror, at uddannelse er en af de ting, der kan påvirke en persons liv mest,” siger Taneja, “især en person i et udviklingsland.”
Devin Green elsker at løse problemer med teknologi og kigger på sine omgivelser for at få inspiration. Da han afsluttede sit sidste år i gymnasiet derhjemme på grund af COVID-19, brugte han sit soveværelse i Castro Valley i Californien som laboratorium.
Den 18-årige, der begynder på første år på Stanford til efteråret, havde svært ved at vågne om morgenen, så han designede et program ved hjælp af en trykmåtte under sin seng. Hvis der stadig er vægt på måtten, efter at han skulle være stået op, går en alarm i gang og stopper ikke, før han bruger sin telefon til at scanne en QR-kode.
“Der er 12 forskellige QR-koder i mit hus, og de bliver randomiseret hver morgen,” siger Green. “Så jeg ved aldrig helt præcis, hvor jeg skal hen for at slukke alarmen.”
Denne samme innovationsånd gennemsyrer alt det, som Green skaber. Den playground, han vandt Swift Student Challenge med, har en kunstig intelligens-robot ved navn Stanny, der kan genkende og besvare 63 forskellige kommentarer og spørgsmål.
Green har også to apps i App Store, hvoraf han byggede den første, da han var 13. Den anden, kaldet Slight Work, er en hjemmeopgaveapp, der bruger Pomodoro-teknikken til at maksimere arbejdstiden med strukturerede pauser. Ham og hans gymnasiekammerater brugte den på deres sidste år, det samme gjorde venner på universitetet.
Når Green tænker på fremtiden, håber han at kunne gøre brug af sine problemløsningsevner til at gennemføre ændringer i meget større omfang.
“Social retfærdighed og politik er områder, jeg meget gerne vil bidrage til,” siger Green. “At give folk adgang til de materialer, de skal bruge for at holde sig orienteret om aktuelle samfundsanliggender eller adgang til vælgerregistrering eller grundlæggende borgerrettigheder – at løse de problemer er virkelig vigtigt for mig.”
Apple er stolt over at støtte og hjælpe næste generation af udviklere med det årlige WWDC-elevprogram – og det er bare en af de mange måder, hvorpå WWDC20 anerkender og fejrer kodere og kreative sjæle i alle aldre og med alle baggrunde. For første gang nogensinde vil der være en særlig samling af udvalgte sessioner, der er perfekte til spirende kodere og designere, og daglige Swift Playgrounds-udfordringer, som alle kan deltage i og have det sjovt med.
Del artikel
Billeder af vindere af Swift Student Challenge