UPDATE
10. april 2020
Apple og Google samarbejder om teknologi til COVID-19-smittesporing
Over hele verden samarbejder regeringer og sundhedsmyndigheder om at finde løsninger til COVID-19-pandemien, beskytte deres befolkninger og få samfundet op at køre igen. Softwareudviklere bidrager ved at bygge tekniske værktøjer, som kan være med til at bekæmpe virussen og redde liv. Google og Apple ønsker også at bidrage til samarbejdet og lancerer derfor en fælles indsats, som skal hjælpe regeringer og sundhedsmyndigheder med at mindske smittespredning vha. Bluetooth-teknologi, samtidig med at brugernes anonymitet og sikkerhed er i centrum.
Eftersom COVID-19 kan overføres ved tæt kontakt til en smittet person, har sundhedsmyndighederne peget på smittesporing som et vigtigt redskab til at inddæmme spredningen. En række af verdens førende sundhedsmyndigheder, universiteter og NGO’er har gjort en stor indsats for at udvikle smittesporingsteknologi til frivillig afbenyttelse. For at hjælpe initiativet yderligere på vej lancerer Apple og Google en omfattende løsning, der inkluderer API’er (Application Programming Interfaces) og teknologi på styresystemniveau til fremme af smittesporing. Da der er brug for tiltag her og nu, er det planen at implementere løsningen i to trin, samtidig med, at man sikrer markant beskyttelse af brugernes anonymitet.
Først vil de to virksomheder til maj lancere API’er, som sundhedsmyndighederne kan bruge til at udvikle apps, der fungerer på tværs af Android- og iOS-enheder. Brugerne kan downloade disse officielle apps i deres respektive app-butikker.
Dernæst vil Apple og Google i de kommende måneder arbejde på at udvikle en bredere Bluetooth-baseret smittesporingsfunktion, som bliver indbygget i de underliggende platforme. Dette er en mere vidtrækkende løsning end en API, som vil give flere personer mulighed for at deltage – hvis de ønsker det – samt fremme interaktionen med et større app-økosystem og sundhedsmyndighederne. Anonymitet, gennemsigtighed og samtykke er altafgørende i forbindelse med denne indsats, og vi ser frem til at udvikle denne funktion i samråd med de relevante interessenter. Vi offentliggør åbent information om vores arbejde, så andre kan analysere indsatsen.
Vi mener alle hos Apple og Google, at der aldrig har været et vigtigere tidspunkt for et samarbejde af denne slags, hvor vi i fællesskab forsøger at løse et af de største globale problemer lige nu. Gennem tæt samarbejde med udviklere, regeringer og sundhedsmyndigheder håber vi på at kunne udnytte teknologiens kraft til at hjælpe lande i hele verden med at bremse spredningen af COVID-19, så de hurtigst muligt kan vende tilbage til en normal hverdag.
Som en del af dette samarbejde udgiver Google og Apple udkast til teknisk dokumentation, herunder Specifikationer for Bluetooth og kryptografi samt framework-dokumentation.