åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 9. december 2019

Apple skriver historie med “The Morning Show”, der er nomineret til flere Golden Globe-priser

Apple TV+ bliver den første streamingtjeneste, som prisnomineres i sit lanceringsår

Et stillbillede fra “The Morning Show”.
“The Morning Show” er blevet nomineret til tre Golden Globes: Bedste TV-serie, drama, og Bedste skuespillerinde i en TV-serie, drama, for Jennifer Aniston og Reese Witherspoon.
Cupertino, Californien – Apple blev i dag for første gang nogensinde nomineret til Golden Globes af Hollywood Foreign Press Association (HFPA), herunder prisen Bedste TV-serie, drama, for Apples verdenssucces “The Morning Show” og to nomineringer til prisen Bedste skuespillerinde i en TV-serie, drama, for stjernerne og filmproducenterne på “The Morning Show”, Jennifer Aniston og Reese Witherspoon. Priserne uddeles ved den 77. udgave af den årlige Golden Globe Awards, som løber af stablen den 5. januar 2020.
Med nomineringerne af “The Morning Show” i dag er Apple TV+ den første streamingplatform, som modtager anerkendelse fra HFPA i sit lanceringsår, og det sker kun én måned efter, at tjenesten blev lanceret. Det er også første gang, at Aniston såvel som Witherspoon er blevet indstillet til en pris som skuespillerinde i et TV-drama. Aniston er nu kun den fjerde person gennem tiden, som er blevet nomineret til Golden Globe-priser for både en komedieserie og en dramaserie som kvindelig hovedrolleindehaver. 
Her er priserne, som Apple i morges er blevet nomineret til:
Bedste TV-serie – drama – “The Morning Show” 
Bedste skuespillerinde i en TV-serie – drama – Jennifer Aniston i “The Morning Show”
Bedste skuespillerinde i en TV-serie – drama – Reese Witherspoon i “The Morning Show”
“Vi takker Hollywood Foreign Press Association for disse historiske nomineringer i dag,” sagde Zack Van Amburg, der er Apples Head of Worldwide Video. “Efter at Apple TV+ gjorde debut så sent som i sidste måned, er dagens nomineringer i den grad et vidnesbyrd om den fantastiske historiefortælling, der ligger bag ‘The Morning Show’ og alle vores Apple Originals.” 
“‘The Morning Show’ giver genlyd hos seerne rundt om i hele verden, og den anerkendelse, som vi har fået af Hollywood Foreign Press Association i dag, er et stærkt udtryk for, hvor tidsrelevant og unik serien er,” sagde Jamie Erlicht, Apples Head of Worldwide Video. “Tillykke til Jennifer Aniston, Reese Witherspoon, Michael Ellenberg, Kerry Ehrin, Mimi Leder og resten af besætningen og de kreative sjæle bag dette projekt, som alle har gjort et flot stykke arbejde uden lige. Vi kan dårligt vente med at komme videre i fortællingen om ‘The Morning Show’ i anden sæson.” 
“Jeg er utroligt stolt over, at serien er blevet nomineret, og det er en stor belønning at se Reese og Jen blive anerkendt for deres hårde arbejde og talent,” sagde Kerry Ehrin, filmproducent og showrunner på “The Morning Show”. “Mimi, Michael og jeg kunne ikke være mere glade og taknemmelige over for HFPA for denne ære og over for Apple for al deres støtte.” 
“Sikke en smuk morgen for ‘The Morning Show!’ Jeg er taknemmelig for at kunne fortælle denne historie sammen med en gruppe aldeles fremragende kunstnere – alle vores folk på og bag settet har brændt for det her og lagt hjerte og sjæl i at fortsætte samtalen om magt, grådighed og fare på arbejdspladsen,” sagde Mimi Leder, instruktør og filmproducent på “The Morning Show”. “Det er et vigtig tidspunkt og et privilegie at få mulighed for at fortælle historier og skabe kunst, der afspejler den tid, vi lever i. Tak til HFPA for denne utrolige ære og også for at anerkende Jennifer og Reese. Det har været som en drøm, der går i opfyldelse, at få lov at arbejde sammen med dem. Kerry, Michael og jeg selv er helt overvældede!” 
“Jeg er så taknemmelig over for medlemmerne i Hollywood Foreign Press Association for at anerkende ‘The Morning Show’ og Jennifer Aniston og Reese Witherspoons fremragende præstationer,” sagde Michael Ellenberg, filmproducent på “The Morning Show”. “En kæmpestor tak til Apple TV+ for deres utrolige samarbejde og de fantastiske folk på og bag settet. Det er mig en ære at dele denne nominering med dem.”  
Kunderne kan se “The Morning Show” eksklusivt på Apple TV+ i Apple TV-appen, og der er premiere på nye afsnit hver fredag verden over. Sæsonafslutningen går i luften fredag den 20. december.
“The Morning Show” dykker ned i morgennyhedernes hensynsløse verden og hverdagen for de mennesker, som hjælper Amerika med at vågne op om morgenen. Historiens omdrejningspunkt er to komplicerede kvinder foran kameraet, der forsøger at finde fodfæste i et minefelt med højintense jobs, samtidig med at de står over for en krise både privat og karrieremæssigt. “The Morning Show” er et oprigtigt drama, der ser på magtbalancen mellem mænd og kvinder, og mellem kvinder og kvinder, på en arbejdsplads, hvor ord som “undskyld” er en by i Rusland. Serien er produceret af Michael Ellenberg via Media Res, som også har lagt studie til, sammen med Jennifer Aniston og Kristin Hahn via Echo Films, Reese Witherspoon og Lauren Neustadter via Hello Sunshine samt Mimi Leder, som også har instrueret flere afsnit. Serien er udviklet af Kerry Ehrin, som er showrunner og producent. 
Apple TV+ er nu tilgængelig i Apple TV-appen på iPhone, iPad, Apple TV, iPod touch og Mac samt på udvalgte Smart TV-modeller fra Samsung, Roku- og Amazon Fire TV-enheder og online på tv.apple.com for 39 kroner om måneden med en gratis prøveperiode på syv dage. Kunder, der køber en ny iPhone-, iPad-, Apple TV-, iPod touch- eller Mac-model, får et års gratis Apple TV+.1
    1 39 kroner/måned efter den gratis prøveperiode. Ét abonnement pr. gruppe med Familiedeling. Tilbuddet gælder i tre måneder efter aktivering af den kvalificerede enhed. Abonnementet fornys automatisk, indtil det opsiges. Begrænsninger og andre vilkår er gældende.

Pressekontakt:

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36