UPDATE 8. oktober 2019

Hent macOS Catalina i dag

Med Apple Arcade på Mac, helt nye underholdningsprogrammer og Sidecar, som udvider Macs arbejdsområde med iPad.

MacBook Pro med macOS Catalina.
macOS Catalina fås nu med Apple Arcade på Mac og helt nye underholdningsprogrammer samt fantastiske nye funktioner som Sidecar, Stemmekontrol og Skærmtid.
macOS Catalina, den nyeste version af verdens mest avancerede styresystem til stationære computere, fås nu som gratis softwareopdatering. Med macOS Catalina kan brugerne få glæde af Apple Arcade, en banebrydende ny spiltjeneste med nye, eksklusive spil fra nogle af verdens mest kreative udviklere. Catalina giver også flere underholdningsmuligheder på Mac med splinternye Mac-versioner af Apple Music-, Apple Podcasts- og Apple TV-programmerne. Den nye funktion Sidecar udvider Macs arbejdsområde med iPad som sekundær skærm eller som tabletenhed, hvor Apple Pencil kan bruges i Mac-programmer. Stemmekontrol, en transformerende tilgængelighedsfunktion, gør, at Mac kan styres kun med stemmen. Med Mac Catalyst, en ny teknologi i Catalina, som gør det nemt for tredjepartsudviklere at lave Mac-versioner af iPad-apps, vil brugerne kunne opleve deres yndlingsapps fra iPad på Mac, som f.eks. Twitter, TripIt, Post-It, GoodNotes og Jira – og der er mange flere på vej. Og Skærmtid introduceres på Mac, hvor brugerne kan få viden om, hvordan de bruger tid i programmer og på websites, og mulighed for at bestemme, hvordan de vil bruge deres tid.

Apple Arcade: Nu i Mac App Store

Med et abonnement på Apple Arcade til 39 kr. om måneden får brugerne ubegrænset adgang til et hidtil uset katalog med spil på Mac, som også alle kan spilles på iPhone, iPad, iPod touch og Apple TV. Spillene kan endda spilles på tværs af enheder, så spillerne kan fortsætte, hvor de sidst gemte deres spil, uanset om de er hjemme eller på farten. På Mac kan spil spilles med tastatur og pegefelt eller mus, og mange spil understøtter også controllere, som f.eks. trådløse Xbox-controllere med Bluetooth og PlayStation DualShock 4. 
Apple Arcade-abonnenter får den fulde udgave af alle spil, inklusive alle opdateringer og udvidelser, uden reklamer eller ekstra køb i spillene. I stedet for at betale for hvert enkelt spil, når de downloades, kan abonnenterne frit downloade alle Apple Arcade-spil direkte fra Mac App Stores nye Arcade-fane. Fra action- og eventyrspil til fest- og gådespil – Apple Arcade har spil til brugere i alle aldre, så alle kan finde noget, de vil synes om. Tjenesten lanceres med en 30-dages gratis prøveperiode, og et enkelt abonnement giver op til seks familiemedlemmer adgang med Familiedeling. Det fulde katalog på 100 spil vil blive tilgængeligt i løbet af de kommende uger, og flere spil vil komme til hver måned, som f.eks. spændende nye action-, eventyr-, rollespils-, racer- og strategispil.

Nye underholdningsprogrammer: Apple Music, Apple Podcasts og Apple TV

Tre helt nye programmer – Apple Music, Apple Podcasts og Apple TV – erstatter iTunes og gør det nemt og sjovt at finde og få glæde af musik, serier, film og podcasts på Mac. Det nye Musik-program er hurtigt og tilbyder over 50 millioner sange, playlister og musikvideoer. Brugere vil få adgang til hele deres musikbibliotek, og ny musik kan stadig købes i iTunes Store. 
Apple Podcasts har et katalog med over 700.000 serier og muligheden for automatisk at få besked om nye afsnit, lige så snart de bliver tilgængelige. Programmet har også nye seriekategorier, særligt udvalgte samlinger og avancerede søgeværktøjer, der giver brugerne mulighed for at søge efter afsnit baseret på aktuelle begivenheder, personer og endda sætninger.
I Apple TV-programmet får brugerne forskellige måder at finde og se film og serier på i et enkelt, effektivt program med Apple TV-kanaler, personligt tilpassede anbefalinger og over 100.000 iTunes-film og -serier, som kan gennemses, købes eller lejes. Og nu vil Apple TV+, Apples originale videotjeneste, også være tilgængelig i Apple TV-programmet til Mac fra den 1. november.

Sidecar: Udvid Macs arbejdsområde, og slip kreativiteten løs med iPad  

Den nye Sidecar-funktion udvider arbejdsområdet på brugerens Mac-computer ved at bruge iPad som ekstra skærm, så der er mere plads at arbejde på. Med Sidecar kan du bruge en iPad-skærm som tablet til at tegne, skitsere eller skrive med Apple Pencil i ethvert program fra Apple eller tredjeparter til Mac, som understøtter brug af pen. Sidecar kører på kabelforbindelse, så brugerne kan oplade deres iPad, imens de arbejder, eller på en trådløs forbindelse, der giver større mobilitet, og brugerne kan arbejde i alt fra illustrationsprogrammer og videoredigeringsprogrammer til 3D-programmer, som f.eks. Photoshop, Illustrator og ZBrush.
Kvinde, der bruger MacBook og iPad med Sidecar.
Med Sidecar kan brugerne udvide arbejdsområdet på deres Mac med iPad som ekstra skærm eller udnytte kombinationen af iPad og Apple Pencil til at tegne, skitsere eller skrive i programmer til Mac.

Tilgængelighed: Alle får mulighed for at få mest muligt ud af deres Mac

macOS Catalina introducerer transformerende tilgængelighedsfunktioner, der giver brugere med handicap mulighed for at få mest muligt ud af deres enheder. Med Stemmekontrol kan brugerne styre Mac- og iOS-enheder på en helt ny måde kun med stemmen. Funktionen anvender den nyeste version af Siri-stemmegenkendelsesteknologi til at transskribere talesprog og gøre det muligt at redigere tekst med stemmen. Nye tal og net giver værktøjerne til at interagere med stort set alle programmer, og lydbehandling sker direkte på enheden. For brugere med nedsat syn viser “Fremhæv tekst” tekst i høj opløsning i et særligt vindue, når cursoren holdes over tekst og UI-elementer, og Zoom på skærmen sørger for, at der er zoomet tæt ind på en skærm, imens den anden vises i normal opløsning. 

Mac Catalyst: Endnu flere fantastiske programmer på Mac

Mac Catalyst fås også med macOS Catalina. Det er en ny teknologi, der giver programudviklere mulighed for at udvikle Mac-udgaver af deres produktionsversioner af iPad-apps på en nem måde. iPads økosystem indeholder over en million iPad-apps, og nu kan brugerne opleve flere af deres yndlingsapps på Mac end nogensinde før, som f.eks. Twitter, GoodNotes, TripIt from SAP, Post-it, Morpholio Board, Rosetta Stone, Jira, Proloquo2Go og mange andre. Disse programmer og mange andre kan brugerne downloade og nyde godt af allerede i dag i Mac App Store, og andre spændende Mac Catalyst-udviklede programmer vil blive frigivet i de kommende uger. 

Skærmtid: Overvåg hele familiens aktivitet på Mac

macOS Catalina præsenterer for første gang Skærmtid på Mac, som giver viden om, hvordan brugerne bruger deres tid i programmer og på websites. Skærmfri tid giver brugerne mulighed for at planlægge tid væk fra deres Mac, og Programtidsgrænser giver kontrol over, hvor meget tid brugerne bruger på specifikke programmer, websites og programkategorier. Med iCloud kombinerer Skærmtid al brug og synkroniserer indstillingerne for Skærmfri tid og Programtidsgrænserne på tværs af enheder. Og med Familiedeling giver Skærmtid forældre indsigt i deres børns aktiviteter på tværs af alle deres Apple-enheder.
MacBook Pro med Skærmtid.
Skærmtid er nu tilgængelig til Mac, så brugerne får viden om og værktøjer til at administrere deres tid bedre, når de bruger programmer og websites.

Sikkerhed og anonymitet: Mere brugerkontrol end nogensinde

Sikkerhedsforbedringerne i Catalina beskytter macOS bedre imod manipulation, hjælper med at sikre programmer og giver brugerne bedre kontrol over adgangen til deres data. macOS Catalina kører nu i en dedikeret, skrivebeskyttet systemenhed, hvilket betyder, at det er helt adskilt fra alle andre data, og at intet kan overskrive dine vigtige filer til styresystemet ved et uheld. Gatekeeper, Apples teknologi til at sikre, at kun pålidelig software kører på din Mac, tjekker nu alle programmer for kendte sikkerhedsproblemer, imens ny databeskyttelse kræver, at alle programmer får tilladelse, inden de tilgår brugerens dokumenter. Alle Mac-computere med Apples T2 Security-chip understøtter nu Aktiveringslås, præcis som på iPhone eller iPad, så kun ejeren kan slette og genaktivere en Mac, hvis den mistes eller bliver stjålet. Med Godkend med Apple Watch kan brugerne også godkende specifikke sikkerhedsbeskeder ved at trykke på sideknappen på deres Apple Watch – helt enkelt. 

Yderligere funktioner i macOS Catalina 

  • Det nye Find-program kombinerer Find min iPhone og Find mine venner i et enkelt program på Mac, iPad og iPhone, som er nemt at bruge. Find-funktionen kan hjælpe brugerne med at finde en Mac, de har mistet, selvom den er offline og på vågeblus, ved at sende Bluetooth-signaler, som kan registreres af Apple-enheder, der er i brug i nærheden, og derefter videresende Mac-computerens registrerede placering til iCloud, så en bruger kan find den i Find-programmet.
  • Fotos har en smuk ny browsing-oplevelse, der fremviser brugerens bedste billeder på en intelligent måde.
  • Safari har en opdateret startside, som bruger Siri-forslag til at fremhæve ofte besøgte sider, bogmærker, iCloud-faner, læselisteforslag og links sendt i Beskeder.
  • Mail i macOS Catalina har nu en funktion til at blokere mails fra en specificeret afsender, slå notifikationer fra en meget aktiv tråd og framelde kommercielle maillister.
  • Noter har nu en splinterny Gallerioversigt, mere effektive søgeværktøjer og flere samarbejdsmuligheder.
  • Påmindelser har fået nyt design med en helt ny brugerflade, som gør det nemmere at lave, organisere og følge påmindelser.
Find-appen på en iPhone kan bruges til at finde en Mac, som brugeren har mistet.
Et nyt Find-program kan hjælpe med at finde en Mac, som brugeren har mistet, selvom den er offline og på vågeblus.
Tilgængelighed
macOS Catalina fås i dag som gratis softwareopdatering til Mac-computere introduceret medio 2012 eller senere. Visse funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder. Få mere at vide på apple.com/dk/macos/catalina.

Billeder af macOS Catalina

Pressekontakt:

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36