PRESSEMEDDELELSER
23. september 2019
Oprah’s Book Club starter et nyt kapitel med Apple
Stærke historier fejres i Apple-appen Bøger: Det første forfatterinterview, som kun kan ses på Apple TV+, vises den 1. november
Cupertino, Californien – Apple og Oprah Winfrey offentliggjorde i dag, at Oprah’s Book Club vil samle et fællesskab af læsere verden over omkring historier, som virkelig betyder noget, skrevet af nutidens mest tankevækkende forfattere. Winfrey, som er en respekteret producer, skuespillerinde, talkshowværtinde, filantrop og CEO for OWN, indgår partnerskab med Apple for at udvikle en dynamisk, global bogklub, som både kan fascinere og forandre sine medlemmer – her vil folk fra hele verden kunne samles om læsning, og hver eneste bog vil sætte tankerne i gang og give anledning til selverkendelse.
Winfreys første bogvalg er “The Water Dancer” af Ta-Nehisi Coates, der kan forudbestilles som e-bog og lydbog nu i Apple-appen Bøger og har sin debut i morgen.1 Winfrey interviewer Coates i det første afsnit af sin nye eksklusive Apple TV+-serie, “Oprah’s Book Club”, som har premiere den 1. november. Der vil komme et nyt afsnit hver anden måned. For hvert salg af en bog, som er udvalgt af Oprah’s Book Club, giver Apple et bidrag til den amerikanske biblioteksforening, som støtter lokale biblioteker, finansierer ordninger, som giver alle adgang til bøger, og skaber læsere for livet fra en tidlig alder.
“Det er kun få mennesker i verden, der kan samle os som Oprah, hvis medfølelse og elegance i hyldesten til alt det, som bøger kan, er uovertruffen,” sagde Tim Cook, Apples CEO. “Vi er beærede over at kunne levere en ny platform til Oprah’s Book Club og støtte den amerikanske biblioteksforening, så vi sammen kan videregive glæden ved at læse og åbne læsernes hjerter og udfordre deres tanker.”
“Jeg er den, jeg er i dag, fordi jeg lærte at læse i en tidlig alder. At læse åbnede en helt ny verden for mig, som indeholdt mere end den røde jordvej og min bedstemors veranda i Mississippi,” sagde Oprah Winfrey. “Jeg vil gerne give alle andre den samme oplevelse. Og muligheden for at gøre det sammen med Apple – at tale med hele verden om glæden, begejstringen, spændingen og dramaet, som en god bog kan give dig ... Jeg kan ikke komme i tanke om noget bedre.”
Læsere over hele verden kan nemt finde Oprah’s Book Club gennem Apple-appen Bøger, hvor de kan læse mere om den senest udvalgte bog og se tidligere udvalgte bøger – og få en smuk og medrivende oplevelse undervejs. Med den nye funktion Læsemål i Apple-appen Bøger kan læsere nemmere gøre det til en daglig vane at læse.
Winfrey vil interviewe forfatterne til bogklubbens udvalgte bøger forskellige steder. Hendes samtale med Coates om “The Water Dancer” vil blive filmet foran et live-publikum i Apple Carnegie Library i Washington, D.C. næste måned. Publikum fra hele verden kan se “Oprah’s Book Club” fra den 1. november og kun på Apple TV+, Apples egen videoabonnementstjeneste, som er hjemsted for verdens største historiefortællere.
Billeder af Oprah’s Book Club
- 1 Tilgængeligheden af Oprah’s Book Club-siden og de udvalgte bøger vil variere i henhold til udgivelsesrettigheder, oversættelser og det tilgængelige format.