UPDATE 10. september 2019

Apple præsenterer tre banebrydende sundhedsundersøgelser

I samarbejde med førende medicinske institutioner undersøger Apple hørelse, kvindesundhed, mobilitet og hjertesundhed

Den nye Research-app, der viser muligheder for tilmelding til sundhedsundersøgelser på iPhone.
Tre nye undersøgelser, der bliver tilgængelige i Research-appen senere på efteråret, udforsker nye områder inden for lægevidenskabelig forskning.
I dag præsenterede Apple tre hidtil usete lægevidenskabelige undersøgelser i samarbejde med førende akademiske institutioner og forskningsinstitutioner, der når ud til flere deltagere, end det nogensinde har været muligt. Undersøgelserne bliver tilgængelige i den nye Research-app,1 som demokratiserer den måde, lægevidenskabelig forskning udføres på ved at samle akademiske medicinske institutioner, sundhedsplejeorganisationer og de Apple-produkter, der allerede er en del af kundernes hverdag. Deltagerne bidrager til potentielle medicinske opdagelser og hjælper med at skabe den næste generation af innovative sundhedsprodukter. Research-appen vil kunne downloades gratis i App Store senere på året.
“Med Apple Heart Study fandt vi ud af, at vi kunne påvirke lægevidenskabelig forskning positivt på måder, der hjælper patienter i dag, og som yder store bidrag, der kan gavne kommende generationer,” sagde Jeff Williams, Apples Chief Operating Officer. “Med dagens annoncering tager vi yderligere et skridt med vores forpligtelse ved at engagere deltagere i en større skala end nogensinde før.”
En pulsmåling, der vises på Apple Watch Series 5.
Apple Heart and Movement Study vil undersøge forbindelsen mellem hjertesundhed og mobilitetssignaler, f.eks. gangtempo.
Undersøgelserne omfatter: 
  • Apple Women’s Health Study: I samarbejde med Harvard T.H. Chan School of Public Health og NIH’s National Institute of Environmental Health Sciences (NIEHS) har Apple foretaget den første langsigtede undersøgelse på denne skala, som fokuserer på menstruationscyklusser og gynækologiske forhold. Undersøgelsen informerer om screening og risikovurdering af lidelser som polycystisk ovariesyndrom (PCOS), barnløshed, knogleskørhed, graviditet og overgangsalder.
  • Apple Heart and Movement Study: Apple samarbejder med Brigham and Women’s Hospital og American Heart Association om en omfattende undersøgelse af, hvordan puls og mobilitetssignaler – som gangtempo og trappetrin – er forbundet med hospitalsindlæggelser, fald, hjertesundhed og livskvalitet for at fremme sund bevægelse og forbedret hjerte-kar-sundhed.
  • Apple Hearing Study: I samarbejde med University of Michigan undersøger Apple faktorer, der påvirker hørelsen. Apple Hearing Health Study er den første af sin slags, der indsamler data over tid for at forstå, hvordan udsættelse for lyde i hverdagen kan påvirke hørelsen. Data fra studiet vil blive delt med Verdenssundhedsorganisationen (WHO) som et bidrag til dens Make Listening Safe-initiativ.
Apples støtte til det lægevidenskabelige forskningsfællesskab begyndte med introduktionen af ResearchKit og CareKit, som udvidede det tempo og den skala, sundhedspleje kunne undersøges på og leveres i. Apple brugte ResearchKit til at skabe Apple Heart Study, som var den største undersøgelse af sin art og illustrerede den indvirkning, store virtuelle undersøgelser kan have på lægevidenskabelig forskning ved at undersøge atrieflimren for at validere den funktion, der giver notifikation ved uregelmæssig hjerterytme på Apple Watch. 
“Kvinder udgør halvdelen af verdens befolkning, og alligevel har det selv i dag været begrænset, hvad der er blevet investeret i at undersøge deres specifikke sundhedsbehov,” sagde Michelle A. Williams, reproduktionsepidemiolog og dekan på fakultetet på Harvard T.H. Chan School. “Denne undersøgelse, der har et omfang uden fortilfælde, vil i høj grad øge vores forståelse af de biologiske og sociale afgørende faktorer for kvinders sundhed og føre til bedre sundhedsresultater.”
“Dette er en spændende mulighed for, at NIEHS-forskere kan bidrage til undersøgelsens udformning og bruge dataresultaterne til at besvare nye spørgsmål, der ikke blot er vigtige for kvinder i den fødedygtige alder, men kvinder i alle aldre,” sagde Dale Sandler, Ph.D., chef for epidemiologi-afdelingen hos NIEHS.
“Vi er glade for at samarbejde med alle undersøgelsesdeltagerne og med Apple om at identificere de funktioner i den komplicerede menneskelige fysiologi, der fører til forskellige resultater inden for velvære eller kronisk sygdom, og bruge disse oplysninger til at give den enkelte mulighed for at maksimere sin egen sundhed,” sagde Calum MacRae, næstformand for videnskabelig innovation i den medicinske afdeling på Brigham and Women’s Hospital og lektor for medicin på Harvard Medical School. 
“Hos American Heart Association gør vi en stor indsats for en verden med længere, sundere liv, og vi forpligter os til at uddanne og give folk muligheder for at være proaktive inden for alle områder af deres hjertesundhed og generelle velvære,” sagde Nancy Brown, CEO for American Heart Association. “Vi mener, at nye teknologiløsninger, der forsøger at give dybere sundhedsindsigt, har et stort potentiale for at få os derhen. Vi samarbejder med Apple og Brigham and Women’s Hospital om Apple Heart and Movement Study for at undersøge sammenhængen mellem en lang række fysiske aktiviteter og en persons samlede hjertesundhed for i sidste ende at forstå risici og indgreb for at forbedre sundheden.”
“Vi er glade for denne enestående mulighed for at samarbejde med Apple for at afgøre, hvordan hverdagsaktiviteter påvirker vores hørelse,” sagde DuBois Bowman, dekan på University of Michigan School of Public Health. “De oplysninger, vi indsamler gennem dette partnerskab, vil være afgørende for os, for at vi kan håndtere den indvirkning på den offentlige sundhed, som forskellige støjbelastninger har på tab af hørelse i USA.”
“Verdenssundhedsorganisationen er glade for nyheden om lanceringen af Apple Hearing Study, som vil hjælpe os til bedre at forstå brugernes lyttemønstre og adfærd, sagde Dr. Shelly Chadha, technical officer hos Prevention of Deafness and Hearing Loss i Verdenssundhedsorganisationen. “WHO estimerer at over en milliard unge kan være i risiko for høretab på grund af usikker lytning. WHO ser frem til at modtage data fra det planlagte studie og vil bruge resultaterne til at forbedre indsatsen for befolkningernes sundhed på dette område.”

Billeder af Apples sundhedsundersøgelser

    1 Kun tilgængelig i USA.

Pressekontakt:

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36