PRESSEMEDDELELSER
30. juli 2019
Apple tilbyder nye kunstsessioner inden for augmented reality
Ny [AR]T Walk udstiller værker af førende moderne kunstnere og er kurateret i samarbejde med New Museum
Cupertino, Californien – Apple åbnede i dag for tilmeldingen til en række nye kunstorienterede Today at Apple-oplevelser med augmented reality (AR), som kaldes [AR]T og tilbydes i Apple Store-butikker rundt omkring i verden. De tre nye sessioner består af en interaktiv spadseretur forbi værker af nogle af verdens største moderne kunstnere, en session i butikken, som går ud på at lære at skabe AR ved hjælp af Swift Playgrounds, og en AR-kunstinstallation, som kan ses i enhver Apple Store verden over.
Apple inviterede som led i skabelsen af sessionerne New Museum, som er et populært udstillingssted for moderne kunst i New York, til at vælge syv kunstnere – Nick Cave, Nathalie Djurberg og Hans Berg, Cao Fei, John Giorno, Carsten Höller og Pipilotti Rist – til at deltage i et oplevelsesprojekt, der er gratis for offentligheden.
“Today at Apple giver et indblik i den kreative kunst, som bygger på vores produkter og kunder”, udtaler Deirdre O’Brien, Senior Vice President for Retail + People hos Apple. “Vi håber, deltagerne bliver inspireret af de utrolige AR-værker på [AR]T Walk og af AR-installationen i butikkerne, og vi er spændt på at se, hvad vores gæster lærer at skabe i [AR]T Lab.”
[AR]T Walk: Augmented reality-værker kurateret sammen med New Museum
Oplevelsesturene fører deltagerne gennem San Francisco, New York, London, Paris, Hongkong og Tokyo, hvor de undervejs støder på værker af verdenskendte kunstnere, hvoraf de fleste arbejder med AR for første gang. Værker af Cave, Djurberg og Berg, Cao, Giorno, Höller og Rist leder deltagerne til offentlige steder som Trafalgar Square i London, Yerba Buena Gardens i San Francisco eller Grand Army Plaza i New Yorks Central Park.
Med AR har kunstnerne genfortalt eller opfundet nye måder at udtrykke det centrale tema i deres kunst på. Rists “International Liquid Finger Prayer” hopper, lokker og synger, mens deltagerne løber rundt for at fange en tåget figur, mens Giornos “Now at the Dawn of My Life” er en regnbuerejse med selvopfundne vise ord, og “Through” af Höller fører tilskuerne gennem en portal til en verden uden perspektiv.
Lisa Phillips, der er Toby Devan Lewis-direktør for New Museum, udtaler: “New Museum har altid været førende i mødet mellem kunst og teknologi, og vi kunne ikke få en bedre partner end Apple til at føre disse nyskabende kunstneres fantastiske visioner ud i livet. Augmented reality er et medie, der egner sig fantastisk til at fortælle dynamiske og visuelle historier, som breder en kunstners arbejde ud i storbyen og væk fra studiet eller galleriet.”
[AR]T Lab: AR-oplevelser
Denne gratis Today at Apple-session i alle Apple Store-butikker er skabt i samarbejde med New York-kunstneren Sarah Rothberg, som også er medlem af NEW INC (New Museums kulturelle udklækningssted) og underviser. I sessionen får deltagerne mulighed for at komme i nærkontakt med underlige genstande og fascinerende lyde skabt af Rothberg. Alle kan lære at skabe deres egne AR-oplevelser med Swift Playgrounds i denne gratis [AR]T Lab-session på 90 minutter.
[AR]T i Apple Store: Nick Caves “Amass”
Besøgende kan gå ind i en hvilken som helst Apple Store i verden og opleve kunstneren Nick Caves AR-værk “Amass”. Ved at bruge [AR]T Viewer i Apple Store-appen kan brugerne starte Caves interaktive installation, som tager dem med på en rejse, hvor de ser og indsamler “Ikon Elements” og oplever et univers fyldt med positiv energi lige midt i en Apple Store-butik.
Alle tre sessioner åbner den 10. august. På apple.com/today er der flere oplysninger og mulighed for at melde sig til en session.
Billeder af [AR]T