PRESSEMEDDELELSER 3. juni 2019

watchOS 6 forbedrer sundheds- og fitnessfunktionerne i Apple Watch

Apple introducerer Cycle Tracking, Noise-app, Activity Trends og App Store direkte på håndleddet

Apple Watch med kornblomstfarvet urrem.
watchOS 6 tilfører bedre sundheds- og fitnessfunktioner i Apple Watch.
San Jose, Californien – Apple gav i dag et preview af watchOS 6, som giver Apple Watch-brugere bedre mulighed for at håndtere deres sundhed og fitness og giver adgang til dynamiske nye urskiver og App Store direkte på Apple Watch.
“Apple Watch er blevet en uundværlig del af vores kunders hverdag, lige fra at hjælpe brugerne med at holde forbindelse med de mennesker og informationer, der betyder noget for dem, til at inspirere dem til at leve en bedre og mere aktiv dag,” siger Jeff Williams, Apples Chief Operating Officer. “Med watchOS 6 udvider vi vores forpligtelse til at gøre brugerne bedre i stand til at styre deres sundhed og fitness med effektive og personlige nye værktøjer.”

Sundhed og fitness

Den nye Cycle Tracking-app giver kvinder mulighed for at logge vigtige oplysninger i forbindelse med deres menstruationscyklus og se den forventede tidsplan for deres næste menstruation og mulige fertilitetsperiode ved hjælp af Apple Watch.1Med den daglige logfunktion kan man hurtigt tilføje information relateret til menstruationscyklussen, bl.a. nuværende menstruationsperiode, mængde, symptomer, resultater fra ægløsningsprognoser og andre elementer af fertilitetssporing. Den nye Cycle Tracking-funktion er også tilgængelig i appen Sundhed på iPhone med iOS 13.
At kunne bevare en god og sund hørelse påvirker livskvaliteten positivt, og undersøgelser har vist, at tab af hørelse er blevet forbundet med kognitiv tilbagegang.2 Med Apple Watch' optimale placering på håndleddet hjælper Noise-appen brugerne med at forstå lydniveauet i omgivelser såsom koncerter og sportsbegivenheder, der kan påvirke hørelsen negativt. Når lydniveauerne ændrer sig, bevæger appens decibelmåler sig i realtid. Uret kan sende en notifikation, hvis decibelniveauet når 90 decibel, hvilket ifølge Verdenssundhedsorganisationen kan begynde at påvirke hørelsen efter fire timers eksponering om ugen på dette niveau.
Noise-appens decibelmåler på Apple Watch.
Noise-appen hjælper kunderne med at forstå lydniveauet i støjende omgivelser.
Kunderne er vilde med at lukke deres aktivitetscirkler, og den nye fane Tendenser i appen Aktivitet på iPhone giver nu brugerne en langsigtet oversigt over deres aktivitetsadfærd, så de bedre kan se, om de gør fremskridt. Fanen viser med et hurtigt overblik, om udviklingen går op eller ned for nøglemålinger som aktive kalorier, træningsminutter, gåtempo m.m. Hvis de sidste 90 dages aktivitet viser en nedadgående tendens i forhold til de sidste 365 dage, tilbyder appen Aktivitet coaching for at hjælpe brugeren med at komme tilbage på sporet.
iPhone, der viser fanen Tendenser i appen Aktivitet, ved siden af Apple Watch.
Nye sundheds- og fitnessfunktioner med endnu flere detaljer og vejledning.

App Store og apps

Med watchOS 6 bliver App Store for første gang tilgængelig direkte på Apple Watch. Brugere kan nemt installere tredjepartsapps, søge efter apps ved hjælp af Siri, diktering eller Skrible og se app-produktsider, der er designet til urets skærm, direkte på håndleddet. Udviklere kan udvikle apps udelukkende til Apple Watch, som er skabt til at fungere selvstændigt på Apple Watch uden en iOS-app.
App Store på Apple Watch.
App Store er nu tilgængelig direkte på håndleddet.

Yderligere watchOS 6-opdateringer

  • watchOS 6 introducerer nye, dynamiske urskiver og tilpasningsmuligheder, der giver mere personlig tilpasning og adgang til foretrukne apps, kontakter og oplysninger. De omfatter: Urskiverne Modular Compact, Solar Dial, California, Gradient og Numerals.
  • Blandt de nye udviklerværktøjer er en lyd-API til streaming af musik, radio og podcasts, en API til at give længere tid til sessionsbaserede opgaver, f.eks. fysioterapi og meditation. Derudover anvender Core ML nu Apples Neural Engine på Apple Watch Series 4, hvilket gør det muligt at behandle indbyggede input hurtigere.
  • Den populære app Memoer er nu tilgængelig på Apple Watch.
  • Nu kan man lytte til lydbøger købt i Apple Books direkte i den nye app Lydbøger på uret.
  • Den nye Lommeregner-app kan hjælpe med at beregne drikkepenge og dele regningen direkte på håndleddet.
  • Siri-søgninger kan vise websideresultater i fuldt format på Apple Watch.
  • Kompatibiliteten med Apple GymKit omfatter nu også producenterne Octane Fitness, TRUE Fitness og Woodway, der forbinder Apple Watch med mere kredsløbsudstyr i klubber rundt om i verden.

Anonymitet

Alle Apple Watch-funktioner er designet til at beskytte brugernes anonymitet. Hverken støj eller lyde fra omgivelserne gemmes af Noise-appen eller sendes til Apple – det er kun decibelniveauet, der måles. Oplysningerne fra sundhedsfunktionerne i Apple Watch, bl.a. den nye Cycle Tracking-app, vil kunne ses i den nydesignede app Sundhed i iOS 13. Alle data krypteres på enheden, og hvis brugeren har slået iCloud-sikkerhedskopiering til, krypteres dataene i iCloud.

Sommerens Apple Watch-remme

Sportsrem og Sport Loop-rem i de nye farver kanariegul, dragefrugt og kornblomst kan købes fra i dag samt en ny Pride Edition Sport Loop-rem, som giver en donation til følgende organisationer, der støtter LGBTQ: Encircle, Gender Spectrum, GLSEN, ILGA, PFLAG, National Center for Transgender Equality samt The Trevor Project.
Priser og tilgængelighed
  • Udviklerversionen af watchOS 6 er tilgængelig for Apple Developer Program-medlemmer på developer.apple.com fra i dag. De nye softwarefunktioner bliver tilgængelige til efteråret som en gratis softwareopdatering til Apple Watch Series 1 eller nyere parret med iPhone 6s eller nyere, der kører iOS 13 eller nyere. Få mere at vide på apple.com/watchos-preview. Funktionerne kan ændres. Nogle funktioner er ikke tilgængelige i alle områder, på alle sprog eller på alle enheder.
  • De nye Apple Watch-remfarver kan bestilles på apple.com og i Apple Store-appen og vil kunne købes senere denne uge hos udvalgte autoriserede Apple-forhandlere og udbydere i USA og over 35 lande og  regioner.

Billeder af watchOS 6

    1 Forudsigelse af fertilitetsperioder bør ikke bruges som præventionsform.
    2 JAMA Internal Medicine, 2013.

Pressekontakt:

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36