PRESSEMEDDELELSER
3. juni 2019
Apple præsenterer kraftfuld, splinterny Mac Pro og banebrydende Pro Display XDR
San Jose, Californien – Apple præsenterede i dag den helt nye Mac Pro, en banebrydende professionel arbejdsstation i nyt design, som flytter grænserne for, hvad en Mac kan, og Apple Pro Display XDR, verdens bedste skærm til professionel brug. Den helt nye Mac Pro er designet med maksimal ydeevne og smarte udvidelses- og konfigurationsmuligheder – den har Xeon-processorer op til 28 kerner i arbejdsstationsklassen, et højtydende hukommelsessystem med en enorm kapacitet på 1,5 TB, otte PCIe-udvidelsespladser og en grafikarkitektur med verdens mest kraftfulde grafikkort. Den introducerer også Apple Afterburner, et banebrydende acceleratorkort, der gør det muligt at afspille tre 8K ProRes RAW-videostreams samtidigt.
Pro Display XDR har en enorm 32" Retina 6K-skærm med et smukt bredt 10-bit farveområde (P3), ekstreme 1600 nits ved højeste lysstyrke, et fantastisk kontrastforhold på 1.000.000:1 og en utroligt bred synsvinkel – alt sammen til en banebrydende pris. Sammen er den nye Mac Pro og Pro Display XDR de mest kraftfulde værktøjer, som Apple nogensinde har udviklet til sine professionelle brugere, og professionelle arbejdsgange bliver aldrig de samme igen.
“Vi har designet Mac Pro til brugere, som kræver et modulært system med ekstrem ydeevne og omfattende udvidelses- og konfigurationsmuligheder. Med de effektive Xeon-processorer, enorm hukommelseskapacitet, banebrydende GPU-arkitektur, PCIe-udvidelse, Afterburner-acceleratorkort og et fantastisk design er den nye Mac Pro et sandt monster, der vil give professionelle brugere mulighed for at lave deres livs bedste arbejde,” sagde Phil Schiller, Apples Senior Vice President of Worldwide Marketing. “Pro Display XDR er verdens bedste skærm til professionel brug og den perfekte makker til den helt nye Mac Pro. Med Retina 6K-opløsning, smukke farver, ekstrem lysstyrke, imponerende kontrastforhold og et yderst funktionelt design leverer Pro Display XDR det mest omfattende sæt funktioner, der nogensinde er blevet udbudt i en skærm til denne pris.”
Kolossal processorkraft og enorm båndbredde
Mac Pro er designet til kunder, der har brug for ultimativ CPU-ydeevne til arbejdsgange såsom gengivelse af optagelser, afspilning af hundredvis af virtuelle instrumenter eller simulering af en app på tolv forskellige iOS-enheder samtidigt. Den har effektive Xeon-processorer op til 28 kerner med 64 PCI Express Lanes, der giver kolossal ydeevne og enorm båndbredde. Den leverer desuden over 300 W effekt i kombination med avanceret arkitektur til temperaturstyring, så processoren hele tiden kan køre uden begrænsninger.
Enorm hukommelseskapacitet og imponerende udvidelsesmuligheder
Til professionelle brugere, der arbejder med meget store projekter, analyserer kæmpe datasæt eller kører flere professionelle programmer, leverer Mac Pro en enorm hukommelseskapacitet, der opfylder deres behov, efterhånden som de vokser. Med en hukommelsesarkitektur med seks kanaler og 12 fysiske DIMM-pladser har den nye Mac Pro plads til en enorm hukommelse på 1,5 TB – den største på en Mac nogensinde. Og med otte PCI Express-udvidelsespladser, hvilket er dobbelt så mange som i den forrige generation af Mac Pro, kan professionelle tilpasse og udvide deres system på måder, der aldrig før har været mulige med en enkelt arbejdsstation.
Verdens mest effektive grafikarkitektur
For professionelle brugere, der animerer 3D-filmmateriale, sammensætter 8K-scener og bygger komplekse 3D-miljøer, er grafisk ydeevne vigtigere end nogensinde. Derfor har Mac Pro verdens mest kraftfulde grafikkort og en grafisk ydeevne på op til 56 teraflops i et enkelt system. Den banebrydende grafikudvidelsesarkitektur, Apple MPX Module, har Thunderbolt-integration og over 500 W effekt – begge dele noget helt nyt for grafikkort. Og MPX Module nedkøles af Mac Pros system til temperaturstyring for at opnå utroligt lydsvag drift.
De grafiske valgmuligheder på Mac Pro starter med Radeon Pro 580X. Mac Pro præsenterer for første gang Radeon Pro Vega II med op til 14 teraflops beregningsydeevne og 32 GB hukommelse med 1 TB/s hukommelsesbåndbredde, det højeste for nogen GPU. Mac Pro introducerer også Radeon Pro Vega II Duo med to Vega II GPU’er, der giver en imponerende grafisk ydeevne på 28 teraflops og 64 GB hukommelse, hvilket gør det til verdens mest kraftfulde grafikkort. Mac Pro har plads til to MPX Modules, så kunderne kan bruge to Vega II Duo’er til en grafisk ydeevne på svimlende 56 teraflops og 128 GB videohukommelse.
Apple introducerer Apple Afterburner, et banebrydende acceleratorkort
Den nye Mac Pro har for første gang Afterburner med programmerbart ASIC, der kan afkode 6,3 milliarder pixels i sekundet. Med Afterburner kan videoredigeringsfolk, der bruger kameraer i høj kvalitet, som kræver konvertering af originale filformater til et midlertidigt format til redigering, nu bruge originale formater direkte fra kameraet og afkode op til tre 8K ProRes RAW-videostreams og 12 4K ProRes RAW-videostreams i realtid1, hvilket praktisk talt fjerner behovet for arbejdsgange med midlertidige formater.
Imponerende modulært kabinet med 360 graders adgang
Den nye Mac Pros design starter med en gitterkonstruktion i rustfrit stål med et kabinet i aluminium, der kan tages af for at give 360 graders adgang til hele systemet. Gitterkonstruktionen skaber grundlag for modulopbygning og fleksibilitet og omfatter glatte håndtag, så Mac Pro nemt kan flyttes rundt i lokalet. Kabinettet har også et smukt gittermønster, der maksimerer luftgennemstrømning og støjsvag drift. For kunder, der gerne vil stable deres Mac Pro i redigerings- eller maskinrum, vil en optimeret version til stabling kunne fås til efteråret.
Ydeevne, der vil forandre professionelle arbejdsgange
Med op til 28-core Xeon-processorer, grafisk ydeevne på 56 teraflops og det banebrydende Afterburner-kort har den nye Mac Pro en ydeevne, der vil forandre professionelle arbejdsgange. Flere professionelle appudviklere oplever fantastiske resultater, som aldrig før har været mulige med en enkelt arbejdsstation.
- Blackmagic Design leverer 8K-redigering, -effekter og -farvekorrigering i realtid med fuld CPU- og multi-GPU-acceleration i ProRes 4444 for første gang på noget system.
- Avid kan tilbyde understøttelse af op til seks HDX-kort, hvilket resulterer i højere IO, et øget antal stemmer og dobbelt så hurtig DSP-behandling som noget andet system kan opnå i Pro Tools.
- Maxons Cinema 4D oplever 20 procent hurtigere ydeevne til GPU-gengivelse sammenlignet med en Windows-arbejdsstation med de maksimale tre NVIDIA Quadro RTX 8000-grafikkort.
Se flere resultater for ydeevnen i den nye Mac Pro på apple.com/mac-pro.
Pro Display XDR har den største Retina-skærm nogensinde
Udstyret med et 32" LCD-panel med en 6016 x 3384 Retina 6K-opløsning med mere end 20 millioner pixels leverer Pro Display XDR en superskarp visuel oplevelse i høj opløsning med næsten 40 % mere skærmplads end en Retina 5K-skærm. Med et bredere farveområde (P3) og ægte 10-bit farve til over 1 milliarder farver vil professionelle brugere få en mere virkelighedstro visuel oplevelse – altafgørende for video- og billedredigering, 3D-animation og farvegraduering. Pro Display XDR har også branchens bedste polariseringsteknologi, som giver en utroligt bred, farvetro synsvinkel uden for aksen, så flere personer nu kan se mere nøjagtigt indhold samtidigt. Pro Display XDR har en brancheførende antirefleksbelægning til håndtering af reflekteret lys og tilbyder en innovativ ny mat valgmulighed ved navn “nano-texture” med glas, der er ætset på nanometerniveau for at reducere refleks og genskin.
Ekstrem dynamisk rækkevidde gør indholdet levende
Pro Display XDR bringer høj dynamisk rækkevidde op på et helt ekstremt niveau for bedre at kunne gengive, hvad øjet ser i den virkelige verden. Pro Display XDR bruger et system til direkte baggrundsbelysning med en lang række LED’er, som producerer 1.000 nits lysstyrke på hele skærmen og 1.600 nits ved maksimal lysstyrke, hvilket overhaler en typisk skærm med flere længder. Takket være et avanceret system til temperaturstyring, der bruger gittermønsteret i aluminium til afkøling, kan Pro Display XDR opretholde en lysstyrke på hele skærmen på 1.000 nits uden tidsbegrænsning – det har aldrig før været muligt på en skærm i denne prisklasse. Og med et fantastisk kontrastforhold på 1.000.000:1 får billeder strålende højlys, kulsorte områder og alle detaljer derimellem.
Smukt, fleksibelt og modulært design til de professionelle
Med glas fra kant til kant og smalle kanter på 9 mm i et imponerende kabinet i aluminium har Pro Display XDR et yderst funktionelt og fleksibelt design. Pro Stand har en omhyggeligt designet arm, der afbalancerer skærmen perfekt, så den næsten føles vægtløs og nemt kan placeres, som brugeren ønsker det. Pro Stand tillader både justering af hældning og højde og giver også Pro Display XDR mulighed for at rotere til lodret position, hvilket er perfekt til retouchering af billeder, design af websider eller kodning. Pro Stand kan hurtigt tages af og sættes på, så den nemt kan tages med på farten. Professionelle brugere med særlige krav til montering kan bytte Pro Stand ud med en VESA Mount Adapter. Med et enkelt Thunderbolt 3-kabel kan Pro Display XDR problemfrit sluttes til alle Mac-modeller i sortimentet, herunder den nye Mac Pro, som understøtter op til seks skærme med op til utrolige 120 millioner pixels.
Priser og tilgængelighed
Den nye Mac Pro fås fra $5.999 og vil kunne bestilles til efteråret. Pro Display XDR fås fra $4.999, Pro Stand koster $999, og VESA Mount Adapter koster $199. Det hele vil kunne bestilles til efteråret. Du kan finde flere tekniske specifikationer, muligheder for personlig konfiguration og tilbehør på apple.com/mac-pro og apple.com/pro-display-xdr.
Billeder af Mac Pro og Pro Display XDR
- 1 Test udført af Apple i maj 2019 med testmodeller af 2,5 GHz 28-core Intel Xeon W-baserede Mac Pro-systemer med 384 GB ram og og dobbelt AMD Radeon Pro Vega II-grafik med Infinity Fabric Link og 32 GB HBM2 hver, konfigureret med Afterburner og en 4 TB SSD. Mac Pro-systemer testet med en tilsluttet 5K-skærm. Testet med testversion af Final Cut Pro X med et billede i billede-projekt på 50 sekunder med tre Apple ProRes RAW-videostreams med en opløsning på 8192 x 4320 og 29,97 billeder i sekundet, et billede i billede-projekt på 50 sekunder med syv Apple ProRes RAW-videostreams med en opløsning på 4096 x 2160 og 59,94 billeder i sekundet, et billede i billede-projekt på 50 sekunder med 12 Apple ProRes RAW-videostreams med en opløsning på 4096 x 2160 og 29,97 billeder i sekundet og et billede i billede-projekt på fem minutter med 16 Apple ProRes 422-videostreams med en opløsning på 4096 x 2160 og 30 billeder i sekundet. Test af ydeevne er udført med specielle computersystemer og afspejler den omtrentlige ydeevne for Mac Pro.