Artikel
26. marts 2019
Kunst og form: Danseren Hope Boykin udforsker friheden med AirPods
Hope Boykin er med sine egne ord en skaber. Hun er underviser, initiativtager og motivator. Og hun er også lidt af en nørd.
Boykin, en selvproklameret early adopter, griner af alt det, hun til tider gør for at få den nyeste iPhone, eller hvordan hun strategisk fik andre i sin virksomhed til at hente hendes AirPods, da hun var ude at rejse i 2016.
“Jeg vidste, at de ville ændre alt,” siger Boykin.
Til prøver krydsforhørte kollegaer hende, om de ville kunne lide dem, og brugte dermed Boykin som deres egen personlige gadget-anmelder. Boykin bruger endda sine AirPods til at overdøve verden under hendes fysioterapi, hvor hun går ind i sin egen boble fra fysioterapibordet til hendes tur hjem i metroen. I dag er AirPods verdens mest populære trådløse hovedtelefoner. “Når jeg sidder i toget og ser ned langs perronen, har alle AirPods i ørerne,” siger hun.
Boykin, der har optrådt med Alvin Ailey American Dance Theater (AAADT) i 19 år, har danset siden hun var 3 år gammel, og hun har været professionel danser i de seneste 26 år.
“Jeg har lavet koreografi, siden jeg var omkring 4,” siger Boykin. “Jeg blev også bedt om at være koreograf for ‘Willy Wonka and the Chocolate Factory,’ da jeg gik i 4. klasse.”
I næste måned slutter Boykin sig igen til AAADT efter en ankelskade sidste december. Når hun træder tilbage på scenen, vil hun have koreograferet adskillige værker i forskellige kunstneriske verdener. Hun har nu arbejdet på et teater, hvor hun har koreograferet en ny musical hos Public Studio i New York. Hun arbejder sammen med en BFA-studerende på The Ailey School om at skabe sin solo-optræden til en kommende velgørenhedsforestilling. Hendes nyeste projekt: at koreografere soulsangeren Andra Days optræden af hendes sjælfulde sang “Rise Up” til Hudson Yards’ åbningsceremoni den 15. marts 2019. “Det lader til, at hver gang jeg bliver skadet, finder jeg et nyt medie, hvor jeg kan udtrykke mig,” siger hun. “Det minder mig bare om, at jeg ikke har nogen grænser.”
Da Boykin blev bedt om at koreografere Hudson Yards-optrædenen, begravede hun sig selv i Andra Days musik og havde altid sine AirPods i ørerne overalt. “Jeg lyttede så meget til det, at det var frustrerende,” siger hun. “På metroen, når jeg tog hjemmefra, og når jeg kom hjem. Når du kender hver eneste [indånding], hun tager, eller [udånding], kan du tage det med i bevægelsen. Man omgiver sig selv i musikken.”
“Jeg kan dreje og hoppe og springe, og de ryger ikke ud af mine ører. Man er helt fri.”
På The Ailey School glæder Boykin sig over sin evne til at kunne bevæge sig frit, mens hun svæver gennem studiet og fortaber sig i sin egen verden. “Jeg har det tit som om, at designet blev designet til mig,” siger hun. “Jeg kan dreje og hoppe og springe, og de ryger ikke ud af mine ører. Man er helt fri.”
Boykin mindes sin tid med Philadanco i ’90’erne, hvor danserne lærte et repertoire ved at se en videooptagelse af optrædener på et fjernsyn. “Vi så det og spolede det tilbage. Og vi spolede det så meget tilbage, at båndet blev ødelagt, og der ikke var noget at gøre.”
Siden da har Boykin brugt al slags teknologi, hun har haft mulighed for. Lige fra en tidlig kassettevideooptager til sine AirPods og en samling af iPhones, hun finder frem i studiet, sammen med et DJI Osmo-kamera til at optage sine prøver fra hver eneste vinkel, er Boykin besat af optagelsens kunst. Hun lavede sin egen bog, “Moments,” en samling af hendes ord, overvejelser og billedmaterialer af sig selv. Hun har en serie af videoer (filmet og redigeret – af hende – i Final Cut Pro), som hun bruger til at udtrykke sig i sin “fritid”. Hendes elever er hendes sidste medie.
“Jeg har mine AirPods i ørerne, så jeg kan være sikker på, at mit arbejde lyder, som det skal,” siger Boykin. “Men jeg lader dem ikke altid høre det, vi arbejder på. Det giver danserne en rå fornemmelse. De prøver ikke at koble sig selv på en bestemt linje, eller en bestemt streng eller tone. Jeg kunne giver dem noter om, hvad de burde føle, inden du hører musikken.”
“Det hjælper os med at være i zonen og med at være et slags lærred for hende,” siger Martina Viadana, en elev på The Ailey School, som Boykin omtaler som hendes “krop”, der kan udtrykke hendes koreografi, inden hun igen kan bevæge sig frit. “Hun er virkelig som maleren i den betydning.”
Selvom teknologi kan se ud som modsætningen til dans, har den transformeret oplevelsen og givet elever friheden til at bevæge sig og lære på deres egen måde og i deres eget tempo. For Boykin har det givet hende friheden til at skabe, uanset hendes evne til at bevæge sig.
“Frihed er mange ting,” siger Boykin. “Som performer kan jeg lade som om. Jeg kan smile, mens en tåre triller ned, eller optræde efter min fars død, eller jeg kan føle mig uværdig og stadigvæk være i stand til at dele noget, men det er rart indimellem at forsvinde ind i sig selv.”
“Når jeg kan være i et rum med flere forskellige mennesker, have en telefon i min taske og mine AirPods i ørerne,” siger hun, “og jeg kan forsvinde helt ind i mig selv uden at være bundet til en ledning eller af nogens mening – ingen vurderer mig, det er bare mig – så kan jeg være lige så fri, som jeg vil.”
Billeder af Hope Boykin