PRESSEMEDDELELSER 25. marts 2019

Apple introducerer Apple Arcade – verdens første abonnementstjeneste til spil til mobile enheder, computer og stuen

Apple Arcade vil tilbyde splinternye, originale spil fra velkendte indie-udviklere, store studier og legendariske spilskabere som Hironobu Sakaguchi, Ken Wong og Will Wright

Cupertino, Californien – Apple offentliggjorde i dag Apple Arcade, en abonnementstjeneste til spil, der kommer til at indeholde over 100 nye og eksklusive spil, blandt andet originale nye titler fra Hironobu Sakaguchi, Ken Wong, Will Wright og mange flere. Apple Arcade-spil omdefinerer spil, og de vil blive særligt udvalgt efter originalitet, kvalitet, kreativitet, underholdningsværdi, og hvorvidt de er egnede til spillere i alle aldre. I Apple Arcade kan kunderne frit prøve alle spil i den håndplukkede samling af titler med ubegrænset spilletid. Spillene er uden reklamer, reklamesporing eller yderligere køb og respekterer brugerens anonymitet. 
App Store er verdens mest succesrige og dynamiske spilplatform med næsten 300.000 gratis og betalte spil. Gratis spil, der understøttes af reklamer eller køb i appen, spilles af flere hundrede millioner brugere over hele verden. Betalte spil er ofte anmelderroste og højtelskede af de brugere, der spiller dem, men de har svært ved at konkurrere med gratis spil, så selv de bedste titler blandt dem når kun ud til et begrænset publikum. Apple Arcade vil levere spil som disse til de mere end en milliard spilkunder i App Store via et enkelt abonnement. Apple Arcade er et perfekt supplement til det allerede enormt populære katalog over gratis spil i App Store, hvilket gør iOS til den førende spilplatform for spillere i alle aldre.
Apple håndplukker ikke bare spillene til Apple Arcade, men bidrager også til udviklingsomkostningerne og har et tæt samarbejde med skaberne om at bringe spillene til live. Apple Arcade-spil er lavet af nogle af verdens mest anmelderroste spiludviklere, og de vil underholde kunderne med fantastisk sjove gameplay og medrivende historier og fange deres opmærksomhed med original grafik og musik. Tjenesten vil indeholde spil fra Annapurna Interactive, Bossa Studios, Cartoon Network, Finji, Giant Squid, Klei Entertainment, Konami, LEGO, Mistwalker Corporation, SEGA, Snowman, ustwo games og mange flere. 
“App Store er verdens største og mest succesrige spilplatform. Nu udvider vi spilsektionen med Apple Arcade, den første abonnementstjeneste til spil til mobile enheder, computer og stuen,” sagde Phil Schiller, Apples Senior Vice President for Worldwide Marketing. “Vi samarbejder med nogle af verdens mest innovative spiludviklere om at skabe over 100 nye og eksklusive spil, der kan spilles på både iPhone, iPad, Mac og Apple TV. Apple Arcade-spil vil være fantastisk familieunderholdning, respektere brugernes anonymitet og ikke have reklamer eller kræve yderligere køb. Vi er sikre på, at spillere i alle aldre vil elske Apple Arcade.”
Apple Arcade introducerer en innovativ måde til at få adgang til en samling af splinternye spil, der ikke vil være tilgængelige på andre mobile platforme eller i forbindelse med andre abonnementstjenester. I stedet for at betale et beløb på forhånd for hvert enkelt spil giver et abonnement på Apple Arcade spillerne mulighed for at prøve alle de spil, tjenesten tilbyder, uden risiko. Da hvert spil giver adgang til hele oplevelsen, herunder alle funktioner, alt indhold og alle fremtidige opdateringer af spillet, vil det ikke være nødvendigt med yderligere køb. Alle spil vil kunne spilles offline, og mange spil vil understøtte spilcontrollere. Da abonnenter kan spille Apple Arcade-spil på tværs af iPhone, iPad, Mac og Apple TV, kan de fortsætte, hvor de slap i et spil, også selvom de skifter enhed. Nye spil vil jævnligt blive føjet til tjenesten.
Apple Arcade lanceres i efteråret 2019 i over 150 lande under en ny fane i App Store på tværs af iOS, macOS og tvOS. Udviklere, der er interesserede i at komme i betragtning til Apple Arcade, kan besøge developer.apple.com/apple-arcade.
Pathless-spillet i Apple Arcade på iPhone, iPad, Mac og Apple TV.
Apple Arcade lanceres i efteråret 2019 i over 150 lande under en ny fane i App Store på tværs af iOS, macOS og tvOS.
Med App Store satte Apple fart i et verdensomspændende app-fænomen, der har revolutioneret den måde, hvorpå folk arbejder, holder kontakten, lærer og spiller. App Store er drivkraften bag app-økonomien og har indbragt 792 milliarder kroner til udviklere på verdensbasis. I dag er App Store verdens sikreste og mest dynamiske app-markedsplads med over en halv milliard besøgende om ugen. Anonymitet, sikkerhed, kvalitet og godkendte apps er grundlaget for App Store. Alle apps skal opfylde og opretholde Apples strenge retningslinjer, for at de kan lanceres og forblive i App Store. For at gøre det nemt at finde nyt indhold laver eksperter hver dag dybdegående redaktionelt indhold og særligt udvalgte samlinger med de bedste apps. App Store er det bedste sted at udforske en verden af apps, og den er tilgængelig på iPhone, iPad, Mac, Apple Watch, Apple TV og i iMessage.

Billeder af Apple Arcade

Pressekontakt:

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36