Behind the Mac-skaberen hylder sit litterære forbillede

Den Oscar-vindende instruktør Barry Jenkins fortæller, at han ved et tilfælde “faldt over filmproduktion”, efter at have gået på Florida State University i nogle år, før han opdagede deres filmskole. “Jeg gik på filmskole lige ved skiftet fra den gamle filmskole til den nye filmskole,” fortæller Jenkins. “Så vi lærte faktisk at redigere film på et manuelt klippebord, hvor du fysisk klipper i filmen og sætter den sammen igen med tape. Det var noget af en omvæltning for mig, da vi efter et år gik over til det, de kalder ikke-lineær klipning.

“Men jeg tog det med mig, jeg havde lært,” fortsætter han. “Kun lav de klip, der er absolut nødvendige.”

I sidste års Behind the Mac-kampagne, som hylder de kreative personer, der bruger Mac i deres arbejde, ses Jenkins holde sin MacBook Pro, mens han står under en paraply i regnen. Instruktøren var ved at eksportere den endelige version af sin Oscar-vindende spillefilm “Moonlight”.

Jenkins, der er oplært i traditionel såvel som moderne filmproduktion, kombinerer håndværk med digitalt udstyr som hans ARRI Alexa-kamera, MacBook Pro og også hans nye iPad Pro. “Disse Arri-kameraer og Apple-platformen er de to ting, der har hjulpet mig til at blive den filmskaber, jeg er i dag, fortæller Jenkins.

Hans nyeste film, der er baseret på James Baldwins “If Beale Street Could Talk”, er en alarmerende skildring af livet for mørke mennesker i 1970’ernes Amerika. Her følger vi den modgang, som et ungt par oplever i en verden, der er i forandring. Romanen udkom i 1974, seks år efter mordet på Martin Luther King Jr. i 1968, og et årti efter vedtagelsen af borgerrettighedsloven Civil Rights Act af 1964.

Baldwins litterære tone er kritisk og kompromisløs i sin analyse af verden omkring ham. Han skaber en hårfin balance mellem på den ene side det smukke Amerika og på den anden side det barske Amerika.

I Jenkins filmatisering opnås denne balance ved at portrættere øjeblikke mellem Tish (spillet af KiKi Layne) og Fonny (Stephan James), fra gaderne i Harlem til West Village til det skudsikre glas i Manhattan Detention Complex – eller the Tombs.

“Min opgave med at lave den her film, både fra et håndværksmæssigt og æstetisk perspektiv, var at forsøge at overføre den indre stemme til lyd og billeder og at gøre det med James Baldwins ord.”

For at overføre Baldwins ord til levende billeder fortæller Tish om de begivenheder, som førte til hendes og Fonnys nuværende situation: forelsket, gravide og i kamp for at få Fonny løsladt efter hans uretmæssige fængsling.

“Filmen består af en strøm af erindringer og mareridt, så hvordan ser Harlem ud gennem øjnene på 19-årige Tish? Hvad er det hun ser?” fortsætter Jenkins. “Hvordan vil hun huske det? Og da vi fandt ud af det, var det som om, at hele verden åbnede sig for os.”

“If Beale Street Could Talk” er den første engelsksprogede fortolkning af Baldwins roman af samme navn – en særdeles krævende og unik udfordring.

“Litteratur er et meget introvert medium. Det handler om den indre stemme,” bemærker Jenkins. “Og spillefilm handler om en bestemt type skuespil. Altså med lyd og billeder. Du får ikke nødvendigvis mulighed for at høre, hvad hovedpersonen tænker. Og James Baldwin er en mester i at bruge den indre stemme. Min opgave med at lave den her film, både fra et håndværksmæssigt og æstetisk perspektiv, var altså at forsøge at overføre den indre stemme til lyd og billeder og at gøre det med James Baldwins ord.”

“Beale Street” er optaget med et ARRI Alexa 65-kamera og giver publikum et intimt nærbillede af mørke menneskers liv. Jenkins er taknemmelig for at få muligheden for at fange de intime øjeblikke og kærligheden i mørke familier, som er skabt af hans litterære forbillede, i et så stort format.

“[Biografens] historie er baseret på 35 mm film,” forklarer Jenkins. “I dag er disse kameraer programmerbare computerchips, så vi kan skrive de algoritmer, der bestemmer, hvordan de opfører sig, og hvordan de opfatter lys. Førhen var vi begrænset af, hvordan de fysiske filmruller blev lavet, og deres dynamiske rækkevidde. Når vi gør klar til at lave en film i dag, kan vi programmere computeren helt fra bunden. Det vil sige, at vi konfigurerer kameraerne til fra start at prioritere mørkere farver, altså mørkere hudfarver. Det giver os meget frihed.”

Udover de nye kameraer kræver filmproduktion stadig en smule magi. Det er her klipperen kommer ind i billedet.

Joi McMillon har arbejdet sammen med Jenkins i mange år. Hun er en af de to Oscar-nominerede klippere for “Moonlight”, og hun lever og ånder for Avid på Mac Pro. McMillon arbejdede med Jenkins og kameramanden James Laxton om at give liv til filmen.

I en af scenerne tilbringer Fonny og Daniel (Brian Tyree Henry) flere timer sammen i Fonnys lejlighed. Her flytter samtalen sig fra hverdagsting til noget, der plager Daniel.

“Det er på en måde en scene i en scene. Lyset og vinklen ændres, så publikum ikke bliver trætte af den lange scene,” forklarer McMillon. “Nu får publikum ny information i hver del af scenen.”

Jenkins ønskede, at publikum skulle føle den energi, der udveksles mellem Fonny og Daniel. Et kamera bevæger sig langsomt mellem dem, og publikum føres dybere og dybere ind i Daniels tanker – og Fonnys reaktion.

“Fonny og Daniel udstråler en utrolig varme selvom det, de taler om, er så mørkt og skræmmende. Jeg er helt vild med den kontrast,” fortæller McMillon. “Den måde, det er optaget på, får det til at føles, som om du sidder sammen med dem ved bordet.”

Dette virkemiddel er blevet noget af det, der kendetegner Jenkins. Publikum sad med ved et lignende bord i en diner i “Moonlight”, og de flød endda i havet med selvsamme personer.

Nu er Jenkins, McMillon og “Beale Street”-familien endnu en gang aktuelle på den røde løber. Filmen er nomineret til tre Oscars: Bedste kvindelige birolle (Regina King), bedste originalmusik (Nicholas Britell) og bedste filmatisering (Jenkins).

“Selv de gamle rotter i faget, som er begyndt at tage de nye værktøjer til sig, ser store muligheder i de digitale løsninger.”

Næste projekt: En Amazon-serie baseret på “The Underground Railroad” af Coulson Whitehead. Jenkins siger for sjov, at han herefter kan krydse alt af på sin kunstneriske bucket list: “Jeg ville lave en film om, hvor jeg kommer fra, og det blev ‘Moonlight’. Jeg ville også filmatisere min yndlingsforfatter, og det skete med ‘Beale Street’. Og endeligt ville jeg lave noget om forholdene under slavetiden i Amerika. Og det bliver ‘The Underground Railroad’.”

Mens Jenkins krydser af fra sin liste, viger han ikke for at anerkende en ny generation af filmskabere, som han mener snart vil overgå ham. “Selv de gamle rotter i faget, som er begyndt at tage de nye værktøjer til sig, ser store muligheder i de digitale løsninger,” siger Jenkins. “Steven Soderbergh har nærmest kun arbejdet fra sin iPhone i de sidste par år.” (Soderberghs seneste film, “High Flying Bird”, der havde premiere på Netflix i sidste måned, blev optaget udelukkende med en iPhone 8.)

“Du kan lave jo lave nærmest hvad som helst nu om dage med din telefon eller et spejlreflekskamera,” fortæller han. “Verden ligger for de unge filmskaberes fødder.”