PRESSEMEDDELELSER
5. februar 2019
Apple udnævner Deirdre O’Brien som Senior Vice President for Retail + People
Angela Ahrendts planlægger at forlade Apple til april efter fem succesrige år
Cupertino, Californien – Apple meddelte i dag, at Deirdre O’Brien er blevet udnævnt som Senior Vice President for Retail + People. Hun påtager sig dermed nye ansvarsområder for Apples Retail Stores og Online Stores i en udvidet rolle, hvor hun skal rapportere til CEO Tim Cook. Efter fem transformerende år i spidsen for virksomhedens Retail Stores og Online Stores har Angela Ahrendts planer om at forlade Apple til april af personlige og karrieremæssige årsager.
Deirdre har tre årtiers erfaring inden for Apple, som hun kan bruge i sin udvidede rolle som leder for virksomhedens Retail Stores i hele verden. Her vil hun fokusere på forbindelsen mellem kunden og de personer og processer, der tjener dem. Hun vil fortsat lede People-teamet og føre tilsyn med alle medarbejderrelaterede funktioner, herunder talentudvikling og Apple University, rekruttering, medarbejderforhold og -erfaring, erhvervspartnerskab, goder, kompensation samt inklusion og diversitet.
“Hos Apple ser vi vores medarbejdere som vores sjæl, og Deirdre forstår vores teams kvaliteter og styrker bedre end nogen anden,” sagde Tim Cook, CEO for Apple. “I over tre årtier har hun bidraget til at holde Apple fokuseret på at tjene kunderne og berige folks liv. Hun er en fremragende leder, og hun har været en utrolig vigtig partner for vores Retail-teams rundt om i verden helt fra begyndelsen. Jeg er meget begejstret for at arbejde sammen med Deirdre i hendes nye rolle, og det samme vil uden tvivl også gøre sig gældende for vores 70.000 detailmedarbejdere.”
“Folk kommer til Apple for at gøre et fantastisk stykke arbejde, og vores Retail-teams udtrykker deres passion hver eneste dag, i hver eneste interaktion, overalt i verden,” sagde Deirdre O’Brien, Senior Vice President for Retail + People. “Det er en enestående mulighed for at arbejde med, og lære fra, et så talentfuldt, mangfoldigt og opfindsomt team. Jeg ser frem til denne rejse og til at fortsætte det vigtige arbejde hos medarbejderteamet med at støtte alle Apples fantastiske medarbejdere.”
I dag har Apple 35 Online Stores og 506 Retail Stores på fem kontinenter med ansatte, der gør en stor indsats for at berige folks liv og tjene deres lokalsamfund. Hver eneste Apple Retail Store tilbyder innovative forløb til kunderne, bl.a. Today at Apple, der er udviklet til at slippe kreativiteten løs, inspirere til at lære og opfordre til at skabe forbindelser.
“Jeg vil gerne sige tak til Angela for at give vores team inspiration og energi i de sidste fem år,” sagde Tim Cook. “Hun har været en positiv, transformerende kraft, både for Apples butikker og de lokalsamfund, de tjener. Vi ønsker hende alle sammen det allerbedste, nu hvor hun tager hul på et nyt kapitel.”
“De sidste fem år har været de mest stimulerende, udfordrende og berigende i min karriere. Takket være teamenes samlede indsats har Retail aldrig før stået stærkere eller bedre til at gøre et endnu større bidrag for Apple,” sagde Angela Ahrendts, Senior Vice President for Retail. “Jeg tror ikke, der er noget bedre tidspunkt at give stafetten videre til Deirdre, som er en af Apples stærkeste ledere. Jeg glæder mig til at se, hvordan dette fantastiske team, under hendes ledelse, fortsat vil ændre verden én person og ét lokalsamfund ad gangen.”
Billeder af Deirdre O’Brien