PRESSEMEDDELELSER
8. november 2018
Apple åbner sin første butik i Thailand på lørdag
Bangkok – Apple Iconsiam åbner på lørdag i Bangkok på bredden af Chao Phraya, og både lokale og turister er velkomne til at komme og se det bedste fra Apple. Det er Apples første butik i Thailand. Butikken vil præsentere alle Apples produkter, bl.a. iPhone Xs, iPhone XR og Apple Watch Series 4, og gæsterne får mulighed for at udfolde deres kreativitet ved de gratis Today at Apple-events.
“Bangkok er et kulturelt og økonomisk centrum for hele regionen, og der bor flere millioner passionerede Apple-kunder,” sagde Angela Ahrendts, Apples Senior Vice President of Retail. “Vi glæder os til at præsentere kunderne i Thailand for Today at Apple, alle vores produkter, vores fantastiske medarbejdere samt den service og support, som vores kunder i hele verden elsker.”
Apple Iconsiam er placeret på bredden af “Kongernes flod” i centrum af Bangkok i historiske omgivelser mellem kulturelle vartegn. Butikkens enkle og rene trapezformede design og glasfacaderne forbinder det nye ICONSIAM Center med en udendørs tagterrasse og fremhæver omgivelsernes naturlige skønhed i en åben atmosfære med masser af luft, hvor skillelinjerne mellem de indre og ydre områder udviskes.
Apple Iconsiam har to store glasfacader, som skaber gennemsigtighed fra butikken til floden, byen og endnu fjernere områder. Fra det imponerende indgangsparti kan kunderne fortsætte op til den frodige have på taget, hvor de kan se på lokal kunst, deltage i en Today at Apple-omvisning med et tema om fotografi eller tegning eller blot nyde den flotte udsigt over Bangkok.
Inde i butikken er der et stort Forum, hvor Apple afholder de gratis Today at Apple-events, som kan inspirere gæsterne til at lære hinanden at kende, få nye interesser eller dygtiggøre sig på bestemte områder. Der bliver lagt stor vægt på de praktiske aspekter under disse events, som ledes af professionelle fra de kreative brancher, og deltagerne får lejlighed til at udforske deres kreative nysgerrighed og lære, hvordan de får størst udbytte af Apples produkter og tjenesteydelser.
I butikken kan gæsterne selv prøve de nyeste Apple-produkter, som er udstillet på en elegant og praktisk måde, så der er nem adgang til dem. I Genius Grove-området afspejler beplantningen floraen på den udendørs terrasse, og her tilbyder Apple Genius-medarbejderne personlig teknisk support og rådgivning.
Over 100 medarbejdere er klar til at tage imod kunderne på lørdag kl. 10.00. Tilmelding til Today at Apple-events foregår via apple.com/today.
Billeder af Apple Iconsiam